Giuli så på ham, og Sandro kunne se, at hun forstod, hvad han tænkte. Eller vidste hun noget andet? "Jeg kan klare det," sagde hun, og hans blik mødte hendes med en vis overbevisning. "Du skal tage hjem og tale med Luisa," fortsatte hun. Hun kiggede på Carlotta, der sad i hjørnet. Giuli havde altid haft en evne til at fange nuancerne, som ikke kunne udtrykkes med ord. Sandro vidste, hvornår han var besejret. "Tag hjem," sagde hun stille.

Så snart hun forlod ham, blev en mærkelig følelse hængende i luften, som om noget skjult ventede på at blive afsløret. Kategorisk havde hun sagt, at hun kunne håndtere det. I hendes stille, faste stemme var der en beslutning, som Sandro kunne mærke i sine knogler. Der var noget mere her, noget mere end blot et ønske om at klare en situation. Måske var det en indre viden om, at denne begivenhed kunne ændre noget mellem dem, men hvad præcist?

Cate stod og så ned gennem skovene, hvor mørket langsomt indhyllede landskabet. Hun kunne ikke helt placere de skikkelser, der kom op gennem træerne, men hun vidste straks, at det ikke var en, hun havde ventet på. Den velkendte atmosfære i skovens vinterlandskab, hvor træerne var bladløse og mørket allerede trængte sig på, var ubehagelig på en måde, hun ikke kunne sætte ord på. Det var et landskab, der sagde mere, end det viste. Skovens tætte tåge fik hendes øjne til at knibe sig sammen af anstrengelse, som om noget skjult kunne være derude i mørket.

I rummet bag hende var duften en blanding af træ, rød cotto-voks og desinfektionsmiddel – et neutralt, anonymt lugt, der endnu ikke havde fået tid til at blive hendes. Hun vidste, at hun skulle gøre det til sit eget, ligesom hun havde gjort med så mange andre steder. Hver gang hun forlod et sted, havde det altid føltes som at rive sig selv fri fra et forudbestemt mønster, et mønster der måske altid var blevet påtvunget hende. Hendes mor havde ofte kaldt hende en "drifter," og i dag følte Cate, at hun var i stand til at tage den livsstil til sig mere end nogensinde før.

Selvom hun havde været tættere på Vincenzo, undlod hun at kontakte ham. Dette var dog ikke en simpel beslutning – det var kun et forsøg på at undgå at blive fanget i noget, hun ikke var klar til at forstå. Mens hun var på vej mod det uundgåelige, var hendes tanker allerede vendt mod Mauro, hans hæmningsløse stil, som han havde på vejen, og de mystiske spørgsmål, der nu opstod omkring ulykken, som hun var vidne til. Mauro havde været mystisk i sin adfærd, næsten som om han havde skjult noget. Selvom hun havde været på stedet tidligere og set sporene, var hun uforberedt på det, der fulgte.

Da hun så de to kvinder nærme sig slottet, kunne hun se, at de ikke havde noget med Mauro at gøre, selvom de begge gik langsomt og tøvende. Michelle og Tina var de to kvinder, der langsomt trådte nærmere. Michelle var stærk og muskuløs, som om hendes krop ikke kunne finde ro, mens Tina, den magre pige fra Florida, havde en langt mere skrøbelig udstråling. De kunne ikke være mere forskellige, men de var på en eller anden måde forbundet i deres fælles sorg.

Cate trak sig tilbage fra vinduet, da Tina pludselig så op mod hende, som om hun kunne føle hendes tilstedeværelse. I det øjeblik indså Cate, at hun var blevet en del af et større spil. De to kvinder, der havde stået sammen på den stille vej, havde udfordret noget i hende, som hun ikke var parat til at forstå. De var begge vidner til noget, de ikke kunne ændre på, men som de alligevel måtte forholde sig til.

Rummet var mørkt nu, og mens hendes tanker kredsede om de to kvinder, var hun ramt af en næsten fysisk følelse af isolation. Slottet var ikke længere et sted, hun kunne tage tilflugt i. Det havde hurtigt udviklet sig til en metafor for hendes egen tilstand. Det var et sted, hvor alting kunne opfattes som en illusion. Den fornemmelse af hjemve, som hun følte mod Pozzo og den lille lejlighed, hun havde forladt, var måske den eneste trøst, hun kunne finde i denne dystre stund.

