Hvordan Stammer og Stater Samspillede i Tidlig Indisk Historie

I studiet af tidlige samfund er det vigtigt at forstå, hvordan politiske enheder som stammer og stater eksisterede parallelt, udviklede sig og til tider kolliderede. Begrebet ’stamme’ er ofte anvendt i historiske studier for at beskrive samfund, der eksisterede før etableringen af centraliserede monarkier eller stater. I den tidlige indiske historie blev stammerne ofte betragtet som forløbere for mere komplekse politiske systemer, men forholdet mellem stammer og stater kan også forstås som et møde mellem forskellige former for politisk organisering, hvor samspillet ikke nødvendigvis er en evolutionær proces, men et spørgsmål om sameksistens og konflikt. Som Sumit Guha (2021) påpeger, er stammeorganisering, som et decentraliseret politisk system uden en central leder, et tilbagevendende fænomen i historien og ikke en forsvundet politisk form.

I denne kontekst bør vi forstå stammer som politiske enheder, der opstod som reaktion på trusler fra andre stammer eller fra mere centraliserede stater som kongedømmer. Stammerne var samfund, hvor de politiske strukturer var mindre hierarkiske og mere fleksible end de centraliserede monarkier, som senere skulle dominere i Indien. Dog er det vigtigt at anerkende de kompleksiteter, der ligger i forståelsen af begreberne "stamme" og "stat", da disse begreber kan variere meget afhængigt af den specifikke historiske og kulturelle kontekst.

Når vi ser på de sociale og økonomiske strukturer i disse tidlige samfund, ser vi, at husdyrhold spillede en central rolle. Dyr som heste, geder og får blev nævnt i de Veda’er, men det var især kvæg, der blev betragtet som den mest værdifulde ressource. Ordet gau (ko) er hyppigt anvendt i Rig Veda, hvilket indikerer den vigtige rolle, kvæg spillede i både økonomien og kulturen. Flere krigstermer indeholdende præfikset gau, som f.eks. gavishti (kødræder) og goshu (krig med kvæg), viser, at mange konflikter i høj grad drejede sig om kvægrøveri. Øverst i stammens hierarki fandtes ofte en leder, kendt som janasya gopa, som kan oversættes som "vogter af stammen."

Ud over landbrug og husdyrhold refererer de tidlige Veda’er også til et væld af andre erhverv og håndværk. Krigere, præster, landmænd, jægere og håndværkere som vognbyggere, træarbejdere, og metalarbejdere er alle nævnt i hymnerne. Der er dog få konkrete referencer til metalforarbejdning i Rig Veda. Den metal, der ofte omtales, er ayas, som kan referere til kobber eller bronzeblandinger, men der er usikkerhed om, hvad dette præcist refererer til i den historiske kontekst.

Inden for samfundene af den tid var gaver og byttehandel vigtige for at opretholde sociale bånd og hierarkier. Ifølge den franske sociolog Marcel Mauss var gaver ikke blot økonomiske udvekslinger, men sociale handlinger, der forpligtede modtageren til at gengælde gaven. Denne udveksling kunne omfatte ikke kun varer, men også tjenester som militær hjælp, ritualer, kvinder og børn, hvilket illustrerer et samfund, hvor den sociale orden blev opretholdt gennem gensidige forpligtelser og ikke kun økonomiske transaktioner.

Så selvom det er muligt at se de tidlige samfund i Indien som forløbere for mere organiserede stater, er det lige så vigtigt at forstå, at disse samfund var komplekse og indeholdt forskellige former for politisk, økonomisk og social organisation. Dette indikerer ikke en simpel overgang fra stamme til stat, men snarere en række parallelle og ofte overlappende systemer, der udviklede sig under forskellige forhold og i mødet med både interne og eksterne kræfter.

For at forstå dette samfund bedre er det nødvendigt at overveje, hvordan stammerne tilpassede sig deres omgivelser og hvordan de håndterede de ressourcer, de havde til rådighed. Det er også afgørende at forstå, at politiske, sociale og økonomiske aktiviteter ikke kunne skilles ad i de tidlige samfund, og at sådanne aktiviteter var dybt forbundet med religiøse og kulturelle praksisser.

