Skandaler, især de der omhandler præsidenter, er sjældent isolerede begivenheder; de udgør ofte et større billede af, hvordan magt og politik i et demokrati kan formes af både individuelle beslutninger og systemiske faktorer. Ét aspekt, der har fået øget opmærksomhed i den politiske diskurs, er præsidenters brug af det, der kan beskrives som en “backfire”-strategi. Denne strategi involverer ikke bare et forsøg på at aflede opmærksomheden fra skandalen, men også at manipulere de politiske og juridiske normer for at beskytte sig selv.

Nixon er et af de mest markante eksempler på en præsident, der i en kritisk situation nægtede at lade sig diktere af udelukkende magt, men i stedet valgte at overgive sig til de uformelle regler, der styrer præsidentens handlinger. Det er dog ikke ensbetydende med, at han fuldstændigt undveg at udnytte situationen, som kunne have været en chance for ham at udnytte den politiske magt på mere tvivlsomme måder. Den offentlige opfattelse af hans handlinger, som en redning af den amerikanske forfatning fra en alvorlig konstitutionel krise, er måske et resultat af den mytologisering, der omgiver begreberne om lovens magt og præsidentens autoritet.

I det bredere politiske landskab er det klart, at en sådan manipulation ikke nødvendigvis er ulovlig eller konstitutionelt uforsvarlig. De regler, der dikterer, hvordan magt bør udøves, er ikke altid klare, og der er mange gråzoner, hvor præsidenter kan agere uden direkte konsekvenser. Backfire-strategien kan i denne forstand anskues som et værktøj, hvor magt og manipulation er tæt forbundne, men hvor de nødvendigvis ikke kræver direkte lovbrud. Præsidenter, der er villige til at træde ind i dette udefinerede område, har flere muligheder for at udnytte de politiske normer uden at overskride dem.

Et centralt aspekt ved brugen af backfire er, hvordan præsidenter ser deres egen rolle i forhold til systemet. Som det er blevet påpeget af forskere som Edwards, er succesfulde præsidenter ikke nødvendigvis dem, der dominerer deres omverden med et viljeorienteret lederskab. I stedet fungerer de som facilitater af de muligheder, der opstår i det politiske miljø, og navigerer i disse muligheder for at sikre deres egen politiske overlevelse. Det betyder, at de arbejder i samspil med de politiske strømninger, og hvis situationen kræver det, benytter de sig af taktikker som backfire for at sikre deres position.

Når vi ser på Donald Trump og hans anvendelse af backfire-strategien, bliver det tydeligt, at hans politiske handlinger var tæt forbundet med den polariserede atmosfære, der definerede de amerikanske politiske forhold under hans præsidentskab. Polariserede tider, hvor begge partier bliver stadig mere ideologisk strikse, skaber en situation, hvor politiske skandaler hurtigt kan eskalere til en kamp om overlevelse. I et klima med høj polarisering er præsidenter tilbøjelige til at benytte sig af ekstraordinære strategier for at beskytte deres magt.

Der er også en langvarig debat om, hvorvidt polariserede tider nødvendigvis skaber flere skandaler, eller om skandalerne blot intensiveres i et polariseret klima. En hypotetisk præsident i en tid med moderat partipolitik og lav polarisering ville have færre grunde til at frygte politiske angreb. Men i en tid med ekstrem partipolitik er frygten for politisk ruin en stærk motivation for at tage radikale skridt.

Trumps brug af backfire-strategien var også tæt knyttet til hans partis politiske stilling. Republikanerne, ifølge forskningen, har i højere grad været tilbøjelige til at bryde forfatningens normer og anvende strategier, der udfordrer etablerede institutionelle regler. Denne form for "asymmetrisk konstitutionel hårdhed" har medført en situation, hvor præsidenter som Trump, der er en del af et mere ekstremt politisk miljø, bruger sådanne strategier som en måde at forsvare sig mod de angreb, der kommer fra både medierne og politiske modstandere.

