Hvordan Jeg Dækker Valg: En Historie Om At Forstå Vælgerne

Min udvikling som valgjournalist ville aldrig være blevet den samme, hvis ikke jeg havde valgt en helt anden tilgang end mine kolleger. En konkurrent, der dækkede den samme beat som mig, havde haft tyve års erfaring, et væld af kontakter og ofte tilbragte sin tid i præssekøretøjer med præsidentkandidater og andre journalister, hvilket gav ham en klar fordel, når det kom til adgang og relationer.

Mit første (og sidste) besøg på en kandidats bus resulterede i tårer. Jeg følte mig adskilt fra de mennesker, der virkelig skulle stemme på, eller imod, kandidaten, som jeg var der for at dække. Jeg følte mig kvæstet af den daglige propaganda, som kampagneteamet serverede os bag kulisserne. For mig føltes hver eneste historie fra den pressebus ens, fordi vi alle så de samme iscenesatte begivenheder og fik de samme talking points. Jeg vidste, hvad kandidaten mente om både store og små emner. Men jeg havde ingen idé om, hvad folk egentlig følte om kandidaten. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var vælgerne, der skulle være mit fokus.

Jeg vendte mig derfor til min chef og bad om at få lov til at dække valget fra vælgernes perspektiv. Hans første bekymring var, om min rapportering ville kunne måle sig med vores konkurrents. Mit svar var kort og præcist: "Stol på mig." Og det gjorde han. Siden da har jeg dækket præsident- og midtvejsvalg fra de steder, hvor stemmerne virkelig tæller. Når det er et midtvejsvalg, dækker jeg de svingende distrikter i Pennsylvania, Wisconsin, North Carolina, Ohio, Colorado, Florida og Michigan. I et præsidentvalg følger jeg de samme steder, med særlig fokus på Pennsylvania, Wisconsin, Michigan, North Carolina og Florida.

Jeg stopper ofte ved folk på deres verandaer, i frisørsaloner eller i de små familieejede restauranter, som findes i næsten hver by. Jeg bor også næsten altid på en bed and breakfast eller et lille pensionat. Hvorfor? Fordi ejerne af disse steder kender byen, både det gode og det dårlige, og de har deres fingre på pulsen af, hvad der sker lokalt.

Min tilgang til at dække Trump-administrationen begyndte med valget i Pennsylvania og Ohio i foråret 2016. Jeg opdagede, at en ny koalition var ved at opstå blandt vælgerne i GOP, en koalition, der ikke blot bestod af de traditionelle forstæder og evangeliske vælgere, men også inkluderede arbejderklassen og de vælgere, der normalt ikke deltog i valgene. Denne koalition havde altid eksisteret i midtvejs- og off-year-valg siden 2004, men den havde aldrig været så energisk og engageret som under Trumps nominering. Trump skabte ikke denne koalition – han var resultatet af den.

En vigtig indikator var antallet af håndlavede Trump-skilte, som begyndte at dukke op på husfacader og i markerne. Jeg vidste, at hvis disse counties kunne tilføre 2.000 ekstra stemmer til Trump i forhold til Romney, ville Trump vinde Pennsylvania. Og hvis han vandt Pennsylvania, ville han også vinde de andre kritiske stater som Ohio, Wisconsin, Michigan og Florida.

Når man ser på rallyer på tv, bliver det nemt at få et indtryk af, at Trumps tilhængere er de underligste mennesker i publikum, og de mærkeligste ting, Trump siger, bliver trukket frem igen og igen. Men disse tilhængere – mange af dem tidligere Obama-vælgere – var ikke dumme, gamle eller bagud. De var simpelthen blevet set som en del af en kultur, der havde mistet respekten for dem, deres livsstil og deres arbejdsetik. Og samtidig blev de ofte udsat for latterliggørelse i medierne, hvilket kun gjorde dem endnu mere engagerede i at støtte Trump.

Det, som mange journalister ikke forstod, var, at de vælgere, der støttede Trump, ofte ikke levede under den økonomiske usikkerhed, som medierne fremstillede. De havde ikke nødvendigvis lavere indkomst, og de var sjældent arbejdsløse. De var dybt forankret i deres lokalsamfund, men mulighederne for at forbedre deres liv var blevet færre og færre. Deres følelse af tab var dyb, og det blev kun forstærket af mediernes negative fremstilling af deres livssituation.

