I begyndelsen af det 20. århundrede forblev nomadisk husdyravl den primære økonomiske aktivitet blandt mange af de store afghanske stammer. Hos Durrani-stammerne var det nomadiske husdyravlere som Nurzais, og blandt Ghilzai-stammerne var det Suleiman-Khels. Der fandtes også stammer, der engagerede sig i både landbrug og delvist nomadisk husdyravl, som f.eks. Jhakzais blandt Durranierne. Nomadernes besætninger bestod primært af får, og blandt disse var den hvide feddrumpede får, opdrættet af Ghilzai, kendt for at producere uld af meget høj kvalitet.

Udover får opdrættede afghanere også kameler, æsler, zebu og bøfler, men hesteavl var mindre udviklet. I Hazarajat, som overvejende var beboet af en bosat befolkning, blev husdyr opdrættet og fodret på fjerntliggende græsningsområder. Husdyravl havde en sekundær rolle i denne region, da mange familier normalt flyttede med deres kvæg i sommermånederne til de omkringliggende bjergskrænter og vendte hjem om efteråret for at høste afgrøderne.

Ligesom afghanerne var Hazara-husdyravlere primært beskæftiget med opdræt af får og geder. I slutningen af det 19. århundrede, i områder beboet af turkmenerne, var der en hastig vækst i bestanden af astrakhanfår, hvilket hænger sammen med en stigning i eksporten af astrakhan. Husdyravl havde stor betydning blandt Jamshedierne, Firuzkukh-erne, Taimani-stammerne og en del af Uzbekerne. Hos Tajikerne var husdyravl derimod næsten altid sekundært i forhold til landbrug.

Mange af de lokale industrier i Afghanistan var forbundet med forarbejdning af husdyrprodukter. Mens produktionen af bomuldsstoffer var relativt begrænset, var det lokale fremstilling af uldprodukter langt mere udbredt. Uld blev brugt til at fremstille tøj, tæpper, filtvare og mange andre husholdningsartikler. Afghaniske nomader beskæftigede sig med at lave groft uldent stof og tæpper, fremstillede filtvare, strikkede strømper og vævede lassoer. Hazara-folket var særligt kendt for deres tæpper og højkvalitets uldne stof. Den lokale produktion af tekstiler spillede en central rolle i Afghanistan, og Hazara-stoffet blev brugt af størstedelen af befolkningen til tøj. I de bjergrige Tajik-regioner blev der produceret uldent stof, der blev brugt til kapper og tæpper.

I de centralasiatiske regioner som Uzbekistan var produktionen af groft uldent stof, tæpper og tasker også omfattende. Qandahar var berømt for sit filttøj, og nogle af de bedste håndværkere i Qandahar var kendt for deres udsmykning af filttøj med silke, som primært blev lavet til de velhavende. Selvom forarbejdning af læder og pels, herunder garvning og fremstilling af læderartikler, primært blev udført i landdistrikterne, var der også byhåndværkere, der beskæftigede sig med disse aktiviteter.

Hjemmestrikket bomuldsstof (karbas) blev produceret i stor skala, især i de bjergrige områder beboet af Tajikere. Dog var dette stof kun tilgængeligt for de fattigste dele af befolkningen. Uzbekiske vævere producerede også simpelt men slidstærkt bomuldsstof, kaldet alacha og mata. Et lille, men bemærkelsesværdigt industrianlæg for silkeproduktion eksisterede også i nogle områder. Kabul og Qandahar var de vigtigste centre for Afghanistans husflid, og Kabul var især kendt for sine dygtige håndværkere, som var organiseret i middelalderlige laug. Kabul havde for eksempel et marked, hvor kobberhåndværkere lavede og solgte deres varer, og i Qandahar var de kendt for deres produktion af filttøj og silkevarer.

I begyndelsen af det 20. århundrede var Afghanistans økonomiske og kulturelle udvikling underlagt svære forhold. Politisk set blev situationen mere stabil efter normaliseringen af forholdene på grænsen til Rusland, men konflikten med Storbritannien langs den britisk-afghanske grænse forblev en konstant kilde til spændinger. Afghanistan blev politisk og økonomisk mere isoleret, og landets forhold til Storbritannien blev tilspidset i de år. Alligevel forsøgte den afghanske emir Abdurrahman Khan at udvide forbindelserne til Rusland som et middel til at balancere den britiske indflydelse.

Udover de politiske udfordringer var Afghanistan ramt af både tørke og hungersnød i begyndelsen af 1900-tallet. En koleraepidemi brød ud i 1902, og flere af de store stammer, herunder Durranis og Ghilzais, gjorde oprør mod den øgede militære byrde, som de blev pålagt, herunder forpligtelsen til at stille én soldat for hver otte personer i deres samfund.

