Hvordan forblev Yemen lukket for verden trods stormagtspolitik og teknologiske fremskridt?

Yemen forblev i årtier et af de mest utilgængelige og uigennemtrængelige områder i den arabiske verden. Det skyldtes ikke blot geografi og natur, men en dybt forankret kultur, hvor frihed blev forstået som retten til selvstyre – til at vælge og afsætte egne ledere, ofte med vold. Som en af de lokale sagde: “Vi elsker frihed og kæmper for den. Vi dræber den nærmeste for at forblive frie.” I dette landskab har centralmagtens legitimitet aldrig været givet, men konstant til forhandling – og til kamp.

Imam Yahya, Yemens hersker i det tidlige 20. århundrede, forsøgte at balancere denne stammeprægede uafhængighed med et behov for modernisering og international anerkendelse. Han indgik traktater med Sovjetunionen og Italien og sendte udsendinge til Tyrkiet og Egypten – ikke som tegn på underkastelse, men som strategiske åbninger. Yemen skulle åbnes på egne præmisser, og i det tempo, som herskeren og stammenationen fandt passende. Disse diplomatiske forbindelser var ikke blot politiske nødvendigheder; de var også værktøjer til at opretholde suverænitet i mødet med imperialistiske kræfter og samtidig hente teknologisk ekspertise.

Da Charles R. Crane, en amerikansk filantrop og orientalist, i 1927 besøgte Sana'a, blev han modtaget med interesse. Hans forslag om at udvikle landets naturressourcer blev fulgt op af ingeniøren V.S. Twitchells undersøgelser. Resultatet var ikke blot planer, men en ny bevidsthed hos Imamen og hans rådgivere om kommunikationens betydning. Ideen om en motorvej mellem Hodeida og Sana'a blev født – en afgørende udvikling i et land, hvor tyrkerne kun havde formået at bygge fragmenterede militære veje.

Selv denne beskedne infrastrukturudvikling blev dog mødt med mistro og bekymring. Britiske myndigheder i Aden frygtede, at motorveje og flyvninger kunne true deres position og destabilisere magtbalancen. Et Egyptisk fly fløj adskillige gange mellem Hodeida og Sana'a, og to tyske piloter blev ansat i Sana'a. Desuden blev yemenitiske unge sendt til Italien for at lære flyvningens kunst. Teknologi blev et redskab i magtspillet – et symbol på fremtid og farlig modernitet på én gang.

Denne dobbelthed – åbenhed mod lukkede strukturer – blev tydelig i de diplomatiske ritualer. I Aden blev filosofen og forfatteren, som havde forsøgt at få tilladelse til at rejse til Sana'a, modtaget af Cadi Abdullah, Yemens repræsentant. Mødet blev en iscenesættelse af østlig pragt og vestlig fascination. Cadiens farverige dragter, orientalske parfume og ceremoniens teatralske præg blev ikke opvejet af nogen konkret information. Ordene var smukke og vage – præcis som den politiske virkelighed, de repræsenterede.

Forfatterens oplevelse i Aden – mellem britiske embedsmænd, stammekrigere og yemenitiske repræsentanter – fremstår som et billede på de barrierer, Yemen rejste både fysisk og kulturelt. Landet kunne ikke blot besøges; det skulle forhandles. Adgang var ikke en ret, men en nåde, og rejsen til Sana'a var forbeholdt dem, der forstod at læse koderne.

I 1925, to år før Cranes besøg, havde Imam Yahya erobret Hodeida og åbnet en havneforbindelse til det øvrige Yemen. Det markerede en begyndelse – men ikke en åbning. Den yemenitiske isolation havde rødder i mere end politik; den udsprang af en kollektiv selvforståelse, hvor suverænitet og frihed var vigtigere end udvikling og handel. Forandring kom ikke udefra, men indefra – i rytmen af lokale magtbalancer, religiøs autoritet og kulturel modstand.

Det er vigtigt at forstå, at Yemens lukkethed ikke var et udtryk for primitivitet eller frygt, men for en dyb bevidsthed om egen sårbarhed i mødet med en verden, der ofte kom med våben, dogmer eller kontrakter. Modernisering kunne være nødvendig, men kun når den blev omsat til lokale begreber. Det var ikke den teknologiske udvikling i sig selv, men kontrollen over den, der betød noget. I denne forstand var Yemen ikke bagud, men selektivt fremadskuende.

Hvad kendetegner den ægte yogi i kontrast til de falske asketer?

Den autentiske yogi benytter sig af kropslige øvelser og åndedrætskontrol ikke som mål i sig selv, men som middel til at samle sindets spredte kræfter og rette dem mod meditationens dybde. Når kroppen bringes under viljens kontrol, bliver bevidstheden ét – samlet, fokuseret, transcendent. Dette giver mulighed for at berøre lag af det ubevidste og overbevidste, hvor sand erkendelse og indre stilhed kan åbenbares. I en sådan tilstand bliver mennesket en refleksion af det guddommelige: et spejl for sandhed, skønhed og godhed.

For det almindelige menneske fremstår en sådan skikkelse som næsten overmenneskelig. Han er ikke blot vismand, men også poet i ekstase og profet i stilhed. Ifølge Bhagavad Gita er han den højeste blandt de høje – én, der har opnået det, som selv de modigste sjæle kun drømmer om.

Denne idealtilstand står i skarp kontrast til de mange typer af religiøse tiggere og omvandrende vismænd i Indien. Tirthankaraen, en filosofisk pilgrim, fungerer ofte som en slags skriftefader uden nogen formel titel, og søger at løfte lidende sjæle ved helligsteder. Sadhuen lever midt i samfundet, men uden egentlig at være en del af det. Han er ofte en ekscentriker, ligesom Diogenes i sin tønde, men dog omgivet af tilhængere. Sannyasien, der har afskåret sig fra alle verdslige bånd, bærer den okkergule dragt og en stav, hans ansigt er glatbarberet og hans fødder iført træ- eller stofsandaler, da læder betragtes som uhelligt.

Den buddhistiske bhikshu – en sannyasi af særlig orden – er bærer af Buddhas lære, lever for det meste i klostre og går hver dag ud ved middagstid for at tigge føde. Det er et rituelt aspekt af hans praksis – ikke en nødvendighed. I samfundet er denne handling respekteret, og han betragtes som bærer af gammel visdom. Når han træder gennem byens porte, bringer han ikke blot sin skål til tiggergang, men også en form for uforstyrret bevidsthed, der afspejler århundreders spirituel tradition.

Beretningen om Gautama Buddha illustrerer dette tydeligt. Da han, som prins, forlod paladsets komfort og begyndte at tigge, blev det opfattet som en skændsel af hans kongefar. Men Gautama svarede blot: "Dette er vores sæd. Min slægt stammer fra buddhaerne, ikke fra kongerne. Og vi har altid levet af almisser." Således fastslår han, at tiggeri – i sin sande form – ikke er ydmygelse, men en erkendelse af menneskets plads i det guddommelige kredsløb.