Hvordan kan et menneske være levende og pludselig død? En udforskning af tid, hukommelse og virkelighedens skrøbelighed

Jeg husker en følelse af varme og træthed, der blev til sygdom. Jeg drak noget vand, og pludselig ringede døren, eller rettere sagt, dørklokken, som kunne høres helt i køkkenet. En stemme advarede mig om ikke at åbne. Alligevel gjorde jeg det – men der var ingen. Senere ringede den igen, denne gang stod en kvinde der og sagde noget om støj. Tingene bevægede sig på mystisk vis i takt. Jeg drak lidt mere vand og ryddede op, og da jeg vendte tilbage, fandt jeg ham død. Stivnet. Død. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan kan et menneske være levende et øjeblik og så pludselig være død og stiv?

Politimændene diskuterede det efterfølgende. Hun løj ikke, de var sikre på, at hun troede på det, hun fortalte, men det brød alle fysiske love. De termodynamiske love, der styrer kroppens væsker og faste stoffer, burde ikke kunne omgås. At finde en forklaring på denne pludselige overgang mellem liv og død er næsten umuligt. Men virkeligheden, som vi kender den, er ofte mere kompleks og modsigelsesfuld, end vi forestiller os.

I samtalen, der fulgte, fremkom tanker om frihed og fængsel – ikke kun som konkrete tilstande, men også som sindstilstande. At være sin egen fange, låse sig inde i frygt for friheden, der måske er lige så uforudsigelig og skræmmende som døden. Døden, ligesom Gud, må nødvendigvis være ufattelig, ukendt og uforståelig for menneskets bevidsthed. Dette bliver en påmindelse om, at nogle sandheder aldrig kan grebes fuldt ud, men må leves med som en del af tilværelsens mørkere mysterier.

Historien drejer sig også om mistillid og overvågning, om en verden hvor usikkerheden vokser, og man konstant kan mærke sig overvåget. Når ens liv flettes ind i kriminelle handlinger, uanset om man er skyldig eller ej, bliver virkeligheden usikker og fragmenteret. At føle sig jagtet, overvåget, som om nogen ønsker at lægge pres på én – det forvandler eksistensen til en konstant kamp for at bevare sit sande jeg i en verden fuld af løgne og skjulte dagsordener.

Midt i denne verden af mistro, sorg og skjulte motiver er der et blik mod det uundgåelige: døden, friheden og sandheden. Disse er uløseligt sammenvævede, og de kan kun mødes gennem en langsom og smertefuld erkendelse af, at nogle ting må forblive uafklarede. I stedet for at forstå, må man acceptere paradokset, den uforklarlige overgang fra liv til død, og den skrøbelige balance, som vores virkelighed hviler på.

Vigtigt er det også at forstå, at virkeligheden ofte ikke følger den lineære og logiske rækkefølge, vi ønsker at give den. Hukommelse kan være fragmenteret, oplevelser uklare, og tid kan føles både sammenfiltret og fortløbende på samme tid. Det kræver en åbning over for det absurde og uforståelige, som er en del af den menneskelige tilstand. At acceptere denne kompleksitet er ikke en svaghed, men en nødvendighed for at kunne navigere i livets uberegnelige og til tider surrealistiske væv.

Hvad afslører et hjem om dets beboer?

Davenport Road lå præcis dér, hvor jeg huskede den, et levn fra 1880’ernes spekulative byggeboom. Husene stod stadig intakte efter to verdenskrige, solide og ukrukkede, uden nogen ydre pragt men med en mærkbar følelse af varig komfort. Netop denne diskrete respektabilitet gav et første fingerpeg om Timothy Dean, men langt fra hele billedet. Han boede i en stuelejlighed, og da han åbnede døren efter to ring, var det med en hæs og let dragende stemme, en stemme formet af alt for mange cigaretter.

