At antage, at det var sådan, irriterede Campion. "Ja," fortsatte Babcock, "jeg har den gamle dame på min side. Hun er naturligvis meget bekymret for at beskytte den stakkels pige mod enhver forhastet forlovelse, og derfor kan jeg godt vente. Og hun er så ung, knap nok udviklet endnu, en smule grov—endda næsten barnlig; hun mangler atmosfære, mere perspektiv, hvis du forstår!"

"Ja, og violen skal da have et drys af lidt pudder, og Lodore-faldet skal oplyses med rød ild, og du er manden, der kan gøre det hele, kære Babcock!"

"Men hun har brug for manerer, ved du; du bemærker det måske ikke, men det er en kendsgerning. Forleden morgen stødte jeg på dem i en antikvitetshandler på Hanway Street, og da hun så mig…"

"Har vi ikke diskuteret Miss Elsworth nok?" spurgte Campion.

"Jeg kan se, du har taget stærk afstand fra den stakkels pige, Campion. Nå, jeg vil ikke tale mere om hende, og jeg må virkelig skynde mig, jeg har en aftale derhjemme. Jeg bringer landskabet til dig i morgen," afsluttede Babcock og gik.

Da han endelig var gået, brød Campion ud i et grin, som var mere sarkastisk end muntert. Han kiggede på portrættet og begyndte at undre sig: "Var den fjols egentlig korrekt?" tænkte han. "Betyder det blik på hendes ansigt—kedsomhed? Er der ikke et strejf af noget som lidelse på hendes læber? Jeg lagde ikke mærke til det, da jeg malede hende, og dog—og dog—fordømt Babcock!"

Han drejede det store staffeli tilbage i hjørnet og vendte tilbage til sit klassiske billede, hvor han tilføjede nogle detaljer, men efter en stund stoppede han og sukkede utålmodigt. "Det nytter ikke," mumlede han, "jeg kan lige så godt stoppe for i dag—lyset bliver dårligt, og jeg går en tur. Nej, jeg tager sgu ikke ud og besøger nogen, jeg går i parken."

Det var en af de forårsafter, hvor naturen virker som om den samler sig til en afgørende bevægelse. Ved første øjekast lignede alt det samme øde og grå som det havde været i de sidste fem måneder; men ved nærmere eftersyn kunne man se, at den skrøbelige grønne farve på de stejle skråninger var blevet friskere og mere levende, grenene mod himlen var tæt besat med små knopper, og træstammerne havde et lys, der var blødere og mere ømt end midvinterskummet.

Alligevel var den glædelige stemning først og fremmest noget profetisk; stierne var våde og skinnende, og i parken var stierne, der skar skråningerne på forskellige måder, kolde og kalkede mod det døde grønne græs, og de forsvandt hurtigt i et tåget slør; solnedgangen var kun et laksfarvet snit i den grå himmel, og vinden kom fra nordøst.

Campion havde i løbet af det sidste år udviklet en stærk forkærlighed for Regent's Park, og uden nogen egentlig rute ville han instinktivt vende derhen, og hans skridt ledte ham altid mod den dekorative vandkilde ved Sussex Place. Det er mærkeligt, hvilken magi en ubevidst ung kvinde kan udstråle over et helt nabolag, for ham, hvis charme har underlagt sig. Det kan forvandle og forskønne selv de mindst poetiske omgivelser, og det er kendt at vare i mange år efter den oprindelige årsag, så man kan få sig selv til at stoppe og spørge sin hukommelse—det kan være forgæves—hvis der findes en årsag til, at en meget almindelig gade eller et ubetydeligt nabolag stadig fylder ham med en vag romantik, når han går forbi.

Den guddommelighed, for hvis skyld et bestemt hjørne af parken havde en uimodståelig tiltrækning for Ronald Campion, var, som det måske er unødvendigt at nævne, Miss Sybil Elsworth. Han gik ikke dertil med nogen forventning, knap nok ønsket om at møde hende, og så sjældent som han tog den retning, havde han kun set hende på meget sjældne tidspunkter, enten kørende eller gående, altid i selskab med sin tante. Men han nød stadig at gå der, og alle genstande og endda folk på den side havde en interesse og malerisk skønhed, som var helt fraværende i enhver anden del af parken.

Men denne gang længtes Campion efter noget mere håndgribeligt, noget der kunne lindre hans tvivl og depression, noget der kunne jage væk de grublende tanker. Og som det skete, var skæbnen mild mod ham denne gang, for mens han var indenfor denne fortryllede cirkel, så han en yndig skikkelse komme imod ham fra en af broerne, og det var den fortryllende pige. Da hun kom nærmere, dukkede der et lille smil op på hendes kinder, hun genkendte ham tydeligvis, hun stoppede og rakte hånden ud, og kaldte endda hans fornavn. Selv den mest uinteresserede iagttager kunne straks have mistanke om, at de var på nære vilkår, og det var de, for de var forlovede.

Der var ikke meget, der kunne ryste Ronald Campion på dette punkt. Han havde vundet Sybil, og det var da også hendes tante, Mrs. Staniland, der havde muliggjort hans kunstnerkarriere, da hun havde reddet ham ud af hans kedsommelige bankarbejde og givet ham mulighed for at forfølge malerkunsten. Men Mrs. Staniland var også den, der skulle give sin velsignelse til deres forlovelse, og hun havde aldrig været villig til at lade sin velgørenhed overskride et socialt skel.