Der var mere, som Cate ikke havde tilladt sig selv at forstå – endnu. Men hun vidste, at der var noget uundgåeligt ved den situation, hun befandt sig i. Ødelæggelsen i landskabet, de uforløste forbindelser, og de uopklarede spørgsmål blev til en presserende del af hendes liv. Uanset hvad der ventede hende, kunne hun ikke længere flygte fra den uvished, som alle omkring hende syntes at indhyse hende i. Det var blevet hendes skæbne at stå stille og se på, mens verden langsomt bevægede sig forbi.

Hvad skete der på Castello Orfeo?

Luca Gallo stivnede, da spørgsmålet blev stillet. Hans hænder rystede, og han undveg hurtigt Sandros blik. "De er hårdtarbejdende," begyndte han, "de har måttet tilpasse sig med hver ny direktør, selvfølgelig." Sandro vidste, at der var mere under overfladen, men han valgte at lade stilheden hænge i luften et øjeblik, før han stillede et opfølgende spørgsmål. "Er der problemer med denne direktør? Eller noget... særligt?"

Gallo så på bordet foran sig, som om det kunne give ham svar. Hans stemme blev lavere, som om han forsøgte at finde ord, der ikke kunne afsløre for meget. "Jeg kan umuligt sige noget om det," hviskede han. "Gæsterne... ja, der er privatlivsproblemer, men jeg blander mig ikke i deres liv. Jeg stiller ikke spørgsmål. Jeg er ikke en, der sladrer." Han virkede oprigtigt i sin beskyttelse af stedet, som han betegnede som et helligsted. "Castello Orfeo er et fristed for dem, et sted at skabe kunst. Et trygt sted."

Sandro lyttede opmærksomt. "Lad os prøve en anden vinkel. Forestil dig, at du er en vidne. Den dag, hvad skete der? Fortæl mig hvad du husker." Gallo trak vejret dybt, og hans ansigt forvred sig et øjeblik i en smertefuld erindring. "Loni og Mauro havde et... uoverensstemmelse. Den sidste dag. Om hans beslutning om at forlade Orfeo for at hjælpe en anden landmand... det var intet." Hans stemme flød næsten sammen i et hviskende forsvar. Gallo, en mand der havde dedikeret sit liv til både gæsterne og medarbejderne, virkede overbevist om, at han måtte beskytte dem begge, selv når det betød at skjule sandheder, der kunne være ubehagelige.

"Og hun sagde noget til ham?" spurgte Sandro forsigtigt. Gallo nikkede stift. "Jeg forklarede hende, at det er noget, man gør på landet. At hjælpe andre. Hun forstod det ikke rigtig."

Sandro havde nu fået et billede af situationen. Han spurgte videre. "Og var der noget andet, noget usædvanligt?" Gallo trak på skuldrene, men hans ansigtsudtryk afslørede en dybere bekymring. "En tur til Siena blev aflyst den eftermiddag, fordi nogle af gæsterne var optaget af andre projekter. Dottoressa var irriteret over det. Gæsterne forventes som regel at deltage i organiserede aktiviteter. Der er selvfølgelig lidt fleksibilitet."

Sandro nikkede, men hans sind var allerede begyndt at forme en sammenhæng, et billede af en kvinde, der måske havde for meget at skjule. "Du kender dem godt, ikke? Gæsterne, jeg mener. At bo så tæt på hinanden, som soldater i en lejr. Er der nogen hemmeligheder?"

Gallo kiggede på ham, og Sandro opdagede et glimt af modstand i hans øjne. "Men du kender Loni Meadows' hemmeligheder?" spurgte han stille. Gallo blev rød i kinderne. "Jeg har hørt rygter," sagde han tøvende. "Jeg ved... hun havde et forhold. Det var godt kendt, at hun nogle gange kørte af sted sent om aftenen, og ikke altid vendte tilbage før næste dag."

"Og var der nogen med hende?" spurgte Sandro med et hårdt blik. Gallo kiggede nervøst op. "Jeg ved ikke," sagde han hurtigt. "Jeg holdt mig ikke til hendes private liv."

Denne form for forsvar var ikke usædvanlig i et sted som Castello Orfeo, hvor kunstnere og skabende mennesker kom for at finde ro, væk fra distraktioner. Gallo nævnte et princip, en slags uskreven regel, der forbød partnere at besøge gæsterne, for at sikre at deres fokus forblev på arbejdet. "Men gæsterne var ikke de eneste, der måtte følge denne regel, var de?" spurgte Sandro.

Gallo rynkede panden. "Nå, ikke køkkenpersonalet, selvfølgelig. Og ikke officielt for nogen, men... for dem af os, der var involveret på det kunstneriske niveau, ja."

