Hvad gør man, når arven er et dilemma?

Dokumentet var lamineret i plastik. Jeg rakte frem og tog det fra ham. »Hvad er dette, o Shaykh?« spurgte jeg. »Det er et skøde. Du er nu ejer af den ejendom, der er beskrevet deri. Fra i dag er det din sag at drive den. Det er en profitabel foretagsomhed, min nevø. Forvalter du den godt, vil den belønne dig, inshallah.« Jeg så på skødet. »Du er—« Min stemme kvalte. Papa havde købt Chirigas klub og gav den til mig. Jeg så op på ham. »Men—« Han viftede med hånden. »Tak er unødvendigt,« sagde han. »Du er min pligtopfyldende søn.« »Men det er Chiris sted. Jeg kan ikke tage hendes klub. Hvad skal hun gøre?« Friedlander Bey træk på skuldrene. »Erhverv er erhverv,« sagde han simpelt. Jeg stod bare og stirrede. Han havde den mærkelige vane at give mig ting, jeg ville have været lykkeligere uden: Kmuzu og en karriere som betjent, for eksempel. Det havde ingen mening at nægte. »Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed,« sagde jeg med en tom stemme. Jeg havde kun to gode venner tilbage, Saied halvhajjen og Chiri. Hun ville virkelig hade mig for dette. Tanken om hendes reaktion gjorde mig allerede tung til mode.

Vi gik til den lille af de to spisestuer i vestfløjen. Kmuzu fulgte i min fodspor i korridoren, og Den Talende Sten fulgte Friedlander Bey. Jeg standsede i dørtærsklen og så. Umm Saad og hendes søn ventede indenfor. Hun var den første kvinde, jeg havde set i Friedlander Beys hus, men selv nu havde hun aldrig fået lov til at dele bord med os. Drengen så ud til at være femten, moden nok til bøn og faste, så under andre omstændigheder havde han måske været velkommen. »Kmuzu,« sagde jeg, »led kvinden tilbage til hendes lejlighed.« Friedlander Bey lagde en hånd på min arm. »Jeg takker dig, min søn, men jeg har bedt hende møde os,« sagde han.

Umm Saad sad på hans venstre hånd, hendes søn på hans højre. Drengen var høj, slank og melankolsk; huden en sygelig gultonet nuance, øjenhvidernes misfarvning afslørede svaghed. Han bar en mørk blå galabeya med geometrisk mønster og den unge shaykhs turban — en æresbetegnelse for den, der har indprentet Koranen. »Yaa Sidi,« sagde kvinden, »må jeg præsentere min smukke søn, Saad ben Salah.« »Må din ære blive forøget, sir,« sagde drengen høfligt. Jeg løftede øjenbrynene. Så vidt stod han ved manererne.

»Er du sikker, o Shaykh, at hun ikke er din datter?« spurgte jeg. For et øjeblik troede jeg, han ville slå mig. Så sagde han, kontrolleret: »Jeg sværger det ved Budbringerens liv, må velsignelse og fred være med ham.« Det var nok. Friedlander Bey løj ikke. »Hvilket bevis har du for dit krav?« Jeg vendte mig mod Umm Saad. Hun foragtede spørgsmålet. »Behøver jeg bevis for at omfavne min egen far?« Hun vendte sig bort og forlod spisestuen med sin søn, med værdighed som om det var deres palads.

Efter deres afgang pressede Friedlander Beys hænder fladt mod bordet. Hans knoer var hvide. Han tog et par rolige indåndinger. »Hvad foreslår du, for at gøre ende på dette besvær?« »Lad mig forstå først, o Shaykh,« sagde jeg. »Vil du have hende væk, ja, men må hun dø? Hvad hvis jeg bruger en mindre voldelig metode?« »Du så hende og hørte hende,« sagde han. »Intet mindre end vold vil slutte hendes plan. Og desuden — kun hendes død vil afskrække andre ådsler fra at prøve samme strategi.« Hans stemme var kold, ubarmhjertig. Jeg så på Kmuzu og Den Talende Sten. Ingen viste interesse for lydene i mit bryst, for den kvalte skyld, der voksede i mig. At tage imod et skøde kan være at tage imod en forbrydelse, et løfte, en forrædderisk gave. Jeg følte, at jeg allerede stod på kanten af noget, jeg ikke kunne vende tilbage fra.

