Forholdet mellem etnicitet og race har altid været et kompleks fænomen i USA, et land kendetegnet ved sin immigrationshistorie og racemæssige mangfoldighed. Dette forhold er blevet yderligere kompliceret af immigrationsmønstre og den efterfølgende proces med assimilation. Immigrationen til USA har skabt et lagdelt system for integration i samfundet, hvor etnicitet og race eksisterer og interagerer på måder, der kan være svære at kvantificere. David Roediger fremhæver dette ved at påpege, at de klare skel, vi måske mener at have mellem race og etnicitet, ikke eksisterede for dem, der arbejdede i fabrikker eller på universiteter de første fyrre år af det 20. århundrede.

Immigrationsmønstrene til USA har ændret sig over tid, og derfor er forholdet mellem etnicitet og race blevet endnu mere kompliceret. En af de vigtigste politiske konsekvenser af disse nye immigrationsstrømme er, hvordan nye grupper forholder sig til den eksisterende racetopologi, fordi det er gennem disse nye identiteter, at politiske kandidater kan udnytte racemæssig modvilje. Dette fænomen ses ofte i den måde, som politiske talere, herunder præsidenter, henvender sig til og anerkender etniske grupper på, samtidig med at de navigerer i det komplekse landskab af race.

Et af de mest interessante aspekter af denne udvikling er, hvordan nye grupper, der immigrerer til USA, forholder sig til "hvidhed". James Baldwin argumenterede i 1984, at jødiske immigranter, der kom til USA for at undslippe forfølgelse i Europa, ikke blev betragtet som hvide, men senere i USA valgte at identificere sig som hvide. Baldwin fremhævede, at denne "hvidhed" er en moralsk beslutning, der fungerer som en nødvendighed for at benægte den sorte tilstedeværelse og retfærdiggøre undertrykkelsen af sorte mennesker. I senere værker, som Arlene Dávilas Latino Spin (2001), bliver dette fænomen yderligere undersøgt, hvor Dávila beskriver, hvordan diskurser omkring latinoer enten over- eller de-ætniciserer dem, hvilket hun mener er tæt forbundet med den større racemæssige omstrukturering i et samfund, der hurtigt bliver mere racemæssigt diversificeret.

I takt med, at den latinske befolkning i USA er vokset kraftigt, er spørgsmålet om, hvorvidt disse nye grupper kan blive en del af "hvidhedens" gruppe, blevet et centralt tema. Hvis man er enig i Baldwins synspunkt om, at immigranter kan vælge at identificere sig som hvide, betyder det, at hvidhed kan absorbere nye grupper. Dette kan være med til at bevare det hvide flertal, selv i et samfund, der bliver mere etnisk og racemæssigt mangfoldigt.

I lyset af denne udvikling er det værd at overveje, hvordan etnisk sprogbrug er blevet integreret i præsidenters taler. Fra slutningen af 1960'erne begyndte præsidenter at anvende ordet "etnicitet" langt hyppigere, især i 1970'erne og 1980'erne, med et højdepunkt under Bill Clintons administration. Etnicitet, i modsætning til hvidhed, har den særlige egenskab, at den ikke nødvendigvis behøver at blive skjult. Dette giver etniske grupper mulighed for at anerkende deres etniske identitet offentligt, hvilket samtidig giver dem mulighed for at kvalificere deres racemæssige klassifikation. Det betyder, at individer, der ellers ville blive kategoriseret som hvide, kan vælge at identificere sig med et etnisk gruppes historiske undertrykkelse og dermed flytte fokus væk fra hvidhedens privilegier.

Præsidenternes sprogbrug omkring etnicitet giver et interessant indblik i de magtstrukturer, der er indlejret i både etnicitet og hvidhed. Den sprogbrug, der først blev brugt sporadisk af præsidenter som Harry Truman og Dwight Eisenhower i midten af det 20. århundrede, blev langt mere udbredt i de følgende årtier. I disse taler ses etnicitet ofte som et værktøj til at fremme en form for politisk inklusion, mens det stadig er indhyllet i de underliggende magtstrukturer, der ofte eksisterer omkring hvidhed.

Når vi ser på udviklingen i anvendelsen af etnicitet i præsidenttaler, er det vigtigt at forstå, hvordan disse skift afspejler de politiske strømninger og de demografiske ændringer, som USA har gennemgået. Hvis man ser på perioden før 1968, var etnisk sprogbrug sjælden. Truman brugte for eksempel ordet "etnisk" i forbindelse med hans støtte til Genocid-konventionen i 1950, mens Eisenhower udtrykte modstand mod etniske kvoter i immigrationspolitik. Dette ændrede sig i de efterfølgende årtier, hvor etnicitet blev et mere prominent tema i præsidenternes diskurs.

