I den politiske og historiske kontekst, der strækker sig fra den Store Depression til nutidens neoliberale agendaer, har der været en vedvarende kamp mellem demokratiske bevægelser og elitære økonomiske interesser. Under Franklin Roosevelts ledelse i 1930’erne og 1940’erne forsøgte de sociale reformer at modvirke de forretningsinteresser, som havde bidraget til den økonomiske krise i USA. På trods af dette modarbejdede de økonomiske eliter, som for eksempel DuPont, disse reformer og dannede i 1934 American Liberty League med det formål at underminere Roosevelt-administrationen og New Deal-politikkerne. Deres modstand mod foranstaltninger som børnearbejdsbeskyttelse illustrerede en dybt rodfæstet modstand mod regulering af erhvervslivet, som fortsatte længe efter depressionen.

I de første årtier efter Anden Verdenskrig, og frem til 1980’erne, fandt kommunikationskanalerne mellem politikere, medier og vælgere relativt god stabilitet. Medierne spillede en central rolle som formidler af politiske budskaber til en bred offentlighed, og tilliden til presse og politiske institutioner var høj. Men i takt med Vietnamkrigens og Irakkrigens officielle fordrejninger begyndte denne tillid at vakle. Officielle løgne om krigens årsager og konsekvenser, samt corporate misrepræsentation som tobaksindustrien og deres forsikringer om, at cigaretter ikke forårsagede kræft, begyndte at underminere den offentlige tillid til både stat og erhvervsliv.

I denne periode, hvor troværdigheden af offentlig kommunikation blev udfordret, begyndte et nyt fænomen at opstå: en systematisk anvendelse af desinformation. Netværk af neoliberale økonomer og libertarianske forretningsinteresser begyndte at udforme strategier for at fremme deres ideologi om frie markeder og begrænset statslig indgriben. Den traditionelle offentlighedskommunikation blev betragtet som utilstrækkelig til at sælge disse ideer til politikerne og vælgerne. I stedet blev der oprettet tankesmedjer og akademiske netværk, der kunne generere og udbrede ideer, der kunne appellere til både politikere og offentligheden.

Mont Pelerin Society, grundlagt i 1947, var et af de tidligste eksempler på en sådan organiseret neoliberal bevægelse. Oprindeligt finansieret af aktører som Credit Suisse og senere af velhavende familier som Koch og DeVos, søgte denne gruppe at fremme en økonomisk filosofi, der understøttede de frie markeder som en fundamental kraft i samfundets organisation. Selvom netværket af intellektuelle og økonomer var relativt lille, voksede deres indflydelse hurtigt, især efter 1970'erne, da de begyndte at udnytte politiske muligheder til at promovere en neoliberal dagsorden. Det blev nu muligt at fremme markedsfrihed som et svar på de økonomiske problemer, som tidligere socialdemokratiske tiltag forsøgte at løse.

Som en konsekvens heraf udviklede der sig politiske strategier, som kunne modvirke arbejdernes og miljøaktivisternes indflydelse, som ofte blev betragtet som fjendtlige over for erhvervslivets interesser. En vigtig udvikling i denne neoliberale strategi var accepten af, at regeringer kunne bruges til at skabe markeder, der favoriserede erhvervslivet, samtidig med at regeringernes muligheder for at regulere disse markeder blev begrænset. Dette førte til et stadig mere kompliceret forhold mellem økonomiske eliter og de demokratiske processer, som tidligere havde været i stand til at beskytte arbejdstageres og forbrugeres rettigheder.

Denne politiske økonomi blev så småt præget af en kamp for at begrænse folkets magt til at ændre markedet. Nye strategier for at begrænse demokratisk repræsentation begyndte at dukke op, herunder uretfærdige valgkretsopdelinger og restriktive valglove, som blev fremstillet som nødvendige for at beskytte den politiske orden og sikre “frihed” mod statens regulering. Men disse politikker, som blev beskyttet af påståede beviser om valgfusk og legitimeret gennem påståede præferencer for “naturlige” samfund, indgik i den voksende kamp om desinformation, som blev brugt til at forsvare de neoliberale politikker.

I takt med at neoliberale tankesmedjer som Institute of Economic Affairs (IEA) spillede en central rolle i at fremme politikker som privatisering og nedskæringer i den offentlige sektor, blev desinformation og tvivlsomme påstande en del af den politiske og økonomiske diskurs. IEA's indflydelse har været markant, lige fra Margaret Thatchers politiske fremkomst til Brexit-kampagnen, som i høj grad blev drevet af argumentet om, at det britiske folk ville være bedre stillet uden EU-reguleringer. Det blev mere og mere klart, at de neoliberale kræfter var villige til at bruge enhver form for taktikker til at nå deres mål, herunder at manipulere med fakta og skabe tvivl om etablerede institutioner og deres autoritet.

Endelig, som det blev tydeligt i 1980'erne og 1990'erne, begyndte sprækkene mellem neoliberale ideers løfter og de faktiske resultater at blive sværere at skjule. Som reaktion på den stigende modstand mod de økonomiske virkninger af neoliberalisme, blev politiske bevægelser og organisationer begyndt at anvende mere direkte og åbenlyse former for politisk manipulation og desinformation. Det blev dermed klart, at neoliberale aktører ikke kun måtte ændre politik, men også skulle ændre den måde, offentligheden opfattede politik og økonomi.

Det er væsentligt at forstå, at desinformation ikke kun er et værktøj i politiske kriser, men et grundlæggende element i kampen om magt og økonomi. Den systematiske spredning af misvisende eller forvrængede informationer er blevet et fundament for neoliberal politik, der har til formål at begrænse folkets evne til at ændre samfundsøkonomien. Denne bevægelse illustrerer, hvordan ideer om frihed og markedsøkonomi kan anvendes som ideologiske værktøjer til at fremme en politisk dagsorden, som langt fra nødvendigvis arbejder til gavn for flertallet.