Endelig, selv om jeg dækkede valget uden at være en del af de organiserede pressehold, fik jeg interview med næsten alle de republikanske og demokratiske præsidentkandidater i 2016, fra Lincoln Chafee til Hillary Clinton, George Pataki og Donald Trump.

Hvordan Trump Reformerede Kommunikation i Det Hvide Hus

Donald Trump blev betragtet som en usædvanlig præsident, der ændrede både dynamikken og strategierne for, hvordan information blev formidlet fra Det Hvide Hus. Hans tid ved magten var kendetegnet ved en konstant tilstedeværelse i medierne og en dramatisering af politiske begivenheder, som i mange tilfælde lignede et reality-show mere end en traditionel præsidentperiode. En af de mest markante træk ved hans administration var hans forhold til presse og offentlig kommunikation, som i høj grad satte sin egen dagsorden, ofte med virkning på både medierne og den politiske debat.

Trump havde en dyb forståelse for mediedynamik og forstod, hvordan man kunne bruge pressen som en platform til at fremme sine egne synspunkter. Dette blev tydeligt i hans interaktioner med medierne, hvor han konstant holdt pressen på tæerne. På den ene side kunne hans konstante tilstedeværelse og hans åbne tilgang til pressekonferencer og spontane mediedækning ses som et tegn på tilgængelighed og åbenhed. På den anden side blev hans umiddelbare og ofte ukontrollerede kommentarer betragtet som en metode til at manipulere og forme offentlig opfattelse i hans egen favør.

En af de mest markante eksempler på Trumps tilgang til kommunikation fandt sted den 16. december 2018, da han deltog i en offentlig debat i Det Hvide Hus’ Oval Office med Nancy Pelosi og Chuck Schumer. Hvad der begyndte som en formel billedmulighed, udviklede sig hurtigt til en kaotisk og offentlig diskussion om grænsepolitik, finansiering af grænsemuren og den politiske risiko ved en regeringens nedlukning. Det var et forløb, hvor Trump fastholdt sine synspunkter og angreb modstanderne, hvilket understregede hans evne til at dominere en politisk samtale, selv i et rum fyldt med kritiske modstandere. Det var et virkelig usædvanligt øjeblik, som satte hans egen version af "transparens" i centrum for diskussionen.

Denne tilgang til åbenhed – eller mangel på samme – blev et centralt tema i Trumps forhold til pressen. For mens han forsøgte at fremstille sig selv som den mest tilgængelige præsident i moderne tid, var hans åbenhed ofte baseret på en skiftende sandhed, hvor faktuelle udsagn blev udvandet, fordrejet eller direkte fejlinformeret, alt afhængigt af hvad der passede ind i den politiske fortælling. Dette blev ofte kritiseret som en form for misinformation, der underminerede pressens rolle som vagthund i demokratiet.

Men Trumps forhold til medierne var ikke kun præget af hans egne optrædener. Hans administrativt skabte konflikter og hans gentagne forsøg på at miskreditere etablerede nyhedsorganisationer for at fremme sin egen politiske dagsorden var også med til at omforme presseklimaet i USA. Trumps konstante benægtelse af etablerede fakta og hans modstand mod journalister, der stillede kritiske spørgsmål, førte til et grundlæggende skisma mellem hans administration og pressen.

Udover hans ofte spontane optrædener i medierne, blev Trump også besat af at styre narrativet via sociale medier, især Twitter. Hans hyppige tweets spillede en central rolle i hans kommunikationsstrategi, hvilket gav ham mulighed for hurtigt at reagere på, hvad han opfattede som uretfærdig behandling fra medierne eller politiske modstandere. For Trump var sociale medier ikke kun et værktøj til at kommunikere med vælgerne, men en måde at kontrollere den politiske diskurs på og udveksle angreb og anklager i realtid.

Den ustrukturerede, teatralske natur af hans kommunikation, hvor fakta ofte blev vridne og offentlige diskussioner blev personlige angreb, skabte en usædvanlig mediedynamik. Hvor tidligere præsidenter forsøgte at kontrollere kommunikationen fra Det Hvide Hus og holde sig til en vis form for orden, var Trump langt mere interesseret i at skabe opmærksomhed og vedligeholde en konstant mediecyklus omkring sig selv. Dette gjorde ham til et konstant fokuspunkt i både amerikansk og international politik. For Trump var den politiske arena ikke kun et sted for lovgivning og politik, men en scenen, hvor drama og konflikt blev styret som en form for politisk reality-tv.

