Loni Meadows elskede at komme og gå ad den brede allé, og hun så sig selv som slottsfrue, ikke kun en gæst. Hendes verden var ikke den ydmyge indgang for tjenestefolkene, men derimod den imponerende vej, hvor hun kunne bevæge sig frit, selvom slottet var et tungt og uforsonligt væsen, der ikke interesserede sig for hendes tilstedeværelse. På denne dag gik hun med Cate, og deres skridt blev hurtigt ført af Tiziano, som havde en ustoppelig energi, der fik hans hjul til at spinne hurtigt ned ad den gamle cypress allé. Stedet var stille, og kun Fairhead kastede et undskyldende smil mod hende, som hun gensvarede med et venligt blik. Der var noget rensende ved at forlade slottsmurene for første gang i flere uger, ikke bare et døgn.

Vinterlandskabet strakte sig ud foran dem, mens solen kun gav et skrøbeligt lys i horisonten, skjult bag tunge snefyldte skyer. Da de nåede vejs ende, stoppede Tiziano og vendte sig for at kaste et sidste blik på slottet, der sad som en tung skygge på landskabet, uden at lade sig røre af deres tilstedeværelse. Det hele var gråt og koldt, bortset fra den bil, Yolanda Hansen var kommet i, som nu lå parket på skrå på græsset.

"Stakkels Per," sagde Alec Fairhead pludselig. "Hvilket rod." Tiziano lo kort, og hans smil var koldt, mens han rystede hænderne i sine læderhandsker. Cate, der stod lidt bagved, kiggede ned på hans ben – forfaldne og livløse i de polstrede bukser, hans fodstøtter hængende uden liv i den tomme luft.

"Har du nogen idé om, hvad der er sket?" spurgte Cate, som var nysgerrig efter at få noget mere at vide. "Det må jo have noget med Per at gøre, ikke?" Alec, som var nabo til Per, havde sikkert kendskab til de underliggende intriger.

"Han har rodet sig ud i noget," svarede Alec med en opgivende tone, som om han allerede havde været vidne til sådanne situationer før. "Hans kone sagde, han havde skrevet og bedt om en skilsmisse," tilføjede Cate tøvende, "at han var faldet for en anden og ville have en skilsmisse." Hun rystede på hovedet. "Jeg kan simpelthen ikke tro det. Jeg troede altid ..."

"Aha, du troede han var den perfekte familiefar?" bemærkede Tiziano og drejede sine hjul ned ad vejen igen. "Det troede vi alle."

"Men hvem er hun?" spurgte Cate hurtigt og kiggede på Fairhead. "Jeg ved det," sagde han lavt. "Jeg tror, han vil fortælle dig selv, hvis – når – det er passende."

Tiziano kunne ikke lade være med at kommentere situationen. "Er det Dottoressa Meadows?" spurgte han med en sarkastisk rynke på panden. Cate kiggede på ham, rød af blufærdighed, mens han fortsatte sin undrende, men grænsende til krasse spekulation. "Er det hende? Tror du, han måske også..."

Fairhead stoppede hurtigt hans tankestrøm. "Stop," sagde han, og de alle standsede. Det blev stille. Helt stille. Bilen, som de havde hørt på afstand, kom nærmere, men den dybe samtale om Per var nu blevet endnu mere alvorlig.

"Jeg føler mig virkelig ked af det for Per," sagde Fairhead, og hans stemme var hæs, som om han talte ud fra en dyb forståelse af det tabte, han vidste Per havde lidt. "Han faldt for hende," fortsatte han med en indre smerte. "Men han blev også narret. Hun var ... en flirter. Hun var god til at udnytte folk."

Cate, der i det øjeblik var blevet vidne til, hvordan sandheden langsomt kom til syne, forsøgte at forstå, hvordan Per, denne stærke og tilsyneladende stødige mand, kunne blive bragt til fald af en sådan kvinde. Var han kun blevet narret af hendes charmerende overflade, eller havde han været ude af stand til at se igennem hendes spil?

De var stoppet midt på vejen, og snart kom en bil rullende. De bevægede sig til siden, men tankerne om Per og de hemmelige intriger i slottets mørke gemmer forblev.

Endtext

Hvordan vurderer man en ulykkesscene? Perspektiver fra en efterforsker.

