Hvordan bliver et menneske kastet ud i afgrunden?

Barry var en mand med indflydelse, rigdom og politisk magt – konservativt parlamentsmedlem, mineinteressent og velanset i de højeste kredse. Men i skyggen af hans succes stod en kvinde, der ikke længere passede ind i billedet: Annie Chapman. Hendes tiltagende alkoholisme blev en social belastning. Snart blev hun kendt af politiet, ikke som forbryder, men som en alkoholiseret, forfaldet skikkelse, der måtte fjernes fra det respektable miljø i Windsor. Aviserne skrev diplomatisk, at hendes “udsvævende livsførelse gjorde det tvingende nødvendigt, at hun boede et andet sted end på gentlemanens grund.”

Annie og hendes mand, John Chapman, blev separeret. Han blev i Clewer med børnene, som fik en god opvækst og skolegang. Den ene datter blev sendt på en respektabel pigeskole i Windsor – betalt af en tante. Sønnen, John Alfred, var stærkt handicappet og blev behandlet i et hospital i London. Annie modtog trofast ti shilling om ugen fra John – en betydelig sum, der i dagens penge svarer til omkring tredive pund. Det var en livline, og måske det eneste, der holdt hende uden for arbejdsanstalten.

Et brev sendt til præsten James Patterson år senere maler et gribende billede af familiens tragedie og alkoholens destruktive magt. Forfatterens ældste søster – identiteten antyder, at det kan have været Annie – faldt i alkoholens greb som ganske ung. Gentagne gange forsøgte hun at komme ud af det, skrev under på afholdsløfter, indtrådte i hjem for alkoholikere, blev ædru og vendte hjem som forvandlet – kun for at falde igen. En enkelt dråbe, en flygtig duft af spiritus på sin mands læber sendte hende tilbage i afgrunden. Hun gik ud og vendte tilbage som en rasende, beruset kvinde – et menneske brudt af afhængighedens ubønhørlige natur.

Hun sagde selv, at kampen var håbløs, og at kun ved at undgå alt syn og duft af alkohol kunne hun holde sig ædru. Hendes historie er én blandt mange, men det, der gør den ekstra tragisk, er den vedvarende kamp og ønsket om at blive fri – et ønske, som aldrig blev realiseret. Af hendes otte børn blev seks ofre for den samme forbandelse. En familie, æt for æt, spist op indefra af alkoholens sociale og fysiske konsekvenser.

Victoriatidens samfund havde ikke plads til nuancer. Fattige blev i stigende grad betragtet som ofre for uheld fremfor dovenskab, men mistroen forsvandt ikke. Derfor blev hjælp bevidst gjort ydmygende. Arbejdsanstaltens vilkår var brutale – endnu værre i dens "casual wards", de såkaldte “spikes”, hvor man kun kunne få adgang efter ventetid og under de mest skammelige forhold. Den amerikanske forfatter Jack London beskrev sine oplevelser der i The People of the Abyss og konkluderede: “Jeg har været i spike, sovet i spike og spist i spike… og jeg er løbet bort fra spike.”

Annie forsøgte at klare sig. Hun hæklede, solgte blomster og tændstikker, især på Stratford Market om fredagen. Men hendes helbred blev ringere, og da hun ikke længere kunne tjene de nødvendige fire pence til overnatning, var arbejdsanstalten næste stop. Hun havde været sammen med flere mænd – en sigtemager kaldet Jack Sivvey, senere en murerarbejder, Edward Stanley. Begge forhold endte, uden at det fremgår præcis hvorfor.

Men det er i denne krydsning mellem social foragt, fattigdom, alkoholisme og samfundets uforsonlige struktur, at Annies liv langsomt udviskes. Hun havde ingen sikkerhedsnet, kun et samfund, der målte værdighed i mådehold og respektabilitet, og hvor enhver afvigelse – som drikkeri eller sygdom – var lig med

Hvad betød grafitti-beskederne på Wentworth Dwellings i forbindelse med Jack the Ripper-mordene?