Sandro kunne nu se, hvordan Loni Meadows måske havde fundet trøst uden for de regler, der blev sat for gæsterne. Men hvem var den mand, hun var blevet set sammen med? Hvad var hans rolle? Gallo vidste intet om ham. I stedet afslørede han en diskret viden om, at der var en vis fornemmelse af, at Loni havde en affære med en mand, men uden at kunne give noget navn på ham.

Efter at have fordøjet disse informationer vendte Sandro sig mod et andet aspekt af mysteriet. "Så hvad ved du om byen, hun kørte til?" Gallo svarede hurtigt. "Pozzo Basso? En almindelig by. Der er en bar, et hotel, en station."

Sandro havde sine oplysninger. Og med Gallo's hjælp indså han hurtigt, at det, der havde virket som en tragisk bilulykke, måske havde dybere lag, skjult under de påståede enkle forklaringer. Det var tydeligt, at Gallo ikke ville afsløre mere, end han allerede havde gjort, men Sandro kunne mærke, at han ikke var færdig med at afdække sandheden.

Der var stadig mange spørgsmål, som måtte besvares. Hvem var Loni Meadows virkelig? Og hvad havde hun været på vej til, den nat hun døde? Denne opdagelse var kun begyndelsen på en langt større historie, der skulle udfolde sig.

Hvad er virkeligt, og hvad er illusion? En rejse gennem karakterernes psykologiske landskab

Længere ude i landskabet så himlen lavere og mørkere ud end nogensinde før; vinden var steget og føltes bidende kold og fugtig med den truende sne. Langt borte i skovene kunne man høre jagtvåbenne, efterfulgt af hundenes hyl. Cate kiggede ned i oliebeholderen: den sortnede og forkullede affald så afskyeligt ud. Tina og Michelle kom hen bag hende. Cate lænede sig ind, rakte en arm frem og tøvede. "Hvad skal vi gøre med det?" spurgte Tina. Over dem, hvor cypressen sluttede og det grå slot rejste sig i det svage eftermiddagslys, kom et råb. Cate vendte sig ved lyden: det var Tiziano, indhyllet i sin kørestol. Han løftede hånden, og Cate vinkede tilbage. Han skulle ikke prøve at komme ned; grusvejen var vanskelig. Modvilligt kiggede hun tilbage i tønden og så et langt, smuldret stykke sortnet ler, der kunne have været et ben. "Jeg ved det ikke," sagde hun og vendte blikket bort.

Tiziano havde et tæt bånd til de mennesker omkring sig, men samtidig følte Cate, at hendes rolle var langt fra defineret. Var hun hans ven, eller hans tjeneste? Det var et spørgsmål, der ofte hjemsøgte hende. Før Loni Meadows' død og hendes pludselige forfremmelse, ville hun uden tvivl have sagt, at hun var Tizianos ven. Men nu var grænserne blevet uklare, og Cate fandt sig selv stående i et følelsesmæssigt vakuum.

Udefra kom Alec Fairhead nærmere. Cate kunne mærke spændingen, der opbyggede sig, da hun så den tynde, anspændte skikkelse nærme sig under træerne i sin lange frakke. Alec stoppede, da han så dem, og Cate vinkede. Tiziano vendte sig og fik øje på hende, som om han ventede på hendes reaktion. Alec spurgte hurtigt: "Er det okay, hvis jeg slår følge? Kunne bruge noget frisk luft." Tiziano svarede med en vis modvilje i stemmen, "Selvfølgelig, jo flere jo bedre."

Nogle gange føles relationer som et spil, hvor reglerne er usynlige og indforstået, og i øjeblikke som dette bliver det klart, hvordan livets små interaktioner ofte danner de største spørgsmål om vores identitet. Er vi kun det, vi gør for andre? Og hvad betyder det, når vi handler med en følelse af forpligtelse i stedet for ægte venlighed?

Giuli, der var fanget i sit eget komplicerede forhold til arbejdet, vendte sig mod sin første opgave som privatdetektiv, et skridt ind i en verden, hvor moral og objektivitet blev udfordret ved hver henvendelse. Telefonen havde ringet, og Fabrizio Bellagamba, den bekymrede far, var på den anden ende. Hans datter ville gå ud lørdag aften, og han havde svært ved at give slip. Giuli, der forsøgte at balancere mellem sin egen utilfredshed og det professionelle ansvar, hun lige havde påtaget sig, indså, at det ikke kun handlede om at løse et problem, men om at finde en balance i de relationer, vi væver rundt om os.

