I de tidlige dage af internettet var desinformation og konspirationsteorier noget, der lå uden for mainstream nyhedsorganisationers rutiner. De blev betragtet som en kuriositet eller en hvisken, der måske kunne føre til et story pitch. Den digitale nyhedsinfrastruktur var på det tidspunkt ikke en konkurrent, hverken hvad angår opmærksomhed eller annonceindtægter. Dette var internettets præ-blogosfæriske periode. Konspirationsteoretikere kunne ikke længere forme nyhedshistorier blot ved at oversvømme kommentartråde på nyhedssider. Nyhedsorganisationer havde endnu ikke begyndt at overvåge klik og hyperlinks for at vurdere nyhedsværdien af en given historie. I starten af 1990'erne blev den digitale udfordring ikke set som en umiddelbar trussel mod traditionelle nyhedsrutiner. Som Paul Starr påpeger, var internettet på dette tidspunkt præget af en naiv teknologisk optimisme. De tidlige tilhængere troede, at teknologien snart ville føre til en ny æra af rationel og kritisk borgerlig diskussion. Weben var decentraliseret og sparsommelig befolket. Dotcom-boblen var kun lige begyndt, og konspirationsteorier online var mere et sideshow end en alvorlig social plage.

Men frem til 2016 er situationen ændret markant. Store nyhedsorganisationer har i høj grad tilpasset sig det hybride mediesystem, og har ændret deres nyhedsrutiner for at inkorporere de tendenser og virale historier, der former offentlighedens opmærksomhed. I denne nye mediestruktur er en viral historie i sig selv blevet betragtet som nyhed, uanset hvor sandfærdig den underliggende historie måtte være. Det konservative medieøkosystem, der spænder over digitale medier, tv og radio, nærer disse historier, idet de kritiserer den manglende dækning i mainstream medier og kræver, at man dækker "begge sider" af de skabte kontroverser. Det hybride mediesystem er langt mere sårbart over for strategisk misinformation og desinformation end det industrielle broadcastmediesystem, der stadig dominerede amerikansk politik i 1996.

En vigtig ændring i denne udvikling er, hvordan digital misinformation i dag er blevet lettere at sprede og sværere at spore. Tidligere, hvis du modtog et nyhedsbrev fra John Birch Society, kunne du med det samme se, hvor det kom fra og hvem der gav dig det. Disse nyhedsbreve var fyldt med desinformation, men de havde ikke en stor rækkevidde, og de satte ikke dagsordenen for de nationale nyheder. Det tidlige internet havde mange af de samme begrænsninger. I dag er sociale medier frigjort fra de samme restriktioner og er blevet en magtfuld kanal for spredning af misinformation.

I dag er falske nyheder blevet en industri. I 1990'erne kunne misinformation online betragtes som en hobby, men det er nu en økonomisk drivkraft. Eksemplet med den makedonske fake news-industri, hvor en ung mand ved navn Boris tjente næsten 16.000 dollars på sine pro-Trump hjemmesider, er et bevis på, hvordan misinformation kan omdannes til en indtægtskilde. Hver gang folk klikkede på deres sensationelle overskrifter, blev indtægter genereret gennem Google AdSense og Facebook-annoncer. I modsætning til tidligere, hvor falske historier var et sideshow, udgør de nu en potent og økonomisk betydningsfuld del af medielandskabet.

Det, der driver denne udvikling, er de algoritmiske beslutninger fra gigantiske teknologivirksomheder som Google og Facebook. Som Joshua Micah Marshall beskriver i sin artikel om Googles rolle i digital nyhedsformidling, har disse virksomheder opnået en markant magt i forhold til, hvordan nyheder bliver skabt og distribueret. Google er ansvarlig for systemet, der kører onlineannoncering, og har desuden kontrol over de største datatjenester, som bestemmer, hvordan indhold bliver opdaget og promoveret. Facebook, på den anden side, har i høj grad blevet det primære sted for social deling af nyheder og information. Ændringer i Facebooks algoritmer kan derfor dramatisk ændre markedet for bestemte former for journalistik.

Internettet, som vi kender det i dag, er blevet et kommercielt drevet medielandskab, hvor økonomiske interesser og algoritmisk styring afgør, hvad der bliver set og delt. Dette er langt fra det "neutrale" markedsplads for idéer, der eksisterede i 1990'erne. I dag er internettet blevet centraliseret omkring et fåtal af platforme, hvilket har medført en stor vækst i online annoncering, mens annoncemarkederne, der tidligere støttede den industrielle broadcast-journalistik, er blevet undermineret.

Et aspekt, der i høj grad har ændret sig i denne proces, er, hvordan internettet er blevet en mere effektiv kanal for både propaganda og konspirationsteorier. I 1997 advarede Esther Dyson om, at internettet var dårligt til propaganda, men godt til at sprede konspirationsteorier. I dag kan man argumentere for, at internettet er lige så effektivt til propaganda som de traditionelle massemedier, om ikke mere. Denne udvikling er nært knyttet til, at internettet er blevet en platform, som næsten alle er til stede på og interagerer med, hvilket gør det muligt at målrette information med større præcision.

De teknologiske fremskridt, der har gjort annoncering mere målrettet og præcis, har samtidig øget internetbrugerens værdi som dataresurs, hvilket giver mulighed for at skræddersy indhold og annoncer på en måde, der har stor gennemslagskraft. Også hvordan vi handler, hvad vi læser, og hvor vi fysisk befinder os, indsamles og bruges til at forudse og styre vores onlineadfærd.

For at forstå, hvordan misinformation i dag er blevet en massiv industri, er det vigtigt at erkende, at den ikke blot handler om skadelige eller falske ideer, men om en systematisk brug af teknologi til at skabe profit gennem manipulation af opmærksomhed. Hvad der engang var en hobby eller en marginal bevægelse, er nu blevet en industri, som både økonomisk og politisk har stor indflydelse på samfundet.