Indenfor var rummet præget af hvide og beige toner, rå tweedbetrukne stole og et enkelt, dybtgrønt fløjlsmøbel, som trak blikket til sig. På væggen hang et abstrakt maleri i amethyst og sod – en sofistikeret, bevidst sammensat atmosfære, der sagde mere om ham end nogen samtale. Askebægeret bugnede, han var en tung ryger, men han virkede ikke som en drikker trods det veludstyrede barskab gemt bag bogrygge. Alt omkring ham signalerede kontrol og æstetisk disciplin, og alligevel fornemmede man straks en understrøm af uro.

Han var forlægger, forklarede han, Archibald Press – lærebøger om videnskab, medicin, jura, nu også kunsthistorie. Hans arbejde var at finde forfatterne, skabe produktet, sælge det. Alligevel lød han fjern, som om han stod udenfor sit eget virke. Ikke læge, ikke forsker, blot en mand der orkestrerede andres viden. Han indrømmede, halvt i spøg, at han var ensom og måske endda bange, og ordet “bange” faldt i rummet som en sten i vand. Et øjebliks ubevogtet sandhed, straks fejet væk med et “glem det”.

Jeg tænkte, at han tog risici. Han havde skubbet sit visitkort med en kryptisk besked i min hånd. Og jeg havde taget risikoen ved at komme. To mennesker, sagde jeg, der gør uoverlagte ting, en brandfarlig kombination. Han svarede, at han følte sig tryggere, nu hvor jeg var der. “Bliv og bliv,” sagde han. “For evigt.” Ordene kunne være et spil, men lød som et råb fra en mand, der havde fyldt sit hjem med konserver og flasker, som om han ventede på en belejring, en selvvalgt isolering.

I denne mærkelige intimitet lå både nysgerrighed og fare. Vi bevægede os hurtigt, sagde jeg til mig selv, på en lille rejse mod døden – to fremmede, der spejlede hinanden i en privat ensomhed. “Jeg kunne blive for evigt,” svarede jeg, men kun halvt i alvor. For jeg vidste, at bag den sofistikerede lejlighed og det kontrollerede sprog fandtes et menneske, der ikke blot var ensomt, men skrøbeligt, og at jeg selv kun var dér på lånt tid.

Det er vigtigt at forstå, at et menneskes ydre – deres hjem, deres job, deres stil – kan være både spejl og skjold. Det kan vise en verden af orden og smag, mens det i virkeligheden dækker over frygt, rastløshed og en længsel efter forbindelse, som ingen gæst kan tilfredsstille. Man må læse detaljerne som man læser en tekst: farver, genstande, stemmer og små gestusser bliver tegn, der afslører mere end ord. Samtidig er det vigtigt at se grænsen mellem medfølelse og indblanding, mellem fascination og opslugning. Den intime distance er det, der holder mødet mellem to mennesker levende – og sikkert.

Kan man nogensinde stole på det, man ser?

Jeg havde forsøgt at nå frem, men fik kun et konstant travlt-signal. Små handlinger, hvor jeg tog Guds rolle på mig og sprængte små bidder af universet i stumper, havde gjort mig upopulær. Politiet brød sig ikke om mig, og vores formand, en mand af fred, stolede heller ikke på mig. Han så på mig med vagtsomhed, hvilket jeg ikke kunne bebrejde ham. Vi var et talende folk, og vores møder trak ud, så jeg blev bagud og aldrig fik ringet til Lally eller min mand.

En hastig seddel på mit skrivebord fortalte, at Miss Ashley havde ringet og bedt mig kontakte hende på Parade-kontoret. Parade var butikken, hvor Lally, hvis eget tøj altid var en vittighed, lavede regnskaber – sandsynligvis også en vittighed for butikken selv. Jeg så på uret og vidste, at Parade måtte være lukket. Måske ventede Lally stadig, men næppe.

Fodtrin nærmede sig. Jeg vendte mig og gispede. To mænd med nylonstrømper over ansigtet stod bag mig. Den ene sprang frem som et dyr, greb mig om livet og lagde en læderhandsket hånd over min mund. Jeg kvælede en lyd, han løftede hånden en smule og sagde lavt: “Prøv ikke at råbe.” Den anden mand kom tættere på, og sammen tvang de mig op ad trapperne til min egen dør.

