I december 2019 blev Donald Trump den tredje amerikanske præsident i historien, der blev stillet for en rigsret. Dette skete efter en langvarig politisk proces, hvor demokrater i Repræsentanternes Hus fremsatte anklager om misbrug af magt og hæmning af kongressens arbejde. Ét centralt element i denne sag var anklagen om, at Trump tilbageholdte militærhjælp til Ukraine som led i et pres på landets præsident, Volodymyr Zelensky, for at få ham til at undersøge Trumps politiske modstander, Joe Biden. Denne handling satte ikke kun fokus på Trumps egne politiske motiver, men afslørede også de dybere implikationer for de mennesker, der var afhængige af den amerikanske støtte.

Under hele processen blev tilbageholdelsen af hjælp til Ukraine fremstillet som et problem af stor menneskelig og strategisk betydning. Demokrater som Eric Swalwell fra Californien argumenterede stærkt for, at Trumps beslutning havde resulteret i tab af liv blandt ukrainske soldater, da de var blevet berøvet den nødvendige støtte til at forsvare sig mod Ruslands aggression. Medier som The New York Times løftede sløret for den psykologiske omkostning, som krigens soldater måtte betale. Ifølge Times’ korrespondent, Andrew E. Cramer, var det ikke kun den fysiske støtte, der manglede; mere bekymrende var det faktum, at ukrainske soldater, der kæmpede på frontlinjen, følte, at deres modstand var blevet svækket, og deres opbakning fra Washington var ikke længere sikker.

Selvom hjælpen hurtigt blev genoptaget, var de psykologiske konsekvenser langvarige. Ukraines militær er afhængig af den amerikanske hjælp for at kunne matche Ruslands militære styrke, men selv med denne støtte er de langt fra at kunne modstå en fuldskala russisk invasion på egen hånd. Ukraine havde brug for at vise styrke både i kamp og i diplomati. En forsinkelse i hjælpen signalerede imidlertid svaghed i en tid, hvor de havde brug for at demonstrere deres beslutsomhed for både Rusland og deres egne styrker.

Denne situation udspillede sig parallelt med den politiske magtkamp i USA, hvor impeachment-processen mod Trump begyndte at tage fart. Efter at Repræsentanternes Hus havde stemt for at anklage Trump, blev processen sendt videre til Senatet, hvor magtbalancen hurtigt blev skiftet til republikanernes favør. Mitch McConnell, leder af flertallet i Senatet, havde en klar holdning om, at impeachment var politisk motiveret, og han var imod at inddrage vidner i selve retssagen. Demokraterne, ledet af Nancy Pelosi, forsøgte at få McConnell til at acceptere en mere grundig undersøgelse med vidneforklaringer og dokumentation, som kunne belyse Trumps misbrug af magt i dybden.

I sidste ende gik republikanerne med til at ændre nogle af reglerne for retssagen, men de afviste at indkalde vidner. Denne modstand mod at lade vidner tale på vegne af demokratisk støtte blev et centralt stridspunkt under impeachment-forløbet. Hvad der for demokraterne var en nødvendig indsigt i præsidentens handlinger, blev af republikanerne set som en politisk manøvre for at underminere Trump.

Som impeachment-processen udviklede sig, blev det hurtigt klart, at spørgsmålet om, hvordan Trumps handlinger ville blive retsforfulgt, var dybt forbundet med USA’s rolle i verdenspolitikken. Der var klare politiske motiver for både den amerikanske interne magtkamp og den udenrigspolitiske strategi. Trumps politik overfor Ukraine kunne ses som et forsøg på at få et land, der var afhængig af amerikansk støtte, til at handle i USA’s interesse i stedet for i Ukrainas eget.

For Ukraine var det ikke kun et spørgsmål om, hvilken politisk ledelse der var ved magten i Washington. Det handlede om, hvordan denne politiske kamp kunne påvirke den faktiske støtte, som de havde brug for for at beskytte deres suverænitet mod en stadig mere aggressiv Rusland. De ukrainske soldater, som kæmpede ved frontlinjen, kunne ikke undgå at bemærke, at politik i Washington ikke kun spillede en rolle i deres politiske fremtid, men direkte i deres overlevelse på slagmarken.

Det, der i starten kunne virke som en politisk opgør, viste sig hurtigt at være et spørgsmål om menneskeliv og geopolitiske konsekvenser, der strakte sig langt ud over de indre politiske linjer i USA. Historien om, hvordan USA’s politik kunne påvirke fremtiden for et helt lands befolkning, viser på tragisk vis, hvordan magtspil og politiske strategier ofte har langt større omkostninger end blot den politiske fordel.