Hvordan politiske angreb på offentlig tv- og radioudsendelse påvirker medieindhold og lokal støtte

I flere årtier har offentlig tv og radio været mål for politiske angreb, ofte med fokus på deres ideologiske orientering og indholdets "venstreorienterede" karakter. Disse angreb er ikke bare rettet mod programmer, men også mod selve eksistensen af offentligt finansierede medier, som mange kritikere anser for både unødvendige og politisk farvede. I denne sammenhæng er der et stærkt politisk spil, hvor både konservative politikere og højreorienterede organisationer forsøger at ændre eller endda afskaffe finansieringen af disse medier.

Et af de mest markante eksempler på politiske angreb stammer fra 1990'erne, hvor senator Jesse Helms, en af de mest konservative politikere i USA, aktivt brugte offentlig tv-programmering som et redskab til at mobilisere konservative vælgere. Helms havde en særlig interesse i at finde programmer, der kunne vække opstandelse blandt konservative vælgergrupper, som han kunne udnytte til at fremme sine egne politiske mål. Et godt eksempel på dette er hans forsøg på at forhindre udsendelsen af Tongues Untied, en videodigt om sort, homoseksuel identitet. Denne form for censur var ikke udelukkende begrænset til de 1990’erne, men har fortsat i højreorienterede angreb på programmer, der fremmer mangfoldighed og underrepræsenterede stemmer.

I de senere år har disse angreb intensiveret, især under Trumps præsidentskab. Politikerne, som repræsenterede højrefløjen, blev mere direkte i deres forsøg på at fjerne offentlig finansiering af tv og radio. I 2017 beskyldte den republikanske kongresmedlem Andy Harris offentlig tv for at være partisk og nævnte tre uafhængige dokumentarfilm om afroamerikanske kvinder som eksempler på, hvad han anså for politisk drevet indhold. Hans angreb på den uafhængige filmindustri, og især på det uafhængige produktionsselskab Independent Television Service, var et velovervejet forsøg på at fjerne offentlig finansiering for dokumentarfilm, der repræsenterede etnisk og politisk mangfoldighed.

Truslerne om at reducere eller afskaffe finansieringen af offentlige medier har været en konstant tilbagevendende udfordring, ikke kun på et nationalt niveau, men også i de lokale samfund, hvor mange tv-stationer er afhængige af politiske beslutningstagere for deres midler. Angrebene har ofte været rettet mod programmer, der ikke blot repræsenterer et venstreorienteret synspunkt, men også med henblik på at fremme en bestemt kulturel dagsorden. For eksempel har republikanere som Doug Lamborn gentagne gange kaldt på afskafning af offentlig tv- og radiobidrag, og har især fokuseret på programmer, der behandlet sociale emner som homoseksualitet og etniske minoriteter. Lamborn har argumenteret for, at PBS og NPR ikke afspejler den amerikanske offentligheds værdier og i stedet bør finansieres gennem private midler, hvilket i hans optik ville resultere i mere objektiv og økonomisk bæredygtig programmering.

Disse politiske angreb har også haft en langvarig indvirkning på indholdet af offentlig tv og radio. Programmer, som kunne anses som kontroversielle eller politisk farlige, bliver ofte udskudt eller fjernet helt fra programmeringsplanen. Eksempler på dette kan ses i mange lokale tv-stationer, der har undgået at udsende programmer, som kunne skabe konflikt med lokale politiske og økonomiske interesser. Et sådant tilfælde opstod med Uprising of '34 (1995), en dokumentarfilm om en brutal tekstilstrejke i South Carolina, som aldrig blev sendt på statens offentlige tv-kanaler, da det implicerede prominente lokale familier. Dette viser, hvordan lokale eliter kan have stor indflydelse på, hvad der bliver sendt, afhængigt af deres politiske interesser.

Der er dog også en stærk lokal støtte for offentlig tv og radio, som modarbejder forsøg på at afskaffe finansieringen. Lokale samfund har ofte en dyb forståelse af betydningen af public service-medier, der tilbyder indhold, som ikke nødvendigvis ville kunne findes i kommercielle medier. Den tilstedeværelse af lokalnyheder og kulturelt mangfoldigt indhold, som ikke nødvendigvis appellerer til brede markedssegmenter, har været et af de stærkeste argumenter for at opretholde finansieringen. Selvom højrefløjen ofte argumenterer for, at offentlig tv er et overflødigt og politisk farvet produkt, er den dybe lokale forankring af disse medier en vigtig faktor, der spiller en afgørende rolle i, at de fortsætter med at eksistere.

Offentlige medier spiller også en vigtig rolle i at afspejle den mangfoldighed, der findes i samfundet, og i at give stemme til de grupper, der ofte er underrepræsenteret i kommercielle medier. Angrebene på disse programmer bør ses i lyset af en bredere diskussion om, hvad det vil sige at have et medielandskab, der virkelig afspejler de værdier og de samfundsgrupper, der udgør befolkningen. Den politiske og kulturelle strid om offentlig tv og radio er dermed ikke kun et spørgsmål om finansiering, men også om, hvordan vi som samfund definerer, hvilke perspektiver der har værdi i den offentlige debat.

Hvordan de nyeste teknologiske enheder former vores hverdag: Fra hovedtelefoner til OLED-tv
Hvordan Costa Rica Kan Opnå Decarbonisering: Vision, Udfordringer og Løsninger
Hvordan løser man fejlen "scratch disks full" i Adobe Photoshop?
Hvordan man opretter, kloner og tager snapshots af virtuelle maskiner