Da Susan Calvin endelig trak sig tilbage og nægtede enhver form for samarbejde i forbindelse med en eventuel afskedshilsen, blev Madarian hurtigt valgt til hendes efterfølger. Hans første handling var at initiere JN-projektet, en satsning der krævede de største investeringer i virksomhedens historie. Madarian viste dog en bemærkelsesværdig ro i sin tilgang, og han havde ikke den mindste tvivl om, at projektet ville være en investering, der ville betale sig mange gange over. "Hver en krone er værd," sagde han til Peter Bogert, der undrede sig over, hvad der nu ville komme. Calvin havde aldrig givet klare grunde for sine beslutninger, men Madarian var anderledes.

Han havde en vision, som gik ud over det, som hidtil var blevet anset for muligt indenfor robotteknologi. I stedet for at fortsætte udviklingen af robotsystemer med strenge begrænsninger som de tre fundamentale love, som var blevet bygget ind i hver positronisk hjerne, foreslog Madarian, at man skulle åbne op for mere kreative og uforudsigelige strukturer i robotternes design. Det betød, at de robotter, der skulle udvikles under JN-projektet, ville kunne udvise en form for intuition, der kunne sammenlignes med den usikkerhed, der opstår i subatomære partikler.

"Vi har en kreativ robot," forklarede Madarian med en let frustration, da Bogert spurgte om risikoen ved at fjerne de faste stier, som hidtil havde defineret robotternes adfærd. Den menneskelige hjerne, argumenterede Madarian, havde en form for uforudsigelighed, som ikke fandtes i robotternes processorer, men som kunne være det, der adskiller dem fra at blive direkte konkurrenter til menneskelig intelligens. Uden den type usikkerhed ville robotterne være lige så overlegne som mennesker i princippet, men ikke i praksis. Ved at introducere denne usikkerhed ville robotterne få en menneskelig dimension, hvilket kunne give dem evnen til at træffe beslutninger baseret på mere end blot strikt logik.

Projektet stødte på modstand fra virksomhedens bestyrelse. Scott Robertson, den største aktionær, påpegede, at offentlighedens mistillid til robotter kunne blive endnu værre, hvis man begyndte at udvikle robotter, der kunne operere uden de oprindelige sikkerhedsforanstaltninger. Hvad ville folk tro, hvis de hørte, at en robot kunne handle intuitivt uden faste restriktioner? Madarian foreslog en løsning: "Vi kalder det en intuitiv robot." Selv en subtil ændring som at give robotterne et feminint navn, som f.eks. "Jane-1", kunne hjælpe med at mildne offentlighedens frygt. Ideen var at udnytte samfundets forudindtagede forestillinger om kvinder som mindre intelligente til at skjule de virkelige egenskaber ved den nye robot.

I sidste ende blev ideen om "Jane-1" som en robot med intuition godt modtaget af nogle, men det var klart, at ingen rigtig kunne forudsige, hvordan det ville udvikle sig. Madarians forslag om at bruge den nye form for intuition til at hjælpe med at finde en beboelig planet til de kommende rumrejser var en af de mere fantasifulde anvendelser, der blev diskuteret. Ved at udstyre robotterne med denne form for kreativ tænkning, kunne de, i teorien, analysere data og finde den bedst mulige planet, hvilket ville være en vigtig præstation i forbindelse med udviklingen af rumrejser.

Men hvad betyder det for fremtidens robotter, at de kan udvise noget, der ligner menneskelig intuition? Deres evne til at operere ud fra ukonventionelle beslutningsveje kan ikke kun ændre, hvordan vi ser på robotter som arbejdsredskaber, men kan også bringe os tættere på en tid, hvor maskiner kan handle uafhængigt og kreativt. Samtidig rejser det spørgsmål om, hvor langt man kan gå med at lade robotter udvikle deres egen form for "intelligens" uden at tabe kontrollen. Det er her, man ser det klassiske dilemma i robotteknologi: hvordan kan vi sikre, at maskiner, der er designet til at tænke og handle selvstændigt, stadig forbliver inden for menneskets kontrol og moral?

Endtext

Hvordan en sort hul kan ændre vores forståelse af universet

Ben Estes vidste, at han var på vej til at dø. Han følte sig ikke bedre ved tanken om, at han havde levet med den risiko i årevis. Livet som astro-miner, der drev rundt i det stadig næsten uudforskede asteroidbælte, var ikke på nogen måde sødt – men chancerne for, at det ville være kort, var høje. Selvfølgelig var der altid muligheden for at finde noget, der kunne gøre en rig for livet, og det havde han virkelig fundet – en overraskelse, som verden aldrig havde set før. Men denne opdagelse ville ikke gøre ham rig. Den ville gøre ham død.