En vigtig dimension at forstå i denne sammenhæng er, hvordan "negative partisanship" – det vil sige det øgede had mellem politiske partier – har forvandlet den politiske landskab til en kampzone, hvor hver politisk bevægelse kan blive set som en eksistentiel trussel. Denne form for polarisering betyder, at præsidenter som Trump ikke kun bruger backfire-strategier til at forsvare deres personlige interesser, men også til at beskytte deres partis position i den politiske struktur.

Det er også vigtigt at forstå, at en sådan strategi ikke nødvendigvis er et resultat af en præsidents inkompetence eller et desperate forsøg på at skjule sine fejl. Tværtimod, det kan være et udtryk for en pragmatisk, men moralsk tvivlsom, vurdering af, hvordan man bedst navigerer i et system, hvor normer om sandhed og retfærdighed kan blive bøjet for at beskytte magten.

Endtext

Hvordan medierne og "backfire"-strategier påvirker politiske skandaler i et polariseret samfund

I en politisk atmosfære, hvor partipolitik er mere en platform for modvilje end for samarbejde, og hvor det at vælge "ingen af de ovenstående" i politiske tilknytninger er blevet normen for mange vælgere, hersker fjendskab og vrede. I en sådan situation er fjendtlighed mod "den anden" konstant tæt på at eksplodere. Dette er en situation, der er langt mere ekstrem end tidligere politiske perioder, såsom de begivenheder, der dannede grundlaget for de tidlige kapitler i denne bog. Fra den bipartisanskab, der definerede Richard Nixons afkortede rigsretssag, til de mere polariseringstunge episoder i Iran-Contra-æraen, til de politiske tilspidsninger omkring Bill Clintons impeachment, er den nuværende politiske situation noget helt andet. Hvis slutningen af 1990'erne var et kogende politisk smeltedigel, virker de sene 2010'ere og begyndelsen af 2020'erne som en supernova i sammenligning. I denne nye æra spiller ideologi og partisympatier en langt større rolle end politiske spørgsmål i sig selv. Det politiske landskab er formet mere af hadet mod "den anden" end af konstruktive ideologiske forskelle, hvilket udgør en dyb trussel mod et stabilt og velfungerende demokrati.

Denne atmosfære skaber et gunstigt miljø for det, der kaldes "backfire"-strategier. Som Fishkin og Pozen (2018) påpeger, er nationen nu vidne til en asymmetrisk politisk kamp, hvor polariseringen fører til, at sådanne strategier får lov at blomstre. For en præsident, der søger at afbøde virkningerne af en skandale, er det derfor afgørende at forstå, hvordan man kan vende en potentiel katastrofe til en fordel, noget der har vist sig effektivt i tilfælde som den såkaldte "wire tapp" og "Biden-skandalen."

En væsentlig del af den politiske transformation, der finder sted, er den ændrede måde, hvorpå vi kommunikerer. Fra aviser til tv og nu til sociale medier, har medierne altid spillet en central rolle i, hvordan præsidenter forsøger at håndtere politiske skandaler. I 2004 konkluderede Wattenberg, at den faldende seerskare for præsidentielle meddelelser ville føre til en begrænsning af præsidentens magt. Men som Grossmann og Hopkins (2018) påpeger, har republikanske kræfter især i flere årtier angrebet og undermineret grundlæggende institutioner, især medierne. I stedet for at forholde sig til traditionelle medier har republikanerne arbejdet på at etablere alternative medier, som er mere venligt stemte overfor deres dagsorden.

I 2019 så Fox News sin højeste primetime-seerskare nogensinde. For præsident Trump, der har haft et tæt forhold til Fox News, har dette været et væsentligt instrument i hans mediestrategi. Hans evne til at afvise kritik og faktatjek som "fake news," iscenesat af medier som The New York Times og CNN, har givet ham et kraftfuldt værktøj til at vende kritik til støtte. I stedet for at kæmpe mod negativ omtale fra etablerede medier, har Trump formået at bruge denne kritik til at styrke sin egen fortælling. Det er en jujutsu-strategi, hvor han vender mediernes angreb på ham til en bekræftelse af hans påstande om mediernes bias.

