Hvordan kan indfødte metodologier og data styre deres egne fremtidige fortællinger?

Indfødte folks relationer til data er præget af en lang historie med utilfredshed med måden, hvorpå deres data er blevet indsamlet, analyseret og anvendt. Denne frustration stammer fra et dybtfølt behov for at kontrollere, hvad der siges om deres samfund, deres kultur og deres livsformer. Gennem tiden har den dominerende, ikke-indfødte forskerposition været den primære aktør i indsamlingen og tolkningen af data, som ofte ikke afspejler de kulturelle kompleksiteter og sociale relationer, der udgør indfødte folks virkeligheder. Det er denne dynamik, der skaber behovet for en ændring – en ændring, der anerkender indfødtes ret til at styre og forme de data, der vedrører dem.

I 2013 blev en banebrydende bog om indfødte kvantitative metoder offentliggjort, som markerede en vigtig milepæl i diskussionen om indfødte specifikke statistikker. Denne bog blev hurtigt anerkendt som et væsentligt redskab til at udfordre den dominerende vestlige kvantitative forskning og de antagelser, der ligger til grund for den. Den har især været nyttig for indfødte kandidat- og doktorandstuderende, der har arbejdet på at kombinere akademisk stringens med indfødte værdier og kulturel integritet. Denne bog var dog kun begyndelsen. Siden da har datarevolutionen ændret landskabet for alle, der arbejder med data, herunder indfødte folk, som nu opererer i et helt nyt terræn.

Den nye udgave af bogen blev udvidet for at afspejle udviklingen i dette landskab, som nu omfatter både store datamængder og de teknologier, der understøtter deres anvendelse, som kunstig intelligens. For at forstå og håndtere de nye udfordringer, som denne udvikling medfører, er det nødvendigt at udvide metodologien og tænke i termer af data-økosystemer og deres interaktioner. Det betyder ikke, at indfødte forskere skal afvise officielle statistikker, men det understreger, at deres virkelige indflydelse på data skal gå ud over de traditionelle grænser og tilpasse sig et hurtigt udviklende teknologisk og globalt miljø.

Indfødte Data Sovereignty-bevægelserne har fået en stadig større indflydelse i lande som Canada, Australien, New Zealand og USA, samt i Skandinavien og Stillehavsområdet. Disse bevægelser arbejder for at sikre, at indfødte folk får mulighed for at bestemme, hvordan og hvorfor data om dem indsamles og anvendes. Det omfatter også behovet for at opbygge kapacitet til at håndtere data i indfødte samfund og sikre, at data, der produceres, er relevante for indfødtes egne behov og prioriteter.

I denne nye æra af data er det ikke længere nok at forstå data som noget, der blot skal opsamles og analyseres. Data er et magtmiddel, der kan bruges til at styrke indfødtes rettigheder og deres evne til at styre deres egen fremtid. Dette indebærer, at alle, der arbejder med data om indfødte folk, bør anvende de nødvendige etiske retningslinjer og anerkende, at data ikke er neutralt; de bærer altid de værdier og magtstrukturer, som de er skabt og anvendt under.

Endtext

Hvad betyder det at være Métis i Canada? En kompleks identitetsdynamik

Den vækst, der ses i den Métis-befolkning i Canada, er ofte forklaret med faktorer som øget selv-identifikation, men disse forklaringer lider af en grundlæggende svaghed. De hviler stadig på den orienterende antagelse om, at der overhovedet eksisterer noget, der kan defineres som en Métis-befolkning. Når man ser på, hvordan Statistisk Canada i årevis har været opmærksom på, at deres "Métis-spørgsmål" ikke havde intersubjektiv enighed, bliver disse forklaringer endnu mindre overbevisende. Det betyder, at folk svarer forskelligt – og ofte direkte modstridende – på spørgsmålet om, hvorvidt de identificerer sig som Métis. Alligevel har man fortsat betragtet selv-identifikation som den primære drivkraft bag opbygningen af Métis-befolkningen.

Der er flere årsager til, at forskellige og ofte modstridende svar ikke blot bør forventes, men faktisk er næsten uundgåelige. For at forstå, hvorfor det er sådan, er det nødvendigt at kigge nærmere på de historiske og politiske faktorer, der har præget opfattelsen af, hvad det vil sige at være Métis. Dette indblik er især vigtigt, når man ser på, hvordan den canadiske regering har brugt selv-identifikation som en målestok, uden at tage højde for de dybere dynamikker, der former Métis-identitet.

Én af de mest centrale faktorer er, at betydningen af termen "Métis" har ændret sig over tid, og at selv-identifikation ikke nødvendigvis er et præcist mål for at forstå den kulturelle og politiske virkelighed for Métis-befolkningen. Den oprindelige betydning af "Métis" refererede til en specifik historisk og kulturel identitet, knyttet til de mennesker, der opstod i krydsfeltet mellem de oprindelige folk og de europæiske nybyggere i det, der nu er Canada. Denne oprindelse har givet Métis-folket en særegen position i både den canadiske historie og den nutidige politiske diskurs.

Når Statistisk Canada i 1996 begyndte at indsamle data om Métis gennem selv-identifikation, var der allerede en lang historisk baggrund, der gjorde en sådan tilgang problematisk. Én af de største udfordringer ved at bruge selv-identifikation som en målestok for Métis-befolkningens størrelse og sammensætning er den koloniale og patriarkalske fortid, der har formet opfattelsen af, hvem der kan være Métis. Under Indian Act, den lovgivning, der har reguleret de oprindelige folks status i Canada siden 1876, har kvinder ofte været udelukket fra at videregive deres oprindelige status til deres børn, hvilket har haft en stor indflydelse på, hvordan Métis-identitet er blevet forstået og defineret.

En vigtig del af historien om Métis er opkomsten af Métis-nationen på de nordlige sletter i det, der nu er det vestlige Canada. Denne nation opstod i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet som en blanding af oprindelige folk, især Cree og Ojibwa, og europæiske nybyggere, hovedsageligt franske og skotske. Métis-folket spillede en central rolle i den økonomiske og politiske udvikling på de kanadiske sletter og deltog aktivt i modstand mod den kanadiske stat, især i 1869-70 og 1885, da de kæmpede for deres rettigheder og territorier.

De nuværende Métis-nationer i Canada, som findes i provinser som Alberta, Saskatchewan og Manitoba, er efterkommere af denne oprindelige nation og har arbejdet for at beskytte deres kultur og politiske rettigheder gennem forhandlinger med den kanadiske stat. Men denne proces har ikke været uden problemer, især i forhold til de historiske udelukkelser, som Indian Act medførte. Denne lovgivning anerkendte kun mænd som de legitime bærere af oprindelig status og fratog kvinder rettigheden til at videregive deres status til deres børn, hvilket har haft vidtrækkende konsekvenser for, hvordan Métis-identitet er blevet defineret og opfattet.

Samtidig har udviklingen af Métis-identitet været præget af et væld af misforståelser og fejlagtige opfattelser, især omkring, hvad det vil sige at være "blandet". Dette har ført til, at mange mennesker, som ellers ikke nødvendigvis ville identificere sig som Métis, i stigende grad har valgt at gøre det, ofte som et resultat af de kompleksiteter, der er indlejret i det kanadiske statsapparats forståelse af oprindelig identitet. Denne udvikling har været en konsekvens af både de koloniale strukturer og den fortsatte marginalisering af oprindelige folk i Canada, som stadig præger den nationale bevidsthed.

Disse historiske faktorer hjælper med at forklare, hvorfor det er så svært at definere, hvad det vil sige at være Métis i dag. De sociale relationer og politiske strukturer, der har formet Métis-identiteten, er dybt forankret i den canadiske historie og kan ikke adskilles fra de koloniale og patriarkalske systemer, som har ekskluderet kvinder og skabt et forvrænget billede af, hvad det betyder at være en del af denne nation.

Det er vigtigt at forstå, at den statistiske tilgang til Métis-identitet – og især brugen af selv-identifikation – kun giver et fragmenteret billede af en meget mere kompleks virkelighed. Derfor bør der tages højde for de mange lag og nuancer, der former Métis-identiteten i dag. Endvidere bør man være opmærksom på, at den måde, vi forstår og anerkender Métis-befolkningens rolle i Canada, fortsat er under udvikling og påvirket af både politiske beslutninger og sociale forandringer.

Hvordan kan oprindelige folk få kontrol over deres data i den moderne teknologiske tidsalder?

I mange år har oprindelige folk udviklet og anvendt epistemologiske systemer for at forstå og organisere verden omkring sig, ofte baseret på dyb respekt for naturen og samfundet. Disse systemer er meget ældre end de koloniale strukturer, som ofte forsøgte at undergrave og overskrive dem. I den moderne æra, hvor kunstig intelligens og store datamængder er blevet dominerende, har oprindelige folk været tvunget til at forholde sig til et dataøkosystem, hvor deres interesser ofte er marginaliserede og underrepræsenterede.