Hvad Skete der Bag Trumps Telefonopkald med Zelensky?

I september 2019 blev præsident Donald Trump genstand for omfattende undersøgelser, som komplementerede de mange mediekrav om hans impeachment. På det tidspunkt var Trump under efterforskning af både kongressen, føderale myndigheder og statslige instanser, med over 30 undersøgelser i gang. Den daglige kaos og de konstante beskyldninger blev kun forværret af hans egen impulsive adfærd. I typisk Trump-stil fortsatte han med at tweete hårdt, mobilisere sine tilhængere og kritisere sine modstandere for deres mislykkede forsøg på at få ham fjernet fra præsidentembedet.

Imidlertid opstod en ny krise i forbindelse med et telefonopkald, som Trump havde med den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky. I kølvandet på en whistleblower-klage blev en opsummering af dette opkald offentliggjort af Det Hvide Hus den 24. september 2019, i et forsøg på at mildne de voksende anklager. Denne opsummering var ikke et fuldstændigt transkript af samtalen, men en sammenfatning udarbejdet af flere embedsmænd, der havde lyttet med. Trump begyndte opkaldet med at lykønske Zelensky med hans sejr i præsidentvalget i april 2019, men snart vendte samtalen sig mod et mere betændt emne.

Trump bad Zelensky om at hjælpe USA med at "finde ud af, hvad der skete med hele denne situation med Ukraine". Han refererede til de påståede hackingangreb mod Det Demokratiske Parti og insisterede på, at disse hændelser kunne være forbundet med Ukraine. Der var dog ingen beviser for sådanne påstande. Derudover nævnte Trump en ukrainsk anklager, Viktor Shokin, som var blevet fyret, og påstod, at det var en uretfærdig handling. Ifølge Trump var Shokin blevet fjernet, fordi han angiveligt var for mild overfor korrupte forretningsfolk, herunder Burisma, hvor Hunter Biden var medlem af bestyrelsen. Trump antydede, at Biden havde været involveret i at stoppe en undersøgelse, hvilket blev præsenteret som en skandale.

Den opsummering af samtalen, som blev offentliggjort af Det Hvide Hus, blev af Trump brugt som bevis for, at han ikke havde begået noget forkert. Ifølge ham var det blot et almindeligt anmodning om assistance, for at få klarhed over vigtige emner for USA. For mange andre, dog, var beviset på magtmisbrug tydeligt. Kritikerne pegede på, at Trump havde mindet Zelensky om, hvor meget USA gjorde for Ukraine, og hvordan han i bytte for militærhjælp ønskede en undersøgelse af hans politiske rivaler. Ideen om et "quid pro quo" – at noget gives for at få noget tilbage – blev en central anklage i impeachment-undersøgelsen.

Trump blev stærkt kritiseret for, at han havde brugt sine relationer med Ukraine som et middel til at skade en politisk modstander. Hans bekendte Rudy Giuliani, der tidligere havde været borgmester i New York City, blev involveret i undersøgelsen af Bidens forhold til Ukraine, og hans rolle som privat borger i en udenrigspolitisk sag vakte mistanke. Giuliani var ikke kun en tæt allieret til Trump, men havde også tidligere fremført teorier om korrupte forbindelser mellem Biden-familien og Ukraine. Mange stillede spørgsmål ved, om det var passende, at en privat borger blev inddraget i en så sensitiv politisk sag.

Samtidig med Trumps anklager mod Biden, var der et vedvarende fokus på Ukraines interne korruption. I flere år havde Ukraine været klassificeret som et af de mest korrupte lande i verden. Ifølge Transparency International og Freedom House var Ukraine præget af ulovlige betalinger, bestikkelse og oligarkernes indflydelse over økonomien. Zelensky, som havde vundet præsidentvalget på en platform om at rydde op i dette korrupte system, stod over for et massivt pres for at leve op til sine løfter om reformer.

Det er vigtigt at forstå den kontekst, hvori denne samtale fandt sted. Trump’s tilgang til Ukraine, og hans anmodning om hjælp til at efterforske Bidens rolle, kom ikke kun ud af et vakuum af politisk interesse. Det var dybt forbundet med de udfordringer, Ukraine stod overfor i sin kamp mod korruption. Samtidig havde Trump et personligt og politisk ønske om at undergrave sin modstanders position under valgkampen. Zelensky, som i starten af sin præsidentperiode havde arbejdet for at få styr på korruptionen, blev pludselig fanget i et diplomatiske krydsfelt mellem USA’s interesser og interne politiske kampe.