Hun satte sig hurtigt i arbejdstøjet og begyndte at forberede sig på sin mission, mens hun indså, at det, der virkede som en simpel opgave, kunne have dybere konsekvenser for hendes forståelse af sig selv og sin rolle i andres liv. Hvad betyder det at være på vagt? Hvad betyder det at være et redskab for andre?

Livets kompleksitet afsløres ikke kun i de store beslutninger, men i de små valg, vi træffer hver dag. Mellem de usynlige bånd, der knytter os til andre, og de daglige udfordringer, vi står overfor, opstår et landskab af menneskelige relationer, der kan være lige så uforudsigelige som den storm, der truer med at bryde ud over det fjerne landskab.

I denne kontekst, både hos Cate og Giuli, ser vi, hvordan livet på en eller anden måde tvinger dem til at redefinere, hvad det vil sige at være tæt på andre mennesker, hvad det vil sige at være en ven, og hvad det betyder at tage ansvar. Der er en konstant balance mellem tilknytning og afstand, venskab og forpligtelse, der ikke altid er let at navigere i.

At forstå denne dynamik er afgørende, ikke kun for karaktererne i historien, men også for læseren, som måske genkender noget af sig selv i de valg, der træffes. Venskab er ikke kun et spørgsmål om at dele gode tider, men også at forstå, hvad det betyder at være der for hinanden i de vanskelige øjeblikke.

Hvordan blev det hele opklaret, og hvad var det egentlig, der skete?

Cate vendte objektet rundt i sin handskerede hånd. "Du fandt det," sagde hun undrende. "Vil det være dig til nogen nytte, efter al den tid under vandet?" Cellini havde nu foldet armene over brystet og vippede sig frem og tilbage for at holde varmen, hans vejrforkælede ansigt og venlige brune øjne rettet mod den mørke vandstribe mellem de sneklædte banker. "Vi får se," sagde han, og hun hørte tandskæret, så hans blå, knoede hænder. "Har du ikke nogen handsker?" spurgte detektiven og pegede på vejkanten. Hun så et par uldne handsker i sneen; ikke varme nok i starten, og nu gennemblødte. Og hans frakke, bemærkede hun, var heller ikke tyk nok. Sandro Cellini så lidt genert ud, men gladere end han havde set ud, siden han ankom til slottet, som om han nød hendes irritation. Cate stak telefonen i lommen og trak de læderhandsker af, som hun brugte på motorinoen - to størrelser for store til hende. En gammel kæreste’s. Tankerne deprimerede hende; for mange gamle kærester. Da hun rakte handskerne til Sandro, indså Cate, at hun allerede havde placeret Vincenzo i den samme kategori.

"Hvordan kunne du finde det," sagde hun, "og politiet kunne ikke?"
"Hvem ved?" sagde han. "Måske tænker de ikke, som jeg gør; måske kigger de kun på de åbenlyse steder, måske tænker de på alt undtagen det åbenlyse." Han sukkede. "Jeg vil ikke tale dårligt om dem: og ofte er det de åbenlyse ting, der er løsningen. Måske er de bare dovne, eller måske kommer de til et ulykkessted, og de ser, hvad de vil se. Og når den lokale storfyrste dukker op og smigrer dem lidt, når de ved, hvordan tingene hænger sammen på Castello Orfeo, så tænker de ikke: lad os tage et nærmere kig. De smiler som en pige, der får en kompliment, og glemmer alt om det job, de skulle udføre."

"Tænker du, det var Orfeo?" Cate tænkte på ham på vej tilbage til Firenze i den store bil. "Han er væk."
"Jeg hørte ham," sagde Sandro. "Nej, det var ikke ham, han var hjemme i Firenze med sin problematiske søn. Han er for selvoptaget, dum og forfængelig, men jeg tror, han ville sikre sig, at han ikke kom i aviserne over det her, det er alt." Cate tog hænderne ud af lommerne og lagde dem over kroppen i bikerjakken, mens hun tænkte. Langsomt tog Sandro handskerne af og rakte dem tilbage til hende, og de begge kiggede på vejen, som stadig var i skygge, og på toppen af bakken, hvor slottet lå.

"Kommer du til at fortælle mig, hvad du tror, der er sket nu, eller ikke?" sagde Cate og trak handskerne på igen.
Han kiggede på hende et øjeblik og sagde så: "Kom med mig." De gik opad, Cate skubbede motorinoen; 50 meter. Over dem var den tynde blå stribe af himmel blevet smalere, og solen var ved at falme, på vej tilbage bag skyerne. Luften var kold og fugtig, og en våd vind var begyndt at blæse. De stod på toppen af den korte bakke og kiggede sammen på slottet, som var sort mod sneen. Flaget, som Cate bemærkede, var stadig på halv. Til venstre for dets mørke, symmetriske bygning, gennem de spinkle træer, kunne hun se konturerne af de øvrige bygninger; vaskeriet, villinoen længere nede. Til højre kunne Cate lige ane taget på gården, og når hendes øjne vænnede sig til sneens blænding, kunne hun se dyrespor, der krydsede i de bløde, hvide konturer.

