Hvordan opstår sort-rød keramik, og hvad fortæller dens variation os om oldtidens kulturelle kontekster i Indien?

Mange af de sorte-røde kar i det indiske arkæologiske materiale har en særlig farvefordeling: sort indvendigt og rødt udvendigt. Denne effekt kan skyldes en omvendt brændingsteknik, hvor karret placeres op og ned i ovnen med plantemateriale indeni. Under brændingen udsættes den ydre overflade for ilt, hvilket giver den røde farve, mens den indvendige del brændes i en iltfattig atmosfære og bliver sort. En anden mulighed er, at karret har gennemgået to brændingsrunder, hvor den ene overflade ændres til sort ved en efterfølgende reducerende brænding. Sort-rød keramik findes over hele det indiske subkontinent, og dens tilstedeværelse strækker sig over mange perioder og kulturer – fra neolitiske steder som Chirand og Piklihal, over pre-Harappanske og Harappanske steder i Gujarat til chalcolitiske, jernalderlige og megalitiske områder i både det nordlige og sydlige Indien.

I vestlige Indien, især i Rajasthan og Gujarat, fremviser arkæologiske fund fra forskellige perioder en kompleksitet i brugen og udviklingen af sort-rød keramik. I Ganeshwar-Jodhpura-kulturen, datérbar til omkring 2000 f.Kr., var der en rig variation af kar, ledsaget af talrige kobbergenstande som pilehoveder, ringe og mejsler, hvilket antyder et centrum for kobberhåndværk. I Ahar/Banas-kulturen, opdelt i flere faser fra cirka 2500 til 1900 f.Kr., kan man i hele perioden observere kontinuerlig brug af sort-rød keramik, men med skift i tilhørende keramiske typer og ændringer i form og finish. Fund fra Ahar peger på en befolkning, der levede af både landbrug, særligt ris og måske hirse, og som supplerede deres livsgrundlag med dyrehold og jagt. De arkæologiske rester, herunder dyreknogler og frø, afslører en sammensat økonomi, hvor husdyrhold – især af kvæg og bøfler – var dominerende, men med en vis jagtaktivitet og indsamling af vilde ressourcer.

I det sydlige Rajasthan kendes megalitiske monumenter som stendysser og gravhøje, men de er dårligt daterede, hvilket begrænser vores forståelse af deres kulturelle tilknytning. I Gujarat følger de sene Harappanske faser med en udpræget urbanisering og teknologisk udvikling, hvor keramikken gradvist ændrer sig fra pre-lustrous til lustrous red ware. Bygningsrester fra Lothal viser et samfund med mudder- og rørhuse, og der findes en skift i værktøjer og smykker, der peger på ændrede handels- og produktionsmønstre. Rojdi og Babar Kot, sene Harappanske steder med befæstede bosættelser, viser et rigt landbrugssamfund med en variation af afgrøder og metalgenstande, hvilket understreger kompleksiteten i økonomien.

Det er derfor essentielt at forstå, at sort-rød keramik er et fænomen med mange udtryk, der ikke kan reduceres til et enkelt kulturelt eller kronologisk mønster. Variationerne i fremstillingsmetoder, form og kontekst viser, at keramikken ikke alene kan bruges til at udlede kulturel homogenitet eller kontakt. Den kræver derimod en nuanceret tilgang, hvor både det arkæologiske og miljømæssige kontekstuelle fundament tages i betragtning for at opnå en dybere forståelse af oldtidens sociale og økonomiske forhold.

Udover tekniske aspekter ved fremstilling og variation i form og farve er det vigtigt at overveje keramikken som en del af et bredere kulturelt landskab, hvor både økonomi, teknologi og sociale relationer spiller ind. Forståelsen af sorte-røde kar må derfor knyttes til undersøgelsen af samfundsstruktur, håndværksorganisation og interaktion mellem forskellige befolkningsgrupper. Det indebærer også en kritisk vurdering af hvordan arkæologiske artefakter tolkes i lyset af kulturelle forestillinger og identiteter i oldtidens Indien.

Hvem var Chandragupta, og hvad fortæller kilderne om ham?

