Hvordan skaber vi fremtidens mareridt?

Der er noget skræmmende i den måde, virkeligheden synes at smelte sammen med fantasiens dystre billeder. Et tydeligt eksempel på dette er i begivenhederne omkring Enniscorthy Sweeny og hans opfattelse af virkeligheden, der strækker sig langt ud over almindelig menneskelig forståelse. At forstå og bearbejde disse visioner kræver mere end blot rationel tænkning; det kræver en dybere forståelse af, hvordan vores inderste frygter og håb kan manifestere sig i den virkelige verden.

I et skæbnesvangert øjeblik, efter at have indtaget deres måltid, er hovedpersonerne, Wimbish McDearmott og Elton Quartermas, på vej ud i den tidlige morgen for at udføre deres opgave: at dræbe Enniscorthy Sweeny, en mand hvis visioner om verdens undergang er blevet altoverskyggende. De er opmærksomme på, at den tid er kommet til at afslutte, hvad de mener er en farlig, selvdestruktiv drøm. Men på vejen til denne opgave stopper de op, chokerede over en usædvanlig hændelse: deres kollega, Alistar Grogg, er blevet skudt i hovedet af en kvinde, han for nylig havde affærer med. Skuddet, der virker tilfældigt, ændrer hurtigt skæbnen for hele gruppen, for Alistar er nu død.

Der er noget uundgåeligt ved denne hændelse. Den er ikke blot en tilfældighed, men et resultat af den "Partikulære Ligning", som hævder, at de kræfter, der styrer denne verden, er langt mere skæbnesvangre, end vi kan forstå. Når Alistar dør, er det ikke blot et tab af en person, men et symbol på den ulidelige skæbne, der har ramt dem alle. Wimbish og Elton står tilbage med en grundlæggende frygt og forvirring, en frygt, der vil hænge over dem i mindst et år. Men de ved, hvad der skal gøres: Enniscorthy Sweeny skal dø, før hans visioner om verdens undergang bliver virkelighed.

En af de mere udfordrende aspekter ved at forstå denne fortælling er spørgsmålet om, hvordan vores inderste tanker og visioner påvirker den verden, vi lever i. Enniscorthy Sweeny er ikke bare en simpel drømmer, men en mand, der i sin fantasi formår at se ind i fremtiden, eller måske rettere sagt, han ser på en verden, der er på kanten af en kollaps. Hans opera, Armageddon I, blev fremført i Wien i begyndelsen af det 20. århundrede, og det var her, han første gang mødte kejser Franz Ferdinand. Deres samtale afslører den dybe konflikt, der raser i Sweenys sind, som om hans værk er blevet en forudsigelse for kejserens død. Sweeny, der tilsyneladende var i stand til at forudse fremtidige begivenheder, er konfronteret med et spørgsmål: Hvordan kunne han have kendt til de dystre skæbner, der er blevet hans opera's indhold?

Kejseren, der i sine private mareridt ser sin egen død, bliver konfronteret med et værk, der afspejler hans værste frygt. Hvordan kunne en simpel komponist, som Sweeny, have skrevet noget, der virkede så præcist, som om det var taget direkte fra hans eget sind? Sweeny selv afviser at give et klart svar på dette spørgsmål. Hans egne ord og hans håndtering af kejserens spørgsmål afslører dog en dyb indsigt i menneskelig psykologi: Vi er ikke altid i kontrol over de tanker og visioner, der styrer vores liv.

For Sweeny bliver operaen en form for apokalyptisk advarsel, et redskab til at advare om den potentielle ødelæggelse, som vores drømme og frygt kan bringe. Kejserens egne mareridt, fyldt med billeder af hans egen død og ødelæggelse, får ham til at spørge, om det virkelig er muligt at undgå den skæbne, som han ser foran sig. Men i denne samtale mellem Sweeny og kejseren afsløres en vigtig sandhed: Skæbnen kan ikke undgås. Tidens gang, som kejseren insisterer på, kan ikke stoppes eller tilbageføres.

Det er ikke kun en mand, der er blevet ramt af sine mareridt – det er en hel kultur, der er i gang med at konfrontere sine egne. Og denne konfrontation er ikke altid let. Når vi står overfor vores største frygt, må vi først og fremmest forstå, hvad der driver dem: hvad er det, vi frygter mest, og hvordan kan vi begynde at bearbejde disse frygt på en måde, der ikke driver os mod ødelæggelse?

Endtext

Hvordan kan et matematisk bedrag forvride virkeligheden?