De koloniale staters dataklassifikationer var ikke kun et forsøg på at kontrollere og organisere samfundet, men også et forsøg på at overtage oprindelige epistemologier. I denne sammenhæng blev de oprindelige folk ofte betragtet som objekter for dataindsamling snarere end som aktive deltagere i deres egen vidensproduktion. I den nuværende tid, hvor data er en central ressource, er denne dynamik stadig til stede, og oprindelige folk risikerer at blive yderligere marginaliseret i de teknologiske strukturer, der formes af både nationale stater og private aktører.

Tre generelle konklusioner kan drages af disse betragtninger. For det første bør oprindelige data forstås som information, der bliver "taget" snarere end "givet". Data er ikke noget, der bare skabes automatisk; de er formet af de antagelser og beslutninger, der træffes af dem, der samler dem. Derfor er de magtstrukturer, der kontrollerer dataindsamling, essentielle for forståelsen af de betydninger, som data får. For det andet er de uretfærdige datarelationer, der producerer data om oprindelige folk, ikke et resultat af oprindelige folks manglende evne til at forstå eller engagere sig med data, men snarere et resultat af langvarige koloniale holdninger, der ikke har respekteret oprindelige epistemologier. For det tredje, selvom tilhængere af store datamængder fremhæver deres frigørende potentiale, er fordelene ved store data aldrig blevet fordelt ligeligt. Der er en voksende "datadeling"-kløft, som manifesterer sig på flere niveauer: mellem dem, der kan samle, analysere og dele data, og dem, fra hvem dataene bliver samlet, analyseret og delt; mellem dem, der mangler infrastrukturen og ekspertisen til at bygge og vedligeholde relationer til data, og dem, der har denne kapacitet; og mellem dem, der kan anvende data på måder, der stemmer overens med deres kollektive værdier og politiske mål, og dem, der ikke kan.

Disse konklusioner understøtter behovet for at forstå oprindelige dataudfordringer og behovet for en model for datastyring, som er i tråd med oprindelige folks retter til selvbestemmelse. En sådan model er fundamentet for "Indigenous Data Sovereignty" – et begreb, der handler om oprindelige folks ret til at kontrollere og styre data, der omhandler dem selv, deres livsformer og territorier. Begrebet rummer både en erkjendelse af oprindelige folks retter til at eje og anvende deres data, og det understreger vigtigheden af at opbygge infrastrukturer, der kan styrke oprindelige samfunds relationer til deres egne oplysninger.

Indigenous Data Sovereignty er således ikke blot en reaktion på teknologiske udfordringer, men en del af en bredere bevægelse for oprindelige folk, der søger at genvinde kontrol over deres egen videnproduktion og deres position i samfundet. I landene som USA, Canada, Australien og Aotearoa (New Zealand) har bevægelsen udviklet sig til en krævende og vedholdende kamp for at sikre, at oprindelige folk ikke blot bliver passive objekter i datainsamling, men aktive deltagere i beslutningstagning om deres egne oplysninger.

Et centralt element i bevægelsen har været udviklingen af OCAP®-principperne, som blev etableret i 1990'erne af de canadiske First Nations. OCAP® står for Ownership, Control, Access and Possession, og disse principper blev skabt som en måde at give oprindelige folk kontrol over deres data og sikre, at dataindsamlingen sker på en måde, der er til gavn for dem. Disse principper har siden blevet anvendt i flere lande og har været grundlaget for at reformere dataforvaltningen i relation til oprindelige folk.

Indigenous Data Sovereignty bevægelsen har derfor også haft en vigtig politisk dimension. Ved at inddrage oprindelige folk i dataindsamling, -analyse og -distribution, kan de ikke kun beskytte deres egne interesser, men også bidrage til at omdefinere den måde, hvorpå data forstås og anvendes i samfundet. Dette kan skabe et mere retfærdigt og respektfuldt datalandskab, der ikke blot værdsætter oprindelige folks rettigheder, men også deres unikke viden og perspektiver på verden.

Hvordan Opnå Indfødt Datasuverænitet: En Global Bevægelse for Indfødt Datastyring

I 2015 blev det Māori Data Sovereignty Network, Te Mana Raraunga, dannet i New Zealand for at fremme Māori-rettigheder i relation til data. Dette netværk var en af de første organisationer, der satte fokus på datasuverænitet som et spørgsmål om selvbestemmelse og etisk anvendelse af data for Māori-folkets velfærd. Det blev hurtigt efterfulgt af det amerikanske Indigenous Data Sovereignty Network (USIDSN) i 2016, som også arbejder på at sikre, at data om oprindelige folk og nationer bliver brugt til deres fordel. Denne internationale bølge har resulteret i dannelsen af flere netværk, herunder Maiam nayri Wingara i Australien og First Nations Information Governance Centre i Canada. Disse netværk arbejder alle for at fremme de oprindelige folks retter til kontrol over deres egne data.