Der findes kun én sikker epigrafisk henvisning til Chandragupta Maurya, nemlig den andenårhundredes indskrift fra Junagadh af Rudradaman. Denne indskrift tilskriver begyndelsen på konstruktionen af vandreservoiret Sudarshana-søen til Chandraguptas regeringstid. Det er et svagt, men betydningsfuldt vidnesbyrd om en hersker, hvis skygge kaster sig over det indiske subkontinents tidlige politiske arkitektur. Ved Ashokas tid havde Mauryariget allerede udstrakt sin tilstedeværelse til Karnataka, men alt tyder på, at de væsentligste erobringer var gennemført længe forinden – under Chandraguptas ledelse.

Jainistiske traditioner binder desuden Chandragupta til Karnataka og til den asketiske vej. Flere stednavne i Sravana Belagola-bjergene ender på “Chandra”, og både lokale indskrifter (fra 5. til 15. århundrede) og senere tekster som Brihatkathakosha og Rajavali-kathe nævner hans tilknytning til den jainistiske helgen Bhadrabahu. Ifølge traditionen forlod Chandragupta tronen, rejste med Bhadrabahu til Karnataka under truslen om en tolvårig hungersnød i Magadha, og begik derefter sallekhana – ritual død gennem sult. Dette peger på et skifte fra imperial erobrer til religiøs asket, og på en identitet der balancerer mellem magt og afkald.

Græsk-romerske kilder kaster yderligere lys over Chandraguptas erobringer. Plutarch beretter, at “Sandrokottos” (Chandragupta) erobrede hele Indien med en hær på 600.000 mand. Justin bekræfter billedet af en hersker, der havde kontrollen over “Indien” – et begreb, der i denne kontekst synes flydende og bredt. Junagadh-indskriften antyder, at hans dominans strakte sig til Saurashtra i Gujarat. Disse indirekte kilder tegner konturen af Chandragupta som den strategiske arkitekt bag det mauryske imperiums fundament og ekspansion.

Buddhistiske tekster er overraskende stille om Bindusara. Kun enkelte fortællinger nævner, at en ajivika-spåmand forudsagde storhed for Bindusaras søn Ashoka – en antydning af kongens tolerance eller støtte til ajivika-traditionen. Græske kilder er mere konkrete. Ifølge Strabo sendte Antiochos I, konge af Syrien, sin ambassadør Deimachos til Bindusaras hof, og Plinius nævner at Ptolemaios II Filadelfos af Egypten sendte Dionysios som diplomatisk gesandt. Et kuriosum fra disse kilder fortæller, at Bindusara bad Antiochos om at sende sød vin, tørrede figner og en sofist – en filosofisk debattør. Antiochos svarede, at han gerne ville sende vin og figner, men at græske love forbød salg af sofister.

Bindusaras død indledte en fireårig arvestrid. Divyavadana fortæller, at Bindusara ønskede at hans søn Susima skulle efterfølge ham, men hofministrene støttede Ashoka. En central figur var ministeren Radhagupta, som angiveligt sikrede Ashokas tronbestigelse. Ifølge Dipavamsa og Mahavamsa dræbte Ashoka 99 brødre og lod kun én – Tissa – leve. Denne brutalitet har givet anledning til tvivl om Ashokas senere image som en fredselskende, buddhistisk hersker.

Dette skisma mellem legende og historie bliver tydeligt i de mange buddhistiske fortællinger, der glorificerer Ashoka. Disse kilder tegner billedet af en konge, hvis styre blev en model for buddhistisk dharma, men de samme tekster beskriver også en fortid præget af brutalitet og vold. Før opdagelsen af hans egne inskriptioner, stammede Ashokas berømmelse primært fra netop sådanne fortællinger, især Ashokavadana, en del af Divyavadana. Heri skildres Ashoka som et monster før hans omvendelse – en hersker der byggede en jordisk helvede og henrettede sine ministre og harem, før han fandt fred gennem Buddha.

Men disse legender, ligesom de spredte inskriptioner og digte, understreger én ting: Mauryarigets dannelse og udvidelse var ikke en lineær eller monolitisk proces. Den var præget af ideologisk mangfoldighed, religiøs transformation og diplomatisk kompleksitet. Chandragupta