Richard Nixon brugte en politisk retorik, der spillede på både race og etnicitet for at definere, hvad det ville sige at være amerikaner i 1970'ernes USA. Hans fokus var på at skabe en adskillelse mellem dem, han betragtede som "virtuøse" amerikanere, og de, han anså som ufortjente modtagere af velfærdsstøtte. Dette blev gjort gennem en række retoriske greb, der implicit skabte et "vi og dem" billede, hvor bestemte grupper blev fremstillet som både moralsk og patriotisk overlegne. Dette gjorde det muligt for Nixon at appellere til brede vælgergrupper, især de hvid-ethniske vælgere i forstæderne, som han håbede at vinde ved at udnytte deres følelser omkring race og klasse.

Nixon angreb offentligt welfare-systemet og knyttede det til en ideologi om patriotisme og hårdt arbejde. I sin tale den 2. oktober 1972 i Uniondale, New York, udtalte Nixon, at folk, der kunne arbejde, ikke skulle finde det mere profitabelt at modtage velfærd end at arbejde. Dette udtryk om, at velfærdsmodtagere kunne tjene mere på velfærd end på et arbejde, havde en kraftig effekt. Det formulerede ikke kun velfærdsmodtagerne som dovne og "un-amerikanske", men det forstærkede også en stereotype, som i høj grad var rettet mod afroamerikanske samfund.

Der blev lagt vægt på arbejdsomhed som en central amerikansk værdi, og velfærdsmodtagere blev fremstillet som dem, der stjal fra de "rigtige" amerikanere - de, der betalte skat og arbejdede hårdt for deres penge. I den forbindelse blev etnisitet et vigtigt redskab i at kommunikere denne retorik. Selvom Nixon ikke direkte nævnte race i sine taler, spillede etnicitet en stor rolle i hans strategi. Ved at appellere til de hvid-ethniske vælgere og deres følelse af, at de stadig var et mindretal i USA, skabte Nixon et fællesskab, der gik på tværs af etnicitet men samtidig betonede en homogenitet baseret på arbejdsomhed og moral.

Det er også vigtigt at forstå, at Nixon's brug af etnicitet som et mål i sin politik ikke kun refererede til de traditionelle "hvide" amerikanere, men også de etniske grupper, som i tidligere tider havde været betragtet som mindre integrerede i den amerikanske samfundsstruktur. I den periode, hvor hans politiske strategi blev udformet, var grupper som italienere, polakker og jøder stadig i færd med at blive "hvide" i den amerikanske sociale orden. Dette "mellemrum" i etnisk identitet, som David Roediger beskriver som "racial in-betweenness", spillede en central rolle i, hvordan disse grupper opfattede sig selv i forhold til de mere etablerede hvidamerikanske samfund.

På den ene side blev disse etniske grupper anerkendt som "hvide" i juridisk forstand, men på den anden side var deres sociale integration langt fra fuldendt. For eksempel blev italiensk-amerikanere i starten af det 20. århundrede ofte racemæssigt stigmatiseret, men de kom gradvist til at blive accepteret som en del af den bredere hvide identitet i USA, især efter 2. verdenskrig. Nixon og de republikanske strateger, der fulgte hans ledelse, formåede at mobilisere disse grupper ved at appellere til deres følelsesladede forhold til etnicitet og samfundets opfattelse af, hvem der tilhørte den "virtuøse midte".

I denne politiske kontekst må vi forstå, hvordan etnicitet og race ikke kun er biologiske eller sociale kategorier, men også politiske værktøjer, der bruges til at skabe splittelser og styrke visse gruppers magt. Nixon's taler var ikke kun reaktioner på samtidens politiske spørgsmål; de var også strategisk designet til at omforme og præsentere et billede af amerikansk identitet, hvor et arbejdsom, etnisk mangfoldigt fællesskab skulle adskilles fra de grupper, der blev betragtet som afhængige af statslig hjælp og dermed svage.

Det er også centralt at forstå, at Nixon ikke blot definerede "de andre" gennem negative stereotyper, men også skabte et fundament for et politisk sammenhold, hvor idéen om et "forenet Amerika" blev præsenteret som værende bundet sammen af fælles værdier frem for fælles etnicitet. Dette var en politisk strategi, der omfavnede et bestemt billede af den amerikanske middelklasse, men samtidig ekskluderede dem, der ikke kunne opfylde disse standarder.