Et centralt element i denne strategi er hans brug af Twitter, hvor han direkte kan kommunikere med sine 73 millioner følgere uden mediation fra traditionelle journalister. Hans tweets har ikke kun været en måde at fastsætte dagsordenen på, men også en effektiv defensiv strategi til at afværge angreb og skabe modfortællinger. For eksempel blev "den perfekte telefonsamtale" – et centralt punkt i Ukraine-skandalen – hurtigt et redskab, hvor præsidenten kunne etablere sin version af virkeligheden. Mens de fleste mainstream-medier afviste hans påstande som usande, gav konservative medier som Fox News og Breitbart en alternativ fortælling, som hans tilhængere kunne støtte sig til.

Det var ikke bare et spørgsmål om at afvise de negative historier, men om at skabe en modfortælling, som kunne udfordre de etablerede medier. I dette tilfælde, ved at fokusere på Bidens påståede uretter i Ukraine, kunne præsidenten aflede opmærksomheden fra sine egne handlinger. På denne måde kunne Trump minimere skaden på sin præsidentskab og beskytte sig mod at blive fjernet gennem rigsretter.

En af de væsentligste faktorer for succes med en backfire-strategi er at have en lydhør og engageret offentlighed. Ifølge Washington Post havde Trump i slutningen af 2019 gjort 16.241 "fejlbehæftede påstande" (Kessler et al., 2020). Mange af hans tilhængere anerkender, at han ofte ikke taler sandt, men dette ser ikke ud til at mindske hans støtte. Med den rette medieplatform og en villighed til at arbejde med alternative versioner af sandheden, kan en præsident skabe et narrativ, hvor hans egne påstande om sandhed – selv når de er udokumenterede – opnår legitimitet.

Det er en farlig udvikling, hvor troværdighed ikke nødvendigvis er baseret på faktuelle beviser, men på, hvilken fortælling der bedst passer til et politisk publikum. Skandaler kan få liv i sig selv gennem mediernes behandling, og en effektiv backfire-strategi kræver, at en præsident kan udnytte de medier, der understøtter ham, samtidig med at han afviser dem, der kritiserer ham. Denne dynamik er nu en uundværlig del af det politiske landskab og stiller store krav til både medier og vælgere i vurderingen af, hvad der er sandt og hvad der ikke er.

Hvordan Skandaler Former Præsidenternes Magt i USA

Skandaler i politisk sammenhæng er ofte ikke blot brud på loven, men også brud på de moralske normer, der er fundamentale for offentlighedens tillid. Når en præsident eller en politiker bliver involveret i en skandale, er det sjældent nødvendigt at kende alle detaljerne for at forstå, hvad der er på spil. Vi ved hurtigt, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og i mange tilfælde er det de symbolske handlinger, der tages, som afgør, om noget bliver anerkendt som en skandale eller ej.

De skandaler, som involverer magtmisbrug, såsom korruption eller misbrug af embedsmandens position, opstår typisk, når der er et klart brud på de etiske normer, der burde regulere magtudøvelsen. Ligeledes opstår finansielle skandaler, når reglerne, der er designet til at sikre fair valg og forvaltning, bliver brudt. Sexskandaler rører sig omkring begrebet integritet. Set igennem dette objektive prisme er det klart, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, og hvad der derfor er skandaløst.

Skandaler kan udnyttes som et våben i den politiske kamp. Især i den moderne æra, hvor medierne og offentligheden har adgang til så meget information, er det ikke nødvendigt for politikere at præsentere et fuldstændigt billede af sandheden for at kunne ramme deres modstandere med en skandale. Informationsomkostningerne er lave, og den kognitive indsats, som kræves for at danne en holdning til en skandale, er ofte minimal. Derfor er skandaler blevet et effektivt redskab for politiske aktører, der ønsker at underminere deres modstandere.

