Hvad skjuler billederne i Qusayr ʿAmra? En rejse gennem kunstens og magtens symbolik

Abu Zayd trak på smilebåndet, før han fortsatte sin fortælling: "De fleste af os bliver desværre ikke de helte, vi hører om i sangene." Hans ord flød langsomt, som om han reflekterede over en dybere sandhed. Jeg så på de smukke malerier på væggene i Qusayr ʿAmra og undrede mig over deres betydning. På den ene væg var jagtscener, med dyr og mennesker fanget i et øjeblik af tid, som om de var frosset i bevægelse. Et nærmere kig afslørede en fortælling om magt, kontrol og nydelse, hvor prinsen og hans kongelige følge ikke bare jagede for føde eller pels, men for fornøjelsens skyld. Jagt, i denne kontekst, blev et symbol på dominans, et udtryk for magt og kontrol over naturen, et behov for at hævde sig selv overfor de svagere, som var offer for deres vilje.

"Se på disse malerier," sagde Abu Zayd og pegede på væggen, "hvorfor jagter prinsen selv? Det kunne være gjort af andre, men det er et spørgsmål om mere end bare mad." Jeg nikkede langsomt. Jagten var et spørgsmål om herredømme, noget mere grundlæggende end bare overlevelse. Det var et billede på princens status og hans magt over både naturen og de mennesker, der blev underlagt hans styre. For det var ikke kun dyrene, der blev jaget, men også mennesker, der blev underlagt samme magt, som de måtte bøje sig for.

Mens jeg betragtede den unge mand i et andet maleri, der stirrede ned på et lig dækket af et ligklæde, blev det klart for mig, at disse billeder var mere end kunst. De var en refleksion af herskernes indre verden, af deres tab, deres længsler og deres forsøg på at finde mening i en verden, hvor magt og skæbne var tæt knyttet. Abu Zayd afslørede en dybere forståelse af kunstens funktion, som ikke kun var at dekorere, men at kommunikere mellem tid og rum, mellem liv og død.

Kunstens funktion i dette sammenhæng kunne måske ses som en måde at binde fortid og nutid sammen, hvor magtens symboler blev projiceret på væggene og menneskers skæbne blev afspejlet i maleriernes rum. Qusayr ʿAmra, med sine fresker og malerier, blev ikke kun et sted for visuel nydelse, men et sted for refleksion over den magt, der blev udøvet og den kultur, der blev opretholdt. Hver figur, hver scene havde en dybere betydning, som kunne afsløres gennem en grundig fortolkning.

I en anden scene, som Abu Zayd ledte mig til, så vi malerierne af de seks konger, som var blevet besejret af de islamiske hære. De peger alle mod en ny sektion på væggen, der viser Umayyad-familien, herskerne over den islamiske verden. Det var klart: Her blev det visuelle sprog brugt til at kommunikere magtens skiftende natur, hvor de besejrede konger, selvom de var prydet med magtens symboler, stadig var underlagt den større orden, som Umayyaderne repræsenterede. Jagten, kongerne, og de andre figurer på væggene var ikke kun billeder af fortiden, men et aktivt værktøj til at fastholde nutidens magtstruktur.

Abu Zayd talte ikke bare om kunst, men om magtens dynamik. Den kvinde, der var afbilledet så stærkt og alligevel mystisk, kunne ses som en metafor for denne magt – måske er hun ikke kun et billede af en erotisk eller sensuel figur, men også et symbol på den sårbarhed, der ligger bag magten, den dybe sorg, som herskerne bar med sig. Hendes status som både tilstedeværende og fraværende kunne symbolisere magtens fluktuerende natur, den evige kamp mellem det synlige og det usynlige.

Dette blev endnu tydeligere, da vi så på et maleri, hvor en ung mand stirrede ned på et lig. Der var noget poetisk over denne scene, en stærk følelse af tab, og måske en advarsel om, at intet – heller ikke magt – kunne beskytte en mod døden. Dette var ikke kun kunst, men en lærdom, som både herskere og undersåtter skulle bære med sig.

Billederne i Qusayr ʿAmra var altså ikke blot kunstneriske udtryk; de var lag af betydninger, der talte til den, der kunne læse dem. De var spejle, der reflekterede tidens strømninger, magtens mekanismer og menneskets dybe længsler. Når man står overfor disse vægmalerier, er det ikke nok bare at se. Man skal også forstå, hvad de fortæller om verden, om menneskets plads i den, og om den uundgåelige cyklus af magt, tab og erindring, der definerede deres skaberes liv.

Hvilken historie fortælles gennem små detaljer?

Abu Zayd trådte ind i rummets centrum og ryddede sin hals, før han begyndte at recitere: “Ah, min elskede, fyld bægeret, der renser dagens tungsind og frygt for fremtiden: I morgen! – Hvorfor i morgen kan jeg selv være den, jeg var for syv tusinde år siden.” Disse ord fra den berømte persiske digter Omar Khayyam satte tonen for en aften fyldt med poesi og dybe tanker om livets flygtighed. Som det ofte er med Khayyams vers, skabte hans ord både eftertanke og uafsluttede svar. Det var i sandhed en tidløs refleksion over, hvordan livet, med dets glæder og sorger, konstant strømmer videre, uafhængigt af den enkelte.

