Uddrag fra «NOTER FRA EN KAVALERIST» af Nikolaj Gumiljov.

(Mindre uddrag fra N. Gumiljovs noter om kamphandlinger under Første Verdenskrig giver et godt indtryk af, hvordan både fjenderne og kammeraterne, de russiske ulanerne, forholdt sig til kosakkerne. – Kosaknetværket)
1
"Det blev besluttet at rette fronten op ved at trække sig tilbage omtrent tredive verst, og kavaleriet skulle dække denne tilbagetrækning. Sent om aftenen nærmede vi os stillingen, og straks faldt fjendens projektørlys ned over os og blev langsomt hængende som blikket fra en overlegen mand. Vi trak os tilbage; det fulgte os, gledende hen over jorden og træerne. Så galopperede vi i cirkler og tog bag om landsbyen, mens det længe drev rundt her og der uden at finde os.

Min pluton blev sendt til hovedkvarteret for kosakkernes division for at tjene som forbindelsesled mellem det og vores division. Lev Tolstoj håner i 'Krig og Fred' stabsofficererne og foretrækker frontofficererne. Men jeg har aldrig set et hovedkvarter trække sig tilbage, før granater begyndte at eksplodere over deres bygning. Kosakkernes stab lå i den store by R. Indbyggerne var flygtet dagen før, vognene var væk, infanteriet også, men vi sad i over et døgn og lyttede til den langsomt nærmende ild – det var kosakkerne, der holdt fjendens patruljer tilbage. En høj og bredskuldret oberst løb hvert øjeblik hen til telefonen og råbte muntert i røret: 'Så... fremragende... hold ud lidt længere... alt går godt...' Og disse ord bredte tillid og ro ud over alle gårdene, grøfterne og skovene, som kosakkerne besatte, så nødvendige i kamp. Den unge divisionschef, bærer af et af Ruslands mest berømte navne, trådte fra tid til anden ud på verandaen for at lytte til maskingeværernes knurren og smilede over, at alt gik som planlagt.
Vi, ulanerne, talte med de værdige, skæggede kosakker med den elegante høflighed, som kavalerister fra forskellige enheder viser hinanden.
Ved frokosttid nåede et rygte os om, at fem mand fra vores eskadron var taget til fange. Om aftenen så jeg allerede en af disse fanger, de andre lå spredt på høloftet. Sådan var det gået til. Seks mand havde vagtpost. To stod vagt, fire sad i hytten. Natten var mørk og blæsende, fjenderne listede sig hen til vagten og væltede ham. Vagten skød og løb mod hestene, men blev også væltet. Cirka halvtreds mand stormede straks gården og begyndte at skyde gennem vinduerne i huset, hvor vores post lå. En af os sprang ud og kæmpede sig med bajonet til skoven, de andre fulgte efter, men forreste mand faldt og blev trådt ned af både fjender og kammerater. Fjenderne, som var østrigere, afvæbnede dem og sendte dem under vagt – også fem mand – til hovedkvarteret. Ti mand var alene uden kort, i totalt mørke, midt i vejkryds og stier.
På vejen spurgte en østrigsk underofficer på knap russisk hvor "kosi", altså kosakkerne, var. Vores mænd forblev tavse i irritation og erklærede endelig, at "kosi" var netop der, hvor de blev ført hen, bag fjendens linjer. Det gjorde stort indtryk. Østrigerne standsede og begyndte ivrigt at diskutere. Det var klart, at de ikke kendte vejen. Så tog vores underofficer fat i armen på en østriger og sagde opmuntrende: "Bare rolig, jeg ved, hvor vi skal hen." De gik, langsomt drejende mod de russiske stillinger.
I den blege morgentusmørke blinkede grå heste mellem træerne – en hussarp-patrulje. – "Der er kosi!" udbryd vores underofficer og rev geværet fra en østriger. Hans kammerater afvæbnede de andre. Hussarerne morede sig meget, da ulanerne bevæbnet med østrigske geværer nærmede sig dem med deres nyfangne fanger. Igen gik turen til hovedkvarteret, men nu det russiske. På vejen mødte vi en kosak. "Nå, onkel, vis dig frem," bad vores mænd. Han trak sin papakha ned over øjnene, rokkede skægget med hånden, hvinede og satte sin hest i galop. Det tog lang tid at berolige og trøste østrigerne bagefter.