"Tænker du ikke, det var en ulykke?" sagde Cate.

Han nikkede. "Der var ikke noget galt med bilen," sagde han, som om han vidste, hvad hun ville sige næste gang. "Politirapporten var kategorisk: ingen fejl, kun let slid på bremseklodserne. Ingen har pillet ved bilen." Cate følte sig pludselig koldere. "Så tror du – der var nogen i bilen med hende, trods alt?" Nogen som Per? Sandro vendte sig om og kiggede ned ad bakken mod den mørke flod, der snoede sig omkring den skarpe sving, og de nøgne, klumpede piltræer, der havde skjult Cates syn af bilen og bugserbilen, da hun var på vej til arbejde den iskolde morgen. Rundt om dem stod den tomme landskab og ventede i stilhed. Langsomt rystede han på hovedet. "Det er muligt," sagde han. "Men kun lige knap. Passagersiden af bilen var fuldstændig kollapsede. Man skulle have været bagpå, og have været fastspændt med sikkerhedsselen for at være sluppet uskadt, og selv da ville man næsten helt sikkert have pådraget sig nogle skader. Jeg tror, det skete på en anden måde. Jeg tror, det var planlagt på forhånd."

"Men du kan ikke," sagde Cate stædigt. "Du kan ikke forårsage en ulykke på fjernkontrol."
Sandro vendte sig mod Cate og så på hende med eftertænksomt blik. "Der var et isflak," sagde han, "der løb langs vejen. Ned ad skrænten. Det er flaket, hun ramte, som fik hende til at forlade vejen."
"Ja," sagde Cate og ventede. "I vidste alle, at hun kørte farligt, og at hun ikke brugte sikkerhedssele: alle sammen. Fra Luca Gallo og ned. Alle, der havde været i en bil med hende, eller endda set hende stige ind i en bil og køre væk. Vidste I alle, hvor koldt det ville blive den nat?"
Cate betragtede ham. "Jeg gætter på det. Når man sidder fast heroppe, er vejret ret vigtigt."

Sandro nikkede og tog en dyb indånding. "Jeg så isen," sagde han. "I går aftes. Jeg så bremsemærkerne. Et tykt lag sort is en meter bredt, ned ad vejen i måske fire meter. Det er temmelig meget is; temmelig meget vand." Han sparkede i sneen langs vejen: noget is kunne stadig ses mørkt under den. "Det eneste er," sagde han, "jeg kan ikke finde ud af, hvor det vand kom fra, der blev til is. Der er ingen kloak, der er ingen kilde heroppe. Fordi hvis der havde været, ville det have gjort vejen farlig hver gang der var frost, og det ville have været nødvendigt at omdirigere vejen for længst." Cate stirrede på den mørke plet under sneen, glat og farlig. "Tænker du, nogen – lavede isen?"
"Jeg er ikke videnskabsmand," sagde Sandro. "Politiet har retsmedicinske teams til den slags, men i dette tilfælde syntes det ikke at falde dem ind."

Sandro talte videre. "Men selv jeg kan se, at det kunne være gjort. Du ville have brugt vand, og du skulle have vidst, hvor koldt det ville blive. Det skulle have været gjort, mens det stadig var lyst, men ved at begynde at køle ned."
"Nogen kom herned," hviskede Cate og følte hårene på nakken rejse sig.
"Jeg tror," sagde Sandro stille ved hendes skulder, "at det her var et mord udført trin for trin. På hvert stadie kunne hun ikke være død. Ulykken kunne have været overlevet; hvis hun havde haft sikkerhedssele på, kunne hun måske endda være gået derfra."

Endtext

Hvordan er dyrene organiseret i de forskellige grupper i naturen?
Hvad var de første teknologier og opfindelser, der forandrede verden?
Hvordan udvikler børn et vækst mindset og overvinder frygten for fiasko?
Hvordan bruge konventionelle søgemaskiner effektivt: Avancerede teknikker og funktioner
Hvordan Politiske Skandaler og Polariserede Tider Formår at Skabe og Brug "Backfire"-Strategier i Præsidentpolitik