I lyset af dette er det bemærkelsesværdigt, at en præsident sjældent gennemfører to perioder uden at være involveret i en større skandale, enten direkte eller gennem en tæt medarbejder. Håndteringen af skandaler af den siddende præsident er blevet en væsentlig del af, hvordan vi forstår magtudøvelse i det moderne amerikanske politiske system. Skandaler kan afsløre meget om både de systemiske ændringer i det politiske system og de individuelle stilarter hos præsidenterne.

Når præsidenter står over for en skandale, er der typisk to overordnede måder at reagere på: samarbejde eller modstand. Modstand, også kaldet "stonewalling", betyder, at præsidenten forsinker udgivelsen af information, giver kun delvis information, nægter at samarbejde med efterforskende instanser, eller på anden måde forsøger at afværge offentlighedens opmærksomhed. Eksempler på stonewalling kan findes i Richard Nixons reaktion på Watergate-skandalen, hvor han både forsøgte at skjule informationer og benyttede politiske argumenter til at dække over skandalen. Samarbejde, på den anden side, er mere subjektivt og kan ofte være præget af forsinkelse eller opretholdelse af en minimal form for samarbejde, som ses i skandalernes behandling af Ronald Reagan og Bill Clinton.

Men der er også en tredje mulighed for præsidenter, som ikke blot reagerer med samarbejde eller modstand. Denne tredje reaktion er misdirection, et begreb, som kan beskrives som en form for politisk afledning, der bruges til at skabe et brud i udviklingen af en skandale. Et eksempel på misdirection er, når en præsident opfordrer til opmærksomhed på en anden politisk begivenhed eller skaber en falsk opfattelse af, at der er et andet, mere presserende problem, som kræver fokus.

En sådan taktik blev tydeligt brugt af Donald Trump under hans tid som præsident. I forbindelse med beskyldningerne om russisk indblanding i valget i 2016 brugte Trump medierne til at aflede opmærksomheden væk fra hans forbindelser til Rusland ved at påstå, at hans telefonlinjer var blevet aflyttet af tidligere præsident Obama. Dette kunne tolkes som en form for politisk "backfire", hvor et nyt og kontroversielt emne blev sat på dagsordenen for at reducere opmærksomheden på den oprindelige skandale. Taktikken kunne have til formål at skabe en brandbælte af politisk opmærksomhed, som kunne forhindre en skandale i at vokse sig større.

Misledende afledninger, eller misdirection, er en potentielt farlig strategi, fordi det kan undergrave demokratiets integritet. Når en præsident forsøger at aflede offentlighedens opmærksomhed fra en skandale ved at bruge misdirection, betyder det, at han eller hun måske unddrager sig ansvar og manipulerer både offentligheden og politiske aktører. Misledning er derfor et spørgsmål om magt og ansvar, som bør bekymre både akademikere og den brede offentlighed.

Brugen af misdirection giver os et klart indblik i præsidentens magt og hans eller hendes evne til at forme den politiske virkelighed og influere andre aktørers handlinger. Det er dog vigtigt at bemærke, at selv om misdirection ikke er en ny strategi, har den fået ny opmærksomhed med præsident Trump, hvis metoder i denne henseende har været både mere udtalte og mere systematiske.

Når man ser på brugen af misdirection som en reaktion på skandaler, får vi et større perspektiv på, hvordan præsidenter har formået at håndtere politisk modgang og bevare magten i et system, der er langt mere afhængigt af medierne og offentlig opfattelse end tidligere. Denne taktik har ikke kun at gøre med den enkelte præsidents præferencer, men også med de politiske forhold og den måde, offentligheden reagerer på skandaler i moderne tid.

Jak komunikovat s lékařem v zahraničí?
Jak si udělat prostor pro sebe a rodinu ve zrychleném životě?
Jak si užít plavbu po Nilu a na co si dát pozor