Den øgede brug af etniske referencer, særligt under Clinton-administrationen, kan ses som en refleksion af den større etniske og racemæssige mangfoldighed, som USA begyndte at gennemgå i denne periode. Samtidig ændrede diskussionen om race sig fra at handle om en dikotom opdeling mellem hvide og ikke-hvide til at omfatte en mere nuanceret debat om etnicitet, hvor der blev åbnet op for en pluralistisk forståelse af amerikansk identitet. Dette førte også til ændringer i den måde, præsidenter talte om etnicitet – som et begreb, der kunne anvendes til at skabe et indtryk af inklusion og mangfoldighed, selvom de underliggende magtstrukturer forblev uændrede.

I de senere år har den politiske sprogbrug omkring etnicitet og race dog ændret sig igen, især i lyset af de store demografiske skift i USA. Mens etnicitet i stigende grad er blevet anerkendt som en central del af den amerikanske identitet, er spørgsmålet om, hvordan grupper som latinoer og asiater forholder sig til hvide i et samfund, der bliver mere mangfoldigt, stadig en uafklaret politisk udfordring.

Hvordan Præsident Johnsons Rhetorik Formede Civile Rettigheder og Internationale Relationer

Lyndon B. Johnson spillede en central rolle i den amerikanske borgerrettighedsbevægelses fremskridt, særligt med sin støtte til Civil Rights Act af 1964 og Voting Rights Act af 1965. Disse love, som forbød mange af de mest synlige former for racisme og diskrimination, markerede et vendepunkt i amerikansk racelovgivning og blev gennemført med Johnsons fulde støtte. Det er dog væsentligt at forstå de underliggende motiver, der drev denne reformproces, da de afslører de retoriske strategier, som præsidenten brugte for at overbevise både det amerikanske folk og omverdenen om nødvendigheden af disse reformer.

Johnson, som i starten var en stærk fortaler for borgerrettigheder, ændrede gradvist sin tilgang i løbet af sin tid som præsident. I sine tidlige år i embedet, og især under sin valgkampagne i 1964, fremhævede Johnson nødvendigheden af civilsamfundets samarbejde og udveksling for at opnå sociale fremskridt. Han definerede borgerrettigheder som et kompromis mellem to ekstreme synspunkter og fremhævede, at det ville være i hvide amerikaneres interesse at støtte lovgivningen, da de i den globale sammenhæng var i undertal sammenlignet med ikke-hvide befolkninger.

Johnson var dog ikke alene om at formulere denne retorik. Hans tilgang var ikke kun rettet mod at fremme interne sociale reformer; den havde også et stærkt internationalt perspektiv. Under hans præsidentskab blev USA konstant kritiseret på verdensscenen for sin manglende evne til at løse racemæssige uligheder. Dette blev især tydeligt under den kolde krig, hvor amerikanernes racemæssige politik blev brugt som et argument af Sovjetunionen til at kritisere den amerikanske ledeskab på den internationale scene. Det var i denne sammenhæng, at Johnson begyndte at inkorporere internationale forhold i sine taler om borgerrettigheder, hvilket betød, at der var et dobbelt formål med hans retorik: både at berolige et nationalt publikum og samtidig forbedre USA’s internationale image.

Den øgede internationale opmærksomhed på amerikanske sociale problemer tvang Johnson til at reagere på en måde, der kunne afbøde de diplomatiske konsekvenser af landets interne uligheder. For eksempel understregede Johnson i sine taler, at borgerrettigheder ikke kun var et spørgsmål om indenlandsk politik, men også om USA’s omdømme og position i verden. På den måde blev borgerrettighedslovgivning ikke kun set som en moralisk nødvendighed, men også som en strategisk beslutning for at bevare USA’s ledende rolle på verdensscenen.

En væsentlig komponent i Johnsons strategi var også hans evne til at balancere støtte blandt både afroamerikanere og hvide vælgere. Mens han opretholdt et stærkt forhold til den sorte befolkning, var hans retorik også forsigtig med at undgå at alienere de hvide sydstater, som havde traditionelt modstand mod borgerrettighedsreformer. Dette blev særligt tydeligt i hans støtte til økonomisk lighed gennem hans "War on Poverty"-program, selvom det var tydeligt, at hans retorik ikke kunne holde trit med de dybe strukturelle uligheder, der stadig eksisterede i samfundet. Hans modstand mod at koble borgerrettigheder og økonomisk lighed sammen blev betragtet som et strategisk træk for at fastholde den hvide vælgerbase.

