Polykulturel kompetence som et socialpædagogisk fænomen

Bulygin A.M.
Ph.d.-studerende ved pædagogik- og psykologikatedret ved Shadrinsk Stats­pædagogiske Institut

Resumé:
På nuværende tidspunkt er der ingen entydige opfattelser af fænomenet »polykulturel kompetence«, der er givet en universel definition, og der foreligger ikke nogen alment anerkendt struktur for polykulturel kompetence. Praksis viser, at manglende viden om polykulturel kompetence hæmmer de studerendes personlige udvikling og påvirker effektiviteten af hele uddannelsesprocessen. Derfor får dannelsen af polykulturel kompetence som en integrativ personlighedskvalitet, der bestemmer de studerendes personlige vækst og bidrager til forbedring af uddannelsesprocessen på universiteter, en særlig betydning.

Nøgleord: dannelse af polykulturel kompetence, polykulturel uddannelse, polykulturel kompetence.

I moderne national pædagogik ses en betydelig mangel på udvikling af dette spørgsmål, idet de fleste forskere er optaget af problemstillingen polykulturel uddannelse, som uden tvivl har direkte forbindelse til problemet polykulturel kompetence, men ikke specificerer vejene til dens udvikling. Således er polykulturel uddannelse som et værktøj til integration af nationale mindretal i det dominerende kulturelle miljø blevet studeret af G.D. Dmitriev, U. Boos-Nünning, U. Sandfux; som middel til dannelse af national selvbevidsthed og kulturel selvidentifikation har den været betragtet af V.E. Abidova, E.N. Matjukhina, A.I. Odinets, M.A. Timofeeva, T.A. Chikaeva; koncepter for polykulturel interaktion i udenlandsk pædagogik har været studeret af S.Ch. Naushabayeva, A.A. Rakhkoshkin; implementeringen af en polykulturel tilgang i uddannelsesindholdet er viet til arbejder af L.G. Vedenina, T.B. Menskaya, A.V. Shafrikova. Spørgsmål om multikulturalitet er ofte blevet rejst af journalister i massemedierne, og pædagogiske, antropologiske, psykologiske, etnografiske og sociologiske studier har spillet en væsentlig rolle.

For at unge mennesker skal have en vis «immunitet» over for negative manifestationer af mellem-etniske relationer, må uddannelse ruste dem med polykulturelle kompetencer, blandt hvilke specielt vigtige er: åbenhed over for mellemetniske forskelle, evnen til at leve blandt mennesker fra andre kulturer, sprog og religioner, mod til dialog.

I dag er det svært at nævne et samfundsfag, der ikke direkte eller indirekte vedrører problemet med polykulturalitet. Særligt blandt dem er filosofi, historie, etnografi, sociologi, konfliktologi, religion, politologi, psykologi og i stigende grad pædagogik. Polykulturel kompetence sættes i dag i rækken af de grundlæggende pædagogiske principper. Dette skyldes en række sociale, økonomiske og kulturelt-etiske modsætninger.

»Koncep­tionen for udvikling af polykulturel uddannelse i Den Russiske Føderation« (2010) definerer dens mål som socialisering af nye generationer i betingelser af øget foranderlighed i den moderne verden, deres forberedelse til »funktionelt samarbejde som medlemmer af polyetniske civilsamfund på regionalt, russisk og internationalt niveau«. I den forbindelse er hovedretningen for udviklingen af den polykulturelle skole den poly­lingvale undervisningsmodel. I koncep­­tionen fremhæves også nødvendigheden af at organisere uddannelse og efter­uddannelse af personale til udvikling af polykulturel uddannelse i Rusland. Derfor fremstår opgaven om dannelsen af polykulturel kompetence som meget aktuel og betydningsfuld under moderne betingelser.

Ifølge I.V. Peskov karakteriseres dannelsen af denne gruppe kompetencer ved niveauet for personlighedens åndelige-moralske udvikling, sikring af en sund livsstil, forståelsen af forskelle mellem kulturer, graden af tolerance.

Særlige kendetegn ved polykulturelle kompetencer bestemmes af den dialogiske karakter af kulturens funktion og udvikling, niveauet for studerendes etnokulturelle identifikation, niveauet for viden om det polykulturelle miljø, niveauet for deres følelsesmæssige og adfærdsmæssige kultur, hvilket kræver brugen af aktive metoder (dialog, samtale, diskussion, modellering, planlægning, rekonstruktion, rollespil, refleksive metoder).

Den polykulturelle kompetence hos fremtidige specialister er en værdiorienteret professionel-personlig egenskab, der integrerer systemiske videnskabelige kundskaber, kreative færdigheder, kompetencer og erfaringer fra aktivitet, motiver og værdier, og som karakteriserer fremtidige læreres evne og villighed til at gennemføre funktionelt samarbejde med repræsentanter for andre kulturer og sikre interkulturel, mellem-etnisk og mellem-personlig interaktion blandt studerende i en polykulturel verden, herunder i et polykulturelt uddannelsesrum.