Endelig, udover de politiske implikationer af Trumps handlinger, er det også vigtigt at forstå de langvarige konsekvenser for både USA og Ukraine. For Ukraine, som stadig var afhængig af amerikansk støtte, var situationen en test af, hvor langt man kunne gå i sine politiske relationer med USA, uden at miste sin politiske integritet. For USA var det en udfordring for den etablerede norm om, hvordan udenrigspolitik og indre politiske hensyn skulle adskilles, og hvad der kunne betragtes som passende i diplomatiske forbindelser.

Hvad sker der, når lovgivning møder politisk konflikt i undersøgelser?

Under den komplekse politiske proces, der førte til præsident Trump’s impeachment, spillede forskellige komitéer i Repræsentanternes Hus en central rolle i at undersøge påstandene om magtmisbrug og opfordring til udenlandsk indblanding i valg. Mens det overordnede mål var at klarlægge fakta omkring præsidentens handlinger, blev det hurtigt klart, at de involverede aktører havde dybe politiske uoverensstemmelser, der præger den offentlige diskurs.

En af de mest kontroversielle aspekter var de lukkede høringer, som blev afholdt af Demokraterne i Repræsentanternes Hus. Disse høringer, som fandt sted i et høj-sikkerhedsrum, var designet til at beskytte vidner og sikre, at de kunne vidne uden frygt for politisk pres. Imidlertid blev denne hemmeligholdelse kritiseret af Republikanerne, der mente, at det var et forsøg på at fremstille en ensidig version af begivenhederne. Nunes, en ledende Republikaner, kritiserede specifikt Adam Schiff, lederen af efterforskningen, for at have ignoreret Husets regler og for ikke at have konsulteret ham, før han sendte materialer videre til andre komitéer. Ifølge Nunes var dette et brud på etablerede procedurer og et bevis på den politiske agenda, der drev efterforskningen.

For Schiff og de Demokratiske medlemmer af komitéen var de lukkede høringer en nødvendighed for at få sandheden frem uden at risikere, at vidner korrigerede deres udsagn på grund af offentlighedens pres. De argumenterede for, at undersøgelsen ikke var som tidligere impeachment-høringer, hvor fakta allerede var fastlagt. I stedet var efterforskningen blot i sin begyndelse, og det var nødvendigt at sikre, at vidner kunne give deres vidnesbyrd uden frygt for, at deres udtalelser blev influenteret af offentligheden eller politisk pres. Schiff beskrev høringerne som en form for grand jury, hvor vidner vidner under fortrolige forhold, så de kunne tale frit.

Samtidig blev efterforskningen et magnet for lækager til pressen. Uden for komitéens lukkede sessioner blev nøgleudtalelser lækket til medierne, hvilket gav offentligheden et glimt af, hvad der blev sagt. De lækkede vidneudsagn, som for eksempel Marie Yovanovitch, tidligere amerikansk ambassadør i Ukraine, og Fiona Hill, tidligere rådgiver om Rusland, afslørede alvorlige bekymringer om Trumps handlinger. Yovanovitch beskrev sin fyring som et resultat af falske beskyldninger, der blev fremført af Trump-allierede, herunder Rudy Giuliani. Hendes vidnesbyrd var kritisk for at forstå, hvordan Trumps personlige interesser, herunder hans forsøg på at få Ukraine til at efterforske Joe Biden og hans søn, havde påvirket udenrigspolitikken.

En central del af undersøgelsen var spørgsmålet om Ukraines rolle i Trumps præsidentkampagne. Trump og hans tilhængere havde i lang tid hævdet, at Ukraine forsøgte at undergrave hans valgkamp i 2016. Påstanden om ukrainsk indblanding blev imidlertid hurtigt mødt med modstand, især af eksperter som Fiona Hill, der betragtede det som en konspirationsteori. Alligevel, som afsløret i rapporter fra medier som Politico, havde ukrainske embedsmænd arbejdet på at skade Trumps kampagne, herunder ved at kritisere hans forbindelser til den korrupte tidligere præsident Yanukovych. Dette førte til politiske spændinger mellem USA og Ukraine, og gav Trump en yderligere grund til at have mistillid til landets ledelse.

En vigtig observation her er den dybe opdeling, som denne undersøgelse afslørede mellem de politiske parter. Hvor Demokraterne hævdede, at de søgte sandheden og en retfærdig proces, så mente Republikanerne, at det hele var et politisk angreb, hvor spillet blev rigget fra starten af. Den massive mediedækning og de daglige lækager til pressen gjorde det næsten umuligt for offentligheden at få et objektivt billede af, hvad der foregik bag lukkede døre.