Hvordan Bill Clinton ændrede den amerikanske politiske retorik om race og uddannelse

Bill Clinton ønskede at skabe et Amerika, hvor der er mulighed for alle – uanset køn, race, etnisk baggrund eller økonomisk status. Uddannelse, hævdede han, lærer os at leve sammen på tværs af vores forskelle. Denne ambition om lighed og adgang for alle blev et centralt tema i hans politiske diskurs. Dog syntes hans retorik til tider at være på grænsen til benægtelse af den eksisterende ulighed i uddannelsessystemet. For eksempel, under et besøg i New Orleans den 2. november 1996, præsenterede Clinton et vagt udformet uddannelsesprogram. Han talte om at udvide arbejdsstudie-programmer for college-studerende, sikre at alle unge kunne læse en bog ved otte års alder, forbinde alle klasseværelser til internettet og åbne dørene for universitetsuddannelse for alle amerikanere gennem udvidelse af skattefradrag til college-udgifter. Men uddannelse var aldrig en topprioritet på vælgernes dagsorden under Clintons genvalgskampagne. Tidligere forsøg på at forbedre uddannelse havde endda haft den modsatte effekt, som det var tilfældet med Carters forsøg på at navigere i spørgsmål om positiv særbehandling.

I mange henseender brød Clinton radikalt med tidligere demokratiske tendenser i forhold til uddannelse. I 1970’erne og 1980’erne kæmpede demokraterne med spørgsmål om positiv særbehandling og busning, men de undlod at adressere de fundamentale ubalancer i uddannelsessystemet, samtidig med at de forsøgte at appellere til de hvide vælgere. Segregationen steg til niveauer, der mindede om perioden før borgerrettighedsbevægelsen, mens Clinton fremhævede de multikulturelle resultater i det amerikanske uddannelsessystem. Han støttede uddannelse generelt og hans plan om at udvide adgangen til teknologi i skolerne blev præsenteret som en kraft for lighed. Ligesom hans retorik om velfærd og kriminalitet brugte han sin tid på at appellere til moderate hvide vælgere, snarere end at kæmpe for racemæssig lighed.

Clintons tilnærmelse til moderate hvide vælgere var i høj grad et svar på de succeser, som tidligere præsidenter havde haft med at bruge retorik om race og racemæssigt kodede emner. Den succes, Clinton opnåede i 1996, var sammenlignelig med Nixon’s i 1972 og Reagan’s i 1984. De meningsmålinger, der blev gennemført før valget, viste, at Clintons godkendelsesvurdering var over 50 procent i 19 af de 22 målinger, og hans støtte faldt aldrig under 50 procent efter februar. Gallup viste i september 1996 et 18 procentpoint forspring mellem Clinton og hans modstander Bob Dole. I sin refleksion over sin kampagne nævnte Clinton, at hans forspring havde "fået noget af livet ud af valget." Denne popularitet indikerede, at noget i Clintons kampagne havde været særligt effektivt, hvilket kunne forklare, hvorfor han som demokrat for første gang siden 1964 vandt flertallet af de hvide vælgeres støtte.

Uanset om Clintons race-retorik direkte hjalp hans valgkampagne eller ej, viste hans succes i 1996, at han i høj grad havde adresseret de spørgsmål, der motiverede vælgerne – spørgsmål, der også havde været centrale i 1970’erne og 1980’erne. En Gallup-måling fra januar 1996 viste, at vælgerne betragtede emner som kriminalitet, fattigdom, moral, velfærd, stoffer og uddannelse som de vigtigste problemer i landet. Disse emner, ofte kodet racemæssigt, var stadig i top ti af de vigtigste spørgsmål i maj 1996. En anden meningsmåling afslørede en konservativ drejning i offentlighedens syn på racemæssige spørgsmål. Et stort flertal var imod racemæssige præferencer i arbejde og uddannelse, og flere modsatte sig busning som middel til at sikre racemæssig balance.

