Hvordan de afghanske stammer modstod Mongolernes dominans og feudalreformer i 1200- og 1300-tallet

I begyndelsen af 1200-tallet, under Genghis Khans ledelse, oplevede regionen, der senere skulle blive kendt som Afghanistan, en periode med massiv politisk og militær omvæltning. Den mongolske invasion, som rystede det persiske og centrale asiske område, efterlod ikke de afghanske stammer uberørte. På trods af den omfattende magtudvidelse og centralisering, som Mongolerne iværksatte, formåede mange af de afghanske stammer at modstå deres dominans.

Trods Mongolernes stadige forsøg på at underlægge sig de afghanske områder, herunder gentagne militære ekspeditioner til det nuværende Afghanistan, kunne de ikke knække modstanden. Eksempelvis afviste en af de mest indflydelsesrige afghanske ledere, Almar, påståede krav fra Mongolerne om kontrol over sin region og erklærede, at hans forfædre aldrig havde bøjet sig for de mongolske herskere. Almar, der havde konsolideret sin magt i Teri, indgik ikke under den kurdiske hersker Shams-ad-dins kontrol, hvilket afspejlede den stærke selvstændighed blandt afghanske stammer. Dette skabte et dynamisk forhold, hvor nogle afghanske stammer frivilligt underkastede sig de lokale Kurts, mens andre som Almar og stammerne omkring Ghazni og Mastung fortsatte deres modstand.

I denne periode af Mongolernes vækst og nedslidning af lokale magtstrukturer blev afghanerne tvunget til at deltage i den bredere politiske udvikling i regionen. Under kurterne blev slaveri og udnyttelse af arbejderkraft i form af karkhanah, der var fabrikker og værksteder, også almindelige. Herat, en central handelsby, blev ikke kun et strategisk knudepunkt, men også et politisk og økonomisk center under Kurt-herskerne. Byen blev flere gange angrebet og ødelagt af Mongolerne, herunder i 1270 og 1298-99, men disse angreb lykkedes sjældent i at knække Herats indflydelse eller undergrave den lokale administration.

En af de mere markante aspekter af denne periode var konflikten mellem de lokale herskere og den mongolske herskabsstruktur, som var blevet stadig mere udtømt af krige og skatteudskrivninger. For at sikre kontrollen over den skattebetalende befolkning forsøgte kurterne at opretholde en balance mellem at udnytte den lokale befolkning og beskytte deres egne interesser mod de mongolske herrers overgreb. I flere tilfælde valgte kurterne at forlade skatteindbetalingerne til de mongolske ledere og indførte hårdere magtanvendelse, hvilket udløste direkte væbnede konflikter med Mongolerne. Samtidig forsøgte de at opbygge en relation til de lokale befolkninger gennem byggelse af moskéer og madrasaer samt velgørenhed.

I takt med den fortsatte mongolske aggression mod kurterne og deres territorier, herunder flere belejringer af Herat, blev det tydeligt, at den strategiske magtbalance mellem Mongolerne og kurterne var både kompleks og konfliktfyldt. Trods gentagne forsøg på at undertrykke den kurdiske magt og deres loyale stammer, var det kun ved sjældne lejligheder, at de mongolske hære opnåede en afgørende sejr. Byerne som Herat blev ofte hårdt ramt af belejringer, men modstod den mongolske dominans i mange år, hvilket viser den stærke lokale modstand, som kurterne og deres afghanske vasaller satte op imod Mongolernes imperialistiske ønsker.

Denne periode er vigtig at forstå, da den viser, hvordan de afghanske stammer, selv under pres fra ekstern imperialisme og interne feudale opdelinger, formåede at opretholde en vis grad af uafhængighed og politisk kontrol. Det giver også et indblik i, hvordan lokale herskere brugte religion og sociale strukturer til at konsolidere magten, mens de samtidig forvaltede komplekse relationer med en dominerende og ofte voldelig magt som Mongolriget. De politiske og sociale konsekvenser af disse konflikter kan stadig spores i de moderne dynamikker i regionen.

Hvordan Muhammed Daouds Regime Formede Afghanistans Politik i 1970'erne

Efter Muhammed Daouds magtovertagelse i 1973, opstod en kompleks politisk situation i Afghanistan, der både reflekterede landets økonomiske og sociale udfordringer samt de indre spændinger mellem de konservative og venstreorienterede kræfter. Daoud, der tidligere havde været premierminister, overtog magten efter at have afsat monarkiet og erklæret republikken. Denne revolutionære ændring førte imidlertid ikke til de omfattende reformer, som mange havde håbet på.

Selvom oppositionen mod Daouds regime voksede, blev de fleste af disse sammensværgelser hurtigt opdæmpet. Efter et mislykket kup i december 1973 blev ledere som Habibullah Rahman, tidligere chef for sikkerhedstjenesten, arresteret og henrettet. Den største opstand fandt sted i juli 1975, hvor en væbnet opstand brød ud i flere østlige regioner af landet. Denne opstand, som blev ledet af de radikale islamister, havde til formål at skabe en islamisk stat og vælte den republikanske regering. Trods oprørets styrke blev det hurtigt undertrykt med hjælp fra den afghanske hær.

Daouds autoritære styre begyndte at manifestere sig klart i midten af 1970'erne, da han gradvist udrensede de venstreorienterede kræfter i både centralregeringen og lokale myndigheder. En af de første handlinger var at tilbagekalde de mest progressive elementer i det oprindelige reformprogram. For eksempel blev den lovgivning, der skulle give arbejderne ret til at danne fagforeninger, aldrig gennemført. Landreformen fra 1975, som var beregnet til at forbedre bøndernes situation, belastede dem derimod med høje tilbagebetalingskrav, samtidig med at de store jordejere modtog mange økonomiske fordele. Reformens langsomme implementering og mangel på klare tidsrammer medførte tvivl om dens succes.

Daoud begyndte at vise sig som en leder, der afhængte mere af udenlandsk økonomisk støtte end af de nationale ressourcer. For at finansiere sine økonomiske projekter indgik han aftaler med flere olieproducerende lande i Mellemøsten, især Iran, som gav Afghanistan et lån på omkring 2 milliarder dollars til infrastrukturprojekter. Et af de mest markante projekter var en planlagt trans-afghansk jernbane, der skulle forbinde Iran og Afghanistan, et projekt, der havde til formål at styrke økonomiske bånd mellem Afghanistan og de vestlige, imperialistiske magter i regionen.

Daouds magtcentrering og de radikale tiltag i udenrigspolitikken kunne ikke forhindre de dybe sociale spændinger i Afghanistan. Landets økonomiske problemer og de voksende politiske modstandere førte til en uforholdsmæssig koncentration af magt i hænderne på Daoud og hans inderkreds. Den politiske udvikling i disse år understregede en dyb kløft mellem de progressive kræfter i samfundet og de konservative, som havde interesse i at bevare det eksisterende system. På den måde blev Afghanistan i slutningen af 1970'erne en nation, hvor de magtstrukturer, der blev opbygget af Daoud, stødte sammen med de oprindelige revolutionære ideer om social retfærdighed og politisk frigørelse.