Enniscorthy Sweeny er og bliver svaret. Man kan kontrollere det, dobbelttjekke det, undersøge det fra et dusin forskellige vinkler, og resultatet ændrer sig ikke. De øvrige tre muligheder er uacceptable, skønt de på visse punkter stemmer — en ged i Turkestan, nu død; en blæksprutte midt i Stillehavet; og en svampekoloni på to tønder land i Arizona. De kan tjekkes, men de kan ikke krydstjekkes. De fejler den rationelle verifikation.

Alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af, at hele den initierede matematiske verden har været offer for en subtil manipulation — et slags mentalt illusionsnummer. Og hvis vi er ofrene, må der nødvendigvis også være en gerningsmand. Det kan kun være en af disse ubegribelige, ulegemlige supermatematikere — rene matematikere i en så ekstrem forstand, at deres begreb om renhed nærmer sig det perverse. Disse væsner er frie for enhver kropslighed, og det netop derfor, at deres intellektuelle rækkevidde er tilsyneladende ubegrænset.

Enhver sand matematiker har mærket deres tilstedeværelse ved grænsen af det formelle — der hvor ligningerne hører op, og begreberne endnu ikke har form. De ser kategorier udefra og begreber indefra. Deres antal er svimlende — omtrent 300 milliarder. Det er omtrent en milliard gange flere, end der findes kompetente menneskelige matematikere i hele universet. Disse væsner er djævle, og hver djævel er en mester i matematik. Det er en af de realiteter, vi må lære at leve med.

Men deres snilde standser ved det matematiske. De har ingen forståelse for de fysiske videnskaber, ingen sans for etik, filosofi eller menneskelig psykologi. Deres drama er sygt, deres musik er jammerlig, og deres bidrag til billedkunsten begrænser sig til det chokerende og det vulgære. De er uden æstetik, uden følelser, uden sandhedssans. Men de har matematik — udelukkende teoretisk. Praktisk matematik ville være dem umuligt, medmindre de stjal metoden. De mestrer også numerologi, og det er måske netop der, at bedraget tager form.

At identificere den specifikke djævel bag denne mentale manipulation er faktisk ikke vanskeligt. Det er så let som at finde frem til navnet Enniscorthy Sweeny. Der findes metoder til at bruge djævlenes egen numerologi imod dem, og denne specifikke identitet er med stor sandsynlighed allerede blevet afsløret flere gange. Og alligevel — netop i det øjeblik svaret bliver fundet, opstår det blodige korollar. Fire fremragende matematikere, Langweiler, Prinzhofer, O’Rimski og C.S. Tzu, er alle faldet offer for dette — med eksploderende hjerner og flere dødsfald i deres umiddelbare nærhed. Dette er helvedes humor, det lavkomiske spil, som passer disse væsner alt for godt.

Devonianske ligninger, en slags matematisk parodi, udgør en narrestreg ikke mindre fræk end den fiktive konstruktion, der har narret så mange idealister i Verdensfredsforbundet. Kernen af problemet står stadig: valgmulighedernes pluralitet hjemsøger os. Hvordan kan mange samtidige nutider føre til én enkel fremtid? Hvis de ikke kan, hvordan har vi så fået en tilsyneladende entydig fortid? Svaret synes at være: illusion. Hver enklave i en multiversel struktur accepterer sin egen version af fortiden, mens andre enklaver accepterer andre versioner.

Djævlene tror, at de vandt det titaniske slag — en slags matematisk Armageddon — og at de kastede Gud

Hvordan en Verden i Krig og Chaos Reagerer på Total Nedbrydning

Krigens forfærdeligheder kom ikke som forventet, men i stedet for at tage til krigens frontlinjer, blev krigen bragt hjem til folkene. Det var en form for komfort at have handlingen tæt på, uden behovet for at påtage sig den ekstra byrde af rejser. Men der var tilpasningsevne, og endda en smule energi i verden, der levede i skyggen af den "gigantiske røde blomst". Denne energi blev dog ofte udtrykt i brøle og arrogance. Hver uge fordobledes antallet af private mord. Blodet på gaderne, selv om det ikke var så dybt som hestene kunne trække gennem, var langt dybere end musenes hoveder. Det druknede mus, og kun de stærkeste rotter kunne svømme imod den rasende strøm.

Spørgsmålet om Guds tålmodighed blev stillet. Ville han vente for evigt? Folk havde deres egne tvivl, men de lo og svarede i hån: "Han er ved at være træt af os, og vi er ved at være trætte af ham." De store invasioner fra steder som Folkerepublikken San Simeon udgjorde stadig ikke meget. Men det var de spontane krige mellem de lokale private hære – "De Røde", "De Blå", "De Grønne", "Den Frivillige Industribombebande" – der hævede blodniveauerne til et helt andet niveau. Bombering fra private grupper var blevet lovligt, næsten alt var lovligt i de dage med total frihed.

