Hvordan skelner man mellem falske og ægte nyheder?

En af de grundlæggende udfordringer ved at forstå falske nyheder er den vanskelighed, vi som modtagere kan have ved at skelne mellem sandhed og løgn. Gelfert fremhæver et praktisk problem: nyhedsmodtagere kan have svært ved at adskille falske nyheder fra de ægte, eftersom de præsenteres på samme måde. Hans synspunkt, at nyheder bør defineres ud fra en succes-kriterium, hvor det nødvendigvis må være sandt for at være ægte nyheder, bærer dog ikke nødvendigvis det ønskede resultat. Vi har ingen grund til at definere ægte nyheder på denne måde, da det ikke løser den epistemologiske udfordring, som det faktisk indebærer at vurdere, hvad der er sandt eller falsk. Det er en grundlæggende misforståelse at behandle falske nyheder som en speciel form for nyheder, der adskiller sig fra ægte nyheder kun på baggrund af, hvordan de præsenteres.

Når vi taler om nyheder, er det afgørende at forstå begrebet 'nyhed' i forhold til de kilder, der formidler den. Nyheder bør forstås som information, der stammer fra en nyhedskilde – et medie, en avis eller et nyhedsorgan, der er designet til at videregive præcise oplysninger om hændelser, som ikke er alment kendte. Dette er fundamentalt, fordi nyhedskilder har et formål: at bringe aktuel information til offentligheden. Det er derfor, at en kilde som en træring ikke er en nyhedskilde, selvom den indeholder nøjagtige data, eftersom træringen ikke er designet med det formål at informere om aktuelle begivenheder.

En af de vigtigste karakteristika ved en nyhedskilde er, at den videregiver information om hændelser, der ikke er bredt kendte. Nyheder om gamle begivenheder eller opdagelser, som for eksempel arkæologiske fund, kan også være nyheder, men kun når de afslører noget, der ikke allerede er alment accepteret som viden. Nyheden er derfor forbundet med det nye og det aktuelle. Et klassisk eksempel på en nyhedskilde kunne være en avis, men der er også en række enklere kilder, som kan være nyhedsformidlere – for eksempel et varsel på en bjergtop, der advarede landsbyer om en truende invasion.

Nyhedernes natur afhænger også af, hvordan de er relateret til deres kilder. En trafiklys giver korrekt information om trafikken, men det er ikke en nyhedskilde, fordi den ikke rapporterer om en hændelse; den konstaterer snarere en given situation. Dette skel mellem at bestemme en kendsgerning og at rapportere om en hændelse er afgørende. Nyhedskilder er designet til at formidle viden om verden, men de er ikke nødvendigvis ansvarlige for at forme den kendsgerning, de rapporterer om.

En vigtig pointe er, at ikke alle informationer, der kommer fra tilsyneladende pålidelige kilder, er automatisk nyheder. For eksempel kunne et computerprogram, der genererer tilfældige rapporter, skabe indtryk af at levere nyheder, men det er ikke en nyhedskilde, da det ikke har til formål at videregive præcise informationer om aktuelle hændelser. Hvis et sådant program derimod var designet til at samle information fra anerkendte nyhedskilder, kunne det i stedet betragtes som en legitim nyhedskilde. Det er formålet med kilden, ikke resultatet af dens output, der bestemmer, om den er en nyhedskilde.

Det er også vigtigt at bemærke, at et medies indhold ikke nødvendigvis er sandt, blot fordi det stammer fra en anerkendt nyhedskilde. Et nyhedskildes intentioner om at formidle præcise informationer er det, der adskiller en nyhedskilde fra en hvilken som helst kilde, der blot videregiver oplysninger uden nogen intention om præcision eller aktualitet. Der er en nødvendighed i at forstå, at falske nyheder kan stamme fra kilder, der på overfladen ser ud til at være pålidelige, men hvis primære formål ikke er at formidle sandfærdige oplysninger.

Vigtigheden af at kunne skelne mellem ægte og falske nyheder kræver ikke kun forståelse for, hvordan nyheder er struktureret og formidlet, men også for de underliggende motiver, der kan få en nyhedskilde til at manipulere information. Et af de centrale aspekter ved at forstå falske nyheder er derfor, at det ikke kun handler om, hvad der bliver præsenteret som nyheder, men også hvorfor det bliver præsenteret på den måde, det bliver.