Alec Fairhead svarede ikke. Han kiggede væk fra hende, og Cate fulgte hans blik. Hans øjne var rettet mod den fjerne bakke, hvor en bil pludselig dukkede op. Denne bil var lille og brun, ydmyg som en skovens væsen i forhold til Orfeos store, elegante maskine, og den bevægede sig langsomt, som om den søgte noget. Søgte dem. De tre figurer på toppen af den næste bakke, cirka 800 meter fra Sandro, stod stille og betragtede ham. En høj mand, uden frakke; en kvinde med langt sort hår, der blæste i vinden og, selv på denne afstand, kunne Sandro se, at hun var smuk; og en mand i en kørestol. Bredskuldret og stærk. Tre personer, ikke nødvendigvis venner, men allierede. Det var en professionel vane; om man var i politiet eller ej, var evnen til at vurdere mennesker og dynamikken imellem dem på afstand nyttig. At vide, om de ville samle sig, gruppere sig og vende sig mod en, eller sprede sig. I begge tilfælde måtte man vide, hvem der ville bevæge sig hurtigst; Sandro mente, at manden i kørestolen muligvis ville have en fordel, uanset hans handicap.

I et øjeblik stod Sandro og kiggede på dem. De måtte være fra slottet; faktisk, ud fra hans gennemgang af gæsternes CV’er, ville manden i kørestolen være Tiziano Scarpa. Pianist? Komponist og pianist. Sandro havde forestillet sig ham som en vred, forvrænget figur; ingen spøg, lammet fra taljen og ned siden han var 22, efter en bombeeksplosion fra de røde brigader, som havde dræbt hans far. Fra denne vinkel så han dog ikke ud til at være hæmmet. De tre personer kiggede tilbage på ham, og de bevægede sig ikke. Sandro indså, at de også måtte være kommet herhen. Han blev stående. De kunne komme tilbage i morgen.

Der skulle ikke gå mange minutter før mørket faldt på, og de havde en lang gåtur foran sig. Og som om de kunne læse hans tanker, vendte manden i kørestolen hovedet, så Sandro kunne se hans profil, han hævede det for at tale til pigen, hvis hoved vendte sig mod den tynde mand, han nikkede, og de var væk.

Sandro var hurtigt i gang. Han gik op ad bakken på den modsatte side, næsten så langt som de tre havde stået og set på ham. Han kom hurtigt tilbage. Isen var smeltet lidt, selvom det næppe havde været over frysepunktet i dag, og meget af den var stadig synlig. Sort, glasagtig, spredte sig over asfaltbanen fra midten af bakken. Han kiggede langs vejkanten, i de blege vintergræsser på begge sider, og kørte omhyggeligt rundt om stedet. Han var ikke vant til at undersøge trafikulykker uden for byen, og is var sjældent en faktor, selvom der var nok små veje tæt på Firenze. Byen holdt temperaturen et par grader højere.

Han kunne ikke se, hvor isen kom fra. I det svindende lys opgav han. Ved skridtene satte Sandro sig på knæ i sin gamle, stoppede jakke, der ikke var nær nok til at holde varmen. Han kiggede ned ad den stejle bakke. Hun måtte have bremset kraftigt og derefter været kommet ud på en iset plet af asfalt, men selv den ville have været frostet, og det gav hende ikke nok greb. Dækene mistede grebet igen. Den store bil ville have hamret og vippet til den ene side, stadig for hurtig. Det kunne ses på skridtene. Det kunne have været nok til at slå hende ud, et slag mod hovedet på dørrammen, da bilen skråede.

Blå øjne, vidtåbne i mørket. Er det her virkelig sket, ville hun have tænkt, i det splitsekund, før hendes hoved ramte døren, mens hendes fødder ubrugeligt pumpede på pedalerne.

Sandro burde have været til bilens opbevaringsplads og set på den. Han havde dog billederne: blod og hår på søjlen foran, noget på bilens dør, et strøg på vinduet. Ved trafikulykker havde folk altid det der forvirrede udtryk, da de trådte ud af vraget, forbløffede, ikke kun af sammenstødet, men også af erkendelsen af, at de var dødelige. At deres skæbne kunne glide ud af deres hænder så nemt. Øjeblikket, hvor de mistede kontrollen over situationen, indtil da var det, som at sidde i sin egen stue – stadig spejlet i deres forskræmte, udvidede pupiller. Realiseringen af, at bilen ikke længere bare var et venligt og lydigt transportmiddel, de var vant til, varmt og polstret og sikkert. Det var et bur og et våben, en brændtang og et sløvt instrument.