"Det må aldrig glemmes, at folkets ret til at bombe skal respekteres" blev en berømt resolution, støttet af næsten alle aktivistgrupper, fra COPE og CORE til KICKS (Kaleidoskopisk Institution for Skabelse af et Kinetisk Samfund). Mord og gruppemassakrer blev regelmæssigt sendt på tv, og folk kunne straffes for "hemmelige aftaler" for at udføre sådanne handlinger uden først at advare medierne. Men der var intet ønske om at holde noget hemmeligt. Folk ønskede lys, mere lys, og endnu mere lys. Selv på de mest mørke gader om natten blev lysniveauet holdt på to tusinde, tre tusinde, endda fire tusinde lux. Og støjen, den blev også opretholdt på over to hundrede decibel. Det var stadig for stille og for mørkt, og folk blev konstant på jagt efter nye måder at livne verden op.

Men trods alt var det "strut og prale" overalt. Hele landet – og måske verden – var ét gigantisk Dark Town Strutters Ball. Det skulle være handling, altid accelereret handling. En profet, som folk havde set op til, en der altid havde været lidt foran i sine tanker, havde nu fundet tilflugt i et hultræ. Dette var en smule latterligt, og nærmest et tegn på, at han var blevet "stram". Men Sweeny kunne altid blive henrettet ved blot at få hans tilladelse trukket tilbage. Han havde tilladelse til at leve efter at være fyldt femoghalvfjerds, en privilegeret tilladelse kun givet til særlige personer som arbejdslidere, komikere, topfolk inden for pornografi og medier. Sweeny havde en top-tilladelse, en "All-Category" tilladelse, men selv de øverste kunne nemt blive afsluttet.

Kroppene skulle nu brændes på hvert gadehjørne for at forhindre den frygtelige stank. Efter at have kastet nogle døde og døende personer i ovnene, ville folk le og kæmpe med hinanden foran de brændende ovne. Den stærkeste ville kaste den svageste i, og sådan blev konflikter hurtigt løst. "Lad os afgøre dette ved Ovnhullens Mund", sagde folk, og det blev deres måde at løse stridigheder på. Og det hjalp med at holde gaderne rene. Men volden, om det var krig eller en slags pseudo-krig, steg eksponentielt, og flere begyndte at tro, at dette virkelig var 1984, og at verden som vi kender den, snart ville blive ødelagt.

En af de mere mindeværdige skikkelser var Enniscorthy Sweeny, der havde forladt sine gamle ideer om, at folk ville vælge sjov frem for mord, og i stedet havde indset, at folk havde valgt blodige konfrontationer. Denne profet, der oprindeligt forsøgte at give mennesker en alternativ mulighed, havde nu opgivet den tanke og havde indtaget sin post i et træ for at meditere. Hans handlinger var på en måde en stor gestus, men det virkede også som om han var blevet lidt for selvcentreret i sine tanker om universets og menneskets skæbne.

I det sidste stadium af konflikten, da verden som vi kender den var ved at blive opslugt af katastrofen, besluttede folk sig for at sætte ild til Sweenys træ. Og det gamle træ, tørt og skrøbeligt, eksploderede i flammer. Der var de syv mørke ånder af Sweeny, der fløj ud af træet, før de sank ned i jorden og forsvandt. Men én lysende ånd fløj op mod himlen, fløjtende en gammel melodi fra en næsten glemt farce. Den endelige undergang havde indtruffet, og verden brændte. Dog virkede folk ikke som om de blev rystet over verdens undergang. Det var som om de havde ventet på det, måske endda ønsket det.

Det er afgørende at forstå, at en sådan optrappende vold og kaos ikke er en naturlig konsekvens af en krig, men et symptom på et samfund, der er blevet distanceret fra de basale menneskelige værdier og drevet af destruktiv energi. De fleste mennesker i denne verden er blevet handlingsorienterede, men i en så ekstrem form, at enhver konflikt hurtigt eskalerer til vold og ødelæggelse. Denne type eksistens underminerer menneskelig forbindelse og er et spejl på de farer, der følger med at adskille sig fra ægte værdier og formål. Den sidste katastrofe, som denne historie skildrer, rummer en dyb advarsel om, at selv i et samfund, hvor alle muligheder synes åbne, kan meningsløs vold og destruktion hurtigt tage overhånd, hvis der ikke er nogen dybere etisk forståelse at holde fast i.

Hvilken indvirkning har store gruppemøder på spredningen af COVID-19? Et studie af Trump-rallyer
Erhvervelse af politisk korrekthed i Trumps tidsalder: Trussel mod friheden eller ideologisk syndebuk?
Hvordan kan balanceøvelser forbedre din livskvalitet som senior?