Rotterne er kendt for deres tilpasningsevne og deres evne til at overleve under ekstreme forhold. I den voldsomme nat, hvor regnen pisker ned og vinden river, dannes en horde af rotter, hvis eneste mål er at komme videre, mod en ukendt destination. Denne horde følger deres leder, en større og hurtigere rotte, der uden tøven navigerer gennem stormen og de oversvømmede marker. For rotterne er det ikke en enkelt færd; det er en rejse, der handler om overlevelse.

Lederen ved præcis, hvor han skal hen. Han kender vejen tilbage til gården, et sted hvor han har tilbragt den forgangne vinter—et sted med hule vægge, rådnende gulve og duften af hø og korn. Selvom floden, der adskiller ham fra hans mål, ser truende ud, er han ikke bange. For ham er floden ikke en forhindring, men blot endnu en udfordring, som han har overvundet utallige gange før, ved at hoppe fra sten til sten.

Rotterne begiver sig over markerne, hvor de opdager en flok vagtler, som hurtigt stiger til vejrs med en hørlig larm. Følelsen af nætternes mørke er intens, men pludselig falder vinden, og regnen stopper. I et kort øjeblik er der fred, undtagen for den konstante lyd af vand, der løber gennem landskabet. Overalt på jorden ligger døde mus, biller, og moles, som hurtigt trækker sig tilbage i deres huller, mens rotterne nærmer sig.

Det er her, flodens banke viser sig for første gang, men det er ikke som rotterne havde forventet. Den stærke strøm og de mørke, bølgende vandmasser gør det klart for lederen, at han ikke kan krydse her. I stedet drejer han mod højre, hvor floden udvider sig, og han finder en ø i midten af strømmen, som giver ham mulighed for at dele krydsningen op i to faser. Men på denne nat bliver ingenting som planlagt.

Lederens beslutning om at vælge en lettere rute bliver sat på prøve, da et skrig, skarpt som en kat, fylder luften. Alle stopper op og kryber ned i græsset i frygt. De ved, at faren nu er tættere på, og det er ikke længere en menneskelig jæger eller en ræv, de frygter, men den frygtindgydende ugle, der jager for sin egen overlevelse. Denne nat blev værre, da uglen, hurtigt og præcist, begyndte at angrebe fra luften, og rotterne begyndte at panikke.

En efter en falder rotterne, trukket op fra jorden, som uglen griber fat i dem med sine skarpe kløer. Det var et blodbad. Det er her, vi ser den egentlige natur af rotternes samfund: Der er ingen solidaritet. Der er ingen ægte ledelse. I stedet for at kæmpe som en samlet enhed, blev de fanget i en blind panik, som kun forstærkes af den brutale jagt, der udspiller sig i nattemørket.

Denne nat er ikke kun en nat med overlevelse, men en demonstration på, hvordan rotterne opererer som individer og ikke som en enhed. Deres "leder" er kun leder, fordi han er i stand til at føre dem et sted, hvor de kan finde midlertidig sikkerhed. Men lederskab blandt rotter er ikke noget, der bygger på nogen højere form for fællesskab eller fælles mål. Rotterne kæmper kun for sig selv. Der er ingen fællesskabsfølelse. Ingen solidaritet. Alle søger deres egen overlevelse uden hensyn til de andre, hvilket kan forklare, hvorfor rotter er blevet et symbol på ekstrem overlevelse og evnen til at tilpasse sig selv under selv de mest skræmmende forhold.

I dette lys er det let at forstå, hvorfor rotterne ikke nødvendigvis er de mest ædle af væsner. De har ikke samme form for moral, som vi måtte forvente af et samfund. For rotter er det hele et spørgsmål om overlevelse, uden nogen romantisering af deres fællesskab. De er ikke et eksempel på et velorganiseret samfund, men snarere et kaotisk, desperat og instinktivt strejf af overlevelse, drevet af frygt og behovet for at finde et bedre sted at være.

Men det er ikke kun rotterne, der er drevet af disse instinkter. Der er noget universelt i deres adfærd, som kan relateres til alle levende væsener, selv mennesker. Det er ikke nødvendigvis en fejltagelse at bruge rotternes evne til at tilpasse sig og overleve som en metafor for menneskelig modstandskraft. Som rotterne lærer vi alle, på et eller andet tidspunkt, hvordan vi bedst kan finde vores vej gennem mørket, når regnen pisker ned, og stormen raser.

Er vi i stand til at forstå dyrenes verden, eller er vi blot vidner til dens mysterier?

Jeg stod ved min sidste grænse. Og så kom et rejsende cirkus til byen. Jeg opsøgte lederen, fortalte ham om Bens historie, fik hans løfte om venlig behandling og god pleje af mit kæledyr, og med ægte sorg overgav jeg det fine dyr til ham. Det var for seksten år siden, og jeg har aldrig hørt noget om Ben siden. Jeg undrer mig ofte over, om han stadig er i live, og om han ville genkende mig. Men hvad angår det sidste, er jeg uden tvivl.