Disse ord opstod i en tid præget af stærke anti-immigrant og anti-semitiske følelser, og det er muligt, at beskeden kunne være et svar på de voksende rygter om, at morderen skulle være en fremmed. Grafittien kunne således ses som et forsøg på at afværge beskyldninger mod en bestemt etnisk gruppe, måske endda som en form for protest mod at jøderne blev stigmatiseret som syndebukke i samfundet. Der er også spekulationer om, at den alternative stavemåde af ordet "Jews" som "Juwes" kunne have haft en symbolsk betydning, muligvis relateret til frimureriet, da frimurerne er kendt for deres brug af symboler og koder.

I denne kontekst bliver det tydeligt, at grafittiens betydning ikke kun var et simpelt skriftstykke, men måske en del af en større, kompleks social og politisk situation. Dette, i forbindelse med de specifikke forhold i Wentworth Dwellings – som på det tidspunkt var stærkt præget af jødisk befolkning og udfordrende sociale forhold – giver os en indsigt i, hvordan mordene kunne have været påvirket af de tidens ideologiske strømninger.

Men samtidig skal vi overveje, hvordan politiets beslutning om at vaske grafittien væk spiller en rolle i forståelsen af begivenhederne. Ødelæggelsen af bevismateriale kan have haft både praktiske og politiske motiver. På den ene side blev beslutningen truffet for at undgå, at beskeden skulle forårsage sociale spændinger og muligvis føre til anti-jødiske uroligheder. På den anden side kunne det også have været en beslutning truffet for at skjule spor, der kunne have afsløret morderens intentioner eller forbindelser.

Der er også et historisk perspektiv, som ikke kan ignoreres i denne sammenhæng. Wentworth Dwellings, som blev opført som et socialt boligprojekt, var et af de mange byggeri-projekter fra slutningen af 1800-tallet, der forsøgte at imødekomme de store sociale problemer i East End. Men allerede i 1960’erne og 1970’erne blev bygningernes forfald et symbol på de dybere strukturelle problemer i samfundet. Det er således ikke kun morderen, der burde analyseres, men også de sociale og økonomiske forhold, der gjorde sådanne bygninger til episentret for vold og mistillid.

Der er stadig en uafklaret historie om det såkaldte “From Hell”-brev, der blev sendt til George Lusk, formanden for Whitechapel Vigilance Committee, som et varsel fra morderen. I dette brev blev der sendt et stykke af et menneskekidney sammen med en besked, der afslørede en vis grusomhed og en underlig stolthed over mordene. En af de mest uforståelige aspekter af dette brev er de medicinske analyser af nyren, som blev sendt. Eksperterne var delte i deres vurdering af, om den var menneskelig eller ikke – et fænomen der stadig vækker undren.

Det er netop denne blanding af faktiske og spekulative elementer, der gør Jack the Ripper-sagen til en af de mest fascinerende i kriminologiens historie. Kombinationen af forsvundne beviser, uafklarede spor og den intense mediedækning i slutningen af 1800-tallet skaber et billede af en tid, hvor ikke kun en morder, men også et samfund i krise kunne være på spil. Det er på sin vis, hvordan grafittien på Wentworth Dwellings – et lille men potentielt afslørende spor – bliver et symbol på den større uro og de spørgsmål om retfærdighed, der stadig hænger over sagen.

Endelig er det vigtigt at huske på, at selvom vi i dag ser tilbage på disse begivenheder med ny viden og perspektiv, kan vi ikke altid få de klare svar, vi søger. Mange af de elementer, som virker som brikker i et puslespil, forbliver ukendte eller mistet for tid og omstændigheder. Dog kan disse spor stadig hjælpe os med at forstå den dybere, historiske og samfundsmæssige sammenhæng, der udspillede sig omkring Jack the Ripper-mordene, og hvordan de stadig kaster lys over sociale og politiske konflikter den dag i dag.

Hvem var Frances Coles, og hvad kan hendes død fortælle os om London i 1891?