Sammen med sin partner, Harvey Funarelli, havde han været ude og undersøge et fragment af en asteroide, som var blevet smadret af noget – eller nogen. Det var noget, der var blevet afsløret i det øjeblik, hvor deres rumfartøj pludselig blev fanget i en uventet gravitationel fælde. Der var ikke noget at se på skærmen, kun stjernerne, som alle er vant til at ignorere i deres træning. Men tættere på dem, i rummet, var der en usædvanlig samling af sten og grus. De drejede langsomt omkring noget, som de ikke kunne se – et objekt, der skulle vise sig at være et sort hul.

For Funarelli var det næsten ufatteligt. "Er du sindssyg?" spurgte han. "Er det et sort hul?"

Ben Estes forklarede langsomt. "Ja, det er et sort hul. Det kan være småt, det kan være stort. Dette her har massen af en stor asteroide, og vi er fanget i dets gravitation."

Samtalen vendte sig hurtigt mod, hvad der faktisk var sket. Dette sorte hul, som de var fanget i omløb omkring, var noget, ingen havde opdaget før. Det kunne ikke ses – det kunne ikke afsløres gennem de normale metoder for astronomisk opdagelse. Det var, som de havde opdaget, et sort hul af den mindste størrelse, men stadig tilstrækkeligt kraftigt til at udgøre en trussel.

Som Ben havde forklaret, ville det sorte hul langsomt blive større. Hvis det forblev stabilt i sin bane omkring solen, ville det opsuge stadig mere materiale fra rummet omkring sig, og til sidst kunne det blive uholdbart. Det ville begynde at tiltrække objekter fra større afstande, og det ville til sidst blive stærkt nok til at trække hele solsystemet ind i sig.

Hvad der var værre, var, at de ikke kunne få nogen kommunikation ud. Alt var blevet ødelagt i sammenstødet med det sorte hul. Alle de signaler, der kunne have advaret andre om dets tilstedeværelse, var blevet brudt. De var helt alene, ude af stand til at advare nogen om den truende katastrofe, der ville komme, hvis det sorte hul fortsatte sin vækst.

Det er vigtigt at forstå, at sorte huller ikke nødvendigvis er gigantiske monstrøsiteter, som vi ofte forestiller os. Der findes små, mikroskopiske sorte huller, som kan have dannet sig fra Big Bang, og disse små huller kan have eksisteret i milliarder af år uden at blive opdaget, fordi de ikke udsender noget synligt lys. Det er kun, når de tiltrækker store mængder materiale, at de begynder at afsløre deres tilstedeværelse gennem den energi, der genereres. Hvis et sort hul fortsætter med at vokse, kan det ende med at blive en enorm trussel for hele vores solsystem – måske endda universet, som vi kender det.

Denne opdagelse understreger ikke kun de farer, som sorte huller kan medføre, men også hvordan vi stadig er meget begrænsede i vores forståelse af universet. Vi har kun lige begyndt at opdage, hvad der gemmer sig i de dybeste hjørner af rummet, og måske vil vi aldrig helt forstå, hvordan disse vidtgående kræfter fungerer. Hvad vi ved, er, at de kan udgøre en reel trussel – en trussel, som vi måske ikke er i stand til at stoppe, hvis vi ikke er opmærksomme på dem, mens vi stadig har tid.

I lyset af dette er det vigtigt at overveje, hvordan vi forbereder os på de uventede opdagelser i universet. Hvis vi lærer noget af Ben Estes og Harvey Funarellis erfaring, er det, at vi aldrig må undervurdere de usynlige kræfter, der kan ligge under overfladen af det, vi ser. Det er klart, at den viden, vi allerede har om sorte huller, er utilstrækkelig – og hvis vi ønsker at beskytte os selv mod de farer, der måtte vente, må vi være forberedte på at opdage de skjulte kræfter i universet, før de bliver til noget uoverskueligt.

Hvordan Banjoen Formede Amerikansk Musik og Kultur
Hvordan forholder kristendommen sig til Alt-Right bevægelsen, og hvorfor er dens rolle problematisk?
Hvad betyder det at tilbageholde militærhjælp under en politisk krise? Et blik på Trumps impeachment og dens konsekvenser
Hvordan Forholdet Mellem Etnicitet og Race Har Udviklet Sig i USA: En Politisk Analyse
Er der et uendeligt antal primtal?