H. M. Tomlinson, A Brown Owl

Jeg husker første gang, jeg mødte Joey, en stor ugle, som om det var i går. Det var natten, jeg vendte hjem efter en lang fravær, og blev introduceret til ham. Jeg havde aldrig før set på en ugle på så tæt hold og undrede mig over, om vi kunne blive venner. Denne ugle, der sad på bordet, var ikke en fugl – han var som en lille trold. De andre familiemedlemmer sad omkring os og lo; de kendte ham. Han var tilsyneladende på nære vilkår med dem, selvom hans blik, skarpt og lidt drilsk, aldrig forlod mig. Hans flade ansigt og de store, udfordrende øjne var mærkelige. I første omgang kiggede han hurtigt på mig, vendte sig så bort og gav mig følelsen af, at jeg var overflødig. Og med det begyndte han at more sig med dem, han kendte. Han gik rundt med en vuggende og rolige gang, som en sømand, der ved, hvad der forventes af ham for at glæde folk. Og han glædede dem, hans opførsel var morsom i sin alvor.

Jeg forsøgte at slutte mig til selskabet, og han kiggede på mig igen. Jeg kunne klart forstå hans blik: "Er du stadig her?" Uden forvarsel fløj han mod mig med sine kløer foran sig. Jeg trak mig tilbage, og de andre lo, for det så ud til, at han syntes, det var sjovt. Hans fjerdragt er smuk, selvom man først ikke bemærker det. Skønheden i skyggerne, deres nuancer, kræver mere end et hurtigt blik. Hans pels er en dæmpet blanding af hassel og blegbrune nuancer, og når han sidder i en mørkere skygge, kan hans øjne lyse som orange lamper. Nu, hvor vi kender hinanden, vil han gerne sidde på stolen bag mig, mens jeg skriver. Han ryster sine fjer løs, lukker halvt sine øjne og laver en lav støj, hvis han bliver talt til. Eller også vil han komme og sidde på min skulder, og nippe mig til øret med sin krumme næb. Der er ingen grund til bekymring; han ved, hvad hans næb kan gøre, men han er en ægte gentleman.

Hans kløer kan lukkes som en skruestik, men ikke på os. Det er klart, at en fugl ikke kan være kristen, men Joey er mere som den sande ting, end mange af os forsøger at være. Hvis du krænker hans værdighed, vil han helt sikkert føle det, men han gengælder aldrig, og han bærer ikke nag. Han er magnanimøs uden at vide, hvad det betyder. Jeg tror faktisk, at jeg hellere ville skrive om den ugle end om skibe eller noget andet, som jeg måske forstår i en lille grad. Han fascinerer mig, fordi han, ud over Freud og Jung, antyder, at livet er et mysterium, som vi måske lige så godt kan give op på. Er det ikke meningsløst at drømme om det? Desuden, ligesom Sfinxen, giver han os ikke noget svar, men sidder bare og stirrer ind i fremtiden med de frygtindgydende øjne.

W. H. Hudson blev ofte oversvømmet med breve fra mennesker, der var rørte over deres dyrs uforklarlige adfærd. De troede, at Hudson kunne forstå de skjulte kræfter, der drev deres kæledyr, kræfter som ikke blev nævnt i håndbøgerne. Deres tro på Hudsons evne til at forstå dyrene er ikke overraskende. Jeg har selv engang afbrudt hans tanker med et sådant spørgsmål; men han var en skeptisk mand, der godt vidste, hvor fattige vores observationer er, og hvor tomme menneskers ønsker er, når de let genkender, hvad de helst vil tro, er der. Hudson reagerede altid med fornuft, og fornuften er ikke altid retfærdig over for instinktet. Men hvad han selv kunne udlede af de bevægelige ører på et rådyr, lærte vi fra hans "En fortryllet Hind i Richmond Park". Det er bemærkelsesværdigt, hvad en lille ting som et rådyrs ører kunne få Hudson til at føle. De mindede ham om musik, han hørte som dreng, om uforklarlige fornemmelser som voksen; de indså, at det ville afsløre noget skjult for os.

Vi elsker gode historier om dyr, men vi tror sjældent på dem, medmindre de er vores egne. Heldigvis er det ikke nødvendigt at tro på en god historie for at nyde den. De historier, vi hører fra vores naboer, som prøver at overbevise os om, at moral, nobel opførsel, og subtil intelligens findes hos de mest ydmyge væsner, er rart at høre, og det er alt, vi bør forvente af dem. Måske har vi en gang givet mere til dyrene, end vi gør nu, i en tid hvor vi stadig brugte totemer. Vi vidste mere om dyr, før vi begyndte at stoppe dem og putte dem i museer. Og vi vidste mere, før vi havde etableret en regering. Måske var det den etablerede regering, der gjorde det. Vores frygt for vildmarken blev mindre, og det var ikke længere nødvendigt at holde øje med mørket udenfor. Vi har måske ikke meget til overs for de finere kommunikationer fra natten, men vi klarer os uden dem nu, hvor vi har trådløse installationer.

Det er måske ikke så vigtigt, at vi er blevet døve og blinde for de finere kommunikationer, men Joey minder os om, at videnskaben ikke altid kan forklare alt. Hans øjne afslører, at vi ikke nødvendigvis er så kloge, som vi tror. Vore videnskabelige fremskridt skal ikke blindt beundres. For i dyrenes verden er vi måske kun vidner til noget, vi ikke forstår, og de hemmeligheder, de bærer på, vil forblive skjulte for os.

Hvordan antropologi skaber forståelse for menneskeheden og vores udvikling
Hvad betyder det at forstå det komplekse spil mellem mennesker i kriser?
Hvordan afslører man sandheden midt i krigens tåge?
Erkendelse og Motivation: Hvordan Motivated Ignorance Former Vores Virkelighed
Hvorfor opstår køresyge, panikanfald og livstruende blødninger – og hvad kan man gøre?
Hvordan kan et uventet møde afsløre dybden af en karakter og et forhold?