Ved foden af bakken, på svinget, rettede Sandro sig op og kiggede på den oprevne og frosne jord. Det var bittert koldt, og solen var stadig ikke gået ned. Noget af det var vindchill; i byen var man ofte beskyttet mod vinden, men her syntes intet at stå mellem Sandro og Rusland. Det var svært at tro, at folk om sommeren flød ned fra byen for at svømme i floderne, ligge på strande og sole sig ved swimmingpools på disse brændte og golde skråninger. Langt væk hørte han nogle hunde begynde at hyle, og lyden ekkoede sørgmodigt rundt i bakkerne.

Svinget var virkelig skarpt; i mørket, hvis man ikke kendte vejen, kunne det være dødeligt. Selvom Loni Meadows havde kendt vejen, ville hun have vidst, at svinget var på vej. Der havde også været et skilt en kilometer tilbage, som advarede om sving, men ikke om is. Selvom Grasso måtte have sagt andet.

Ulykkesstedet – eller hvad det nu var – var blevet kontamineret betydeligt. Bugseringsbilen havde revet i vejkantens jord, men da jorden var så hårdt frossen, var der ingen fodspor. Sandro vendte tilbage til bilen og tog konvolutten med billeder frem. Hans stive fingre bladrende gennem billederne, indtil han fandt det, han ledte efter. Han vendte ryggen til vejen og holdt det op i det sidste lys, mens han sammenlignede billedet med virkeligheden. Der foran ham lå den knuste lange græs, frostet påny i formen af Loni Meadows’ udstrakte krop.

Hun havde forsøgt, ikke? Måske blødende, måske bevidstløs, havde hun startet bilen, troende at hun stadig havde kontrol, mens de bageste hjul kørte forgæves i luften og de forreste skrabede sig dybere ned i den frosne mudder på flodbredderne. Fast. Det havde ikke hjulpet. Eller havde det? Det afkræftede i hvert fald én eller to teorier. Hvis der havde været en anden i bilen, en person der havde ønsket hende ondt, ville denne person, efter at have forårsaget ulykken, have ladet hende få kontrol igen og forsøge at få bilen fri af mudderet? Det virkede usandsynligt.

Men den idé havde flere mangler. En person, der planlagde at forårsage en ulykke, mens de selv var i bilen, ville risikere død eller skade. Det kunne kun være sket på et impulsivt grundlag; måske en skænderi, et forsøg på at få fat i rattet. Men hvor ville den påståede passager være nu? Hvis ingen havde set vedkommende gå ind i bilen med Loni Meadows? Blodig, skadet, traumatiseret, fryser, i chok?

Hvordan afslører man sandheden, når mørket dækker alt?

Det var en mørk og ubehagelig nat, fyldt med hemmeligheder og betroelser, hvor Sandro forsigtigt navigerede i et net af løgne, der alle pegede mod de magtfulde personer omkring ham. Det var en verden, hvor det, der synes åbenlyst, ofte er det modsatte, og hvor selv de mindste detaljer kan afsløre noget langt større end hvad øjet ser.

"Det er et grimt gammeldags sted, er det ikke?" kommenterede Mascarello med en rusten tilfredshed i stemmen. "Orfeo kunne godt style sig som en stor adelsmand, men det er næppe Villa Borghese, er det?" Der var noget i hans tone, en viden, som Sandro kun kunne beundre. Mascarello havde forstået det hele længe før Sandro, og nu var han vidende om, hvordan trådene i dette intrikate spil blev trukket. "Du har været hernede?" spurgte Sandro med en smule undren. Mascarello svarede uden tøven, men med en erkendelse, som satte en dyster tone i samtalen. "Ikke siden Loni tog bopæl her, naturligvis. Hun kunne lide at sprede sine vinger," sagde han langsomt, som om han stadig bearbejdede fortidens skuffelser.

Sandro, der forsøgte at læse mellem linjerne, forstod hurtigt, at der var meget mere på spil end en simpel opgave. Mascarello havde sine egne grunde til at være interesseret i, hvad der foregik, og Sandro var blevet indsat som et led i et større spil, som han ikke helt kunne overskue.

