Han kiggede på sin gaffel og tog et bid af den fedtede ost og majs, mens en følelse af foragt langsomt spredte sig i ham. Han havde ønsket sig pici med hareragù og bønner i olie, efterfulgt af et stykke kage, men han havde besluttet at passe på sin sundhed. Han lagde gaffelen ned, skubbede den farverige skål væk fra sig og stirrede ud i den bløde varme mørke på Piazza del Carmine. Torvet, med dets brede rum, var stadig præget af den samme rodethed og bilkaos, som han huskede fra sin barndom. De store paladser langs den ene side, med deres udsmykkede balkoner, var falmede og forfaldne, og den store kirke med sin juvel af et kapel: han elskede det, hvis han blev presset til at indrømme det. Men restauranten var en fejl. Det havde været en favorit engang, et gammeldags sted med fremragende mad, men nu var det begyndt at modernisere sig halvhjertet – med ubehagelige aluminiumsstole, neon og høj musik. Menuen var blevet for lang, og kvaliteten af maden for ujævn. Det var det, han ofte fandt ved restauranter, tænkte han tungsindigt, mens han stak et stykke ost i munden og bekymrede sig over prisen.

De få uger i Castiglioncello havde, som det virkede nu, kun givet dem en falsk følelse af ubekymret sikkerhed, som om de var den slags par, der kunne gøre ting spontant. Eller måske var det bare den dag, han havde haft. Det havde været Luisas idé: hun havde ringet og foreslået, at de måske kunne tage ud og spise. På det tidspunkt havde han haft en fornemmelse af, at hun havde en skjult dagsorden. Hans tanker var fyldt med Niccold Rosselli og hvad hans mor havde sagt i det mærkelige, mørke og rodede advokatkontor. Han havde tænkt, hvorfor ikke? En distraktion. Hele situationen var et rod, det måtte han indrømme: han havde ikke meget håb for Frazione Verde, ikke siden i eftermiddags og Maria Rossellis afsløring. Vidste han, hvad hun ville sige? En fornemmelse, ligesom Giuli havde sagt, at hun havde haft, da Niccold Rosselli stoppede med at tale og vaklede på scenen. Fra det øjeblik døren blev åbnet, var der noget usædvanligt mellem de to mennesker, advokaten og den barske gamle kvinde, som fik Sandro til at stoppe op og undre sig. Giuli havde set på dem, forvirret over den mærkelige, kraklende energi, Maria Rosselli bragte ind i rummet.

Sandro havde tænkt, at den gamle kvinde kendte denne advokat siden han var barn, at han kom forbi for at lege med hendes søn, og det var derfor, der var en mangel på respekt, og hvorfor hun stadig så ham som den overvægtige, klodsede dreng, der kæmpede med at følge med hendes mærkelige, skarpe og beslutsomme Niccold. Men der var også noget andet, noget andet, der optog kvinden; det kunne han se fra begyndelsen, og det smittede af på deres vært. Advokat Carlo Bastone havde set fra den nye besøgende til Sandro i en desperat panik. "Kender I hinanden?" havde han sagt, da Sandro formelt rejste sig og, på trods af – eller måske på grund af – Maria Rossellis fjendtlighed, bevidst rakte hånden frem. "Min kone," gentog han til hende. "Du kender min kone."

"Luisa Venturelli." Den gamle kvindes hårde mund bevægede sig, brugte hendes kones pigenavn helt bevidst, men smilet kom aldrig. "Ja. Selvfølgelig." Så vendte hun sig mod Bastone og talte, som om Sandro var irrelevant. Og nu sad Luisa og stirrede ud i mørket, væk fra ham, og hvad hun end måtte have villet sige, blev usagt. Sandro ønskede, at han kunne sætte Maria Rossellis mor i et rum med Luisa og se, hvem der kom værst ud af det: som at få blod fra en sten, det var næsten umuligt at få noget ud af dem begge. Han kiggede på sin kones stædige profil, som stadig var smuk for ham, mens hun stirrede ud i mørket. Hun vidste, at han kiggede, kunne han mærke på hendes kæbesætning.

"Carlo Bastone," sagde Luisa uden at vende sig. "Ja. Gamle familier: gamle penge. Mange fine paladser, men ingen penge. Jeg kendte også den mor." Sandro rystede på hovedet. "Det er ingen andens sag," havde Maria Rosselli skæret af advokaten, som om de var alene i rummet, men både Sandro og Giuli var på en gang blevet opmærksomme og lyttede. Advokaten var straks begyndt at pille nervøst med noget, hovedet nede. Signora Rosselli lænede begge de store knoede hænder på bordet foran ham. "Hvorfor skulle det være?" havde hun sagt. "Det har intet med hans arbejde at gøre." Bastone havde kastet et nervøst blik på Sandro, og den gamle kvinde havde vendt sig mod de besøgende. "Hvad laver I her stadig?" havde hun sagt.

"Jeg – de – vi…" Bastone havde virket helt hjælpeløs. "Vi havde en aftale." Sandro havde stirret. Giuli havde talt med stille høflighed. Hun var rejst sig og stod ansigt til ansigt med den skræmmende gamle kvinde. "Jeg er Giulietta Sarto," havde hun sagt, hænderne langs siden. "Min forlovede Enzo arbejder for Frazione. Vi kom for at se, om der var noget, vi kunne gøre for at hjælpe." "Giuli var fantastisk i dag," sagde Sandro, uden at tænke, og endelig havde noget i Luisa givet sig, og hun vendte sig mod ham. "Ja?" Og han fortalte hende det. Mens hun sad og lyttede, nikkede hun, stadig med det fjerne blik, han havde set på Lilianas og den gamle nonnes ansigter. Det var, som om hun forsøgte at placere historien i en større sammenhæng: måske var det, hvad kvinder gjorde.

