Er veridikalismen en løsning på skeptikerens problem?

Veridikalismen, som begreb, har til formål at forklare og muligvis afhjælpe den skepsis, der fremkommer i filosofiske diskussioner om vores viden om den eksterne verden. Det handler om, hvorvidt vi kan vide, hvad der faktisk eksisterer uden for vores umiddelbare erfaring. Når man beskæftiger sig med et skeptisk synspunkt, er det afgørende at overveje, hvordan veridikalismen enten kan bekræfte eller opløse denne tvivl. Der er dog flere aspekter, der gør diskussionen kompleks og ikke så lige til som man måske skulle tro. For det første kræver det en præcis forståelse af, hvad veridikalismen faktisk betyder i denne kontekst.

Et vigtigt punkt, som veridikalismen rejser, er, at vi kan være sikre på nogle af vores umiddelbare oplevelser, som for eksempel at der er et bord foran os. Dette kan virke som en overbevisende løsning på skeptikernes påstand om, at vi ikke kan vide, hvad der findes uden for vores egen bevidsthed. Hvis vi ved, at der er et bord, burde det i princippet ikke være bekymrende, at vi ikke ved, om der findes noget, der ikke er et bord, eller om vores oplevelser af verden er et resultat af en demon, en drøm eller en simuleret virkelighed.

Men der er også problemer med at forstå veridikalismen som en simpel løsning. En opløsning af det skeptiske problem – hvor vi accepterer, at vi ikke kan vide, hvad der er uden for vores oplevelser – stiller os overfor spørgsmålet om, hvad vi rent faktisk kan vinde ved at hævde, at vi ved, at der er et bord. Er der en epistemisk fordel ved at beskrive vores erfaringer som sandhed? Eller er det mere en semantisk legeplads, hvor vi omdøber og reorganiserer de samme muligheder uden egentlig at vinde mere viden?

Det er muligt at se veridikalismen som en form for "opløsning" af skeptikerens problem, hvor vi blot erkender, at vi ikke har behov for at bekymre os om, hvorvidt der er en "sand" verden uden for os. Vi accepterer ganske enkelt, at vores almindelige opfattelser – såsom at der er et bord foran os – ikke kræver yderligere viden om objektets oprindelse eller beskaffenhed. Dette ville være en form for befrielse fra den konstante tvivl, som skeptikeren søger at påpege.

Men dette rejser flere spørgsmål. For det første er det ikke umiddelbart klart, hvorfor veridikalismen skulle være mere trøstende end en klassisk skeptisk holdning. Hvis vi ikke ved, hvad der forårsager vores oplevelser, kan vi ikke sige, at vores viden om verden er grundlæggende ændret. At benævne en oplevelse som "bord" ændrer ikke den fundamentale tvivl, der er rejst af skeptikeren. Veridikalismen har derfor svært ved at give et tilfredsstillende svar på skeptikerens krav om viden.

Desuden er der den praktiske dimension af, hvad vi "ved" om objekter som borde. Selv om vi ved, at der er et bord foran os, betyder det ikke, at vi ved noget om bordets natur i en dybere forstand. Vi kan have en grundlæggende viden om, at bordet ikke er et produkt af vores egen forestilling, men vi kan ikke udelukke, at det kunne være en konstruktion i et stort simulering. Det faktum, at vi ikke ved, hvad der ligger til grund for vores erfaringer, efterlader os med en følelse af grundlæggende uvidenhed, selv om vi synes at have adgang til en række "normale" viden.

Desuden kan den store mængde af viden, som veridikalismen forsøger at etablere, faktisk være af begrænset betydning. Det er muligt, at selv om vi kan tilskrive viden til mange af vores daglige erfaringer, så betyder det ikke, at vi har en bedre forståelse af virkeligheden. Skeptikeren vil måske bemærke, at denne viden ikke fjerner de dybere problemer – som for eksempel, at vi stadig ikke ved, om vores oplevelser af verden er objektive, eller om de bare er en slags illusion skabt af noget uden for vores kontrol.

Det er vigtigt at erkende, at mens vi måske er i stand til at bekræfte nogle grundlæggende tro på objektive ting som borde, så er vi ikke nødvendigvis i stand til at udelukke andre muligheder, som stadig kan udfordre vores forståelse. Veridikalismen kan give en vis ro ved at bekræfte nogle af vores almindelige oplevelser, men det ændrer ikke på det grundlæggende faktum, at vi stadig har en vis usikkerhed om vores viden om verden.

Hvad betyder det at vide, hvad der er virkelighed?

Veridikalismen påstår, at viden om, hvad der er virkeligt, er afgørende for at løse det skeptiske problem, som i mange tilfælde omhandler vores viden om, hvad der findes i verden. Når vi er konfronteret med de filosofiske problemstillinger om, hvad vi egentlig ved, om objekter som borde eller dinosaurers farve, ser vi, hvordan den klassiske skepsis stadig kan få betydning, selv i lys af nyere teorier som veridikalismen. Veridikalister hævder, at den viden, vi besidder om objekter som borde, rummer en reel viden, som skeptikeren måske ikke anerkender. Dette fører os til et spørgsmål, der stadig er grundlæggende for vores forståelse af virkeligheden: hvad betyder det egentlig at vide, hvad der er?

Veridikalismen antager, at vi kan vide, at bordet er en del af virkeligheden, men hvad betyder det egentlig? Er det nok at vide, at noget eksisterer i en umiddelbar, praktisk forstand, eller kræver det, at vi har en dybere forståelse af, hvad det egentlig betyder, at bordet er, hvad det er? Dette spørgsmål er kernen i kritikken mod veridikalismen. Hvad vi rent faktisk ved, når vi siger, at et bord eksisterer, er ikke nødvendigvis, hvad bordet er i sin grundlæggende ontologiske forstand, og dette er, hvor skepsis stadig har sine grunde. For veridikalismen kan vi forstå, hvad bordet er i en empirisk forstand, men den dybere metafysiske viden om, hvad det "er", kan stadig være uklar.

Når vi siger, at et bord eksisterer, men ikke nødvendigvis hvad bordet er, er der en risiko for, at vi overser de mere grundlæggende spørgsmål om viden, som undergraver vores viden om verden. Hvis vi kun fokuserer på det faktum, at vi ved, at der er et bord, kan vi glemme, at den dybere skepsis stadig er der, selvom den ikke nødvendigvis bliver udtrykt på samme måde. Skepsis omkring hvad der er, handler om at forstå, hvad et objekt er i sin fundamentale eksistens, ikke blot at vi kan observere det i verden.

Læseren bør derfor være opmærksom på, at det at vide, hvad der er, ikke nødvendigvis betyder, at man ved, hvad noget er i sin fulde ontologiske betydning. Veridikalismen hævder, at vi ved, at objekter eksisterer, men den dybere spørgsmål om, hvad objekterne egentlig er, forbliver åbne, og skepsisen kan reopstå, når vi forsøger at forstå den egentlige natur af objekterne omkring os.

Hvad betyder det at være uvidende om, hvad ting egentlig er?

Veridikalismen tilbyder et perspektiv, der kan hjælpe os med at forstå skepsis som noget, der omfatter metafysiske spørgsmål, ikke blot epistemologiske. Når man taler om verden, som den er, bliver vi konfronteret med dybe spørgsmål om, hvad vi rent faktisk kan vide om tingene. Hvis vi tager udgangspunkt i et scenario, hvor vi er "demon-ofre", som i den metafysiske tanke, bliver objekter afhængige af sindet. Metafysikere som David Chalmers har nævnt panpsykisme som en sådan teori, hvor objekter kun eksisterer gennem et mentalt aspekt – altså, uden et bevidst sind ville de ikke eksistere.

For nogle tænkere som Lewis, er "Ramseyan Humility" en form for erkendelsesmæssig ydmyghed, hvor vi accepterer, at vi ikke kan kende de iboende egenskaber ved tingene, kun deres relationelle egenskaber – hvordan de påvirker os. Men for at kunne interagere med objekterne, er det nok at forstå deres kausale effekter på os, ikke nødvendigvis hvad de er i sig selv. Dette kan vi aldrig vide, og vi kan aldrig helt adskille den fysiske verden fra den måde, vi opfatter den på.