Denne situation fremhæver ikke kun de politiske spændinger i USA, men også de institutionelle udfordringer ved impeachment-processer, hvor reglerne kan virke fleksible afhængigt af, hvem der sidder med magten. Hvad der også er afgørende at forstå, er, at undersøgelsen og de dertilhørende politiske spil ikke kun handlede om at finde ud af, hvad der var sket, men også om at forme narrativet, som kunne retfærdiggøre en politisk beslutning. Det var en kamp om at kontrollere information, om hvordan vidner blev præsenteret, og hvordan beviser blev fortolket.

For læseren er det vigtigt at forstå, at politiske undersøgelser som denne ikke kun drejer sig om objektiv sandhedssøgen. De er ofte drevet af politiske interesser, som kan farve både undersøgelsens indhold og den offentlige opfattelse af dens resultater. Selvom der utvivlsomt var alvorlige anklager mod Trump, må man også være opmærksom på, hvordan processerne blev brugt til at fremme politiske dagsordener. Det er derfor nødvendigt at være kritisk overfor både de informationskilder, der understøtter ens egen holdning, og de, der udfordrer den. Hvad der sker bag kulisserne i politiske efterforskninger er lige så vigtigt som de vidnesbyrd og beviser, der offentliggøres.

Hvordan kan Trumps magtmisbrug og retsforhinder påvirke demokratiske institutioner?

De offentlige høringer afslørede et diplomatiske korps, som overvejende var frustrerede over Trump og skeptiske over for hans mål. To uger efter høringerne offentliggjorde Schiff og de demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus en 300 sider lang rapport om undersøgelsen. Rapporten dokumenterede klare beviser for, at præsidenten havde søgt udenlandsk indblanding fra Ukraine for at fremme sin genvalg. Derudover blev Trump anklaget for at hindre impeachment-undersøgelsen. Republikanerne afviste rapporten og hævdede, at Trump var uskyldig og blot ofre for endnu en politisk heksejagt. Selvom de 391 millioner dollars i militærhjælp til Ukraine var blevet forsinket, blev de til sidst leveret uden offentlige handlinger fra Zelensky. De to parter forblev dybt splittede, da processen nærmede sig en afstemning om impeachment i Repræsentanternes Hus.

Den sidste fase af undersøgelsen i Repræsentanternes Hus drejede sig om de juridiske grundlag for en impeachment af præsident Trump. Den 4. december 2019 hørte Husets Justitsudvalg fra en række anerkendte professorer i forfatningsret. Tre var inviteret af Demokraterne og én af Republikanerne. Deres opgave var at gennemgå historien om impeachment i USA, drøfte de påståede handlinger, der havde ført til undersøgelsen, og give deres vurdering af, om Trumps opførsel kunne retfærdiggøre en impeachment. Det var en crash course i amerikansk historie, retsfilosofi og forfatningsret. Diskussionen handlede blandt andet om, hvad der kunne betegnes som “høje forbrydelser og forseelser”, en formulering fra den amerikanske forfatning, som refererer til grundlaget for impeachment. Samtidig blev det klart, hvordan politiske holdninger kan påvirke selv de mest anerkendte juridiske eksperter. Der var næppe nogen debat eller udveksling af ideer. Som politisk kommentator Russell Berman bemærkede, “Demokraterne talte med Demokraterne, Republikanerne talte med Republikanerne, og de politiske skel, der var blevet tegnet omkring impeachment, blev kun endnu skarpere.”

De af Demokraterne indkaldte professorer—Noah Feldman fra Harvard, Michael Gerhardt fra University of North Carolina og Pam Karlan fra Stanford—var enige om, at Trumps opførsel i forbindelse med Ukraine-delen klart berettigede impeachment. Feldman udtalte, at hele pointen med impeachment var at sikre, at ingen præsident var over loven. Gerhardt mente, at Trumps forseelser inkluderede bestikkelse og hindring af retfærdigheden. Han anså det for værre end de handlinger, der fik Richard Nixon til at træde tilbage fra embedet. Karlan sagde, at essensen af en impeachable offense er at sætte personlige interesser over nationale sikkerhedshensyn. Hun understregede, at forfatningens forfattere ville have været chokerede over Trumps forsøg på at søge udenlandsk indflydelse på amerikanske valg. “Det var en magtmisbrug,” som hun udtalte til udvalget. “At inddrage en udenlandsk regering i vores valgproces er et særligt alvorligt magtmisbrug, fordi det undergraver selve demokratiet.”