Hvordan Ajatashatru og Magadha opnåede magt i det antikke Indien

Ajatashatru, en konge af Magadha, er en central figur i de tidlige indiske politiske og religiøse historier. Hans regeringstid var præget af både strategiske krige og religiøs interaktion, især med buddhismen og jainismen. Hans politiske manøvrer og militære sejre havde stor indflydelse på det indiske subkontinent, og hans forhold til de religiøse ledere af hans tid gjorde ham til en nøglefigur i både historien og traditionen.

Ajatashatru's succeser var ikke kun af militær karakter. Hans besøg hos Buddha er et vigtigt punkt i buddhistisk tradition. Han blev portrætteret som en konge, der udtrykte anger for sine tidligere handlinger, især patricidet, og søgte åndelig vejledning fra Buddha. Dette møde blev afbildet på et relief fra det 2. århundrede f.Kr., der viser Ajatashatru i en procession sammen med sine dronninger, før han til sidst beder om tilgivelse foran Buddhas fodspor. I den buddhistiske tradition beskrives han også som værende en stor beskytter af buddhismen, der blandt andet arrangerede det første buddhistiske råd i Rajagriha kort efter Buddhas død.

Samtidig med hans engagement i buddhismen, var Ajatashatru også en stærk tilhænger af jainismen, som fremgår af jainske tekster, der beskriver hans ofte besøg hos Mahavira, jainismens grundlægger. Ajatashatru satte pris på Mahaviras lære og viste stor respekt for denne tradition. Denne dobbelte religiøse tilknytning giver et interessant indblik i hans personlighed og ledelse. Den religiøse tolerance, som han praktiserede, er et tegn på hans pragmatiske tilgang til magt, hvor han forsøgte at skabe alliance med de vigtigste åndelige strømninger i det gamle Indien.

Ajatashatru's militære og politiske dygtighed blev yderligere forstærket af hans interaktioner med andre konger. Han besejrede blandt andet Chanda Pradyota af Avanti, som var en af de magtfulde ledere i regionen. Efter hans sejr over Lichchhavis og andre lokale herskere, kunne Ajatashatru udvide Magadhas indflydelse og dominans i området. Hans dynasti blev grundlaget for de senere magadhanske monarker, som fortsatte hans politik med militære erobringer og strategisk diplomati.

I de efterfølgende år blev Ajatashatru efterfulgt af en række konger, der også blev anerkendt som patricider i den buddhistiske tradition, en skæbne, der synes at have været et fælles tema blandt de konger, der regerede i den periode. Det buddhistiske og jainske perspektiv på disse konger giver et fascinerende billede af, hvordan magten i det antikke Indien ofte blev opnået og fastholdt gennem både politiske intriger og religiøse beslutninger.

Kongen af Magadha er dog ikke den eneste centrale skikkelse i regionens udvikling. Hans efterfølger, Udayin, spillede også en vigtig rolle, selvom han i nogle traditioner blev betragtet som en loyal og hengiven søn snarere end en patricid. Under hans regeringstid blev byen Pataliputra grundlagt, et symbol på den magt og stabilitet, som Magadha havde opnået under Ajatashatru. Pataliputra ville senere blive et center for politisk og kulturel aktivitet i det antikke Indien, og dens betydning voksede yderligere under den Nanda-dynastiske æra.

Magadha, der begyndte som en magtfuld region under Ajatashatru, blev til et imperium, der kunne dominere store dele af Indien. Dette blev muligt gennem en kombination af politisk dygtighed, militær styrke og religiøs støtte. Det er vigtigt at bemærke, at de religiøse strømninger, som Ajatashatru engagerede sig i, ikke kun var en personlig interesse, men også en måde at styrke sin politiske position på. Hans relationer med både buddhismen og jainismen gjorde ham til en leder, der kunne appellere til mange forskellige samfundsgrupper og styrke sin magt ved at være en beskytter af de fremspirende religiøse traditioner.

Hvilken rolle spillede Jainismen i det sydindiske samfund under Gupta-æraen?