Den metodologiske basis for dannelsen af polykulturel kompetence hos fremtidige pædagoger, som bestemmer retning, indhold og organisering af denne proces, er en integrativ tilgang, der samler dets elementer og niveauer i et helhedsorienteret meningsrum for opnåelse af ny, optimal kvalitet under forudsætning af sikring af studenternes subjektivitet, autonomi, refleksiv aktivitet og underviserens facilitatorrolle. Processen med dannelse af polykulturel kompetence baseret på den integrative tilgang sikrer dynamikken i overgangen for fremtidige pædagoger fra elementært og tærskelniveau til avanceret niveau af besiddelse af denne kompetence, som vurderes på grundlag af et sæt indbyrdes forbundne kriterier – det gnoseologiske, det praksiologiske, det værdiorienterede – og deres indikatorer.

L.I. Maksimova hævdede i sine arbejder, at realiseringen af den udarbejdede model for dannelse af polykulturel kompetence hos fremtidige lærere i universitetspraksis forudsætter overholdelse af principperne helhed, kulturrigtighed, kulturdialog, tolerance, kreativitet, refleksivitet, variation såvel som et kompleks af pædagogiske betingelser (skabelse af et stimulerende kulturelt-undervisningsmiljø; udvælgelse af fag hvis indhold mest muligt er rettet mod dannelse af den undersøgte kompetence; udvikling af passende program-metodisk støtte; integration af alle former for studentaktivitet; stimulering af subjektets autonomi på grundlag af opbygning af deres personlige uddannelses­trajectorier m.m.).

De gældende sociale og økonomiske betingelser, fremkomsten af massemediernes pres på de åndelige idealer ledsages af tabet af traditionelle værdiorienteringer i den nationale kultur, af lånte pseudokulturer. I 2009 viste en undersøgelse meget beklagelige resultater: I perioden 1999–2009 faldt niveauet for generel kulturel kompetence ikke blot – for nogle indikatorer faldt det med 30-40%. I realiteten skete der i landet en latterliggjort “stille” humanitær katastrofe, og dens nedadgående tendenser er fortsat indtil nu.

Moderne uddannelse skal være mangfoldig, passende det kulturelle og etniske mangfoldighed i samfundet, og imødekomme bredt de socialt-professionelle gruppers behov samt individuelle åndelige krav. Under disse betingelser vokser betydningen af dannelsen og udviklingen af det polykulturelle professionelle-undervisningsmæssige rum som en særlig social praksis, som en universel kulturel-historisk form for udviklingen af menneskets essentielle kræfter og teknologierne til dets reformering.

Polykulturel uddannelse fungerer som et middel til at reducere spændinger i samfundet, da en af dens vigtigste funktioner er at undervise mennesker i en grundlæggende ny holdning til fælles liv i én stat blandt repræsentanter for forskellige etniske grupper.

Samtidig forbliver den moderne universitetsuddannelse, hvor grundlaget for studerendes polykulturelle kompetence lægges, stadig traditionel og mangler tilstrækkeligt potentiale til løsning af dette problem. De eksisterende pædagogiske teknologier fremmer ikke dannelsen af studerendes polykulturelle kompetence. De forudsætter enten ikke formuleringen af dette problem som en opgave for uddannelsesprocessen, eller de indregner ikke løsning af denne opgave som en del af undervisningsaktiviteten.

Analysen af videnskabelige arbejder har vist, at der på nuværende tidspunkt ikke findes entydige opfattelser af fænomenet »polykulturel kompetence«, der ikke er givet en universel definition, og der ikke er nogen alment anerkendt struktur for polykulturel kompetence. Praksis viser, at manglende viden om polykulturel kompetence hæmmer de studerendes personlige udvikling og påvirker effektiviteten af hele uddannelsesprocessen. Derfor får dannelsen af polykulturel kompetence som en integrativ personlighedskvalitet, der bestemmer de studerendes personlige vækst og bidrager til forbedring af uddannelsesprocessen på universiteter, en særlig betydning.

Den centrale idé for en succesfuld dannelse af studerendes polykulturelle kompetence er baseret på skabelsen af pædagogiske betingelser (der sikrer helhed i dannelsen af studerendes polykulturelle kompetence, udtrykt i det dialektiske samspil mellem nationale og verdens­omspændende værdier; der gennemføres integration af systemerne for undervisning, udenoms­undervisning og praktisk træning), som garanterer en kvalitativ professionel forberedelse inden for polykulturel uddannelse. I centrum for universitetets uddannelsesproces står en personlighed med polykulturel kompetence. Studerende må udvikle evnen til at acceptere andre kulturer gennem en bevidsthed om deres egne kulturelle rødder og forståelse af deres kulturs plads i den omgivende verden.

Litteratur: