Hvordan påvirkede Indo-Grækerne, Indo-Skytterne og Indo-Partherne magtbalancen i det nordvestlige Indien?

Efter Menanders død opstod der en konflikt om hans aske, og dette symboliserer det skiftende magtforhold i regionen. I midten af 2. århundrede f.Kr. blev Bactria erobret af Yuezhi-stammen, og Indo-Græsk herredømme over Gandhara sluttede på grund af kampe med Indo-Partherne (Pahlava) og Indo-Skytterne (Shaka). Indo-græsk kontrol øst for Jhelum-floden ophørte i begyndelsen af 1. århundrede e.Kr., da Rajuvula, en Shaka Kshatrapa fra Mathura, besejrede Indo-græske kong Strato III og erobrede Sagala (Sialkot). Indo-græsk herredømme efterlod et væsentligt kulturelt spor, især Gandhara-skolen inden for kunst, som senere fik stor betydning.

Indo-Skytterne, også kaldet Shakas, var et nomadisk folk, der levede på de eurasiske stepper fra de ungarske sletter i vest til Manchuriet i øst. Selvom græske kilder kaldte dem barbariske, viser arkæologiske fund fra deres gravhøje, kurganer, en rig materiel kultur og tætte forbindelser til både græske og persiske civilisationer. I 2. århundrede f.Kr. førte Qin Shihuangs samling af Han-imperiet i Kina til fordrivelse af nomadestammer langs grænsen, hvilket udløste en kæde af folkevandringer i Centralasien. Yuezhi-stammen fortrængte Shakas, som søgte sydpå mod Afghanistan og videre til det nordvestlige Indien.

Indo-Skytternes historie i Indien er hovedsageligt kendt gennem inskriptioner og mønter. Omkring 85 f.Kr. erobrede en skytsk konge ved navn Maues Taxila og overtog Gandhara-regionen fra Indo-Grækerne. Møntenes ikonografi afspejler en stærk græsk indflydelse med billeder af Zeus og Nike, sejrens gudinde. Senere styrkede en anden skytsk, Axes I, Indo-Skytternes magt ved at besejre den indo-græske hersker Hippostratus og udvide kontrol til det nordvestlige Indien. Flere herskere fulgte, og deres styre blev organiseret gennem kshatrapaer, lokale guvernører, der ofte blev uafhængige magthavere.

Kushanerne, som stammede fra en gren af Yuezhi-stammen, etablerede sig stærkt i regionen efter at have forenet de fem Yuezhi-herskerdømmer. Kujula Kadphises, en af deres ledere, besejrede rivalerne og grundlagde et imperium, som snart kom til at dominere det nordvestlige Indien. Kushanernes magt omfattede områder, der tidligere var under Indo-Parther og Indo-Skytternes kontrol, og deres økonomiske og kulturelle indflydelse var betydelig.

Det er vigtigt at forstå, at disse bevægelser og erobringer i Centralasien og det nordvestlige Indien ikke blot var militære eller politiske skift, men også en udveksling af kulturer, religioner og kunst. Indflydelsen fra græsk, persisk, skytisk og indisk kultur smeltede sammen og skabte nye kulturelle synteser, som Gandhara-kunsten, der repræsenterer en fusion mellem græsk naturalisme og buddhistiske temaer. Forståelsen af disse komplekse historiske lag giver indsigt i, hvordan kulturel identitet og politisk magt var sammenvævet i oldtidens Centralasien og Indien.

Hvad var de religiøse og sociale udviklinger i Indien omkring 300-600 e.Kr.?

I perioden mellem 300 og 600 e.Kr. ses en markant konsolidering af brahmansk ideologi og religion. Denne udvikling er især synlig gennem etableringen af sanskrit som det officielle sprog for kongelige inskriptioner samt en stigende popularitet af sekteriske kultusser knyttet til templer. Denne tid markerer også transformationen af brahmanismen til en ny form for religiøs syntese, som senere vil blive betegnet som Puranisk hinduisme.

Puranerne, som var centrale religiøse tekster i denne periode, spillede en væsentlig rolle i udvidelsen af brahmanismen ved at indarbejde forskellige religiøse traditioner og symboler fra det indiske subkontinent. De inkluderede også visse elementer, der forsøgte at inkorporere kvinder og lavere kaster i religiøse praksisser som vratas (vagter) og pilgrimsture. Samtidig refererer Puranerne til ritualer og tirthas (hellige steder), som blev betragtet som essentielle for den religiøse praksis i denne periode. Mange konger og adelige dedikerede sig offentligt til specifikke sekter såsom Vaishnavisme eller Shaivisme, og kongelige prashastis (hyldestinskriptioner) samt mønter og segl afspejlede tydeligt sekternes tilknytning.