Hvert netværk har udviklet sine egne specifikke principper for datasuverænitet, men de deler nogle grundlæggende værdier. For eksempel understreger Te Mana Raraunga seks centrale principper for Māori datasuverænitet: rangatiratanga (autonomi), whakapapa (relationer), whanaungatanga (forpligtelser), kotahitanga (kollektivt udbytte), manaakitanga (respekt og samtykke) og kaitiakitanga (varetægt og etik). Disse principper sigter mod at sikre, at Māori-data håndteres på en måde, der respekterer deres kulturelle værdier og fremmer deres samfunds velfærd.

I Australien har Maiam nayri Wingara-sammenslutningen slået fast, at oprindelige folk har ret til at kontrollere hele dataøkosystemet, fra skabelse og udvikling til analyse og distribution, og at disse data skal være kontekstualiserede og desaggregerede for at sikre bæredygtig selvbestemmelse og effektivt selvstyre. Disse principper reflekterer en anerkendelse af, at data om oprindelige folk ikke blot er en ressource til ekstern anvendelse, men et aktiv, som de oprindelige folk selv bør have kontrol over.

I 2018 udviklede den Internationale Indfødte Data Sovereignty Interest Group ved Research Data Alliance (RDA) CARE-principperne for indfødt datastyring. CARE står for "Collective benefit, Authority to control, Responsibility, and Ethics" og blev oprindeligt udviklet som en indfødt modpart til de mere kendte FAIR-principper for datahåndtering (findable, accessible, interoperable, reusable). CARE-principperne har siden fået bredere anvendelse, herunder indlemmelsen i AIATSIS Code of Ethics i Australien, hvilket betyder, at de er blevet en vigtig rettesnor for forskning om oprindelige folk.

I 2019 blev den Globale Indfødte Data Alliance dannet som et resultat af en workshop i Baskerlandet, Spanien, hvor det blev besluttet, at nationale netværk for indfødt datasuverænitet måtte arbejde sammen på globalt plan for at fremme en fælles vision for datasuverænitet. Denne alliance arbejder for at styrke indfødtes kontrol over deres egne data og for at skabe en global forståelse af datasouverænitet som en menneskerettighed.

Indfødt datastyring er et afgørende redskab for at sikre datasuverænitet. Det handler om, at de oprindelige folk skal have kontrol over, hvornår, hvordan og hvorfor data om dem indsamles og bruges. Det betyder, at de også skal have magten til at sikre, at disse data afspejler deres prioriteter, værdier og kulturelle livsformer. Uanset hvem der producerer eller ejer dataene, forbliver beslutningstagning og kontrol centralt for opretholdelsen af indfødt datasuverænitet.

En væsentlig del af dette arbejde er at sikre, at data, der bruges til at beskrive oprindelige folk, faktisk kommer fra dem og styres af dem. I mange lande, som i USA og Australien, produceres kun en lille procentdel af de data, der vedrører oprindelige folk, af oprindelige samfund selv. For eksempel er det ifølge Rodriguez-Lonebear (2016) kun 2% af amerikanske indianerdata, der stammer fra indianernationer. På samme måde mangler Métis- og Inuit-samfund i Canada i høj grad kontrol over de data, der vedrører dem, hvilket har resulteret i et behov for at skabe dataindsamlingsinitiativer, der er drevet af oprindelige folk.

For at indfødte folk kan få kontrol over deres egne data, er det nødvendigt at udvikle systemer og infrastrukturer, der støtter dem i at styre og beskytte deres data. Dette arbejde kan ses i de nyligt udgivne modeller for Māori-datastyring, som blev udviklet i 2023 af nationale Māori-lederforum i Aotearoa. Denne model tilbyder retningslinjer for, hvordan Māori-data skal håndteres og beskyttes i den offentlige sektor og indeholder otte nøglepiller, som strækker sig fra dataindsamling og databeskyttelse til adgang, brug og genbrug af data.

Det er nødvendigt at anerkende, at datasuverænitet og datastyring er et komplekst område, der kræver både nationale og internationale bestræbelser. Det er en proces, der kræver vedvarende engagement fra oprindelige folk, forskere, politikere og samfundsledere. Hovedmålet er at sikre, at data om oprindelige folk bliver håndteret på en måde, der fremmer deres rettigheder og beskytter deres interesser i en tid, hvor data spiller en stadig større rolle i samfundets beslutningstagning.