Murray undrede sig ofte over, om det var denne kvinde eller den anden, den ene, hvis pels skjulte størstedelen af hendes ansigt, eller den anden, der trådte ud af en udenlandsk bil, der var "Kvinden". Han mindede sig selv om, at han bestemt ikke ville finde hende i nogen af de mørke restauranter i kælderen, og vendte sig derfor om og gik ind i spisesalen på Hotel Bristol. Her var det den type sted, hvor han måske kunne finde hende, blandt fint linne, fint sølvtøj og blød musik. Han morede sig over sin egen sikkerhed i, at han ville genkende hende med det samme, denne kvinde, som han ikke havde nogen tilfredsstillende beskrivelse af. Han blev ikke skuffet over ikke at se hende; det ville have været for meget af en tilfældighed. Han vidste, at hun en dag ville møde ham, et sted, men det ville ske ved en tilfældighed – men en tilfældighed, som hun selv ville skabe.

Næste morgen fandt Murray en møbleret lejlighed i en bygning på Kaiserstrasse. Den var stor, behagelig og temmelig dyr, og der stod et massivt koncertklaver. Murray pakkede sine få ting ud og tog derefter hen for at mødes med Acheson. Han havde aldrig mødt ham før. Han fandt en ældre mand, af en type der var genkendelig som en militærmand – rank og kold som en geværløb. Et koldt, let rødt ansigt, svagt blå øjne, næsten hvidt hår og meget lange, hvide øjenbryn understregede den reserverede fremtoning. I stedet for at føle sig skuffet over den afstand, Acheson holdt, følte Murray en glæde ved at vide, at han ville have en sådan mand tæt på sig de næste par uger.

"Du virker meget ung," sagde Acheson med et kort og præcist sprog. "Måske, major." "Det er muligvis bedst," indrømmede Acheson. "Er du blevet fortalt noget om hende?" "Jeg blev fortalt alt, hvad de kunne fortælle mig." Acheson nikkede. "Ingen ved meget." Han havde en vane med at gribe fat i sine lange øjenbryn, som om han brugte dem til at trække sig selv videre med sine tanker. Et øjeblik sad han tavs, greb fat om sine øjenbryn og lod hovedet bevæge sig svagt frem og tilbage. "Nå, vær rolig, vi vil vide mere."

"Tror du, at jeg kan vække hendes interesse?" spurgte Murray. "Se den mand der ved søjlen? Den unge mand med briller? Bemærk, hvordan han ser på dig – han er i det mindste interesseret i dig allerede." Patroniserende tilføjede han: "Militærattaches venneforbindelser er altid en smule mistænkelige, husk det, kun lidt mindre end attachéerne selv." Derefter, i en næsten faderlig tone: "Har du ordnet med dine klaverlektioner?" "Jeg gør det i eftermiddag."

På eftermiddagen tog Murray til Professor Kalbach, en fremragende pianist. Han spillede flere stykker på Kalbachs anmodning. Ikke mere end ti minutter var gået, før Kalbach sagde: "Jeg er bange for, at du ikke er klar til mig. Jeg vil foreslå, at du studerer med en af mine assistenter, Herr Reiter." Så, efter en pause, der udtrykte en omhyggelig følsomhed, sagde han: "Jeg håber, du ikke regner med at blive professionel pianist?" "Slet ikke," sagde Murray muntert. "Gut! Men du kan blive en god amatør, måske, efter flere år." Murrays smil viste, at han vidste det også. "Jeg har altid ønsket at studere klaver for min egen fornøjelse," forklarede han. "Jeg har fået lidt penge og kan gøre, som jeg vil nu. Og det, jeg ønsker mest, er at studere klaver." "Fint, fint," nikkede Kalbach. "Der burde være flere som dig. Men unge mand, du vil lære mere fra min assistent." Murray lavede aftaler med Reiter om to lektioner om ugen. Så faldt livet i en rutine, som han ønskede det, en rutine, hvor den kedelige del var ventetiden. Hver dag, når han vågnede, undrede han sig: ville det være i dag?