Clintons strategi blev karakteriseret som en forsigtig og centristisk tilgang, der tillod ham at appellere til både de moderate og de mere konservative vælgere. Han fortsatte med at støtte konservative principper som strengere straffe for kriminalitet og et mere restriktivt velfærdssystem, men han inkorporerede også nogle liberale elementer. Hans succes i 1996 illustrerede, hvordan den republikanske tilgang fra 1970'erne og 1980'erne kunne anvendes i en demokratisk kontekst.

Clintons velfærdslovgivning, der blev vedtaget i 1996, var et klart eksempel på hans politiske retorik og strategiske brug af konservative værdier som arbejde, moral og familiens betydning. Samtidig holdt han sig til en overordnet, bred støtte for uddannelse og undgik race-specifikke løsninger på uddannelsesmæssig ulighed. Denne tilnærmelse afspejlede en tilbagetrækning fra de race-specifikke løsninger, som demokraterne tidligere havde været opmærksomme på. Han undgik at engagere sig i de mere kontroversielle aspekter af raceproblematikken, som havde plaget partiet i de tidligere årtier, og valgte i stedet at indramme sin politik i et forsøg på at forene det amerikanske samfund, trods de eksisterende uligheder.

I denne kontekst er det vigtigt at forstå, at Clintons sejr i 1996 ikke blot var et resultat af hans politiske dygtighed, men også en afspejling af den ændrede politiske diskurs i USA, hvor race og etnicitet blev behandlet på en måde, der kunne appellere til et bredt segment af vælgerne, uden at forstyrre de eksisterende sociale og politiske strukturer. Det er også væsentligt at bemærke, hvordan Clintons strategi, selv om den kunne virke som en afvigelse fra tidligere demokratiske standpunkter, stadig fungerede inden for en retorik, der ikke direkte udfordrede de dybe race- og klasseforskelstrukturer i det amerikanske samfund.

Hvordan Ronald Reagan Skabte en Vision om Arbejde, Værdier og Uddannelse i USA

Ronald Reagan, den 40. præsident i USA, spillede en central rolle i at forme den politiske og sociale dagsorden i USA i 1980'erne. Hans offentlige taler og politiske beslutninger fokuserede ofte på et budskab om hårdt arbejde, traditionel værdier og et stærkt engagement i både familiens og nationalt fællesskab. Reagan fremhævede gentagne gange de “bedrock values”, som han mente havde dannet grundlaget for amerikansk succes og fremgang. For ham var det ikke bare et spørgsmål om økonomisk vækst, men om de dyder, der kom til udtryk i et samfund, der arbejdede sammen for at skabe en bedre fremtid.

I en tale i Waterbury, Connecticut den 19. september 1984, talte Reagan om, hvordan amerikanerne, der var kommet til landet som italienere, irere, franskmænd, polakker, hispanics og afroamerikanere, havde bygget et fællesskab, der var drevet af flid og arbejdsomhed. Dette var et sted, hvor "troen på en kærlig Gud, troen på familien og kærlighed til et land, der gav dem muligheder, fred og frihed" havde rodfæstet sig. Reagan beskrev samfundet i Waterbury som et eksempel på, hvordan hårdt arbejde og religiøse værdier havde fostret en succesfuld og stærk nation. Hans ord var en direkte opfordring til at bevare disse værdier, som han anså for at være grundlaget for den amerikanske drøm.

Men det var ikke kun de mere traditionelle værdier, der kom til udtryk i hans taler. Reagan talte også om økonomiske muligheder og infrastrukturforbedringer, som kunne hjælpe med at løse sociale udfordringer, især i fattige og minoritetsprægede samfund. I sine taler som præsident understregede han behovet for at skabe en "enterprise zone" – et begreb der skulle fremme økonomisk vækst i de mest udfordrede områder ved at give økonomiske incitamenter til virksomheder, der ville investere i disse områder. På den måde håbede han at reducere arbejdsløsheden og øge mulighederne for de fattigste og de minoritetsgrupper, der ofte blev ramt af systemisk ulighed.