"Han er her," sagde Sandro med forsigtighed. "Greven, altså. Han kom lige før mig." Mascarello svarede hurtigt og uden stor interesse. Han havde regnet med det, havde ventet på det. Dette var den type kold, strategisk tænkning, som var en del af hans karakter, og som nu satte Sandro på prøve.

I den lange pause efter Mascarellos ord vidste Sandro, at han var trådt ind i en verden, hvor succes kunne betyde et nyt liv, men fiasko kunne ende med at udslette ham. "Hvad er det, du vil have mig til at gøre?" spurgte Sandro endelig, og Mascarello, som altid var en mand af få ord, kom hurtigt til sagen.

"To ting, det er, hvad du venter på," sagde Mascarello fladt, og den uro, som havde hobet sig op i Sandro, begyndte langsomt at slappe af, mens han forberedte sig på de næste ord. Den første oplysning var teknisk. Mascarellos teknikere havde sporet en e-mail tilbage til et internetcafé i Paris, som nu var lukket for manglende overholdelse af love om anonymitet. Sandro kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan alt i dette net af informationer var bundet sammen af den allestedsnærværende teknologi, som både kunne afsløre og beskytte.

"Det er klart, der er ikke nogen logfiler?" spurgte Sandro, selvom han allerede vidste svaret. Mascarello svarede hurtigt, og det blev tydeligt, at de små detaljer, som kunne virke ubetydelige, var de eneste ledetråde, der kunne afsløre sandheden. E-mailen var sendt fra en opdigtet adresse, og der var ingen spor – kun tid og en vagt e-mailadresse. "[email protected]," havde Mascarello sagt, og det blev et kryds i Sandros hoved. Ligesom hans egen erfaring fra kursus i internetkriminalitet, vidste han, at intet menneske kunne holde sig helt anonym. Det var en slags menneskelig natur at efterlade sig spor.

"Er du klar?" Mascarello havde spurgt utålmodigt, men Sandro kunne mærke, at de to stykker information, de havde delt, var kun toppen af isbjerget. Den anden oplysning kom hurtigt og uden forvarsel: "Tiziano Scarpa." Sandro tøvede et øjeblik, hans sind løb tilbage til denne stærke, muskuløse skikkelse, der altid havde været omgivet af mystik. Scarpa, den paraplegiske kunstner, som var blevet et symbol på både offer og modstand. Sandro havde mødt ham i en stol, men den gamle retssag mod en politisk aktivist, som Mascarello havde forsvaret, kom pludselig tilbage til ham med smertefuld klarhed. En uklar forbindelse mellem Mascarello, hans magt og de mennesker, han valgte at beskytte, dukkede op i hans tanker.

Mascarello afslørede hurtigt sin egen rolle som forsvarer for en af de mest kontroversielle politiske aktivister, som senere var blevet forbundet med terrorisme. For Sandro var det klart, at der var noget mere på spil her. Mascarello havde hjulpet en terrorist til at slippe fri, og nu var der en forbindelse til en anden hændelse, som havde rystet hele regionen. Tiziano Scarpa havde været vidne til det hele, en observerende brik i et spil af magt og manipulation, som endnu ikke havde afsløret sig selv i fuldt omfang.

Sandro reflekterede over det hele, mens han kiggede på den gamle, mørke borg. Der var noget næsten uvirkeligt ved dette sted, som var omgivet af skygger og fortidens spøgelser. Hver lille oplysning, som kom til ham, afslørede en ny detalje, som måske kunne være nøglen til at forstå sandheden bag de hemmeligheder, der var blevet gemt i dette mørke hjørne af verden.

Det er tydeligt, at i denne verden, hvor sandheden er tæt forbundet med magt og manipulation, er det aldrig let at forstå, hvad der virkelig sker bag de lukkede døre. For Sandro er denne rejse ikke kun en søgen efter sandhed, men en udforskning af menneskets natur, af magtens indflydelse på vores handlinger, og af den forvrængede virkelighed, som ofte er vores eneste syn på verden omkring os.

Endtext

Hvordan et Dobbelt Begravelsesritual Spejler Sjælens Komplekse Rejse og Forholdet Mellem Liv og Død
Hvad betyder slangen egentlig?
Hvordan blev hvid kristen nationalisme en dominerende kraft i amerikansk politik?