Hvad forklarer opdelingen af medielandskabet i USA?

I 1987 afskaffede den amerikanske Federal Communications Commission fairness-doktrinen, der krævede, at udsendelsesstationer skulle tilbyde programmering om offentlige anliggender og sikre en balance af synspunkter. Denne ændring lagde fundamentet for en gradvis udvikling af en mere ideologisk opdelt medieverden, hvor nogle stationer specialiserede sig i nicheindhold og partisanprogrammering. På radioen betød det blandt andet, at konservativ taleradio, ledet af Rush Limbaugh, begyndte at blomstre, og de ideologisk opdelt nyhedskanaler dukkede op på kabel-tv, først med Fox News og senere MSNBC.

Internetmediet styrkede disse tendenser markant, da det ikke var begrænset af antal kanaler, og der var ingen føderal regulering, der krævede en balance i nyhedsformidlingen. Denne udvikling skabte et ideologisk struktureret mediemiljø, hvor de politisk engagerede og partiske kunne finde nyheder og holdninger, der stemte overens med deres egne perspektiver, mens de mindre politisk engagerede kunne vælge helt at undgå nyhedsindholdet.

Denne opdeling i mediebilledet har dog ikke ført til de samme journalistiske normer og kommunikationsmønstre på både højre- og venstresiden. I USA er medierne nu præget af en asymmetrisk struktur, som Yochai Benkler, Robert Faris og Hal Roberts har vist i deres studie af, hvordan nyheder blev delt og linked online i perioden 2015-2018. På højrefløjen fandt forskerne et lukket medieøkosystem, som er drevet mod ekstremen, hvor selv de førende nyhedsorganisationer, såsom Fox News og Breitbart, ikke efterlever normer om sandhedssøgen. Omvendt har journalister på venstrefløjen fortsat deres forpligtelse til at faktatjekke, rette fejl og disciplinere journalister, når de er ansvarlige for at sprede misinformation.

Denne forskel mellem højre- og venstrefløjen i medielandskabet gjorde det i 2016 til et frugtbart miljø for både kommerciel clickbait og både hjemmelavet og russisk desinformation. Benkler og hans medforfattere forklarer, at både højre- og venstrefløjen søger nyheder for at forstå, hvad der sker i verden, men samtidig for at bekræfte deres verdensbillede og identitet. Når medierne bliver partisaninriktede, ændres systemet til et, hvor det bliver muligt for politikere at tilpasse deres retorik og politikker til de medier, der bekræfter deres tilhængeres overbevisninger. Dette skaber en såkaldt "propaganda feedback loop", som har været operationel på højrefløjen siden de tidlige 1990'ere, med fremkomsten af Rush Limbaugh og Fox News.

Konservative var allerede før 1990'erne fremmedgjorte overfor professionel journalistik. På 1970'erne, i kølvandet på Vietnamkrigen, offentliggørelserne af Pentagon Papers og Watergate-skandalen, blev mange journalister mere kritiske overfor officielle udmeldinger og adopterede en mere konfrontatorisk holdning til både regering og erhvervsliv. De var også mere tilbøjelige til at støtte borgerrettighedsbevægelsen og andre kulturelle forandringer, som de konservative fandt problematiske. Denne udvikling førte til en betydelig modstand mod medierne, som blev betragtet som sympatiserende med venstreorienterede bevægelser. Da teknologiske og institutionelle betingelser ændrede sig i 1990'erne og gav mulighed for nye højreorienterede medier, var de økonomiske kræfter klar til at støtte op om denne udvikling.

Liberalere og progressives følelse af fremmedgørelse var langt mindre udtalt, og den radikale venstrefløj var ikke i samme grad en lukrativ markedsgruppe, som den radikale højrefløj. Derfor blev opdelingen i mediebilledet især markant mellem den yderste højrefløj og resten af samfundet.

Denne medieopdeling stemmer overens med den generelle politiske polarisering i USA. Analyser af ændringer i Kongressen, offentlig opinion og partiplatforme viser, at republikanerne har rykket sig længere mod højre, mens demokraterne ikke har rykket sig tilsvarende mod venstre. I denne kontekst er højrefløjens medier blevet et redskab i en bredere kamp mod videnskab, universiteter og andre vidensinstitutioner.

Behovet for at forstå hvordan internettet har bidraget til denne medieopdeling er vigtigt, da den partiske medieøkologi ikke kun er en konsekvens af teknologisk udvikling, men også et resultat af dybere politiske og kulturelle konflikter. Internettet har ikke nødvendigvis reduceret folks eksponering for modstridende synspunkter, som nogle undersøgelser antyder, tværtimod kan sociale medier have øget niveauet af politisk uenighed og intensificeret den negative partisanskabsfølelse mellem republikanere og demokrater. Den øgede vrede og polariserede diskussioner på internettet har dermed forstærket modstanden mod modsatte politiske holdninger, hvilket kan have skabt en endnu stærkere opdeling i samfundet.

Hvordan Relativitet og Bølgemekanik kan ændre forståelsen af universet
Hvordan vi giver ord magt, og hvorfor det betyder noget i håndteringen af angst
Hvordan fungerer fodens knogler, led og buer, og hvad betyder det for bevægelse og skader?
Hvordan moderne reklame ændrede bogudgivelserne i begyndelsen af det 20. århundrede
Hvad afgør det uendelige rødforskydning eller blueshift af lys i det kollapsende univers?