Hvordan kan teknologi ændre vores forståelse af tro og virkelighed?

Laila havde været en del af Budayeen så længe, at folk sagde, at hun som barn havde set imamerne lægge fundamentet til byens mure. Hendes viden om moddies, de gamle, sjældne og udgåede versioner, var større end nogen anden, jeg nogensinde havde mødt. Jeg havde altid haft mistanke om, at hun måtte have været en af de første til at få et eksperimentelt implantat, for hendes hjerne fungerede aldrig helt, som den skulle efter det. Men der var noget ved Laila, en mærkelig robusthed, som ingen teknologi kunne trænge igennem. Hendes indgroede viden om moddies og hendes overlevelse af cerebralt tortur, som ville have gjort enhver anden til et forkrøblet væsen, havde givet hende en uforklarlig modstandskraft.

Den version, hun solgte mig, var et arabisk alternativ til den japanske "Dark Lightning". Den havde været populær for mange år siden som et psykoterapeutisk redskab, som satte brugeren i en trance for at præsentere ham for en terapeutisk drøm. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan en sådan teknologi kunne blive integreret i den arabiske kultur og tradition. Jeg havde aldrig haft nogen særlig interesse for religiøs symbolik, men jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvad det betød, at moddyen kaldte sig "Wise Counselor."

Da jeg vendte tilbage til stationen og satte mig ved mit skrivebord, kunne jeg mærke en ubehagelig følelse af nervøsitet. Jeg var lidt skeptisk overfor at "indlæse" den nye moddy. Jeg havde altid været noget af en modstander af at ændre på sindet med teknologi, men nu var jeg blevet vant til det. Med en nervøs bevægelse satte jeg “Wise Counselor” i min datamaskine og blev straks ramt af en intens, svimmel fornemmelse.

Jeg åbnede mine øjne og fandt mig selv liggende på en sofa, holdende et glas citron-isvand, mens en smuk mand, som jeg hurtigt indså var Profeten Muhammad, sad på en anden sofa overfor mig. Det var en surrealistisk oplevelse, som var så levende, at jeg kunne føle hver eneste detalje. Jeg var ikke en religiøs mand, men denne oplevelse rystede mig. Jeg havde aldrig forestillet mig, at teknologi kunne genskabe en sådan oplevelse, som om jeg var i et rum med en religiøs figur. Hvordan kunne det være, at en moddy kunne skabe en sådan illusion? Jeg havde svært ved at forstå, hvad jeg var vidne til.

Selv om jeg vidste, at jeg ikke skulle tilgive teknologien for at overskride grænser, forsøgte jeg at rationalisere det. Jeg kom til den konklusion, at moddyen ikke havde skabt et billede af profeten som sådan, men snarere havde aktiveret en form for interaktiv psykoterapi, der reflekterede mit eget sind. Teknologien havde blot skabt en ramme, hvor mine egne følelser og tanker kunne komme til overfladen. I det øjeblik begyndte jeg at forstå, at det ikke nødvendigvis var en hellig handling, men mere et spejl af min egen psyke, som blev projiceret tilbage på mig.

Jeg satte moddyen i igen, og denne gang begyndte samtalen med Profeten. Jeg følte mig underligt afslappet, som om jeg virkelig kunne tale med ham. Hans ord var fyldt med visdom: "Der er en kilde til glæde, som får dig til at glemme døden, som leder dig til en overensstemmelse med Guds vilje." Jeg blev ramt af erkendelsen, at jeg faktisk havde mulighed for at forstå noget mere fundamentalt om mig selv og min indre konflikt. Det var som om denne teknologi kunne åbne dørene til dybere, mere intime indsigter om tro og menneskelig eksistens.