Det var klart, at det ikke kun var Giuli, der bar ansvaret i sagen. Det var hendes mod, hendes beslutning om at stå op overfor Maria Rosselli, som havde sat et mærkbart aftryk. Det var ikke et spørgsmål om rettigheder eller pligt, men om hvem der var villig til at tage ansvar, selv i de mest komplicerede, dybt menneskelige situationer.

Hvad skjuler menneskets frygt, når dets sidste åndedrag tages?

Det er et spørgsmål, som får enhver til at stoppe op og reflektere, især når man står ansigt til ansigt med tragedier, hvor mennesker kæmper med en frygt, der er langt mere skræmmende end døden selv. Denne frygt, som ikke er fysisk synlig, men alligevel lurer bag øjnene på de mennesker, vi møder, kan være nøglen til at forstå ikke kun de dødsfald, vi er vidner til, men også de mystiske og uforklarlige omstændigheder, der omgiver dem.

Sandro kunne se det klart i Vesnas blik. Der var noget mere i hendes ord, noget skjult under hendes forsigtige beskrivelser af Flavia Matteo, den kvinde, der var blevet fundet død. En frygt, en smerte, en skræk, der var svær at fange med ord. Dette var ikke bare frygten for døden, men noget langt dybere – en psykisk kamp, en indre uro, der måske ikke havde været synlig for omverdenen.

Flavia Matteo var, som Vesna beskrev det, en kvinde, der var så tynd, at hun næsten virkede som en skygge af sig selv. Hendes blik var rastløst, som om hun konstant ventede på noget – eller frygtede noget. Hendes vejrtrækning var hurtigt og let, som om hun var i et evigt kapløb med sin egen frygt. Og på trods af det faktum, at hun havde været alene i sit værelse, og døren var låst indefra, virkede det som om hendes frygt ikke kun var for døden, men for noget mere håndgribeligt, måske en trussel, der stadig kunne være der, uden at de andre vidste det.

Men frygten, som Vesna nævnte, var ikke kun en abstrakt følelse. Den var noget, man kunne mærke, lugte og føle i luften. Når hun beskrev den frygt, som hun havde oplevet i sin egen ungdom – frygten for at blive ramt af kugler eller frygten for at miste sin mor, der aldrig vendte hjem – trådte der en ny dimension til denne frygt frem. Det var en frygt, som var menneskelig, næsten instinktiv, og som kunne beskrives som en duft, en følelsesladet nærvær, der var umulig at ignorere.

Flavia havde ikke bare været bange for døden. Hendes frygt var knyttet til noget mere komplekst, måske noget, der kunne have været forbundet med hendes mentale helbred. Var hun syg? Hadde hun været bange for, hvad der foregik i hendes eget sind? Sandro kunne ikke lade være med at undre sig over, om denne frygt var et tegn på noget, der var blevet overset. Mange mennesker, der lider af psykiske lidelser som postnatal depression, kan udvise symptomer på frygt og ængstelse, men på en måde, der er svært at genkende. For Flavia kunne denne frygt have været mere subtil, et tegn på noget, hun ikke havde forstået selv.

Men samtidig blev Vesnas observationer mere og mere forvirrende. Flavia havde ikke været bange for at gå udenfor – hun havde endda gået en tur til byen, og hun havde stillet spørgsmål om noget, hun søgte. Dette var ikke en kvinde, der forsøgte at flygte fra en trussel, men måske en, der forsøgte at finde noget. Men hvad kunne hun have ledt efter? Det var en gåde, som endnu ikke kunne besvares.

Det var i detaljerne, i de små interaktioner og i den måde, folk omkring Flavia havde handlet, at ledetrådene lå. For eksempel, da hun havde talt med Calzaghe om at finde noget i nærheden af stationen – hvad kunne hun have været på vej efter? Og hvad med hans tavshed over for politiet? Hvilke hemmeligheder havde han gemt, og hvilken rolle spillede han i denne tragedie?

Det, der gjorde denne situation så kompleks, var ikke kun den umiddelbare dødsårsag, men de dybere lag af menneskelige følelser og interaktioner, som måske aldrig blev afsløret. Sandro indså, at han var fanget i et net af usagte ord og glemte detaljer, og han havde ikke meget tid til at finde ud af, hvad der virkelig var sket.

Hvad er det så, som læseren skal forstå ud over de konkrete hændelser, der er blevet beskrevet? Det er nødvendigt at indse, at menneskets frygt ofte er langt mere subtil og skjult, end vi umiddelbart forestiller os. I mange tilfælde kan frygten være en stor, usynlig fjende, der manifesterer sig på uventede måder. Den kan være knyttet til noget indre, som ingen uden videre kan se eller forstå. Det er derfor afgørende at undersøge de små, næsten ubetydelige tegn, som folk giver fra sig, og ikke kun de åbenlyse spor. Frygt kan være en tyst skriger i mørket, der kun bliver hørt af dem, der virkelig ønsker at lytte.

Hvordan Polyneserne Navigerede: En Tidsløs Kunst
Hvordan Chalcolithic Kulturer Formede Livet i Det Centrale Indien og Deccan
Hvordan arbejder man med matematik i Lean 4?
Hvordan Worm-Opdateringer Bruges i Grand Canonisk Monte Carlo Simulationer
Hvad er symbolikken og betydningen af de forskellige spættearter i mytologi og folklore?