En af de mest markante manifestationer af jainismen i Sydindien var festivaler som ratha-festivalen, hvor billeder af jinas (de oplyste skikkelser i jainismen) blev transporteret gennem byerne i store processioner. Disse festivaler gav et indblik i den religiøse hengivenhed og de ritueler, der var en del af jainernes daglige liv. Udover festivalerne, er der også dokumentationer af jainiske templer og helligdomme i byer som Vanji, Uraiyur og Madurai, som vidner om den udbredte praksis.

Men ikke alle værker fra denne tid var venligt stemt overfor jainismen. I Manimekalai, et episk værk, der har stærke buddhistiske overtoner, åbner fortællingen med en beretning om en drukken mand, der gør nar af en jainisk asket. Denne episode peger på en vis rivalisering mellem buddhismen og jainismen i denne periode, hvor de to religioner ofte blev præsenteret som konkurrenter om religiøs og kulturel dominans.

I løbet af 5. og 6. århundrede blev flere inskriptioner opdaget i det sydindiske område, især i den tidlige Vatteluttu-skrift, som giver indsigt i den jainistiske historie. For eksempel blev der fundet en række inskriptioner i Sittannavasal-grotten i Pudukkottai-distriktet, der nævner gaver givet af donorer til jainiske asketer. Den længste inskription refererer til en kollektiv gave, der blev givet af landsbyens medlemmer. En anden inskription, der findes i Tirunatharkunru, markerer døden af en jainisk munk ved navn Chantirananti, der døde efter at have fastet i 57 dage – et tegn på den strenge askese, der var en del af jainistisk praksis.

Jainismen tiltrak også kongelig støtte i denne periode. Udyotanasuris Kuvalayamala, en tekst fra det 8. århundrede, nævner, at Huna-kongen Toramana støttede jainismen og fulgte en acharya ved navn Harigupta, som tilhørte Guptadynastiet. I Centralindien, nær Vidisha, findes der inskriptioner, der beretter om skulpturer af tirthankaraer (hellige jainfigurer), som blev lavet på opfordring af kong Ramagupta, hvilket også kaster lys over jainismens udvikling i denne del af Indien.

De tidlige Pallava-dynastier, der regerede i Sydindien, udviste også støtte til både hinduistiske og jainistiske religiøse institutioner. Et eksempel på dette ses i en mid-6. århundredes inskription, der beskriver, hvordan landsbyen blev givet til en jainisk helgen ved navn Vajranandin. Denne donation tyder på, at der eksisterede jainistiske tirthas (helligsteder) nær Kanchi. Der er også flere andre inskriptioner, der omhandler jainistiske templer og donationer til jainistiske samfund i samme periode.

En vigtig dynasti, der støttede jainismen, var de vestlige Gangas, som regerede i det sydlige Karnataka. En tradition, der er nedskrevet i senere inskriptioner, hævder, at kongen Konakanivarman blev hjulpet på vej til magten af en jainisk helgen ved navn acharya Simhanandi. En inskription fra Nonamangala, dateret til det 5. århundrede, nævner en jordgave, der blev givet til et jainisk tempel af kong Madhava III. Denne inskription viser, at jainismen var tæt knyttet til magtens og rigdommens institutioner i denne periode.

Jainismens tilstedeværelse i de tidlige Kadamba-dynastier i Karnataka er også velkendt. Deres inskriptioner nævner forskellige jainistiske sekter som Nirgranthas, Shvetapatas, Yapaniyas og Kurchakas, som alle blev støttet af kongerne. En bemærkelsesværdig indskrift fra Halsi, der stammer fra kong Kakutsthavarmans regeringstid, starter med en bøn til Jinendra, jainismens herre, og bekræfter tilstedeværelsen af et jainisk tempel i området.

Jainismens betydning i denne periode blev ikke kun vist gennem økonomisk støtte, men også gennem de religiøse festivaler og ceremonier, der blev afholdt for at fejre og ære jinas. En sen inskription nævner, hvordan en del af kongens gave blev brugt til at støtte en festival, der varede i otte dage, dedikeret til Jina, som også involverede kongens deltagelse.