Den 13. februar 1891, omkring kl. 02:15, blev politibetjent Ernest Thompson, 240H, konfronteret med en tragisk hændelse, da han stødte på en kvinde liggende på jorden i Chamber Street-området. Hun var hårdt såret med et blodigt sår på halsen og åndede stadig, men ville senere dø på hospitalet. Kvinden var 32-årige Frances Coles, en tidligere prostitueret fra Bermondsey, og hendes mord er et eksempel på den vold og sociale udfordringer, der kendetegnede London i slutningen af det 19. århundrede.

Frances Coles blev født den 17. september 1859 i Bermondsey, som datter af James Coles, en støvlemager, og Mary Ann Carney, en kvinde med mystisk baggrund og potentielt irsk oprindelse. Familien Coles var kendt for deres økonomiske vanskeligheder, og både Frances' far og mor havde været i fattiggårde, hvilket kan have haft stor indflydelse på Frances' liv og valg senere hen. Der var aldrig tegn på, at hendes forældre var gift, og hendes mor, Mary Ann, virkede som en kompleks og enigmatisk figur, der havde en betydelig indflydelse på Frances' tidlige liv.

Som ung voksen flyttede Frances til East End af London, hvor hun blev involveret i prostitution. Dette var en livsstil, som hun forsøgte at skjule for sin familie, men som på ingen måde var ualmindelig i områder som Whitechapel og Bermondsey, som var kendt for deres sociale og økonomiske udfordringer. På tidspunktet for hendes død i 1891 boede Frances på Wilmott’s Lodging House i Thrawl Street, en af de mange billige og usikre overnatningssteder i området, og hun havde etableret sig som en prostitueret.

Frances’ liv var præget af hyppige besøg på barer og værtshuse i området. Den 12. februar 1891 tilbragte hun en aften sammen med James Sadler, en skibsfyrbøder, som hun havde haft en affære med. De besøgte flere pubber og drak sig fulde, før de til sidst søgte ly på Spitalfields Chambers, et kendt overnatningssted i White’s Row. Samme nat forlod de stedet, og på deres vej tilbage blev de angrebet af en mand, som var beskrevet som kort, med en mørk moustache, skinnende støvler og blå bukser. Selvom Frances først havde afvist manden, fulgte hun ham til sidst, muligvis i håb om, at han kunne hjælpe hende, men det var den sidste fatale fejltagelse, hun gjorde. Morderen angreb Frances, og hun blev slået og stædigt efterladt i den mørke gyde.

Mordet på Frances Coles fandt sted under en tid, hvor Londons East End var kendt for voldsom kriminalitet og utryghed, som også var en periode med stor usikkerhed for kvinder i byens fattige områder. Mange kvinder som Frances, der levede i prostitution, var ofte ofre for vold, og de var i den grad udsat for risici, som samfundet ofte ignorerede eller overså. Hendes død, selvom den ikke blev klassificeret som et af "Jack the Ripper"-mordene, reflekterer den samme sociale uretfærdighed og vold, der prægede den tid.

Frances' historie er ikke kun en beretning om vold og tragisk død. Den afspejler også de sociale forhold i slutningen af det 19. århundrede, hvor kvinder som Frances var fanget i et system, der gjorde dem sårbare for udnyttelse og vold. Hendes liv var præget af arven fra en disfunktionel familie og de sociale problemer, der fulgte med at være en del af Londons arbejderklasse. Mordet på Frances Coles, mens det tragisk og rystende, bør derfor også ses som en indikator på de dybere problemer i samfundet på denne tid: økonomisk ulighed, manglende beskyttelse for de mest sårbare, og en uretfærdig behandling af kvinder.

Hvad man også bør forstå, er, at det ikke kun var de specielle hændelser, der førte til tragedien, men de underliggende sociale og økonomiske betingelser, der skabte et miljø, hvor sådanne mord kunne finde sted. I denne periode, især i Londons East End, levede mange kvinder under barske forhold, hvor prostitution var en af de få muligheder for at overleve økonomisk. Dette sociale klima af uforsonlighed og usikkerhed gjorde disse kvinder, som Frances, yderst udsatte for vold og udnyttelse.

Hvem var Jack the Ripper?