De religiøse udviklinger fra denne tid reflekterede en dyb forbindelse mellem de forskellige sekter og deres ritualer, men også et væsentligt samspil mellem hinduisme, buddhisme og jainisme. I flere steder som Badami, Ellora og Aihole ses tæt sammensmeltning af hinduistiske, buddhistiske og jainistiske hule- og tempelstrukturer. Disse bygningers design og skulpturer vidner om et fælles symbolsk og kunstnerisk sprog, der blev delt på tværs af disse religioner.

På et populært plan kunne man også observere tilbedelsen af forskellige lokaliserede guddomme og overnaturlige væsener, såsom yakshas og nagas. Disse guder og ånder blev ofte tilbedt i egne templer og helligdomme, men i denne periode ser man en ændring i måden, de blev repræsenteret på. De store, monumentale skulpturer af disse væsner blev i stigende grad erstattet med mindre figurer, ofte som dvarapalas (portvagter) for de store guder som Vishnu og Shiva.

I forhold til samfundsstruktur og social orden, er det interessant at bemærke, at begrebet "untouchability" (berøringsforbud) begyndte at manifestere sig i de sydindiske områder under den sene Sangam-periode. Dette begreb blev klart i litteraturen som værende en praksis, der fremmedgjorde og forurettede de lavere kaster, såsom pulaiyas, som blev betragtet som urene, simpelthen ved at komme i berøring med vand eller endda blive betragtet med et blik. Denne praksis var ikke bare en social, men også en religiøs problematik, og selv i de tidlige episoder af de Tamil-epos kunne man se, hvordan det sociale system begyndte at udvikle normer for at opretholde denne adskillelse.

Desuden, når man ser på de beskrivende skildringer af Kali-yuga i de religiøse tekster, kan man tydeligt se frygten for samfundets nedgang og den mulige opløsning af den sociale orden. Ifølge disse skrifter ville Kaliyugas ankomst føre til, at alle moralske normer og samfundsstrukturer ville bryde sammen. Dette indikerer en bevidsthed om samfundets skrøbelighed og de vedvarende forsøg på at definere en idealiseret social orden, selvom virkeligheden viste sig langt mere kompleks og fragmenteret.

Hvordan blev Chola-imperiets økonomi og samfundsstruktur organiseret?

Chola-imperiet, en af de mest fremtrædende dynastier i Sydindien, havde en kompleks og effektiv administrativ struktur, som var med til at sikre stabilitet og velstand i en stor og diversificeret stat. Mange af de administrative og økonomiske funktioner blev udført af både statslige embedsmænd og lokale enheder, der kunne have nogle overlappende roller. Der er også indikationer på, at der fandtes en arvelig dimension i udnævnelser af embedsmænd. Det er klart, at systemet ikke var helt udefinerbart, men snarere afhængigt af lokal viden og praksis. Et centralt element i den administrative struktur var landindtægtsafdelingen, som, selv om den bestod af mange niveauer og havde et stort apparat, primært havde til opgave at føre regnskaber og sikre korrekt opkrævning af skatter.

I indskrifter fra denne periode ses hyppige skatterelaterede udtryk, som giver information om de forpligtelser, bønderne havde over for staten. Eksempler på sådanne forpligtelser inkluderer eccoru, der refererer til landsbyernes pligt til at forsyne statsfunktionærer med mad, samt muttaiyal og vetti, som henviser til tvungen arbejdsydelse. Kudimai var en anden betegnelse for arbejdsforpligtelserne. I den tidlige Chola-periode anvendtes en række udtryk til at beskrive skatteafgifter, herunder puravu, irai, kadan/kanikkadan og opati. Kadamai, som efterhånden blev den dominerende skatterelaterede betegnelse, kunne nå op på 40-50% af produktionen, og det ser ud til, at det blev opkrævet i naturalier. Antarayam var en landlig skat, som blev betalt i kontanter. Antallet af skatterelaterede termer i indskrifter steg støt, og toppede under Rajendra II’s regeringstid, for derefter at falde under Kulottunga I.

I forhold til retshåndhævelse hævdes det af forskere som K. A. N. Sastri, at der eksisterede en central domstol, dharmasana, som kunne ses som den højeste appelinstans, men dag-til-dag-retshåndhævelse blev i praksis håndteret af lokale organer som sabhaen.

I de tidlige middelalderlige sydindiske samfund blev landbrug og de dermed forbundne erhverv betragtet som de primære kilder til forsørgelse og rigdom. Burton Stein beskriver dette som en “bondesamfundsstruktur”, hvor de fleste mennesker boede i landsbyer, og hvor den landbrugsmæssige økonomi var det fundament, samfundet byggede på. Socialt var samfundet præget af hierarkier, hvor magten var koncentreret hos de, der kunne kræve en del af produktionen, og landsbyerne fungerede ofte som velorganiserede enheder, hvor samarbejde var nødvendigt for at opretholde systemet.