De næste minutter tilbragte vi i samtale. Profeten talte om de farer, han havde mødt i sit liv, ikke kun fysiske, men spirituelle. En af de farer, han nævnte, var hans manglende evne til at blive hørt i sin tidlige periode som predikant. Jeg kunne mærke, at jeg selv havde en lignende kamp. Ikke nødvendigvis for at blive hørt, men for at forstå, hvad der virkelig betyder noget i livet, hvad der virkelig kan lede til oplysning.

Teknologi og tro er ikke nødvendigvis modstridende, men måske komplementære i deres evne til at udforske menneskets dybeste behov. Den menneskelige erfaring, både fysisk og åndeligt, er i konstant udvikling. Når vi tager del i nye teknologier, åbner vi måske døren til at opdage nye måder at forstå ikke bare os selv, men verden omkring os.

Hvordan er livet i Budayeen for Marid?

Indihar var en smuk danser i Budayeen om dagen, men om natten var hun en beskeden muslimsk husmor. Jeg blev rystet over kontrasten i hendes liv, da hun inviterede mig ind i deres hjem. "Du ærer vores familie med dit besøg, Marid," sagde hun, mens hun med et forsigtigt blik sænkede øjnene mod gulvet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde aldrig forestillet mig, at Indihar, der dansede for et publikum af mennesker med forførende bevægelser, kunne blive så stille og ydmyg på en helt anden måde.

"Tag noget te," sagde Shaknahyi, og hans stemme virkede forceret venlig. Jeg forsøgte at se på ham, men han kiggede hurtigt væk. "Mere hummus?" Tilbage i rummet, hvor jeg havde sat mig, følte jeg mig ikke velkommen. Ikke fordi jeg havde gjort noget forkert, men fordi situationen var så ubekvem. Jeg havde fået lov til at komme ind i deres hjem, men deres dybe respekt for mig fik mig til at føle, at jeg ikke kunne følge med. Jeg følte mig som en fremmed, der var blevet sluppet løs i deres verden uden rigtig at forstå dens dybde.

Den dag, der fulgte, var det hele blevet endnu mere mærkeligt. Jeg lå på sengen og forsøgte at få en idé om, hvad der var sket. Kmuza stod ved min seng og holdt et bakke med appelsinjuice, toast og kaffe. Han så syg ud, så syg at jeg næsten følte medlidenhed for ham. "Godmorgen, yaa Sidi," sagde han sagte. Jeg var ikke bedre. "Hvor er mit tøj?" spurgte jeg uden at kigge på ham. Jeg kunne ikke huske noget fra natten før, kun en stor mørk tomhed. Jeg kravlede ud af sengen, min krop dunkede, og min mave gav tegn på oprør.

Der var ikke noget tøj under sengen, som jeg havde forventet. Jeg ledte rundt i lejligheden og til sidst fandt jeg mit tøj, alt rullet sammen og gemt mellem nogle bøger i reolen. Mine jeans var foldet forsigtigt og gemt på mit skrivebord under en bunke med papirer. Jeg rørte dem ikke, men tog min pilleæske og skyndte mig tilbage til sengen. Jeg havde planer om at tage noget opium, måske en god portion Sonneine med appelsinjuice, men det var for sent. Kmuza havde allerede opdaget kaffe- og appelsinsaften på sengetøjet, og hans ansigt udtrykte rædsel.

Kmuza forsøgte at gøre rent, og hans angst var tydelig. "Lad være med at bekymre dig," sagde jeg, "jeg klarer det." Jeg havde fået nok af natten og ville kun have noget vand.

Jeg huskede på, hvordan min aften var begyndt. Jeg havde besluttet mig for at tage en tur til Budayeen, efter en lang dag på stationen. "Jeg har ikke haft en aften ude i lang tid," sagde jeg til Kmuza, da han hentede mig. "Huset vil glæde sig over, at du koncentrerer dig om dit arbejde." "Ja, du har ret, men det betyder ikke, at jeg ikke kan tage ud og møde mine venner af og til." Jeg gav ham vejbeskrivelsen til Jo-Mamas græske klub, og han virkede ikke glad for ideen. "Du kommer ikke hjem før sent," sagde han. Jeg smilede. Jeg vidste, hvad jeg ville, og ville ikke høre flere indvendinger.

