Hvordan sociale medier ændrer vores opfattelse af nyheders troværdighed

Den måde, vi modtager og vurderer information på, har ændret sig markant i takt med fremkomsten af sociale medier. I stedet for at være en lineær proces, hvor en afsender formidler en besked til en modtager, er kommunikation blevet et komplekst netværk af interaktioner, hvor flere modtagere kan påvirke hinandens vurdering af en given oplysning. I den forbindelse er det nødvendigt at udvide vores forståelse af, hvad det betyder at vurdere troværdigheden af en nyhedsrapport.

I det oprindelige, enkle model for kommunikation blev troværdigheden af en nyhedsrapport primært bestemt ud fra, hvad den enkelte modtager selv kunne observere og vurdere om rapporten. Denne model fokuserede på modtagerens egne baggrundsforståelser og den information, der kunne indsamles direkte fra selve rapporten. I den reviderede model af kommunikation bliver der tilføjet en væsentlig komponent: evidens fra andres reaktioner på rapporten. Denne udvidelse betyder, at modtageren ikke kun tager højde for den oprindelige rapport og sine egne forudfattede meninger, men også for, hvordan andre reagerer på nyheden.

Når flere modtagere er til stede og observerer hinandens reaktioner, begynder en form for kollektiv overvågning at spille en central rolle i vurderingen af rapportens troværdighed. Et konkret eksempel kunne være, at en person, der observerer en nyhedsinformation, enten kan udtrykke tvivl gennem kropssprog eller ansigtsudtryk, hvilket påvirker de andre tilhøreres vurdering af informationen. Hvis en person er tavs, kan det opfattes som en implicit godkendelse, især hvis denne person anses for at være vidende om emnet.

Denne "lokale overvågningsrolle" viser, hvordan nyheder ikke kun modtages af dem, som de er direkte rettet til, men også af andre, som måske kun er til stede som passive tilhørere. I sociale medie-kontekster bliver denne rolle endnu mere udtalt, fordi alle kan dele deres reaktioner hurtigt og nemt. Social interaktion og mediekonsumption er blevet tættere forbundet, hvilket betyder, at vi i højere grad stoler på andres vurdering af information, selv når vi ikke selv er direkte involveret i kommunikationen.

I et ideelt scenario kunne denne lokale overvågning være en stor fordel. For eksempel, hvis en taler præsenterer en idé på en konference, og eksperterne i salen reagerer positivt, kan det øge talerens tillid til sin egen argumentation, idet det giver bekræftelse på, at andre har vurderet informationen som korrekt og vægtig. Den sociale dynamik ved konferencer er et godt eksempel på, hvordan vi ofte stoler på andres vurderinger for at forbedre vores egen forståelse og tro på den præsenterede viden.

Den stigende interaktion mellem nyhedsforbrugere via sociale medier har gjort det lettere at få en kollektiv vurdering af information. Denne dynamik gør det muligt at opbygge en form for "social viden", hvor reaktioner og interaktioner kan bruges som indikatorer på, hvad der er sandt eller falsk. Det kan dog også føre til, at informationer, der er populære eller få mange positive reaktioner, bliver accepteret uden kritisk vurdering. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun stoler på, hvad vi observerer i sociale interaktioner, men også reflekterer kritisk over de mekanismer, der former vores opfattelser af, hvad der er sandt.

I denne sammenhæng er det essentielt at forstå, at sociale medier ikke bare ændrer, hvordan vi modtager information, men også hvordan vi vurderer den. Den kollektive reaktion og den konstante feedback-loop i sociale netværk gør det muligt for nyheder at sprede sig hurtigt, men det betyder også, at vi er mere afhængige af andres vurderinger end nogensinde før.