Reagan forsøgte også at adressere arbejdsmarkedets udfordringer for unge og minoritetsgrupper. I flere af sine taler opfordrede han til at skabe et lavere lønniveau for unge arbejdstagere, der havde svært ved at finde beskæftigelse. Dette forslag blev ofte diskuteret i sammenhæng med den større debat om diskrimination på arbejdsmarkedet og de økonomiske udfordringer, der blev opfattet som en hindring for mange minoriteter. Reagan mente, at det var nødvendigt at skabe specifikke incitamenter for at få disse grupper til at blive en aktiv del af arbejdsstyrken. Denne politik blev betragtet som et forsøg på at kombinere økonomisk vækst med social retfærdighed, selvom kritikerne mente, at det kunne føre til lavere lønninger og lavere jobstandarder.

På det uddannelsesmæssige område fokuserede Reagan på, hvordan man kunne forbedre skolesystemet, samtidig med at man skar i offentlige udgifter. Han argumenterede for, at en væsentlig årsag til det faldende niveau i amerikansk uddannelse var, at der blev brugt for mange penge på administrativt arbejde i skolesystemet, og for lidt på faktisk undervisning. Han mente, at man skulle give mere magt til de lokale myndigheder og skoler for at kunne tilpasse uddannelsen til lokale behov og prioriteter. Reagan fremhævede dog også, at skoledisciplin og orden var af central betydning, hvilket blev et ofte tilbagevendende tema i hans udtalelser om uddannelse.

Reagans tilgang til uddannelse og arbejdsmarkedet var, som hans øvrige politik, præget af en stærk tro på det individuelle ansvar og på, at markedsdrevne løsninger kunne løse de problemer, som samfundet stod overfor. Hans politik om økonomisk vækst og arbejdsmarkedsdeltagelse gik hånd i hånd med en stærk tro på, at man ved at bevare og fremme traditionelle værdier kunne sikre et stabilt samfund.

For Reagan var det ikke kun økonomi og politik, der var afgørende for et succesfuldt samfund. Det var også et spørgsmål om moral og kultur, hvor han mente, at en genoplivning af de værdier, der havde bygget nationen, kunne føre USA gennem de udfordringer, som landet stod overfor. Hans vision for fremtiden var en nation, der var forenet af et fælles mål om frihed, hårdt arbejde og respekt for Gud og familie. Reagan var således en præsident, der gennem sin politiske retorik og sine handlinger forsøgte at indprente amerikanerne en tro på, at det var muligt at overkomme modgang, hvis man holdt fast i disse fundamentale værdier.

Det er vigtigt at forstå, at Reagan ikke blot talte om at bevare eksisterende sociale strukturer. Hans tilgang til politik var en reaktion på den politiske og økonomiske situation i USA i begyndelsen af 1980'erne, hvor økonomien var præget af høj inflation og arbejdsløshed, og hvor mange mente, at statens indblanding i økonomien var for omfattende. Reagans politik var et forsøg på at reducere statens rolle og på at fremme et samfund, hvor individets ansvar og privat initiativ spillede en central rolle. I denne kontekst kan man bedre forstå, hvorfor han appellerede til mange amerikanere, som var træt af den økonomiske nedgang og de omfattende sociale programmet fra tidligere administrationer.

Hvordan Race og Uddannelse på Virkningen af American Politics i 20. Århundrede

I det 20. århundrede har den amerikanske politiske scene været præget af en kontinuerlig debat om race, uddannelse og borgerrettigheder. Denne debat, og dens indflydelse på politiske beslutninger, har ikke kun formet landets sociale strukturer, men også ændret den måde, politik blev forstået og praktiseret. I forbindelse med disse ændringer har flere politiske beslutningstagere, både demokrater og republikanere, spillet afgørende roller i udfordringen af racisme og segregationen i Amerika. Der er dog et grundlæggende spørgsmål, der stadig står klart: Hvordan er race blevet et værktøj, og hvordan har det påvirket politikken i USA, særligt hvad angår uddannelse og segregationen i skolerne?

Fra 1960'erne og frem har begrebet race ikke kun været et socialt fænomen, men også en politisk dynamik, som har været med til at forme politikernes tilgang til sociale rettigheder og reformer. I årene efter Borgerrettighedsbevægelsen og landets efterfølgende lovgivning, såsom Civil Rights Act i 1964 og Voting Rights Act i 1965, blev der dannet et sårbart politisk landskab. På den ene side havde man de, der var engageret i at opretholde integration og lige rettigheder, og på den anden side var der et voksende oprør blandt dem, der ønskede at vende tilbage til en mere adskilt politisk og social struktur.