Det er værd at bemærke, at tvivl om, hvad objekter egentlig er, også kan stamme fra en dybere erkendelse af, at vi måske ikke er i stand til at vide, om tingene, vi oplever, er virkelige i nogen objektiv forstand. For eksempel, forestil dig, at du vågner i en verden, der er fuldstændig ødelagt af krig, og du begynder at tvivle på, om der overhovedet findes nogen møbler tilbage – er det virkelig muligt, at der er borde? Dette er ikke nødvendigvis et skeptisk problem, men det viser, hvordan selv mindre scenarier om vores viden om verden kan frembringe en form for utryghed, som vi normalt ikke erkender som skeptisk.

På samme måde ser vi, at der ikke nødvendigvis er en skarp grænse mellem de skepsis-scenarier, vi kender fra filosofi og de metafysiske hypoteser, som f.eks. panpsykisme. Det, vi kan lære af disse spekulationer, er, at vi aldrig kan være sikre på, hvad verden grundlæggende er, uanset hvor meget vi lærer om dens kausale egenskaber. Uden denne viden står vi over for en form for erkendelsesmæssig uvished, som ikke kan undgå at undergrave vores forståelse af verden og vores placering i den.

Det er vigtigt at forstå, at det ikke nødvendigvis er hver form for uvidenhed om, hvad ting er, der udgør et skeptisk problem. Mange former for uvidenhed kan forblive uden nogen alvorlig eksistentiel forstyrrelse. Det, der gør skepsis dyb, er når denne tvivl truer vores grundlæggende antagelser om, hvordan vi relaterer til verden. Når vi tvivler på, om vi er et væsen i en Matrix, ændrer det vores selvforståelse og vores forhold til virkeligheden på en måde, der er langt mere fundamentalt forstyrrende end andre mere perifere former for viden. Det er her, skepsis virkelig kommer til sin ret som en filosofisk udfordring – det udfordrer vores fornemmelse af, hvad det vil sige at være i verden, og hvad vi faktisk kan vide om den.

Hvordan kan veridikalismen imødegå den skeptiske udfordring?

En af de grundlæggende antagelser i veridikalismen er, at vi kan have viden om objektverdenen, selv hvis vi ikke kan udelukke muligheden for at være i et skeptisk scenarie. Dette indebærer, at en person kan have viden om, at der er et bord i deres nærhed, selv om de ikke ved, om de er i et simuleret eller bedragerisk univers. I stedet for at afvise skeptiske scenarier som sådan, så hævder veridikalismen, at det er muligt for objektverdenen, som vi oplever den, at være reel, uanset om den passer ind i vores metafysiske forestillinger om virkeligheden.

Veridikalismen er således ikke en benægtelse af, at viden om verden kan være begrænset, men den fremhæver, at det ikke er nødvendigt at afklare, om et skeptisk scenarie er sandt, for at have viden om de objekter, vi oplever som "virkelige". Dette er en væsentlig skelnen i forhold til mere traditionelle angreb på skeptiske argumenter, der kræver, at vi kan vise, at sådanne scenarier ikke kan eksistere i princippet. Veridikalister accepterer ikke nødvendigvis, at vi kan udelukke en "demon", der manipulerer vores oplevelser, men de hævder, at vi stadig kan have viden om objekterne i vores oplevelser, så længe de fungerer på de måder, som vi normalt forbinder med virkelige objekter.

Der er flere forskellige versioner af veridikalismen, og disse bygger på forskellige metafysiske grundlag. En af de mest fremtrædende varianter af veridikalismen er den, der understøttes af David Chalmers. Chalmers' tilgang er strukturalistisk, hvor han hævder, at fysiske egenskaber som massen og rummet ikke kan forstås isoleret, men kun i relation til deres kausale rolle. Hvis et objekt, der fremstår som et bord, for eksempel opfylder de kausale roller, som et bord normalt ville spille, så er det et bord, selv om det måtte være en del af et større, manipuleret system.

