Hvad er den evige sjæls natur ifølge gamle indiske filosofier?

Den evige sjæl, som beskrevet i Bhagavad Gita, er uforgængelig og uforanderlig. Den bliver hverken født eller dør, den dræber ikke og bliver ikke dræbt. Den består uafhængigt af legemets forgængelige natur, ligesom en person skifter tøj, skifter sjælen krop igennem forskellige liv. Denne sjæl er evig, ubeskrivelig og uhåndgribelig; hverken ild, vand, sværd eller vind kan påvirke den. Den transcenderer tid, rum og alle former for materiel forandring, og dens sande natur er skjult for det almindelige sind, som kun ser det materielle, det manifesterede.

I perioden mellem 200 f.Kr. og 300 e.Kr. sker der betydelige udviklinger i de religiøse praksisser i Indien. Buddhismen og Jainismen udvikler nye former for hengivenhed og ritualer, mens det, der kaldes tidlig hinduisme eller puranisk hinduisme, begynder at tage form. Nye liturgier, mytologier og billeddyrkelse vokser frem. Tempelbyggeri og oprettelse af helligdomme bliver ikke blot religiøse handlinger, men også sociale begivenheder, hvor folk samles, interagerer og bekræfter både deres religiøse og sociale status. Disse steder fungerer som både åndelige og samfundsmæssige centre, og deres betydning går ud over ren ritualudøvelse.

Den historiske analyse af religion må tage højde for flere kilder end blot de skriftlige tekster, der ofte er normative, eliteprægede og ikke nødvendigvis repræsenterer bredere folkelige praksisser. Arkeologiske fund, inskriptioner og mønter giver vigtige perspektiver, som viser, hvordan religiøse traditioner eksisterede side om side, overlappede og påvirkede hinanden. I mange tilfælde findes forskellige religioners helligdomme og symboler tæt på hinanden, hvilket afspejler en fælles kulturel og religiøs rumlig kontekst.

Det er vigtigt at forstå, at disse traditioner ikke eksisterede isoleret, men i konstant interaktion. Begreber som karma og genfødsel findes i varianter på tværs af disse systemer. Samtidig var der også konkurrence og konflikt, men også sameksistens og gensidig påvirkning. Eksempler som Mathura-regionen og Nagarjunakonda viser tydeligt en mangfoldig religiøs virkelighed, hvor buddhistiske, jainistiske og hinduistiske traditioner levede side om side i både praksis og arkitektur.

Dette viser, at religiøs udvikling ikke kun er en historie om doktriner og tekster, men også om sociale praksisser, rumlige forhold og den levende erfaring af tro og tilbedelse i forskellige lokalsamfund. Forståelsen af religion som en dynamisk og multifacetteret størrelse, som både er personlig og kollektiv, rituelt og socialt, er afgørende for at kunne nærme sig den kulturelle og historiske kompleksitet i det gamle Indien.

Hvordan fungerede og udviklede landbrug og byliv i tidlig middelalderlig Indien?

Der eksisterer en bred enighed blandt historikere om, at tidlige vandingsanlæg, som ofte omtales i inskriptioner, minder om det persiske hjul, hvis ikke det er identisk med det. Landbruget i regioner som Rajasthan omfattede kornsorter som ris, hvede, byg, jowar, hirse og moong. Oliefrø som sesam og sukkerrør var vigtige kontantafgrøder. Inskriptioner refererer til marker, der blev vandet via damme eller brønde, og et inskriptionseksempel fra Dabok i år 644 e.Kr. antyder praksis med at dyrke to afgrøder årligt. Adgangen til og kontrollen med vandingsressourcer var i hænderne på konger, embedsmænd, sammenslutninger som goshthis og individuelle landbrugere. Især i områder med lav nedbør i det nordlige Gujarat, Saurashtra, Kutch og det sydlige Rajasthan udvidedes vandingsanlæggene betydeligt i denne periode. Det arkitektoniske værk Aparajitaprichchha fra det 12. århundrede nævner floder, søer, brønde, damme og arahattas som vandkilder til landbrug.