Dette spil med retorik, hvor Johnson forsøgte at opnå økonomisk lighed uden at true hvide amerikaneres position, satte scenen for fremtidige republikanske kampagner, især under Richard Nixon. Nixon trak på de samme politiske og økonomiske narrativer, som Johnson havde sat i gang, men han gav dem en mere etnisk præget drejning. Nixon brugte begreber som "etnicitet" og "velfærd" til at appellere til den hvide arbejderklasse og de hvide etniske grupper i USA, hvilket skabte et billedsprog, der både kunne virke inkluderende, men samtidig havde kodede budskaber om race.

I analysen af Nixons valgkamp i 1972 er det interessant at bemærke, hvordan han anvendte en blanding af etnisk og racemæssig retorik til at mobilisere vælgere. Nixon brugte etniske grupper, som f.eks. italienere og irere, som et skjult værktøj til at appellere til hvide amerikaneres følelser af racemæssig misundelse og frygt for økonomisk tab. Dette kan spores tilbage til Barry Goldwaters kampagne i 1964, hvor etnisk og økonomisk opdeling blev benyttet til at skabe et skel mellem de "fortjente" og de "uduelige" fattige.

Der er altså en klar sammenhæng mellem Johnsons og Nixons retorik, hvor begge præsidenter forsøgte at balancere de sociale uligheder i deres tale, men med vidt forskellige mål. Johnson forsøgte at få den amerikanske befolkning til at acceptere borgerrettigheder som en nødvendighed, både af moralske og strategiske grunde, mens Nixon tog en mere forsigtig tilgang, der appellerede til et øget fokus på etnicitet og de sociale spændinger, der kunne udnyttes politisk.

Endelig er det væsentligt at forstå, at Johnsons borgerrettighedslovgivning ikke kun var et resultat af hans egen politiske vilje, men også et resultat af den internationale opmærksomhed, USA blev mødt med. Hans retorik var ikke kun designet til at pacificere den nationale offentlighed, men også til at sende et signal til resten af verden om, at USA kunne tackle sine interne problemer og fortsat fastholde sin position som en leder i den internationale politik.

Hvordan Barack Obama Genbrugte Racemæssig Retorik for at Skabe Inklusion

Barack Obama formåede at opbygge en politisk platform, der appellerede til flere racemæssige og etniske grupper, og dette var en central del af hans succes. Ifølge Melanye Price var Obama "unikalt positioneret til at udnytte flere racemæssige appeller," fordi han kunne skabe autentiske og politisk nyttige forbindelser til flere grupper, herunder "hvidhed", uden selv at være hvid. Dette kunne han delvist gøre ved at navigere i race og identitet på en måde, der ikke fremmedgjorde nogen enkeltgruppe. Obama brød dermed med den traditionelle retorik, som tidligere var blevet fremført af personer som Al Sharpton, men hvordan kunne han håndtere de eksisterende forestillinger om amerikansk identitet, som i høj grad var sammenvævet med racemæssigt kodede udtryk?

Nogle af de centrale elementer fra Nixon-Reagan-Clinton-stilen, der i høj grad var afhængig af racemæssige kodede udtalelser om velfærd og arbejde, blev inkorporeret i Obamas taler om amerikanske værdier og kultur. Men Obama omarbejdede denne retorik til en mere inkluderende struktur. For eksempel, under et valgmøde i Virginia Beach, Virginia, den 13. juli 2012, definerede Barack Obama den "grundlæggende amerikanske aftale". Han sagde: "Hvis du er villig til at arbejde hårdt, hvis du er villig til at tage ansvar, så er du ikke begrænset af omstændighederne ved din fødsel." Denne del af hans tale - at hårdt arbejde ville føre til succes i USA - var ofte blevet brugt til at understøtte kodede udtalelser om velfærd og uddannelse. Men Obama understregede, at denne aftale transcenderede race: "Sort, hvid, latino, asiat - det gjorde ingen forskel," mødte han mennesker, der fortalte de "samme historier" om, hvordan "denne union kunne blive perfektioneret, og at hvis de virkelig arbejdede hårdt og kunne overvinde de barrierer, der stod i vejen, kunne de få succes." Han stillede op, fordi han "følte, at aftalen ikke nåede nok mennesker."