Der er dog også nogle udfordringer for veridikalismen. For eksempel kan man spørge, hvordan vi kan være sikre på, at vores oplevelser af objekter virkelig er sammenhængende med deres kausale roller, og om vi i virkeligheden kan have viden om objekter, der ikke er "virkelige", selvom de opfører sig som om de er. Det er her, Chalmers' version af veridikalismen spiller en vigtig rolle, da han argumenterer for, at vores erfaringer af objekter som borde er fundamentalt bundet til deres kausale interaktioner, hvilket giver os mulighed for at have viden om disse objekter, selv i usikre eller manipulerede scenarier.

Men der er også alternative tilgange, som hævder, at vi ikke nødvendigvis skal forkaste skeptiske scenarier som muligt, men snarere ændre, hvordan vi forstår viden og objektivitet i relation til vores oplevelser. Veridikalismen åbner op for en mulighed, hvor vi ikke behøver at kende sandheden om vores virkeligheds grundlæggende natur for at have viden om den.

En vigtig ting at forstå for læseren er, at veridikalismen ikke nødvendigvis søger at afsløre sandheden om virkeligheden på en måde, der afviser alle skeptiske teorier. Den søger snarere at give os en metode til at have viden om vores oplevelser af verden, selv i lys af de usikkerheder, som skeptiske scenarier bringer med sig. Den åbner op for en forståelse af, hvordan vi kan forholde os til viden og objektivitet, selv når vi ikke har fuldstændig kontrol over eller viden om den grundlæggende virkelighed.

Endtext

Er Veridikalismen en løsning på Skepsis, eller en Ny Form for Skepsis?

Veridikalismen, som vi har set i den klassiske skeptiske argumentation, forsøger at løse det centrale problem ved den epistemologiske skepsis: hvad kan vi virkelig vide om den eksterne verden? Skeptikere har længe hævdet, at vi ikke kan vide, om den verden, vi oplever, er virkelig, eller om vi simpelthen er i en simulator eller drøm. Den standardskeptiske argumentation, der påpeger, at vi ikke ved, at der er borde (eller andre almindelige ting), bliver afviste af veridikalister, som hævder, at vi faktisk ved, hvad der forårsager vores oplevelser – så længe disse oplevelser stemmer overens med visse strukturelle eller kausale roller. Men er veridikalismen virkelig en løsning på problemet, eller er den bare en omformulering af det samme grundlæggende spørgsmål om vores viden?

En vigtig pointe at overveje er, at både den standardskeptiske argumentation og veridikalismen ikke giver os nogen mere viden om den eksterne verden, end vi allerede har. Veridikalismen giver os ikke en måde at udelukke flere muligheder om virkeligheden end standard skepsis gør. Det betyder, at vi står tilbage med den samme mængde viden, som vi havde før – kun udtrykt på en anden måde. I begge tilfælde ved vi kun, at der er noget, som forårsager vores oplevelser, men vi kan ikke vide præcist, hvad dette noget er. Vi kan ikke udelukke, at det er et demonisk bord, en computer-simulation, eller noget andet. Forskellen er, at veridikalisten hævder, at så længe en af disse muligheder er opfyldt, ved vi, at der er et bord, mens skeptikeren afviser dette som utilstrækkeligt til at sige, at der faktisk er et bord.

Så hvad betyder det for vores forståelse af verden? Begge synspunkter – skeptisk og veridikalistisk – understreger vores begrænsede viden om den eksterne verden og vores oplevelser af den. Den dybe bekymring, som disse synspunkter bringer op, er, at vi aldrig kan være sikre på, hvad der er "derude", udover det, vi umiddelbart oplever. Dette er kernen i den epistemologiske skepsis, som både standard skepsis og veridikalismen deler: vores viden er altid kun begrænset til de oplevelser, vi har, og vi kan aldrig vide, om disse oplevelser korrekt afspejler den virkelige verden.

Med dette i tankerne bør vi erkende, at den epistemologiske skepsis, både i sin standardform og i veridikalistisk form, stiller os over for grænserne af vores viden, men disse grænser er ikke nødvendigvis noget, vi bør frygte. At acceptere, at vores forståelse af verden er begrænset, er ikke det samme som at give op på at forstå den. Det betyder blot, at vi må anerkende de betingelser, under hvilke vi handler og træffer beslutninger, og at vi måske aldrig vil være i stand til at få en fuldstændig forståelse af den eksterne virkelighed.