"Du ved, Marid, dine venner sidder derovre," sagde Jo-Mama med et grin og pegede på et bord i bagenden af klubben. Jeg betragtede mine gamle bekendte – Mahmoud, Jacques, Saied og Abdul-Hassan – som stirrede på danseren på scenen. De bemærkede mig ikke straks. Jeg satte mig ved deres bord.

"Er du kommet for at inspicere tilladelserne?" spurgte Mahmoud spøgefuldt. Jeg sukkede og rystede på hovedet. "Nej, bare kom til at kigge på noget." Jeg satte mig ned og kiggede på den danser, der havde deres opmærksomhed. Saied virkede foragtelig overfor hende, og jeg kunne forstå hvorfor, for han var vant til de såkaldte "debs" fra gaden, skabt til at fremstå smukke, men uden rigtig substans. "Hun er ikke dårlig," sagde Jacques, "hun er rigtig smuk, ikke?"

Jeg kiggede rundt på dem alle sammen. Det var påfaldende, hvordan deres kommentarer og holdninger afslørede deres egne kæmper og forvrængede syn på skønhed, ære og maskulinitet. "Kroppens ægthed," sagde jeg langsomt, "er det ikke det, vi alle jagter på vores måde?"

Hvad sker der, når verden går i stykker?

I hjertet af en verden, der er ved at kollapse, står mennesker som Angel Monroe, et produkt af sin tid og sit miljø, et menneske, der forsøger at overleve uden meget håb eller perspektiv. Bygningens vægge er dækket af beskidt tapet, hængende i stumper som et vidnesbyrd om et sted, der har mistet sin funktion. Luften er tung og kvalmende, fyldt med en udefinerbar, sur lugt, som om bygningen er beboet af mennesker, der enten er tæt på at dø eller allerede er et spøgelse i deres eget liv.

Når man står foran en dør som den, der leder ind til Angel Monroes lejlighed, er man ikke kun i tvivl om, hvad der venter bag den. Den rysten og skrabende lyd, der følger, når hun åbner døren, afslører en kvinde, der tilsyneladende er mere i kontakt med sin sygdom og sine afhængigheder end med den virkelighed, der er tilbage for hende. Hun er ikke alene et billede på en fysisk nedbrydning; hendes udseende, hvor den blegerede hårfarve kontrasterer mod hendes naturlige rødder, og det ubehageligt farvede læbestift vidner om en verden, hvor intet længere er sammenhængende.

Angel Monroe er et spejl af samfundets afkroge, et sted hvor mennesker ikke bare kæmper med deres fysiske vilkår, men også med deres indre dæmoner. Hendes uordnede udseende og de snøftende bemærkninger om hendes helbred og arbejdsforhold afslører et liv i konstant undvigelse – undvigelse af ansvar, af sygdom, og måske vigtigst af alt, af sig selv. Når hun hævder, at hun ikke burde arbejde den dag, men samtidig ikke kan lade være med at tage pengene, afsløres et portræt af desperation.

Bag hendes verbale angreb på Khalid og hendes konstant berusede tilstand gemmer sig et menneske, der har opgivet enhver illusion om kontrol. Og samtidig, som hun ser på sin besøgende, ser man i hendes øjne et glimt af noget andet – noget dybere, måske noget menneskeligt, men det er hurtigt forsvundet.

I Budayeen, et område fyldt med gamle minder og mørke skygger, er der ikke meget plads til drømme. Det er et sted, hvor selv de, der forsøger at opretholde en form for værdighed, ofte bliver trukket ned af de mennesker, de er omgivet af. Tidligere var der venner og bekendte, der var glade for at se en, men nu er der kun få, som Saied, den halvt religiøse ven, og Chiriga, kvinden med sin hårde ydre men stabile indre. Det er et sted, hvor folk som Chiri holder sig til sig selv – hendes job er at sælge, ikke at blive involveret i de andres liv. Her er man enten usynlig eller så meget en del af systemet, at man ikke længere stiller spørgsmål ved det.

