Hvad sker der med en mand, hvis stemme overlever ham?

Der er i fortællingen en dobbelthed: en mand, formelt fri i livet, bliver efter sin død bunden til sin egen stemme gennem en kasse af papirer og et testamente. Den tilsyneladende latterlige scene med en uophørlig oplæser — hans selvtillid, hans tro på, at hans ord vil sikre ham udødelighed — skygger straks for det mere alvorlige: arven som et juridisk, socialt og følelsesmæssigt instrument. Den afdødes manuskripter ophøjes til genstande, der kan kræve ligeså megen omsorg og debat som et jordisk bohave; de bliver både eje og anklage, og i deres stilhed taler de højere end slægtninges klage.

Der er en moralsk understrøm: hvad tilkommer den afdøde? Hvad skyldes de levende? Når slægtninge vægrer sig ved den litterære værdi og i stedet kræver økonomisk retfærdighed, fremstår spørgsmålet om litteraturens værdi som noget både upersonligt og umåleligt. Samtidig er der noget komisk tragisk i, hvordan menneskers velvilje og misbilligelse kan manipuleres af en håndfuld sider. Den fortrolige tone i manuskripterne — den slags tekst, der er bedst i en hvisken over en øl — bliver til projektørlys i retten og i avisen. Forvaltningen af dødelig ambtion kræver både kærlig forståelse og kold beregning.

Fortællingens stilfejl — den overdrevne pathos, de naive testamentariske instruktioner — er ikke blot tegn på forfatterens mangler; de er også et spejl for dem, der efterlades. De, som påtager sig opgaven, opdager hurtigt, at hver beslutning åbner for en ny belastning: læseprocessen bliver til et moralsk arbejde, korrespondancen til et følelsesarbejde, og selv dagligdagens ro forstyrres af en afdød stemmes vedholdende ekko. Den absurde scene i hospitalssolen, hvor gentagen oplæsning trætter de levende, understreger, at forestillingen om udødelighed gennem ord kan være en nådesløs byrde for dem, der må bære vidnesbyrdet videre.

Læseren bør tillige forstå arnestedets bredere implikationer: testamente og teksters skæbne er et krydsfelt af lov, etik og æstetik; intet kan vurderes isoleret. Det er vigtigt at reagere på det menneskelige element — den afdødes aspiration og slægtninges retfærdige krav — samtidig med at man fastholder en saglig kritisk standard. Man må erkende, at litterær værdi ikke altid kan bevises, men den har reelle konsekvenser for levende menneskers anliggender. Endelig må læseren heller ikke undervurdere den psykologiske effekt: at være forvalter af en afdøds stemme er at leve med et konstant, undertiden ubehageligt nærvær; respekt for den dødtes intentioner må afvejes mod de levendes ret til ordentlig behandling og økonomisk sikkerhed.

Hvorfor Smilene?

Hun indså det og udtalte klart, at hun havde givet sig selv bort. Fra hendes fod til hendes hage, fra det ubegribelige til det forståelige, var alt åbent for ham. Han kunne kigge, røre, brænde, skære – alt sammen uden at spørge. Og hun ville stadig sige: "Ja, Walther", som om alt kunne gøres, uden at det betød noget. For det, hun stadig kunne holde på, var ikke hans at røre ved, uanset hvad han troede. Det var den umærkelige “ting”, som kun hun kunne forstå. Det var hende, men ikke hendes. For alt andet havde hun allerede givet væk. Og i denne tilstand kunne hun smile – et smil, der var både bittert og triumferende, smertefuldt og fjernt.

Når hun smilede, var det et smil af både magt og opgivenhed. Det var et smil, der kun kunne forstås i konteksten af, hvad der var blevet ofret. Et smil kunne bære så mange betydninger – fra frustration til forløsning. Det var et smil, der også satte hans lidenskab på prøve, et smil, der både tilhørte hende og var forbudt for ham. Et smil, der kunne være løsningen på noget, men samtidig kilden til endnu større kvaler.

Jeg spurgte alvorligt: “Og hvis det driver ham til vanvid, Karen?” Jeg kunne ikke undgå at huske Nicolos fravær fra baren, det mærkelige tomrum, som hans væsen havde efterladt. “Hvis det driver ham – eller dig – til noget desperat?” Hun svarede let, nærmest ligegyldigt. “Så er det i det mindste slutningen.” Der var en uforklarlig undertone i hendes ord, et presserende kald om afslutning, som om hun indså, at der ikke var noget andet at gøre, og at denne afslutning kunne være både en flugt og en befrielse.

Livet på hotellet, som hun og hendes mand var en del af, var i opbrud. Vinteren var ved at slippe sit greb, og de, der var tilbage, gjorde klar til at forlade stedet. Alle tegn på vinterens afslutning kunne ses – den tomme eisbahn, de forladte værelser og den travle husholdning, der var ved at blive pakket væk. Denne bevægelse mod afslutningen fyldte mig med en underlig fornemmelse af, at noget var ved at slutte, som vi ikke havde kontrol over.

I et kort øjeblik var det som om, at hele stemningen på hotellet kunne aflæses i forholdet mellem Karen og Walther. Mænd og kvinder spiller deres roller, forsøger at definere, hvad der tilhører hvem, hvad der kan gives og hvad der ikke kan tages. Det er et spil af magt, begær og kontrol, som Karen på en eller anden måde havde underkastet sig, uden at det nogensinde var klart, hvem der egentlig havde kontrol. På sin egen måde havde hun udtalt, at selvom hun ikke kunne give det, han bad om, kunne han aldrig få det, som hun var i besiddelse af.

I dette spil mellem mænd og kvinder er der også altid en større, ubeskrivelig styrke, som ingen rigtigt kan forstå, men som alle fornemmer. Det er ikke noget, der kan defineres klart, men det er alligevel den største magt af alle.