Hvad er de politiske drivkræfter bag Trumps anerkendelse af Israels suverænitet over Golanhøjderne?

Donald Trumps beslutning om at anerkende Israels suverænitet over Golanhøjderne blev hurtigt tolket som et strategisk politisk skridt lige op til de israelske valg. Men Trumps ofte kontroversielle udtalelser og tweets skal ses i et multidimensionelt perspektiv. Nogle forskere hævder, at hans beslutning også har relation til amerikansk indenrigspolitik, mens andre ser det som et udtryk for en fundamental ændring i USA's udenrigspolitik, især i Mellemøsten.

Trumps erklæring den 25. marts 2019, hvor han officielt anerkendte Israels annektering af Golanhøjderne, har været en del af en række politiske manøvrer, der skaber genklang i både amerikansk politik og international diplomati. Beslutningen blev mødt med forbløffelse, selv fra Trumps egen udenrigsminister, Mike Pompeo, som i en tidlig udtalelse havde understreget, at USA's politik om ikke at anerkende Israels besættelse af Golanhøjderne ikke ville ændre sig. Trumps pludselige erklæring brød med denne politik og blev betragtet som en overraskende vending i USA's Mellemøstpolitik.

Beslutningens timing kunne ikke have været mere ideel for den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, som i lyset af valgkampen fandt Trumps anerkendelse som en politisk gave. For Netanyahu har den amerikanske anerkendelse af Israels suverænitet over Golanhøjderne været en langt ønsket politisk sejr, der kan styrke hans position i hjemlandet og fremme hans internationale indflydelse.

En vigtig dimension i denne politiske manøvre er den stærke forbindelse mellem Trump og den evangeliske kristne base i USA. Trumps beslutning kan ses som en måde at cementere sin støtte blandt evangelikale, der ser en tæt forbindelse mellem Israel og den bibelske profeti om slutningen af verden. Evangeliske kristne i USA har i mange år haft en stærk tilknytning til zionismen, og Trump har aktivt omfavnet denne gruppe, som udgør en vigtig vælgergruppe for hans genvalg i 2020.

De politiske konsekvenser af Trumps beslutning om Golanhøjderne går langt ud over Mellemøsten. Beslutningen afspejler en større ændring i den amerikanske udenrigspolitik, hvor USA under Trumps ledelse har indtaget en langt mere ensidig og ofte uforudsigelig rolle på den internationale scene. Trumps politik er blevet drevet af pragmatiske og politiske motiver, hvor både den evangeliske base og lobbygruppen AIPAC spiller en central rolle. For Trump handler det ikke blot om at støtte Israel, men om at sikre den politiske støtte, han har brug for for at vinde valget i 2020.

Endvidere er det vigtigt at forstå, at Trumps beslutning kan have langvarige konsekvenser for de internationale relationer, især med USA's allierede i Europa og Mellemøsten. Den ensidige anerkendelse af Israels suverænitet over Golanhøjderne kan forværre spændingerne i regionen og yderligere isolere USA fra de arabiske og muslimske lande. Det kan også ændre dynamikken i forholdet mellem USA og Israel, idet den israelske regering under Netanyahu kan blive mere afhængig af USA’s politiske støtte, mens den arabiske verden kan reagere med øget modstand og afvisning af amerikanske beslutninger.

I den bredere internationale kontekst kan Trumps udenrigspolitik føre til øgede friktioner mellem USA og dets transatlantiske allierede, som står overfor udfordringerne ved at navigere i en global orden, hvor USA's politik ofte virker ensidig og pragmatisk drevet af interne politiske behov. For den amerikanske regering er det afgørende at forstå, at ensidige beslutninger som disse kan få konsekvenser, der strækker sig langt ud over de umiddelbare politiske gevinster.

Hvordan Evangeliske Kristne i USA Støtter Trump på Trods af Modsigende Værdier

Forholdet mellem de hvide evangeliske kristne og Donald Trump er paradoksalt og komplekst. Trump, der ofte bliver betragtet som den kristne præsident, udgør i virkeligheden et skræmmende modbillede af den fromme og dydige kristne model. Han praktiserer ikke kristendom, går ikke i kirke, og hans adfærd er langt fra religiøs eller moralpræget. Hans liv er præget af skilsmisse, anklager om seksuel chikane og misbrug af kvinder – noget han endda har pralet af. Ikke desto mindre støtter de hvide evangeliske kristne ham og hans politikker.