Endtext

Hvordan Fake News Skal Forstås: Mening, Motivation og Intention

Gelfert understreger også, at fake news skal præsenteres som nyheder, hvilket er en væsentlig del af, hvad der adskiller det fra for eksempel reklamer. En reklame kan indeholde falske påstande og være designet til at vildlede, men det gør den ikke til fake news. Gelferts skelnen mellem "falske" og "vildledende" påstande er nyttig, idet det pointeres, at selv sandhed kan være vildledende, hvis den præsenteres uden nødvendig kontekst eller væsentlige nuancer. For nogle af de mest effektive former for fake news kan være helt uden bogstavelige falskheder. Ofte vil det være den misvisende kontekst eller den måde, informationen er udvalgt og præsenteret på, som skaber effekten af vildledning.

Men selvom Gelferts fremstilling indeholder flere vigtige pointer, er hans tilgang ikke uden problemer. Et centralt spørgsmål er hans definition af, hvad det betyder, at fake news er designet til at være vildledende. Gelfert hævder, at mens fake news er vildledende "by design", behøver det ikke nødvendigvis at være designet med det specifikke mål at vildlede. Han bruger eksemplet med clickbait, som ofte anvender misleading information som en metode til at tiltrække trafik til websites. Ifølge Gelfert er målet med clickbait at skabe internettrafik, ikke nødvendigvis at få folk til at tro på de misvisende påstande.

Problemet med denne fremstilling er, at hvis et website præsentere vildledende påstande som nyheder, men uden hensigt om at vildlede, ville det kræve, at publikum ikke er i stand til at gennemskue påstandene som usande. Men hvorfor skulle folk så klikke på disse links, hvis de ikke finder påstandene troværdige? Her bliver det klart, at den eneste måde, clickbait kan fungere på som fake news, er, hvis målet også er at vildlede publikum — da det er netop dette, der får folk til at interagere med indholdet.

Det er vigtigt at forstå, at for noget at kvalificere sig som fake news, er det ikke nok, at informationen er falsk eller misvisende i sig selv. Der skal også være en intention om at vildlede, selvom denne intention ikke nødvendigvis er det primære mål. Dette adskiller sig fra almindelige fejlinformationer, som kan opstå ved fejl, eller fra satire, som ikke sigter mod at overbevise publikum om sandheden af sine påstande, men snarere at underholde eller kritisere.

Derudover er det vigtigt at erkende, at fake news kan have forskellige motivationskilder, og disse motivationskilder kan spille en vigtig rolle i, hvordan og hvorfor fake news spredes. Økonomiske gevinster, såsom at generere trafik og dermed annonceindtægter, kan være en drivkraft, men de kan ikke fjerne det grundlæggende faktum, at misforståelsen eller vildledningen af publikum er et nødvendigt element for at noget kan blive betragtet som fake news.

En sidste overvejelse er, hvordan fake news påvirker samfundet på et dybere niveau. Udover de umiddelbare konsekvenser for individets tro på medierne, skaber fake news en generel mistillid til etablerede nyhedskilder. Denne mistillid kan undermine demokratiets funktion, hvor præcise og velunderbyggede informationer er nødvendige for at træffe informerede beslutninger. Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan fake news ikke kun er et spørgsmål om falsk information, men også om hvordan denne information manipulerer modtageren til at tro, at det er sandt.

Hvad definerer en konspirationsteori, og hvorfor er den så vanskelig at ændre?

Forskning om konspirationsteorier har længe været præget af en skarp kritik af de metoder, der bruges til at undersøge troen på sådanne teorier. En stor del af kritikken har været rettet mod de tilgange, der betragter troen på konspirationsteorier som patologisk, hvilket skaber et fjendtligt intellektuelt klima, hvor forskellige forskningsprojekter på området sjældent når til enighed. Denne mangel på enighed kan delvis tilskrives en overfladisk og ofte forenklet definition af, hvad en konspirationsteori egentlig er. Det, jeg vil argumentere for, er en præcis og smal definition, der ikke kun omfatter troen på konspirationer, men også den særlige måde, troen holdes på, og hvorfor denne tro virker så ufleksibel.