“Hvis politiet spørger til din bil, så husk, at du gav os lov til at bruge den. Du er medskyldig nu.” Jeg protesterede svagt, men stemmen døde væk. Læderhandsken slap, og jeg sank sammen på gulvet. Jeg var rasende på mig selv over min svaghed, og mens jeg gned min venstre arm, løb de ned ad trappen og smækkede døren. En varm stribe løb fra min næse, og jeg fandt blod på mine rystende fingre.

Han kiggede hurtigt på mig, vendte sig væk. Han kunne ikke lide at se problemer i øjnene, og det var det, jeg var blevet for ham. Jeg satte mig og trak vejret roligt. Mændene kunne have dræbt mig, men de gjorde det ikke. Måske næste gang.

“Var det politiet?” sagde jeg stille. Han var forfærdet. “Det kan du ikke mene.” Men politiet havde aldrig brudt sig om mig, og ikke alle politifolk er pæne mænd i hvide handsker. “De bar masker,” sagde han, fortabt. “Så var det planlagt.”

Jeg følte en mærkelig ro. De havde ikke skadet mig fysisk, kun skræmt mig. Jeg trak min hånd til mig. “Lad os kalde det en erfaring,” sagde jeg. “De ville skræmme mig, og det lykkedes.” Han så på mig med et strejf af sorg; han var en god mand, alt for god til mig.

Jeg var sulten. For første gang i ugevis ville jeg spise. Men i baghovedet lød stadig en stemme: “Løgner, løgner.” Jeg kiggede ned på min arm, hvor to små prikker var dukket op som et hug fra en slange.

Hvordan håndtere bruddet mellem afhængighed og selvstændighed i et forhold?

Han slap sig selv løs og lod sig smile. "Jeg ved bedre end at prøve at løfte dig over det minimale." Ved middagen, da min sult var stillet, og jeg drak kaffe, sagde han: "Den joke, du lavede, om at det ikke var voldtægt. Det var bare en joke, ikke?" "Jeg tror ikke, sex indgik i det." "Hos dig kommer det som regel ind et eller andet sted," sagde han lavmælt. "Her og der, ja," sagde jeg, "men man må huske, at det aldrig er det vigtigste." Han blev rød i ansigtet; han brød sig ikke om, at jeg sagde det, og var vred – hvilket jeg havde til hensigt.

"Du havde noget at sige til mig, ikke?" "Jeg har et formelt forslag." Noget ved hans tone advarede mig. Jeg kunne forudsige, hvad der kom. En advokat havde nok sat de ord i hans mund. "Hvis jeg tager lejemålet på et nyt hus, et nyt sted at bo, et sted, hvor vi kan skabe et hjem, vil du så slutte dig til mig der?" Jeg måtte altid minde mig selv om, at han var relativt rig, og at han kunne købe nye lejemål og investere kapital i dyre ejendomme, som han ønskede. Jeg havde nydt mit korte liv som fuldtidskone med frihed til at shoppe på Harrod’s og Fortnum & Mason og købe tøj fra Yves St Laurent. Men jeg er ikke naturligt hjemme i sådan en rig verden, og det havde ikke generet mig at forlade den.

Jeg er ikke egentlig en nådesløs person, selvom jeg ofte må synes sådan. Også følte jeg mig lidt længere væk fra virkeligheden med det skridt. Måske havde jeg altid haft i baghovedet, at jeg en dag kunne vende tilbage til ham. Men nej, det ville ikke gå. Det mærkelige havde været, at han og jeg overhovedet var kommet sammen.