Det er derfor afgørende at forstå, at denne æra ikke kun afspejler politisk magt, men også en udbredelse af et fælles æstetisk og religiøst udtryk, som satte sin præge på mange samfund i Indien. Kunst, litteratur og arkitektur fra denne periode indkapsler et kulturelt ideal, som både omfavnede det åndelige og det jordiske.

Hvordan litteratur og kulturformer formes i det gamle Indien?

I et forsøg på at forstå, hvordan indiske civilisationer udviklede sig og hvordan deres litteratur og kunst afspejlede sociale, kulturelle og politiske strukturer, er det nødvendigt at grave dybere ned i de tekster og artefakter, der er blevet efterladt. Dette gælder både for de oldgamle vediske og post-vediske skrifter, samt de arkæologiske opdagelser fra civilisationer som Induskulturen, som har bidraget til vores forståelse af det indiske samfund gennem tidens løb.

I arbejdet med de tidligste litterære kilder som de sanskritskrifter, der udgør grundlaget for hinduistisk religiøs og filosofisk tankegang, møder vi et indtryk af en kompleks sammenvævning af magt, kultur og sprog. I værker som Ramayana og Mahabharata finder vi ikke kun guddommelige fortællinger og episke dramaer, men også dybe filosofiske betragtninger om det menneskelige sind, samfundet og livets formål. Litteraturens funktion var således ikke blot underholdning, men en læringsplatform, hvor både moralske og etiske spørgsmål blev diskuteret.

De sanskrittekster, som er blevet bevaret og studeret i detalje gennem århundreder, har ikke kun formet det religiøse liv, men også reflekteret de sociale strukturer, magtrelationer og kønsroller, der prægede samfundet. Det er vigtigt at forstå, hvordan sprog og magt var tæt forbundet i det præmoderne Indien, og hvordan disse tekster blev en del af et større politisk og kulturelt maskineri. I sin bog The Language of the Gods in the World of Men: Sanskrit, Culture and Power in Premodern India udforsker Sheldon Pollock denne relation mellem sprog, magt og kultur i Indien.

Arkeologiske fund fra steder som Harappa og Mohenjo-daro giver os yderligere indsigt i de tidlige indiske samfunds struktur og deres forbindelser til nærliggende kulturer. For eksempel viser studier af Induskulturen, såsom de, der er blevet foretaget af forskere som Gregory Possehl, hvordan gamle byer og deres opbygning afslører meget om handel, religion og social organisation. Fund af gamle inskriptioner og materialer fra disse civilisationer vidner om et rigt kulturelt liv og avancerede teknologiske evner. De tidlige gravsteder og byplanlægning er vidnesbyrd om de politiske og religiøse systemer, der var til stede.

Selvom mange af disse samfund var afhængige af deres religiøse og kulturelle praksisser, var de også i konstant dialog med andre civilisationer. Økonomiske og maritime forbindelser mellem Indien og andre regioner, som det fremgår af Himanshu Prabha Rays arbejde, afslører et netværk af udveksling, hvor handel og religiøse idéer flydede frit. Dette blev ikke kun et spørgsmål om økonomisk gevinst, men også om at skabe og opretholde kulturel og politisk magt gennem transnationale relationer.

Værker som Bastar Folk Art: Shrines, Figurines and Memorials giver også et indblik i, hvordan kunst og religiøs praksis var tæt sammenvævet. Her ses det, hvordan figurer og monumenter, der oprindeligt havde en rituelt religiøs funktion, også kom til at symbolisere magt og social status i samfundet. Denne udvikling understreger en vigtig forståelse af, hvordan objekter og kunst genstande kan bruges som et værktøj til at formidle og cementere magtforhold i samfundet.

Endvidere er det nødvendigt at overveje, hvordan kvinders rolle blev indrammet i disse tidlige samfund. I teksterne fra de vediske og post-vediske perioder optræder kvinder både som gudinder, som magtfulde figurer og som mere passive aktører i samfundet. Som vi ser i værker af forfattere som Vijaya Ramaswamy og Devika Rangachari, bliver køn ofte et tema, der afspejler de strukturelle magtbalancer i samfundet, og kvinders arbejde og rolle i samfundet var ofte et spejl for de større sociale ændringer, der fandt sted i perioden.

Endtext