Det kan delvist forklares med Trumps valg af Mike Pence som vicepræsident, hvilket klart signalerede hans loyalitet overfor det evangeliske samfund. Derudover var fire ud af de seks præster, der deltog i hans indsættelsesseremoni, hvide evangeliske, og disse præster har i høj grad støttet hans indenrigs-, regional- og udenrigspolitik. De har også støttet hans grænsemur, hvor nogle præster endda har sammenlignet den med fortifikationen i den hellige skrift. Andre forsvarer hans seksuelle affærer med den påstand, at "vi alle er syndere." Ikke mindst har et overvældende flertal af evangeliske kristne velsignet hans politik overfor Israel og Mellemøsten. Trump har derfor ikke kun været nødt til at berolige denne loyale blok, men også til at bevare deres støtte, især efter at han mistede flertallet i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget sidste år.

Der kan være en potentiel sammenhæng mellem Trumps beslutning om Golanhøjderne og hans kommende præsidentvalgkamp. Det kan meget vel have hjulpet den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, der vandt valget i 2019 på trods af tumultariske skandaler og korruptionsanklager, der kunne have ført til hans tiltale. Kritikere som Noam Chomsky har påpeget, at Israels indblanding i amerikanske valg er langt mere markant end den påståede russiske indblanding i valget i 2016. Chomsky understreger, at medierne har tendens til at fokusere på marginale og ofte usande historier, mens de overser de egentlige indblandinger.

Trump og Netanyahu har opbygget et tæt forhold, baseret på gensidig støtte i valgkampene. Trump har støttet Netanyahu offentligt, selvom han stod midt i korruptionsskandaler, og han har taget konkrete skridt, som ingen tidligere amerikanske præsidenter har turdet tage. For eksempel har Trump mobiliseret sine vælgere ved at udnytte anti-Israel-kommentarer fra den demokratiske repræsentant Ilhan Omar for at påstå, at "demokrater hader jøder." Dette blev betragtet som en forsøg på at få de jødiske vælgere, der er tilknyttet det demokratiske parti, til at skifte til Republikanerne.

Netanyahu har aldrig haft et godt forhold til tidligere amerikanske præsidenter som Bill Clinton og Barack Obama, men Trump er blevet betragtet som en gave for højrefløjen i Israel. Trumps støtte til Netanyahu har ikke kun været retorisk; han har taget konkrete skridt som at anerkende Israels suverænitet over Golanhøjderne, hvilket har resulteret i en markant ændring i USA’s udenrigspolitik. Tidligere præsidenter, både republikanske og demokratiske, havde anerkendt Golanhøjderne som et besat område. Trump har ændret dette synspunkt og stemt imod en FN-resolution, der kritiserede Israels besættelse af Golanhøjderne.

Trumps beslutning om at anerkende Israels suverænitet over Golanhøjderne har ikke kun været et udtryk for hans støtte til Netanyahu, men også et skridt i en mere bred ideologisk kamp mod Det Demokratiske Parti i USA. Spørgsmålet om, hvordan USA bør forholde sig til Israel, har skabt en stigende opdeling mellem republikanerne og demokraterne. Ifølge en undersøgelse sympatiserer 79 procent af republikanerne mere med Israel end med palæstinenserne, mens kun 27 procent af demokraterne har samme holdning. Denne politiske opdeling er blevet tydeligere i de seneste to årtier, og Trumps beslutning om Golanhøjderne kan ses som en del af hans forsøg på at konsolidere republikansk støtte i forbindelse med hans genvalg.

Det er vigtigt at forstå, at Trumps støtte til Israel og hans forhold til de evangeliske kristne ikke bare handler om ideologi, men også om valgstrategi. I en tid, hvor politiske linjer er skarpt opdelte, ser Trump ud til at bruge sin udenrigspolitik som et redskab til at fremme sin egen politiske karriere og vinde støtte fra nøglegrupper som de evangeliske kristne og jødiske vælgere. Hvad der tidligere var et spørgsmål om politisk pragmatisme, er nu blevet en grundlæggende del af den amerikanske politiske scene.