2

Næste dag trak kosakkernes divisionshovedkvarter og vi os tilbage fire verst, så vi kun kunne se fabriksrøggene fra byen R. Jeg blev sendt med rapport til vores divisions hovedkvarter. Vejen gik gennem R., men tyskerne nærmede sig allerede byen. Jeg prøvede alligevel at snige mig igennem, måske ville jeg have held. Officererne fra de sidste kosak-enheder, som mødte mig, spurgte: "Frivillig, hvorhen?" – og rystede tvivlende på hovedet, da de hørte svaret. Bag muren ved det sidste hus stod et dusin afskedede kosakker med geværer klar. – "Du kommer ikke forbi," sagde de, "derovre skyder de allerede." Lige da jeg kørte ud, begyndte skuddene og kuglerne fløj. På hovedgaden strømmede horder af tyskere imod mig, i gyderne hørtes larm fra andre. Jeg drejede om, og bag mig fulgte kosakkerne efter med et par skud.
På vejen spurgte en artillerikolonel, der allerede havde standset mig: "Nå, kom du ikke forbi?" – "Slet ikke, der er fjenden." – "Så du ham selv?" – "Ja, med egne øjne." Han vendte sig mod sine ordonnanser: "Skyder med alt mod byen." Jeg kørte videre.
Alligevel skulle jeg igennem til hovedkvarteret. Mens jeg studerede et gammelt kort over distriktet, som jeg havde tilfældigt fået, rådførte mig med en kammerat – man sender altid to med rapporter – og spurgte lokale, nærmede jeg mig landsbyen ad en omvej gennem skove og moser. Jeg måtte bevæge mig langs fronten af den fremrykkende fjende, så det var ikke mærkeligt, at da vi forlod en lille landsby, hvor vi netop havde drukket mælk uden at stige af hestene, spærrede en fjendtlig patrulje vores vej i en skarp vinkel. Den havde tilsyneladende taget os for vagter, for i stedet for at angribe i rideorden, gik de til hest og begyndte at skyde til fods. De var otte, og vi svingede bag husene og trak os tilbage. Da skuddene stilnede af, vendte jeg mig om og så ryttere på toppen af bakken, der jagtede os; de havde indset, at vi kun var to.
Så hørtes skud igen fra siden, og tre kosakker, to unge med markante kindben og en skægget, fløj imod os i fuld galop. Vi stødte sammen og holdt hestene tilbage. – "Hvad sker der?" spurgte jeg den skæggede. – "Fodpatruljer, en halv snes. Og jer?" – "Otte ryttere." Han kiggede på mig, jeg på ham, og vi forstod hinanden. Vi tav et øjeblik. – "Nå, lad os køre!" sagde han pludselig, næsten modvilligt, men øjnene lyste op. De unge fyre så bekymrede på ham, rystede på hovedet og drejede hestene. Vi nåede lige op på bakken, vi havde forladt, da vi så fjenden komme ned fra den modsatte bakke.
Min hørelse blev brændt af en lyd, der var enten et skrig eller en fløjtende lyd, der mindede om en motorhorn og en stor slanges hvæsen. Foran mig blinkede ryggene af kosakker i fuld fart, og jeg slap tøjlerne, trampede vildt med sporerne og huskede kun med allerstørste viljesanstrengelse at trække sabelen. Vi må have set meget beslutsomme ud, for tyskerne flygtede uden tøven. De jagtede hårdt, og afstanden mellem os blev næsten ikke mindre. Så trak den skæggede kosak sabelen i skeden, løftede geværet, skød og missede, skød igen, og en af tyskerne løftede begge hænder, vaklede og fløj ud af sadlen som kastet. Et minut senere galopperede vi forbi ham.
Men alt har en ende! Tyskerne drejede skarpt til venstre, og kuglerne regnede ned mod os. Vi styrtede ind i en fjendtlig kæde. Men kosakkerne vendte ikke om, før de fangede en hest, der løb vildt omkring – den tilhørte en dræbt tysker. De jagtede den uden at tage hensyn til kugler, som om de var på deres egen hjemme-steppe. – "Den kan Baturin bruge," sagde de, "han mistede en god hest i går." Vi skiltes over bakken og trykkede venskabeligt hinandens hænder.
Jeg fandt mit hovedkvarter først fem timer senere, ikke i landsbyen, men midt på en lysning i skoven, på lave stubbe og væltede træstammer. Det var også trukket sig tilbage under fjendens ild."

"Sådanne tilfælde er ikke sjældne: en kosak svor, at han havde spillet vent et og tyve med tyskerne. Han var alene i landsbyen, da en stærk fjendtlig patrulje kom ind. Det var for sent at flygte. Han sad hurtigt af sin hest, gemte sadlen i halmen, tog en jakke, han havde fået af bonden, på og gik ind til tyskerne, som fandt ham flittigt i gang med at slå korn i laden. I hans gård var der efterladt en post på tre mand. Kosakken ville tættere på tyskerne. Han gik ind i hytten og fandt dem spille kort. Han sluttede sig til dem og vandt omkring ti rubler på en time. Da posten blev fjernet og patruljen gik, vendte han tilbage til sine. Jeg spurgte ham, hvordan han syntes om tyskerne. 'De er okay,' sagde han, 'men spiller dårligt, råber, skændes, vil snyde hele tiden. Da jeg vandt, ville de slå mig, men jeg lod mig ikke fange.' Hvordan han undgik det, fik jeg ikke at vide: vi havde begge travlt."

Hvad sker der, når vi mister vores forbindelse til menneskene omkring os?
Hvordan Transformer-modeller fungerer, og deres anvendelse i hardwareacceleratorer
Hvordan kan man genkende afhængighed hos sine nærmeste?
Hvordan integrerer man enhedsinformationer i en .NET MAUI-app?
Hvordan identificeres og udvikles Yabuki-rummet ved nervebevarende radikal hysterektomi?
Gennemgang af praksis for behandling af klager fra kontrollerede enheder, indgivet i henhold til obligatorisk præ-retterlig klagebehandling, samt praksis for behandling af klager over beslutninger truffet af den Føderale Tjeneste for Naturressourcestyring
Central Forstadspassager Selskab (Åbent Aktieselskab "Central PPK")
Anmodning om erhvervelse af almindelige aktier i PAO "Aeroflot" i forbindelse med udnyttelse af fortrinsret ved yderligere aktieudstedelse
Tematisk lektion dedikeret til 10-årsdagen for de tragiske hændelser i Beslan
Lærerens Dag: En Festlig og Humoristisk Hyldest til Skolens Helte