Hver morgen spillede han i fire timer, lidt selvbevidst i starten, som om han ventede på en indvending fra naboerne. Klokken et forlod han klaveret og spiste enten frokost med Acheson eller ringede til ham. Efter de første par dage bemærkede Murray, at så snart hans opkald blev forbundet, kunne han høre et klik på linjen, som om en anden telefon blev løftet. Eftermiddage var frie, og timerne bevægede sig langsomt frem til klokken fire, mens han ventede eller gik rundt i byen utålmodigt. Hver eftermiddag efter klokken fire gik han til et af de fashionable hoteller, og selvom han ikke helt indrømmede det for sig selv, gik han dit på grund af, hvad han havde hørt om Kvinden. Alle tre mænd havde sagt til ham: "Hun elsker at danse." Han vidste, at det var tåbeligt at gå; hvis de skulle mødes, ville hun arrangere det, men det var en ventetømt udløb for hans utålmodighed. Om aftenen forsøgte han at forestille sig, hvor hun kunne være; et dusin gange, hit eller miss, forsøgte han caféer og teatre.

Han indså, at selv hvis han så hende, kunne han ikke sige noget til hende, men tanken om bare at se hende besatte ham. Han sagde til sig selv, at han var en romantisk nar, og at det var en farlig holdning, men han fortsatte sin vej, fra café til kabaret. Nogle nætter var han sikker på, at han blev forfulgt; flere gange opdagede han manden, som Acheson havde peget ud ved deres første frokost. Det var underholdende at tænke på, hvad denne mand mon forsøgte at udlede fra disse aftener, eller fra hvad Murray gjorde efter klokken elleve hver aften. Sen på natten forlod Murray de mere populære dele af byen og tog en bus til Alexanderplatz. Derefter gik han et par blokke til en café i en af de fattige gader og valgte en anden café hver aften. De fleste var overfyldte, og rummene var støjende. Murray satte sig alene ved et bord. Ingen lagde mærke til ham særlig meget, ingen talte til ham, og han talte ikke med nogen. Efter en halv time forlod han stedet og tog en taxa hjem. Så, næste morgen – måske den dag, hvor han ville møde kvinden med det elfenbens sorte hår!

Efter et par uger, en regnfuld aften, blev Murray hjemme og spillede klaver. Klokken ni bankede det på døren. "Naboerne, endelig," sagde han til sig selv. "Og sikkert på høje tid." Ved døren stod en ung mand, en lidt kraftig og smilende ung mand i sort morgenfrakke, men uden overfrakke eller hat. "Undskyld for at afbryde dig," sagde den unge mand med et stort smil, "jeg ville bare fortælle dig, hvor meget jeg nyder at høre dig spille. Jeg bor på etagerne over dig."

"Så jeg skylder dig en undskyldning. Kom ind," sagde Murray og gjorde plads.

"Tak. Du spiller rigtig godt." Murray notered sig, at besøgende ofte var dårlige dommere af klavertaktik.

"Du må komme til at møde min kone," sagde von Sossen, da han rejste sig. "Hun vender tilbage i slutningen af ugen. Hun vil være så glad for, at jeg har fået en engelsk ven." Murray tænkte på Kvinden. Men da von Sossens kone dukkede op, viste hun sig at være en helt anden type.

Hvordan information bliver fortolket og brugt i spionageoperationer

Anna, en skarpsindig og erfaren spion, havde forudset en militær teknologi, der ville ændre krigens gang. Hendes rapport beskrev en maskine, en "tank", der kunne bevæge sig over skyttegrave og gennem forhindringer, en idé, der på det tidspunkt virkede utænkelig. Men da hun præsenterede sine observationer for det militære efterretningstjeneste, blev hendes anbefaling hurtigt afvist som urealistisk. De tekniske eksperter, der blev konsulteret, kunne ikke forstå, hvordan en sådan maskine kunne eksistere. Ifølge deres beregninger var det umuligt at bygge et køretøj, der kunne være både tilstrækkeligt panseret og stadig bevægeligt nok til at overvinde skyttegrave.

Deres modstand mod tanken stammede fra en dyb tro på, at krigens fysik og teknologi var statiske. Hvis et køretøj kunne bevæge sig over forhindringer, måtte det ikke være tungt nok til at kunne modstå granater. Hvis det derimod var tilstrækkeligt beskyttet, kunne det ikke være hurtigt nok til at være effektivt i kamp. Denne fastlåste opfattelse resulterede i, at Anna’s rapport blev forkastet og glemt. I stedet blev tanken som et koncept latterliggjort og betragtet som en utopisk idé.

Det er ikke usædvanligt, at information i militær efterretning bliver fordrejet eller overset. Når en idé eller et koncept ikke passer ind i de eksisterende rammer for forståelse, bliver den ofte afvist. Spionens rolle er dog ikke at forstå, hvordan informationen vil blive brugt; det er op til staben at beslutte, hvordan den skal anvendes. Anna, selv om hun ikke fik anerkendelse for sin opdagelse, havde opfyldt sin rolle ved at indsamle informationen og formidle den korrekt.

Tanker som disse er grundlæggende for at forstå, hvordan information i efterretningstjenester håndteres. Det er ikke nødvendigvis sandheden, der er vigtigst, men hvordan informationen bruges af dem, der har magten til at handle på den. Der er ofte en diskrepans mellem det, en agent ser, og det, som beslutningstagere vælger at acceptere. I nogle tilfælde kan den afviste information vende tilbage som en kraftig forandring, som for eksempel, da tanken endelig blev en realitet på slagmarken i 1916.

Sådanne situationer kan udløse følelsesmæssige reaktioner, som i en anekdote om Anna, hvor hun angiveligt sendte en kopi af sin rapport til en oberst med en revolver, som han skulle bruge til at tage sit eget liv. Selvom denne historie ikke blev bekræftet, understreger den den dybe frustration, som agenter kan føle, når deres arbejde bliver overset eller afvist. Spionens rolle er at indsamle, men den største del af risikoen ligger i at forholde sig til de beslutninger, der bliver taget på grundlag af denne information.

I spionageoperationer er der ofte en tæt sammenhæng mellem det, der bliver set og hørt, og hvordan dette bliver tolket af dem, der sidder med magten. Denne proces af fortolkning er ikke altid rationel, og beslutninger kan være præget af ønsketænkning eller egne strategiske interesser. Et klassisk eksempel på dette er, når den militære ledelse vælger at tro på, hvad de gerne vil høre, i stedet for at acceptere den ubehagelige sandhed.

Læsere bør forstå, at succes i efterretning ikke nødvendigvis afhænger af at præsentere "sandheden", men af at forstå, hvordan informationen kan passe ind i den bredere strategiske ramme. En spion bør altid være opmærksom på ikke kun, hvad de ser, men hvordan deres observationer vil blive fortolket af dem, der har magten til at handle på dem. Det kræver en skarp forståelse af både det aktuelle efterretningsbillede og de strategiske mål for de personer, der har magten over beslutningstagningen.

Når en beslutning tages ud fra selektiv opfattelse af information, kan det resultere i fejltagelser, som koster dyrt. Historien om tanken er blot én af mange, hvor overmodige eller uinformerede beslutningstagere misser en kritisk opdagelse, som kunne have ændret historiens gang. Det er denne kompleksitet i håndteringen og fortolkningen af information, der gør efterretningsarbejde både udfordrende og uforudsigeligt.

Hvad er geodætiske linjer og deres betydning i differentialgeometri?
Hvem er Salvatore Dieni, og hvorfor frygter selv politiet ham?
Hvad betyder det at blive gammel, og hvordan håndterer vi det?
Hvordan kan en invitation ændre alt i en almindelig hverdag?
Hvordan arbejder lineære kortlægninger med fri modul og kvotientmoduler?
Hvordan kan kort og valgresultater vildlede forståelsen af det amerikanske politiske landskab?