Først i begyndelsen af 1970'erne, under den republikanske regering af Richard Nixon, blev de første skridt mod et tilbagefald i forhold til racemæssig integration mærket af en ny politisk strategi. Nixon og hans administration gennemførte politikker, der ofte blev betegnet som "den stille modstand" mod Borgerrettighedslovgivningens effekter, hvor integrerede skoler, offentlige boligområder og arbejdspladser begyndte at vende tilbage til tidligere adskilte forhold. Denne tid, præget af et skift i den politiske dagsorden, blev grundlagt på ideen om, at en slags "selvbestemmelse" kunne hjælpe racegrupper med at finde en form for autonomi i deres egne samfund.

Desuden blev 1980'ernes økonomiske politik under Ronald Reagan en afgørende faktor i denne transformation. Reagan indførte en form for "neoliberal" politik, der fremmede en økonomisk politik, hvor statens direkte indblanding i borgernes liv og i uddannelsessystemet blev reduceret. Dette betød ikke blot et fald i offentlige ressourcer til skoleintegration og uddannelseslige tiltag, men også en øget politisering af raceproblematikken. Reagan brugte ofte retorik om at hjælpe "de arbejdende mennesker", som indirekte i høj grad resonnerede med de mere konservative holdninger til race- og sociale spørgsmål, som gik imod integrationen i skoler og arbejdspladser.

En anden vigtig faktor var det, der blev beskrevet som "ressegregation" i skolerne, en betegnelse, der dækker over den langsomme, men målrettede opdeling af skoler på grundlag af race, der blev observeret fra 1970'erne og frem. Gary Orfields forskning om ressegregation i de amerikanske skoler viser, hvordan de ideologiske beslutninger og politiske ændringer efter 1960'erne førte til en markant forandring i den oprindelige integreringsdagsorden, som førte til en ny form for racemæssig adskillelse. Dette førte til en yderligere opdeling af uddannelsesmulighederne og en stigning i økonomisk og social ulighed.

Den politiske retorik omkring race og uddannelse afspejlede også et dybt politisk dilemma. På den ene side var der en voksende bevidsthed om behovet for at tackle fattigdom og ulighed som centrale temaer i amerikansk politik. På den anden side blev race og uddannelse ofte anvendt som politiske våben af de, der ønskede at opretholde status quo. Dette blev tydeligt i den måde, politikere som Reagan og Nixon brugte specifik retorik om race og velfærd for at fremme en politisk dagsorden, der i høj grad ignorerede racebaserede sociale uligheder.

I lyset af dette er det vigtigt at bemærke, at debatten om race og uddannelse aldrig har været en ensidig proces. Mens mange konservative politikere fokuserede på at reducere statens indflydelse i samfundet, så var progressive kræfter også meget aktive i at adressere disse spørgsmål. I 1990'erne så man således en styrkelse af de kræfter, der arbejdede for at genoprette borgerrettighederne og afslutte den økonomiske og racemæssige adskillelse, der stadig eksisterede i samfundet. Udfordringerne var mange, men den grundlæggende kamp for lige muligheder på tværs af race og social baggrund blev et centralt tema i den politiske diskurs.

Selv om der i dag er blevet gjort mange fremskridt i kampen for racemæssig lighed, viser historien, at kampen for uddannelsesintegration og lige rettigheder stadig er i gang. Det er vigtigt at forstå, at de politiske beslutninger, som blev truffet i det 20. århundrede, ikke kun handlede om skoler og institutioner, men også om den måde, hvorpå race og etnicitet blev politiseret. I denne sammenhæng har uddannelse spillet en central rolle, idet den har været både et spejl og et værktøj i den måde, hvorpå politik blev forstået og udført.

Hvad er forskellen i elektrisk ledningsevne mellem guanin og thymin?
Hvordan overvinder man kæmper i folkeeventyr, og hvad betyder det for vores mod og selvopfattelse?
Hvordan samler man et robotisk system med forhjul og styring?
Hvordan vi bliver holdt i søvn: En opvågnen fra vores kollektive trance
Hvordan tekster som Manu Smriti reflekterer ægteskab, kvinder og sociale normer i det gamle Indien