Senere, mens selskabet drak og diskuterede, blev emnet for aftenen vendt mod en bemærkelsesværdig potte, som Abu Zayd tog frem – en vase fra Kashan, dekoreret med detaljerede malerier, der var fyldt med liv og farve. Hans udfordring var simpel: Hvilken historie kunne man læse i de små malerier? Hver sektion af vasen viste scener, der inkluderede mænd, kvinder, dyr, og elementer som telte og troner. Det var et kunstværk, der skubbede grænserne for hvad der kunne opnås med så små midler.

Blandt de indbudte var en af gæsterne, der først nævnte, at det kunne være en fortælling om Layla og Majnun, de elskende, hvis historie ofte blev afbildet på kunstværker fra området. Men snart blev det klart, at denne tolkning ikke passede til vasens detaljer. Flere scener blev hurtigt genkendt som henvisninger til en anden, mere kompleks fortælling – en beretning, der kunne spores tilbage til Shahnameh, den episke digtning af Ferdowsi.

Diskussionen førte til afsløringen af et andet aspekt af vasens kunst: Rustam, den berømte helt fra Shahnameh, blev identificeret som den centrale figur. Hvert lille billede fortalte en del af hans episke rejse, fra hans storslåede bedrifter til hans redning af Bihzan fra en fængselsgrav. Det var en kompleks historie, der blev fortalt gennem billeder alene, uden brug af ord. Dette skabte en fascinerende erkendelse af, hvordan menneskets hukommelse og forståelse af verden kan være afhængig af både ord og billeder, som to sider af samme mønt.

Denne interaktive måde at forstå et kunstværk på - ved at sammenkoble små, ofte fragmenterede billeder til en samlet historie - kan vække en række refleksioner. For den moderne læser rejser det spørgsmålet om, hvordan vi i dag forholder os til visuelle medier sammenlignet med ord. Hvordan skaber vi betydning, og hvordan påvirker de billeder, vi ser, vores forståelse af verden? I et samfund fyldt med visuelle stimuli – fra reklamer til sociale medier – bliver det stadig mere nødvendigt at reflektere over, hvad disse billeder egentlig fortæller os. Er de simpelthen en dekoration, eller bærer de dybere betydning?

Den tilsyneladende enkle opgave at dechifrere et maleri afslører sig som en indgang til en dybere forståelse af de kulturelle og sociale lag, der ligger bag. Hver symbolik, hver farve og hver komposition kan afsløre noget om den tid, det blev skabt i. Den læring, som kunstnere som dem fra Kashan kunne videregive gennem deres værker, er måske endnu vigtigere i vores tid, hvor vi i højere grad står overfor udfordringer, der kræver forståelse af både det visuelle og det skrevne ord.

Kunstværker som dette er ikke bare et vindue til fortiden, men også til vores egen måde at forstå verden på i dag. Hvordan vi ser på dem, og hvordan vi fortolker deres betydning, fortæller os meget om den tid, vi lever i. Og dermed åbnes en ny dimension af erkendelse: Vi bliver ikke kun forstået af de værker, vi efterlader, men også af den måde, vi læser og fortolker dem på.

Hvilken rolle spillede islamsk kunst og handel i den tidlige middelalder?

Udgravninger har afsløret eksempler på islamiske mønter med runiske indskrifter ridset på deres overflader. En af de mest komplekse af disse er den såkaldte Bornholm-amulett, som var præget i en Samanid-periode (819–999) og havde runisk latin skrift indgraveret med en kristen formel. I modsætning til den fiktive mønt, som Abu Zayd beskriver, er Bornholm-amuletten dekoreret på begge sider. Denne type mønter og artefakter giver et fascinerende indblik i mødet mellem islamisk og nordisk kultur på dette tidspunkt. Ibn Fadlan, en arabisk rejsende, beskrev i sin berømte rejseberetning fra Baghdad til Volga-floden (Kitab ila Malik al-Saqaliba) både de nordiske vikinger og de finske folk, som han kaldte "Rusʾ". Hans beskrivelse af et bådbegravelsesritual stemmer overens med samtidige arkæologiske fund fra vikingetiden, som f.eks. Oseberg-skibet i Norge. Disse vidnesbyrd om samspillet mellem kulturer i middelalderen giver os et sjældent og værdifuldt perspektiv på et globalt netværk, der knyttede Øst og Vest sammen.

I den arabiske verden var den kalligrafiske praksis også i fuld udvikling. Kufisk skrift, som dominerede i Qurʾanens manuskripter mellem det 7. og 10. århundrede, var kendt for sine kantede former og horisontale strøg. Denne skrivestil blev brugt til religiøse tekster, mens mere cursive skrifter blev anvendt til hverdagskommunikation. Kalligrafens rolle blev yderligere styrket med reformer, som blev introduceret af den irakiske vizir Ibn Muqla i det 10. århundrede, og som ændrede proportionerne i den arabiske skrift. Et af de vigtigste værker, der illustrerer denne udvikling, er manuskriptet skrevet af Ibn al-Bawwab, som var kendt for sin brug af den mere letlæselige naskh-skrift til Qurʾanens tekst.

Der er dog flere lag i denne historie, som det er vigtigt at forstå. Den arabiske kultur i middelalderen var ikke kun defineret af religiøs tro og skrift, men også af den måde, hvorpå den tilpassede og transformeredes af interaktioner med andre civilisationer. Kunst, arkitektur og handel var ikke isolerede fænomener, men del af en større kulturel og økonomisk dynamik, der integrerede videnskab, filosofi, kunst og litteratur. Dette netværk af ideer og varer var med til at forme både den islamiske verdens udvikling og dens indflydelse på resten af verden.