En central del af min definition er, at konspirationsteorier ikke nødvendigvis behøver at være veludviklede teorier i traditionel forstand. De kan snarere forstås som en vedholdende tro på, at der findes en konspiration, der skjuler sandheden. Denne tro kan eksistere på tværs af mange forskellige niveauer og tilgange, men dens mest markante træk er dens modstand mod falsifikation. Det betyder, at enhver information, der skulle kunne udfordre troen, automatisk afvises som en del af dækningen, en forvrængning af sandheden, som konspiratorerne har indsat.

Det er netop denne type tro, der gør konspirationsteorier svære at ændre. Selvom den troende støder på oplysninger, der burde få dem til at revurdere deres holdning, vil de ofte se disse som en del af dækningen eller en fejl i deres oprindelige kilder. Det betyder, at beviser, der normalt ville ændre en persons opfattelse, simpelthen ikke har nogen effekt på dem, der tror på konspirationsteorier. En troende vil muligvis indrømme, at der findes modstridende oplysninger, men de vil hævde, at disse oplysninger er blevet manipuleret eller plantet af de personer, de mener står bag konspirationen.

Denne isolering af troen fra virkeligheden kan føre til, at troen på konspirationer bliver endnu mere ekstrem og sværere at udfordre. Det er en form for epistemisk lukning, hvor alt, hvad der måtte modsige teorien, blot bliver betragtet som yderligere beviser for dens sandhed. Dette skaber en situation, hvor teorien ikke kun er beskyttet mod beviser, men også mod den almindelige ræsonnering, som vi normalt ville bruge til at vurdere pålideligheden af en tro eller overbevisning.

En anden vigtig pointe, som ikke altid fremhæves, er, at konspirationsteorier ikke nødvendigvis er statiske. De kan ændre sig over tid, afhængigt af de nye oplysninger, der bliver tilgængelige, men disse ændringer er sjældent et resultat af en objektiv evaluering af beviser. I stedet vil konspirationsteoretikere ofte tilpasse deres tro for at inkludere eller forkaste nye oplysninger på en måde, der fortsat beskytter deres grundlæggende overbevisning. For eksempel kan beviser, der oprindeligt synes at støtte teorien, blive anerkendt, mens andre beviser, der kunne modsige den, bliver forkastet som "plantede" eller "manipulerede".

Denne karakteristika af konspirationsteorier – deres immunitet mod modbevisning – adskiller dem fra mere almindelige overbevisninger. Når vi taler om konspirationsteorier, henviser vi altså til en specifik måde at holde troen på, snarere end til teorien i sig selv. Derfor er det ikke nødvendigvis sådan, at en given forklaring på en hændelse eller begivenhed altid er en konspirationsteori. Det er først og fremmest, hvordan troen på denne forklaring holdes fast, der gør den til en konspirationsteori.

Hvad der også er vigtigt at forstå, er, at denne form for selvisolering ikke betyder, at konspirationsteoretikere aldrig kan ændre deres holdninger. De kan ændre sig, men disse ændringer vil ofte ikke være baseret på ny evidens. I stedet kan de skyldes eksterne faktorer, der ikke er relateret til bevisernes objektive vægt. Et individ, der tror på en konspirationsteori, kan i visse tilfælde ændre sin holdning, men dette vil ikke være et resultat af en rationel afvejning af beviser.

Det er derfor nødvendigt at forstå, at konspirationsteorier er et resultat af en kompleks interaktion mellem tro og beviser, hvor den oprindelige overbevisning er beskyttet mod enhver modstridende information. Det gør konspirationsteorier til et særligt fænomen, der ikke let kan afvises eller ændres gennem de samme metoder, vi bruger til at evaluere mere konventionelle teorier. For at forstå og muligvis påvirke disse overbevisninger kræves en dybere indsigt i de psykologiske og epistemologiske mekanismer, der gør konspirationsteorier så modstandsdygtige over for rationalitetens normer.