I mange år har identiteten til Jack the Ripper været et mysterium, som har fascineret både forskere og almindelige mennesker verden over. Mellem 1888 og 1891 kæmpede politiet i London med at opklare en række bestialske mord, der rystede byen og satte en skræk i den victorianske befolkning. På det tidspunkt stod politiet over for enorme udfordringer, da deres efterforskningsmetoder var langt mindre sofistikerede, end de ville være i dag. Desuden blev de konfronteret med en uoverskuelig mængde misinformation, falske spor og en morder, hvis evne til at forsvinde i mørket kun gjorde ham endnu mere skræmmende og uopnåelig.

En af de tidligste og mest fremtrædende mistanker var, at morderen kunne være en fremmed, måske en immigrant eller en arbejderklasseperson, der ikke tilhørte det britiske samfund. I 1888 blev der bredt spekuleret i, at Jack the Ripper kunne være en udlænding, hvilket blev forstærket af den såkaldte "Leather Apron"-krise, hvor jøderne, der boede i East End, blev anklaget for at være ansvarlige for mordene. Der var en udbredt tro på, at ingen ægte englænder kunne finde på at begå sådan en frygtelig forbrydelse, og det blev hævdet, at jøder, især dem der arbejdede i slagtningerne, havde den nødvendige dygtighed til hurtigt at skære halsen over på deres ofre uden at blive sprøjtet til med blod.

En anden teori, der fik en vis opmærksomhed, var, at morderen var en professionel med medicinsk træning. Dr. George Bagster Phillips, som var en af de personer, der kommenterede mordene, påpegede den måde, Annie Chapmans indre organer var fjernet på, og spekulerede i, at kun en læge eller kirurg ville kunne udføre sådan en opgave med præcision. Det blev en teori, som fik bred opbakning, selv fra de øverste samfundslag, og i en tid, hvor klassen og samfundets strukturer spillede en stor rolle, blev det opfattet som en teori, der gav mening.

En anden udbredt idé var, at Jack the Ripper kunne være en mand af højere samfundslag, måske endda en adelsmand. Denne teori stammede delvist fra de kriminelle i området, som troede, at ingen af deres egne kunne have været ansvarlige for sådan en grusom handling. Deres synspunkt var, at mordene var for bestialske til at være begået af en almindelig forbryder, og nogle af dem mente, at morderen var en person med den nødvendige social status og kontrol.

Men der var også en mindre populær teori, som blev introduceret i september 1888 af Lord Sydney Godolphin Osborne. I et brev til The Times hævdede han, at mordene kunne være begået af en kvinde. Denne teori byggede på ideen om, at kvinder i prostitutionsmiljøet kunne have et stærkt nok had til deres medsøstre til at begå sådanne voldelige handlinger, og at mordene kunne have været et udtryk for kvindelig jalousi. På trods af teorien blev den hurtigt afvist af de fleste, men den understregede den generelle forvirring og desperation, som omgav efterforskningen.

Selv om ingen af disse teorier kan bevises, er de alle vidnesbyrd om den tid og de sociale spændinger, der prægede samfundet i slutningen af det 19. århundrede. Jack the Ripper var mere end bare en morder; han blev et symbol på frygten for det ukendte, for det fremmede og for de skjulte mørke kræfter, der blev antaget at trives i de lavere samfundslag. Han blev hurtigt et symbol på den voksende utryghed, som kom med industrialiseringen og urbaniseringen, og hans mysterium forblev uløst, hvilket kun tilføjede til hans mytiske status.

Det er vigtigt at forstå, at teorierne om Jack the Rippers identitet ikke kun var et produkt af de kriminelle efterforskningsteknikker på den tid, men også en refleksion af de sociale og politiske klimaer, der prægede London. Frygten for fremmede, især jøderne, og frygten for den stigende urolighed i samfundet, spillede en stor rolle i at forme de forskellige mistanker. Det er også afgørende at anerkende, at de teknologiske begrænsninger i efterforskningen på den tid gjorde det næsten umuligt at opklare mordene, og derfor kunne teorierne blive så farverige og spekulative.