I løbet af 7. til 13. århundrede øgedes antallet af inskriptioner, der omtaler vandingsanlæg, hvilket afspejler en udbygning af både brønde, damme og trappetrinbrønde (vapis). Herskere som Chaulukya-dynastiet i Anahilavada tog initiativer til at opføre sådanne anlæg og synes at have etableret en særlig vandingsafdeling. Denne udvidelse af vandingsinfrastrukturen muliggjorde dyrkning af to afgrøder årligt og øgede produktionen af kontantafgrøder som sukkerrør, oliefrø, bomuld og hamp, som blev væsentlige handelsvarer i perioden mellem det 11. og 13. århundrede.

Når man ser på landbrugsrelationer og sociale spændinger, er der få tegn på folkelige eller bondeoprør i tidlig middelalder. Eksempelvis var Kaivarta-oprøret i det østlige Indien i det 11. århundrede en samantas-opstand, ikke en egentlig folkelig revolution. Ligeledes var Damara-oprøret i Kashmir et oprør blandt magtfulde godsejere. Der findes dog epigrafiske kilder, som antyder konflikter omkring landbrug i det sydlige Indien.

Hypotesen om en nedgang i byer, håndværk, handel og pengeøkonomi i denne periode har været dominerende i studiet af indisk føydalisme. R. S. Sharma beskrev en totrins urban forfaldsproces, hvor den første begyndte i det 3.-4. århundrede og den anden efter det 6. århundrede. Han baserede sin teori på arkæologiske data, litterære kilder og udenlandske rejsendes beretninger, der alle antyder en nedgang i langdistancehandel. Denne nedgang svækkede byhåndværkernes og købmændenes position, tvang håndværkere til at migrere til landsbyer og udviskede skellet mellem by og land. Men samtidig med urban tilbagegang skete der en udvidelse af landbruget.

Der findes også indskrifter, som viser, at markedsrettigheder blev overført til templejere, og at handelsmænd delte deres overskud med templer, hvilket tyder på en vis føydalisering af handelen. Fra det 11. århundrede begyndte en mild urban genopblomstring, som blev fuldt etableret i det 14. århundrede, drevet af øget dyrkning af kontantafgrøder, bedre vandingsmetoder, øget efterspørgsel efter varer, forbedret skibsbygning og udvidet intern handel. Disse faktorer bidrog til en opblomstring i udenrigshandel og en svækkelse af det føydale system.

Nyere forskning, blandt andet fra Chattopadhyaya, har udfordret forestillingen om entydig urban tilbagegang. Mens nogle byer forfaldt, fortsatte andre med at blomstre, og nye bycentre opstod. Den tidlige middelalder repræsenterer dermed en tredje fase af urbanisme i Indien. Xuanzang nævner byer i forfald som Kaushambi og Shravasti, men også blomstrende byer som Thaneswar og Varanasi. Arkæologiske fund viser, at flere tidlige historiske byer fortsatte med at være beboet. Inscriptioner fra regioner som den indo-gangetiske slette og Malwa-plateauet indikerer, at nogle byer havde semi-urbant eller fuldt urbant præg i 9.-10. århundrede.

Ud over ovenstående er det vigtigt at forstå, hvordan landbrug og urbanisering ikke udviklede sig isoleret, men indbyrdes påvirkede hinanden i et bredt netværk af politiske, sociale og økonomiske faktorer. Vandingssystemernes udbygning var ikke blot en teknisk bedrift, men også en måde at konsolidere magt og skabe økonomisk stabilitet, mens byernes udvikling var tæt knyttet til skift i handel og håndværk, som igen afhang af både lokale ressourcer og globale handelsforbindelser. Denne kompleksitet udfordrer simple forklaringer og kræver en nuanceret tilgang til studiet af tidlig middelalderlig Indien.