Hvordan er det muligt at rationalisere et afvigende synspunkt mod autoriteters dømmekraft?

Når en lægmand står overfor en ekspert på et bestemt område, er det ofte sådan, at lægmanden forventer, at ekspertens dømmekraft er langt mere kompetent og rationel end hendes egen. Denne tillid til eksperten er ikke uden grund, men den bygger på en grundlæggende forventning om, at ekspertens vurdering ikke kun er velovervejet, men også omfatter alle de relevante beviser og synspunkter, som en lægmand måtte have. Dette er en implicit forudsætning for, at vi ser eksperten som en autoritet. Hvis vi ikke accepterer dette, vil vi som lægmand hurtigt få svært ved at begrunde en afvigelse fra eksperten, og i stedet vil vi stå i en situation, hvor vi har svært ved at forstå, hvordan vi skulle kunne bedømme sagen rationelt uden at følge eksperten.

For at forstå den epistemiske dynamik mellem lægmanden og autoriteten, kan vi formulere følgende ræsonnering:

1. Jeg er berettiget til at tro, at ekspertens dømmekraft om en given sag er den mest rationelle, givet at denne sag falder indenfor ekspertens domæne af viden.

2. Jeg er berettiget til at tro, at eksperten har overvejet alle de relevante beviser, som jeg selv måtte have i relation til sagen.

3. Hvis (1) og (2) er sande, så er jeg, primært set, berettiget til at tro, at afvigelse fra ekspertens vurdering vil føre til en irrationel beslutning.

4. Jeg er primært berettiget til at tro, at afvigelse fra ekspertens vurdering vil føre til en irrationel beslutning, baseret på de forudsætninger, jeg har skabt i trin 1-3.

5. Hvis jeg bruger mine egne domænespecifikke grunde til at vurdere situationen, vil jeg komme frem til et resultat, der enten stemmer overens med ekspertens vurdering eller afviger fra den.

Problemet opstår, når lægmanden aktivt forsøger at afvige fra ekspertens vurdering, baseret på hendes egne argumenter. Hvis disse argumenter ikke fører til noget nyt eller rationelt, vil de være irrelevante, og derfor vil enhver afvigelse fra ekspertens vurdering, der ikke stemmer overens med hendes vurdering, blive betragtet som irrationel. Dette betyder, at vi som lægfolk kan udvikle en epistemisk bevidsthed om, at brugen af vores egne grunde i bestemte situationer i sidste ende er irrationel. Dette skaber det, der kaldes et "undercutting defeater" – en mekanisme, der undergraver vores egne argumenter og gør det svært at fastholde vores uafhængige dømmekraft.

Der er dog et problem, der opstår, når denne epistemiske struktur bliver udnyttet i bredere samfundsmæssige kontekster. Et centralt eksempel på dette er den farlige konsekvens af en fejlinformeret offentlighed. Når det epistemiske princip (PDR) bliver sat i spil, nemlig at man ikke må ignorere nogen ræsonnering, selv ikke den ræsonnering, man selv producerer, kan dette skabe grobund for dårligt informerede beslutninger og forstyrre den offentlige diskurs.

Et tydeligt eksempel på dette er spredningen af konspirationsteorier. Hvis almindelige mennesker begynder at stole mere på deres egne vurderinger og erfaringer, snarere end på ekspertvurderinger, kan det føre til en situation, hvor man vælger at afvise videnskabelige og officielle forklaringer til fordel for alternative, ofte radikale teorier, der synes mere plausible for dem. Konspirationsteorier er således et produkt af en fundamental misforståelse af autoritetens rolle i samfundet og en fejlagtig antagelse om, at alle vurderinger er ligeværdige, uanset hvor meget eksperten faktisk ved.

Endelig skal vi forstå, at selv om vi som lægfolk har ret til at stille spørgsmålstegn ved ekspertens vurdering, skal vi også være opmærksomme på, at ekspertens domænespecifikke viden og vurdering ofte er langt mere informeret end vores egne. At afvige fra dette uden grund er ikke blot irrationelt, men kan føre til en opfattelse af virkeligheden, der er både farlig og epistemisk usund.