Obama brugte en omarbejdet version af narrativet om personlig ansvarlighed og hårdt arbejde, som havde præget retorikken hos Nixon, Reagan, Bush og Clinton. Det var en retorik, der engang trak på amerikanernes racemæssige fordomme, som stadig var til stede i præsidentvalgsretorikken, men han tilføjede en mere inkluderende tone. Talen i Virginia Beach var ikke et isoleret tilfælde. Obama brugte lignende temaer i andre taler. I hele Virginia talte han om, hvordan amerikanere af alle racer og etniciteter havde "stærke værdier" og "disciplin", og at amerikanerne troede på, at "man kan klare sig, hvis man prøver." Han sagde, at amerikanere ikke er "folk, der leder efter hånden ud," men folk, der "arbejder hårdt for det, vi får." I flere valgmøder, herunder i Hampton, Virginia, Austin, Texas og Oakland, Californien, genfortalte han en historie om Michelle Obamas far, der "knap kunne gå," men som alligevel "aldrig mødte en dag, han ikke arbejdede." Amerikanere, gentog han, var "ikke på udkig efter hånden ud." Dette tema, at amerikanere var forenet i deres engagement i hårdt arbejde, personlig ansvarlighed og afvisning af hånden ud, optrådte ofte i Obamas taler.

I Maryland sagde han, at amerikanere ikke er "på udkig efter hånden ud," at de "må trække deres vægt," "må gøre deres arbejde" og "fokusere på, hvad vores ansvar er." Han fortsatte med at påpege, "Sort, hvid, hispanic, asiat, latino, indianer, homoseksuel, heteroseksuel - det gør ingen forskel. Hvad der betyder noget er, at vi har denne fælles hensigt og fælles beslutsomhed." Han konkluderede, at dette var, hvad det betød at være amerikaner. Dette er præcis de elementer, Nixon brugte til at definere sin mangfoldige koalition i relation til velfærdsmodtagere, men Obama definerede amerikanerne på samme måde.

Selvom vi tidligere har set, hvordan disse udtalelser var racemæssigt kodede, rejser Obamas brug af dem flere vigtige spørgsmål. Brugen af sådanne udtalelser kunne godt have været et bevidst valg, eller måske var de et resultat af en politisk strategi, som passede ind i den allerede etablerede amerikanske retorik om arbejdsomhed og ansvar. Det er også klart, at Obama bevarede elementer af den amerikanske identitet, som tidligere var blevet tvunget igennem årtiers racemæssig kodning og anvendte dem mere bredt på alle racer.

Obama spillede på dualiteten i sin retorik, som både kunne anvendes på den traditionelle måde, men med et mere inkluderende budskab. Hans budskab om, at amerikanere kunne opnå succes gennem hårdt arbejde og ansvar, var et stærkt middel til at forene en befolkning, der i mange tilfælde stadig er delt af racemæssige og etniske forskelle. Det var en retorik, der ikke kun talte til amerikanernes følelse af individuel ansvarlighed, men også om en kollektiv drøm om en mere retfærdig og inkluderende nation.

I spørgsmålet om immigration var Obamas tilgang forskellig fra George W. Bush’s, som forsøgte at appellere til latinoer gennem en mere restriktiv politisk tilgang. Obama kunne ikke ignorere den voksende latinske vælgerbase og måtte tilpasse sin retorik for at imødekomme den udfordring, som den republikanske parti, især efter Tea Party-bevægelsen, stillede. Hvor republikanerne, især i Tea Party-tiden, anvendte immigration og racemæssige fordomme som et politisk redskab, skabte Obama et modspil ved at fremhæve de hårdtarbejdende, ansvarlige latinoer som en del af den amerikanske drøm.

Obama anvendte en retorik, der både kunne appellere til de etablerede grupper og skabe nye bånd med marginaliserede etniske og racemæssige grupper, som var blevet overset af politiske kræfter tidligere. Dette var en måde at transformere den amerikanske diskurs på og bruge dens mest velkendte temaer på en måde, der kunne fremme forandring, samtidig med at den bibeholdt de gamle værdier.

Hvordan har præsidenter håndteret raceproblematikker siden 1964?
Hvordan Kritisk Teori og Humaniora Møder Alt-Right: Perspektiver og Udfordringer
Hvad gør dashi og miso-supper specielle i japansk køkken?