Republikanernes vidne, Jonathan Turley fra George Washington University, havde et anderledes synspunkt, dog med visse forbehold. Han indrømmede, at Trumps adfærd kunne være grundlag for impeachment, men mente, at undersøgelsen var blevet gennemført for hurtigt og efterlod mange ubesvarede spørgsmål. “Hvis Repræsentanternes Hus fortsætter udelukkende på baggrund af de ukrainske påstande,” sagde Turley, “vil denne impeachment stå ud som den korteste undersøgelse i nyere tid med det tyndeste bevisgrundlag og de smaleste grunde til impeachment af en præsident.”

Professorerne tog også stilling til et synspunkt udtrykt af mange Republikanere, som mente, at beslutningen om at fjerne Trump burde overlades til vælgerne, da valget i 2020 nærmede sig. Feldman var uenig med dette perspektiv og sagde, at forfatningens forfattere frygtede, at en rogue præsident ville bruge sin magt til at manipulere valgene til sin egen fordel – og de havde indført impeachment som en løsning på sådanne misbrug. Ifølge en meningsmåling fra Reuters/Ipsos fra begyndelsen af december 2019, var den offentlige holdning stadig delt langs partilinjer. 78 procent af Demokraterne støttede impeachment, mens kun 8 procent af Republikanerne gjorde det. Samlet set mente 44 procent af vælgerne, at Trump skulle stilles for impeachment, mens 42 procent var imod.

Straks efter høringerne i Repræsentanternes Hus gik Demokraterne videre med at udarbejde artikler om impeachment. Formand Pelosi bad hovedudvalgets formænd om at udarbejde artiklerne. Dette skridt næsten garanterede, at Repræsentanternes Hus ville stemme for impeachment inden årets udgang. “Hans lovbrud rammer selve hjertet af vores forfatning,” sagde Pelosi i en kort tv-ansigt til nationen. “Vores demokrati er på spil.” Nogle stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor Pelosi og Demokraterne handlede så hurtigt. Trump havde brugt krav om præsidentens privilegium – en doktrin der beskytter visse præsidentielle kommunikationer – til at forhindre vigtige vidner i at vidne. Domstolene havde endnu ikke truffet afgørelse om disse krav, og vidnesbyrd fra personer tæt på Trump kunne muligvis have styrket Demokraternes sag mod præsidenten. Alligevel forsvarte Pelosi sin strategi og hævdede, at ventetid på domstolsafgørelser kun ville give Trump mulighed for at anmode om yderligere udenlandsk indblanding i det kommende valg.

I sidste ende brugte Repræsentanternes Hus de fakta, der var indsamlet, til at udarbejde to artikler om impeachment. Den 10. december 2019 offentliggjorde Jerrold Nadler, formand for Husets Justitsudvalg, officielt udarbejdelsen af disse artikler. Det var kun den fjerde gang i USAs historie, at sådanne artikler blev udarbejdet mod en siddende præsident. Den første artikel anklagede Trump for magtmisbrug til fremme af sine egne politiske mål. Den anden anklagede ham for at hindre Kongressen i sin undersøgelse af Ukraine-sagen. Demokraterne, der havde udarbejdet artiklerne, sagde, at de ønskede at fokusere på de alvorligste anklager om misbrug af magt. Ifølge udvalgsmedlem David Cicilline fra Rhode Island, “Magtmisbrug er den højeste af de høje forbrydelser og forseelser, og derfor omfatter det meget adfærd.”

Trump, som stadig insisterede på, at han ikke havde gjort noget forkert, afviste artiklerne som fjollede og latterlige. “Der er ingen forbrydelser,” sagde han til sine tilhængere ved et valgmøde i Hershey, Pennsylvania. “De anklager mig, og der er ingen forbrydelser. Det her må være en første i historien.” De fleste Republikanere støttede præsidenten og hævdede, at artiklerne kun var baseret på andenhåndsinformation og rygter. Mange konservative kommentatorer påpegede, at anklagerne var næsten identiske med dem, der blev fremført under Mueller-undersøgelsen – anmodning om udenlandsk valghjælp og hindring af retfærdighed – som om Trumps modstandere var besluttede på at bevise, at de havde haft ret hele tiden. Demokraterne hævdede imidlertid, at ligheden viste et mønster af korrupte handlinger fra præsidenten.

Endtext

Hvordan adskiller orme og simple havdyr sig i opbygning og levevis?
Hvordan Immanent Kritik Kan Modarbejde Alt-Right: En Undersøgelse af Teori og Praxis
Hvordan skal man introducere en taler korrekt og værdigt?
Hvordan kan TypeScript forbedre dit udviklingsarbejde?
Hvordan Risici i Forsyningskæder Kan Simuleres ved Hjælp af Monte Carlo