Det er vigtigt at forstå, at mens husdyravl var en af hjørnestenene i Afghanistans økonomi, var det kun en del af et større netværk af handels-, landbrugs- og håndværksaktiviteter, der opretholdt landets samfundsstruktur. Økonomisk udvikling, især i de større byer som Kabul og Qandahar, var tæt knyttet til håndværk og produktion af tekstiler, mens landbrugsområderne i højere grad var afhængige af de naturlige ressourcer og husdyravl. Samtidig spillede den politiske ustabilitet en vigtig rolle i at forme de økonomiske muligheder og begrænsninger for de afghanske folk i begyndelsen af det 20. århundrede.

Hvad var de politiske og sociale dynamikker i Afghanistan i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne?

I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne var Afghanistan vidne til en voksende politisk kamp, hvor studerende og arbejdersamfundet spillede en central rolle. Studenterbevægelsen, som oprindeligt var politisk heterogen, blev præget af skarpe ideologiske opdelinger, hvor de politiske grupper begyndte at kæmpe om at få støtte fra forskellige sociale klasser. Det var en periode med intens politisk polarisering, hvor studerende, fagforeninger og arbejderne ofte arbejdede sammen på tværs af ideologiske skel. Denne solidaritet resulterede i store demonstrationer og strejker, som blev drevet af både arbejdere, studerende og andre grupper, der var utilfredse med den herskende regeringspolitik. I denne periode var det tydeligt, at de politiske systemer i Afghanistan ikke længere kunne følge landets socioøkonomiske udvikling.

Den demokratiske bevægelse voksede hurtigt og opnåede støtte fra arbejderklassen, især efter at PDPA (Folkets Demokratiske Parti i Afghanistan) begyndte at spille en ledende rolle i de politiske kampe. PDPA, med sine socialistiske idéer, blev den politiske vagtpost for arbejderne og deres krav om rettigheder og friheder. Denne bevægelse var dog ikke uden modstand. De højreorienterede kræfter, herunder de muslimske brødre, organiserede moddemonstrationer og propaganda, der advarede mod spredningen af kommunistiske idéer og krævede restriktioner for kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet.

I begyndelsen af 1970'erne blev politiske spændinger endnu mere intense, og det var klart, at økonomiske problemer forværrede situationen. Landet blev ramt af alvorlige tørkeperioder, der ødelagde afgrøder og forårsagede store tab i husdyrholdet. Dette medførte en massiv fødevarekrise, som kun kunne afhjælpes delvist ved import af korn fra lande som USA, Sovjetunionen og Pakistan. Trods udenlandsk hjælp kunne fødevaremanglen ikke afhjælpes fuldstændigt, og store dele af befolkningen led af sult. Den økonomiske usikkerhed førte til endnu flere protester, da folk krævede politiske reformer og en løsning på de sociale problemer, der plagerede dem.

Samfundet var præget af korruption, smuggling og økonomisk udnyttelse. Det blev tydeligt, at de herskende klasser, både blandt de politiske ledere og indenfor det økonomiske system, nød godt af den økonomiske krise, hvilket kun forstærkede utilfredsheden blandt folket. Det var under disse forhold, at venstreorienterede og demokratisk sindede kræfter, som PDPA, begyndte at føre mere organiserede politiske kampe for at få igennem deres reformkrav, som sigtede mod at ændre samfundets grundlæggende struktur og bekæmpe de økonomiske og sociale uligheder.

Der var dog også stærk modstand mod disse reformer, især fra de konservative kræfter i parlamentet og blandt de økonomiske eliter. De mere visionære medlemmer af den herskende klasse, som kunne se behovet for ændringer i samfundet, blev ofte isolerede i deres politiske arbejde og havde svært ved at vinde flertal for deres forslag. Det var i denne politiske kontekst, at konflikten mellem konservative og reformister, både i parlamentet og blandt folket, blev mere intens, og det blev klart, at de traditionelle politiske strukturer ikke længere kunne håndtere landets presserende problemer.

Afghanistan stod på kanten af en politisk krise, som var forårsaget af en kombination af økonomiske vanskeligheder, sociale uligheder og politisk lammelse. Monarkiets evne til at håndtere disse udfordringer var svag, og den fortsatte modstand mod nødvendige reformer kunne kun forværre situationen. Denne politiske fastlåsning satte scenen for de voldsomme ændringer, som skulle følge, og for den politiske ustabilitet, der efterfølgende ville føre til en markant ændring i landets styreform.

I denne turbulente periode blev det klart, at de eksisterende politiske systemer i Afghanistan ikke længere kunne afspejle de socioøkonomiske realiteter, og at en dybtgående transformation var nødvendig for at sikre landets fremtid. Samtidig blev det også tydeligt, at de gamle magtstrukturer ville gøre alt for at modstå sådanne forandringer, hvilket blot øgede spændingerne i samfundet og satte gang i en politisk bevægelse, som skulle definere fremtiden for Afghanistan i de kommende årtier.

Hvordan kan inorganiske ioner og molekylære interaktioner forme sølvklusters hierarkiske opbygning?
Hvordan skaber du et system, der opfordrer andre til at anbefale dig og din virksomhed?
Hvordan Trumps Ledelse Påvirkede Sociale Normer og Mental Sundhed