I dette samfund spillede de forskellige kaster en rolle i landbrugsproduktionen og i opretholdelsen af samfundets struktur. Vellalarne, der var landbrugere, havde en betydelig økonomisk magt, især de jordbesiddende bønder, mens lavere kaster som paraiyarne udførte arbejdskraften. Denne samfundsstruktur var tæt knyttet til den landbrugsbaserede økonomi. Det er værd at bemærke, at i Sydindien var den sociale status forbundet med jordbesiddelse anderledes end i Norden, og vellalarne kunne have en status, der var tættere på brahmanaernes end på de lavere kaster.

I den sene Chola-periode så man begyndelsen på en koncentration af økonomisk magt i hænderne på lokale godsejere, der kunne udnytte deres land til at opbygge stærke sociale og økonomiske alliancer. Der findes interessante referencer i indskrifter fra Karnataka, som fortæller om landsbyer, der blev ledet af kvinder, et fænomen der understøtter ideen om, at køn også spillede en rolle i samfundets organisation.

Endtext

Hvordan neolitisk samfund organiserede sig omkring husdyrhold og fødevareproduktion

Den store størrelse på slagteområdet, dets placering mellem askehøjen og bosættelsesområdet, det faktum at det var pudset for at skabe et hårdt og permanent arbejdsområde, forekomsten af et så stort antal knogler og værktøjer samt den nærliggende madlavningszone – alt dette tyder på, at området ikke blev brugt af en enkelt person, men af hele samfundet eller i det mindste en betydelig del af det. Det er muligt, at området blev benyttet på særlige eller ceremonielle lejligheder, når dyr blev slagtet til et festmåltid, og deres kød blev delt blandt de tilstedeværende.

Forskning viser, at frø fra tre typer vilde planter blev identificeret ved flotationen af jordprøver: ber, indisk kirsebær og amla (Emblic myrabolans). Der blev også fundet nogle få korn fra den domesticerede hestebønne. Dyreknogler fra omkring 15 domestikerede og vilde dyrearter blev identificeret. Knoglerne fra domestikeret kvæg var de mest talrige, hvilket viser, at de neolitiske folk i Budihal primært specialiserede sig i kvægavl og i mindre grad også i får, geder, bøfler og fjerkræ.

Askehøje findes ofte i bjergrige områder tæt på permanente vandkilder, med gode græsningsområder, men jorden for dårlig til landbrug. Affaldet, der blev ophobet fra husdyrhold og andre dyr, blev deponeret sammen med husholdningsaffald på steder tæt på bosættelserne og blev periodisk brændt. Grunden til ophobning og brænding af dyrlort var delvist praktisk – for at holde bosættelsen ren, for at beskytte mennesker og dyr mod sundhedsfarer forårsaget af skadedyrsinfesterede lortehøje, samt for at skræmme vilde dyr væk. Brændingen kunne også have været en del af ritualer, der skulle fremme kvægets frugtbarhed. Nogle askehøje er så store, at stederne kunne have fungeret som regionale eller lokale centre, hvor folk kom langvejs fra for at deltage i periodiske kvægmesser.

Mens beviserne fra Budihal er vigtige, da de viser den komplementære relation mellem askehøje og det, der synes at være et langvarigt bosættelsessted, er det endnu ikke bekræftet uden tvivl, at en tilsvarende situation fandt sted andre steder. Det er muligt at forestille sig variationer mellem steder – nogle kunne have været enlige, uafhængige steder, mens andre synes at bestå af par eller klynger (fx Kupgal, Budihal, Palavoy). Nogle kunne repræsentere kortvarige lejre for pastoralister, mens andre var mere langvarige bosættelser.

De faunale rester, askehøjene, terrakottafigurer af kamel- og oksekvæg og klippeaftryk af kvæg på sten rundt om nogle af bosættelserne vidner om vigtigheden af kvægavl i den sydlige neolitiske periode. Kvæg (Bos indicus) dominerer den faunale sammensætning både på askehøjsteder og ikke-askesteder. Knogler af får og geder findes også, men i meget mindre mængder. Heste (Equus) rester er blevet rapporteret, men det er ikke klart, om det er en vild eller domesticeret art. Knogler fra vandbøffel og svin (sandsynligvis både vilde og domesticerede) forekommer lejlighedsvis. Andre faunale rester inkluderer knogler fra vilde og domestikerede fjerkræ.

De tidlige landmænd levede således ikke i isolation, men var del af et bredere netværk af handel og udveksling, der også involverede marine ressourcer og metaller. Denne interaktion med omverdenen spillede en rolle i udviklingen af deres sociale strukturer og økonomi.