Jeg drak min kaffe færdig. "Nå, så er det afgjort." Jeg så op. "Vi behøver ikke engang at mødes igen." "Jeg kan ikke bare vaske mine hænder af dig. Du har problemer." Jeg rynkede panden. "Jeg tror, jeg har lidt problemer. Men det er ikke noget, du kan hjælpe med. Det har jeg prøvet at gøre klart." "Jeg kan betale for en advokat." "Det er ikke kommet dertil endnu. Og desuden har jeg i mit job masser af advokater, som ville forsvare mig. Jeg arbejder i martyrdommens forretning." "Jeg ved, du er din egen værste fjende," sagde han halvt beundrende. Det var ikke helt sandt, selvom det var pænt sagt; jeg var også en fjende for en eller to andre. "Jeg holder for meget af dig til også at ville være din," sagde jeg. "Gå væk og få dig din fine skilsmisse."

Vi skiltes udenfor restauranten. Jeg ville ikke lade ham følge mig hjem. Jeg kunne mærke, at han var bekymret; han holdt fast i min hånd, da han sagde farvel. "Jeg gør ikke noget i hast," sagde han. "Og glem ikke at ringe, hvis du vil have fat i mig." Han ville ikke gøre noget ved skilsmissen endnu, tænkte jeg. Hvis jeg ville holde fast i ham, kunne jeg, jeg syntes at kende vejen. Men det kunne være en dårlig ting at gøre. Jeg var glad for at være hjemme igen, om end kun midlertidigt. Selv folk som mig har brug for et øjeblik eller to i fred.

Telefonen i den anden ende ringede, men der var ingen svar. Jeg var tålmodig og lod den ringe et helt par minutter, før jeg lagde på. Der lå nogle cigaretter på bordet ved telefonen, og jeg overvejede at ryge en, men hvorfor dø ung? Jeg trak i stedet flere dybe vejrtrækninger og prøvede så nummeret igen.

"Hvilken rolle tror de, jeg spillede i røveriet?" "De holder også et åbent sind om det. De ved, at du ikke var til stede." "Ved de, hvor jeg var?" "Ja, de har tjekket med din søster." "Sgu da." Eileen ville have været bekymret og ville have vist det. Hun havde også en skarp tunge og kunne have sagt noget. Selv hendes måde at ikke sige noget på kunne give politiet idéer. Hun troede, jeg var i problemer og ville helt sikkert forstærke enhver idé, inspektør Idden og sergent Hodd kunne have fået. Selvfølgelig vidste hun ingenting.

"Jeg kunne ikke få mere ud af ham," var Tony beklagende. "Han var meget vag. Han er altid forsigtig, men denne gang var han virkelig tilbageholdende. Man kunne læse noget ind i det, hvis man ville."

Ja, det kunne man bestemt, men jeg ville ikke sige det til Tony, når han havde gjort så meget. "Tusind tak, du har gjort det fantastisk, Tony." "Hold kontakten, vil du? Jeg kan måske få mere." "Åh?" Det alarmerede mig. Det betød, at Tony var interesseret, og hvis han var det, så fortalte hans meget følsomme antenner ham, at der var en stor historie på vej. Han kunne have fået det fra sin politimand. Eller, selvom jeg håbede ikke, kunne han have fået det fra mig.

"Jeg ringer indimellem. Men ring ikke her, jeg er måske ikke her så meget." "Det passer mig fint. Jeg sender røg-signaler, hvis jeg vil have fat i dig," sagde han venligt.

For at falde til ro ryddede jeg lidt op i rummet. Der var intet i det, jeg værdsatte eller ville have noget imod at efterlade. Det var bedre at leve sådan. Der var kun én ting i de tre rum, der havde nogen værdi for mig. Jeg gik hen til bordet ved vinduet. Jeg brugte det til mit make-up; jeg vil ikke kalde det et sminkebord. Det havde en skuffe, som jeg holdt låst. Jeg kiggede grundigt på skuffen, tjekkede automatisk, men der var ingen tegn på, at nogen havde forsøgt at bryde låsen op. Jeg formodede, at politiet kunne have måder at åbne skuffen på uden at efterlade spor, men jeg havde ikke set tegn på, at lejligheden var blevet gennemsøgt. Det kunne ske en dag.

Jeg åbnede skuffen og tog min dagbog frem. Jeg er ikke en Pepys (selvom jeg liges