For læseren er det væsentligt at forstå, at Trumps kommunikationsstrategi ikke blot var et produkt af hans egen personlighed, men en bevidst strategi designet til at manipulere opfattelsen af hans administration og til at udnytte de muligheder, som medierne tilbyder. Han forstod mediekraften bedre end mange, og det var netop denne forståelse, der gjorde ham i stand til at skille sig ud i et politisk landskab, der ellers var domineret af traditionelt kontrol over nyhedsdækning og offentlige optrædener.

Hvordan Trump ændrede politikjournalistik og skabte en ny virkelighed for journalister

Efter Trump indtrådte i præsidentvalgkampen i juni, havde mange journalister forventet, at hans kampagne hurtigt ville falde sammen eller selvimplodere. Dette skete ikke. I stedet blev vi vidner til en politisk bevægelse, der konstant ændrede landskabet og skabte nye måder at rapportere på. Jeg husker, hvordan jeg modtog et håndskrevet notat fra Trump selv: "Mark, jeg skuffer aldrig. Bedste ønsker, Donald Trump." Efter flere forsøg på at undgå den voksende historie, kunne jeg ikke længere undgå at forholde mig til Trump-kampagnens fremmarch. Jeg blev til sidst nødt til at skrive om den usædvanlige udvikling.

Når jeg arbejdede på min historie om Trump, havde jeg adgang til ham på måder, jeg aldrig havde oplevet med andre politikere. Jeg kunne følge ham rundt i hans Trump Tower, i hans limousine, på hans private jet, og endda til en privat fest efter hans optræden på Saturday Night Live. Trump var utroligt åben, og det gav mig en sjælden mulighed for at observere ham i mange forskellige sammenhænge. Hans mangel på besvær med at udtrykke sin egen storhed og hans direkte tilgang til medierne var helt unik. Hvor mange politikere ville nægte at lave en forløber, hvor de gav sig selv æren for at være det primære fokus i deres kampagne?

Men Trump var også en løgner. Han fik et ry for at tale direkte og uden omsvøb, men sandheden var, at han konstant løj. Dette blev dokumenteret utallige gange af journalister. Hans evne til at fremstå som en 'straight-talking' figur, samtidig med at han løj så ofte, er en af de mest markante træk ved hans kampagne og hans politiske stil. Dette paradoks, den 'ærlige løgner', har fulgt Trump igennem hans politiske rejse og ind i Det Hvide Hus.

Selvom det kan være både spændende og relevant at dække Trump, har det også været en farlig rejse. Efter hans indtræden i præsidentembedet, er rapportering blevet præget af en konstant følelse af usikkerhed. Journalister har modtaget trusler, både på sociale medier og ved fysiske begivenheder, og pressen har oplevet en nedgang i tilliden fra offentligheden. Trumps daglige tweets har været en konstant kilde til stress og kaos for journalister, der er ansvarlige for at rapportere om ham. Selv hans loyalister indrømmer, at hans tweets var både udmattende og ofte fejlagtige.

Alligevel er der også en vis form for åbenhed i hans tweets. De gav journalister en form for adgang til Trump, som tidligere ikke var mulig. Traditionen med en pressekontor, der leverer daglige briefinger, har ikke nødvendigvis fremmet transparens, men Trumps tweets har været en direkte kanal til hans tanker og holdninger. Den ufiltrerede tilgang har været både en velsignelse og en forbandelse.

At dække Trump er som at dække en massiv jordskælv. Der er konstant materiale at arbejde med, men det er også farligt og usikkert. På en eller anden måde har Trump transformeret den politiske journalistik. Journalister, der dækker hans administration, skal navigere i en ny virkelighed, hvor trusler og politisk vold er en konstant bekymring. Hverdagen er præget af usikkerhed, og de institutioner og normer, der tidligere eksisterede, er blevet udfordret og ofte ødelagt.

I slutningen af 2017, da jeg besøgte Trump i Det Hvide Hus, blev det klart, hvordan hans tilstedeværelse havde ændret journalistikkens praksis. Han var ikke den traditionelle præsident, der tilbageholdt sig eller undveg medierne. I stedet var han til stede hele tiden, selv i de mest intime øjeblikke af hans hverdag, og han var villig til at udtrykke sin vrede og frustration åbent. Han var konstant til stede i offentligheden og i medierne, og det var denne konstante synlighed, der både gav journalister deres største udfordringer og samtidig betød, at deres arbejde blev mere relevant end nogensinde.