Hvordan kan vi forstå og navigere de epistemiske risici ved genpostning på sociale medier?

I en verden, hvor sociale medier har etableret sig som primære informationskilder, er det vigtigt at forstå, hvordan vores handlinger som forbrugere og delere af information kan have både positive og negative konsekvenser for fællesskabets viden. En af de mest almindelige handlinger på disse platforme er genpostning – handlingen at dele en artikel eller et opslag fra en anden kilde. Mens genpostning kan have en oplysende rolle, bringer det også en række epistemiske risici med sig.

Vi er ofte tilbøjelige til at acceptere, hvad andre deler på sociale medier uden at stille spørgsmål ved det. Der er et socialt pres, især når vi interagerer med nære venner eller personer, vi har stærke relationer til, til at virke bekræftende og ikke modsige. Det er almindelig høflighed at antage, at de oplysninger, vi ser, er korrekte, selv når de kommer fra kilder, der kan være tvivlsomme. Det er sjældent, at vi stiller spørgsmålstegn ved, hvad vores venner eller familie deler, og at indgå i offentlig modsigelse er ofte set som uhøfligt eller konfliktfyldt.

Men denne venlige indstilling kan føre til problematiske resultater. Der er psykologi, der viser, at når vi opfører os som om vi tror på noget, kan det føre os til rent faktisk at tro på det. Dette fænomen, der er blevet undersøgt i kognitionsdissonansforskning, viser, at når vi forsvarer en position, der ikke nødvendigvis stemmer overens med vores egne interesser, kan vi i sidste ende begynde at tro på den position, vi forsvarer. Derfor kan simpel genpostning af et opslag fra en tvivlsom nyhedskilde – selv uden at vi bevidst accepterer det som sandt – udsætte os for den risiko, at vi accepterer den misinformation, vi deler.

Men samtidig med de epistemiske risici er der også potentielle fordele ved genpostning. Når vi genposterer artikler, kan vi faktisk hjælpe med at nedbryde disse filterbobler. Der er undersøgelser, der viser, at folk, der ser nyheder på sociale medier, bliver eksponeret for en bredere vifte af nyheder end dem, der ikke bruger sociale netværk. Dette kan skyldes de såkaldte "svage bånd", vi har til personer, som vi måske ikke ser så ofte – kolleger, fjerne slægtninge, bekendte. Disse svage bånd bringer ofte en anden politisk identitet eller perspektiv ind i vores sociale netværk, som kan være med til at udvide vores horisont og reducere polarisering.

Genpostning, når den udføres på en ansvarlig og gennemtænkt måde, kan derfor spille en positiv rolle i at udvide andres synspunkter og give dem adgang til troværdige, men måske oversete kilder. Dette er et ansvar, der kræver en særlig form for følsomhed over for de epistemiske risici og muligheder, der er forbundet med handlingen. En person, der er epistemisk ansvarlig, vil ikke blot genposte uden at overveje kilden og konteksten; vedkommende vil tage sig tid til at overveje, hvilken indflydelse deres genpostning vil have på fællesskabet som helhed.

En vigtig overvejelse er, hvordan vi vælger kilder. Selv hvis vi er sikre på, at indholdet af en artikel er sandt, kan genpostning fra en utroværdig kilde stadig udgøre en risiko. Økonomisk motiverede nyhedssider har ofte en tendens til at blande sande og falske historier sammen, hvilket gør det vanskeligt for læsere at adskille de to. Selvom en artikel måske indeholder sand information, kan linket til en sådan kilde føre læseren videre til artikler, der indeholder misinformation. Det er derfor vigtigt, at den ansvarlige person også overvejer kilden, og ikke kun indholdet af det, de genposterer.

En yderligere dimension af denne overvejelse handler om, hvordan vores handlinger kan hjælpe med at rette op på kulturelle biasser og uretfærdigheder. Når vi vælger at genposte artikler fra kilder, der ofte undervurderes – måske på grund af kulturelle fordomme – kan vi hjælpe med at rette op på den skævvridning, der kan opstå i medierne. På denne måde kan genpostning fungere som en form for vidnesbyrdets retfærdighed, hvor vi, ved at vælge at stole på og dele stemmer, der ellers bliver overset eller nedvurderet, kan hjælpe med at skabe en mere retfærdig og afbalanceret offentlig diskurs.