Chiriga selv er en hård arbejdende kvinde, en af dem, der ikke er interesseret i at følge samfundets normer, men som på sin egen måde forsøger at skabe orden i en kaotisk verden. Hun er bevidst om de mennesker, hun har at gøre med, og hun giver sig kun tid til dem, der ikke vil være en byrde. Den måde, hun behandler sine kunder på, viser en pragmatisk tilgang til livet i Budayeen, hvor følelser og personlige forbindelser ofte bliver ofret for overlevelse.

Mennesker som Angel Monroe og Chiriga giver et billede af, hvordan samfundet kan nedbryde sine egne. De viser, hvordan det at eksistere i en verden, der ikke tilbyder noget håb, kan føre til et liv uden forventninger, et liv uden oprejsthed. Deres kamp for at finde mening og formål i et miljø, der nægter at give dem plads, er ikke kun en refleksion af deres egne valg, men også et spejl af de større sociale og økonomiske kræfter, der hersker over deres liv.

For læseren er det vigtigt at forstå, at disse individer, til trods for deres ydre, bærer på historier, som ofte forbliver usynlige. Det er et skrøbeligt menneskeligt sind, der hver dag forsøger at finde en vej ud af labyrinten af afhængighed, sygdom, og til tider, håbløshed. De er ikke kun et produkt af deres miljø, men også en del af det. Deres valg, både de dårlige og de gode, er et resultat af en lang række faktorer, som vi måske aldrig helt kan forstå, men som vi bør prøve at se, hvis vi ønsker at forstå den verden, de lever i.

Hvad gør man, når morderen sidder overfor dig?

Gangen var kold og mørk, luften smagte af fugt og gamle løfter. Trinene knasede under støv og murbrokker da jeg tog op til tredje sal, og i døren til lejligheden stod han og lo som om han var hovedpersonen i en vederstyggelig komedie. Jawarski var yngre, end jeg havde regnet med; hans smil var en kniv, hans stemme en tør kommentar til andres død. Han holdt en sort .45 i hånden, men ligeså meget var hans angst skjult bag en arrogance, som kun de virkelig farlige mænd har: de tror ikke længere på, at nogen tør stille dem til regnskab.

Jeg satte mig uden at lade mig ryste. Vi udvekslede ord som man udveksler slag: målt, beregnet, farligt. Han talte om drab med en sær ligegyldighed, sårene var kun tal, antallet af ofre et statussymbol. Men det, der forstyrrede mig mest, var hans evne til at gøre mordet banal, at reducere en familie til et minde, en politimand til en øvelse. Hans ligegyldighed var et spejl; den viste mig ikke bare ham, men det samfund, der købte hans handlinger, dem som tilskyndede ham og dem som lod ham slippe. Jeg lod ham tro, han havde overtaget spillet, mens jeg holdt pistolens vægt tæt ind til kroppen, lyttede efter det lille tegn på panik bag hans øjne.

Han ville fortsætte; det var klart som skudstøjet i et stille kvarter. Jeg rev kontrollen tilbage fra hans mund, tog hans våben, lod ham mærke, at hans leg med døden var slut for nu. Dialogen gled fra hån til sandhed, og i den svarede stilhed stod realiteten: mordet er aldrig enkelt, og skyldens ansigt varierer. Den kan være politimandens kompromis, avisernes tavshed eller en bys tavse accept af de ukendte prislapper for retfærdighed.

Vigtigt at forstå for læseren: ofrene har baghistorier — familier, små ritualer og hverdagsdrømme — som aldrig må blive blot statistikker; systemisk korruption består ikke kun af enkeltpersoner men af netværk af kompensatoriske beslutninger, tavshed og økonomiske incitamenter; når man undersøger en sag, er det nødvendigt at skelne mellem dem, der handler af frygt, dem der handler af gevinst, og dem der handler af ideologi; den psykologiske profil af en gentagen morder rummer ofte bagvedliggende misbrug, traumer eller institutionelle belønninger for vold, og det er vigtigt at dokumentere disse forhold for at forebygge gentagelse; retfærdighed kræver mere end arrestation — den kræver oplysning, kompensation til ofrenes efterladte og en analyse af de sociale mekanismer, der gjorde mordet muligt.