Hvordan Manipulation af Informationsmiljøer Undergraver Epistemisk Autonomi i Totalitære Regimer

I den ideelle totalitære stat er kontrollen af information så altomfattende, at den bliver umulig at udfordre. Dette skaber en situation, hvor individer ikke længere er i stand til at få adgang til pålidelige kilder eller kritisk analysere den information, de modtager. Regimet bruger ekstreme metoder som fængsling, eksil og endda mord for at fjerne dissidenter og dem, der modsætter sig deres version af sandheden. Disse handlinger sigter mod at opretholde en ensrettet epistemisk virkelighed, hvor kun én sandhed er tilladt.

Når vi ser på eksempler fra det 21. århundrede, som Peter Pomerantsev skildrer i sin bog This is Not Propaganda (2019), ser vi en udvikling, hvor stater ikke blot bruger censur som et værktøj, men også forsøger at forvirre deres befolkning med en konstant strøm af desinformation. Dette kaldes ofte "censur gennem støj", hvor regimer bevidst oversvømmer informationsmiljøet med falske narrativer og halvsande for at forvride offentlighedens opfattelse og skabe epistemisk forvirring. Et klassisk eksempel på dette er tobaksindustriens kampagne mod videnskabelige beviser, der forbinder rygning med lungekræft. Ved at finansiere tvivlsom forskning og sprede forvirring omkring de videnskabelige resultater kunne industrien fastholde deres magt og profit på bekostning af offentlighedens sundhed.

Selvom det er vanskeligt at implementere en sådan systematisk manipulation af informationsmiljøet i et demokrati, hvor der er nogen grad af adgang til ikke-censureret information, viser dette netop, hvor stærk den epistemiske autonomi er i individet. I totalitære regimer er der dog ingen lette måder for borgerne at udfordre den information, de modtager, da deres adgang til alternative kilder er stærkt begrænset. I en demokratisk kontekst har individer stadig mulighed for at ændre deres informationskilder og eksponere sig for et bredere udvalg af synspunkter, selvom de måske bevidst vælger at forblive i et medieboble, der bekræfter deres egne forudindtagede holdninger.

Pomerantsevs beskrivelse af informationskrige og “fake news” strategier viser, hvordan disse teknikker er blevet mere sofistikerede i takt med den teknologiske udvikling, især med fremkomsten af internettet og sociale medier. Rusland, som et eksempel, har i de seneste år brugt “fake news” strategier til at påvirke politiske processer i både deres eget land og i andre nationer, herunder USA. Dette er et klart eksempel på, hvordan information kan bruges som et politisk våben til at forvirre, desinformere og destabilisere demokratiske processer.

Derfor er en vigtig pointe, at manipulation af information ikke kun handler om at fjerne alternative synspunkter, men også om at skabe et klima af epistemisk usikkerhed, hvor det bliver svært for folk at stole på de kilder, de tidligere har betragtet som pålidelige. Når troværdige journalister og eksperter bliver discreditet, kan det føre til en situation, hvor folk ikke længere har nogen faste referencerammer at orientere sig efter. Dette skaber et grundlag for, at alternative narrativer, der er politisk motiverede, kan trives og få indflydelse på den offentlige opfattelse af virkeligheden.

Endvidere er det afgørende at forstå, at selv i et tilsyneladende åbent informationsmiljø, som internettet tilbyder, er det stadig muligt for magthavere at implementere strategier, der skaber epistemisk forvirring og kontrol. Sociale medieplatforme, der er domineret af algoritmer, kan forstærke denne forvirring ved at prioritere sensationelle og polariserende indhold, som appellerer til følelser frem for kritisk tænkning. Det betyder, at selv når mennesker har adgang til en overflod af information, kan de blive fanget i informationsbobler, der forvrænger deres opfattelse af verden.