Campion havde sjældent været inviteret til at deltage i intime sammenkomster hos Mrs. Staniland, og da Sybil begyndte at bo med sin tante, havde han aldrig tænkt på, at hans besøg kunne føre til noget som helst. Men han havde hurtigt fået en fornemmelse af, at han var ved at falde for Sybil, og på trods af sin håbløse situation, nægtede han at give slip på tanken om hende. Hendes kølige attitude havde kun gjort ham mere fascineret af hende, og snart kunne han ikke længere skjule sin inderlige følelser.

Endelig, da en uventet arv gjorde det muligt for ham at gifte sig uden at risikere sin økonomi, blev han fri til at erklære sin kærlighed og gøre sin tilnærmelse til en realitet.

Hvordan forstå de stille konflikter og de ufortalte følelser i relationer?

Når vi ser på interaktionen mellem Campion og de personer, han møder i løbet af sin rejse, bliver vi mindet om de subtile, men alligevel kraftfulde dynamikker, der udspiller sig i sociale situationer. I den første del af historien, hvor Campion undersøger sin korrespondance og hans egne følelser for den kvinde, han elsker, afsløres hans usikkerhed og hans forsøg på at forstå de mennesker, der spiller en rolle i hans liv. Han begår en fejl ved at tvivle på hendes integritet, hvilket ikke kun er en kritisk refleksion af hans egne følelser, men også en dyb konfrontation med hans egne svagheder og de komplekse følelser, han måtte have overset.

Campion er langt fra den ideelle helt. Han er præget af selvransagelse og dårligt dømmekraft, men hans erkendelse af sin fejltagelse giver ham en vis lettelse. Det er, som om han får en ny begyndelse, en chance for at rette op på noget, han ubevidst havde ødelagt. Hans møde med Sybil markerer en drejning, ikke blot i hans forhold til hende, men også i hans egen indre udvikling.

Samtidig ser vi en vigtig udvikling i, hvordan han konfronterer den kunstneriske verden, der omgiver ham. Hans portræt, som han ser i udstillingen, er et symbol på både hans succes og de stille vurderinger fra de mennesker, der omgiver ham. Campion vælger bevidst ikke at konfrontere de umiddelbare kommentarer om hans arbejde, hvilket afslører hans frygt for kritik og hans længsel efter en bestemt type anerkendelse—en anerkendelse, der kun kan komme fra den person, han holder mest af.

I sin søgen efter bekræftelse står han over for et skuffende møde med Mrs. Pontifex, som på overfladen virker imødekommende men hurtigt afviser ham. Dette møde er ikke kun et spørgsmål om social status, men afspejler også den tomhed og de skuffelser, der ofte følger med de relationer, vi søger at pleje. Mrs. Pontifex, der tilsyneladende er en vigtig figur i Campions sociale kreds, afslører sin overfladiske interesse og mangel på ægte opmærksomhed på ham som person.

Dette illustrerer en ofte overset dynamik i mange relationer, hvor vi stræber efter at blive anerkendt af dem, vi tror er magtfulde eller betydningsfulde, men ender med at blive forbigået. Campion står som et symbol på den kunstneriske og sociale verden, der kan være både givende og brutal. Hans rejse er en konstant afvejning mellem hans personlige håb og de ydre kræfter, han ikke altid kan kontrollere.

Det er vigtigt at forstå, at relationer og den måde, vi interagerer med omverdenen på, ikke blot handler om den direkte kommunikation vi har med andre. Det er også en konstant proces, hvor vi ubevidst afslører vores egen usikkerhed og vores dybeste ønsker. For Campion er dette en læringsrejse, hvor han, på en subtil måde, lærer at forstå sig selv og de mennesker, der omgiver ham, på et dybere niveau. Dette åbner op for en kritisk refleksion over, hvad det betyder at være ægte i en verden, der er fuld af overfladiske relationer og uerkendte følelser.

Når vi ser på den måde, Campion navigerer i sine relationer, både professionelle og personlige, bør læseren reflektere over sin egen adfærd i sociale situationer. Hvordan håndterer vi kritik? Hvordan reagerer vi på de mennesker, vi ønsker at imponere? Hvor ofte tillader vi os selv at være åbne for at forstå andre, i stedet for kun at søge deres anerkendelse? Det er disse spørgsmål, der kan hjælpe os med at forstå de stille konflikter, der ofte ligger bag de handlinger, vi observerer i hverdagen.

Hvorfor bliver sandheden forvrænget, når kunst og følelser kolliderer?

Hun havde vendt sig bort fra ham, og i hendes blik lå den stille beslutning om at undgå enhver yderligere konfrontation. Sammen med Babcock forsvandt hun ind i det næste rum, hvor navne og ansigter kunne forklares for hende, mens et nyt skuespil foldede sig ud. Nogle få fulgte efter dem, drevet af en stadig umættet nysgerrighed, men blev standset af ankomsten af en endnu mere berømt skønhed, hvis tilstedeværelse straks trak al opmærksomhed til sig. Campion blev tilbage, fanget mellem Mrs. Stanilands kolde kritik og sit eget billede, der syntes at have vendt sig imod ham.

Med læberne trukket sammen og små, indignerede udbrud betragtede hun hvert uheldigt træk i portrættet af hendes niece. Hun krævede en forklaring, og hans svar lød hult, som et forsøg på at flygte fra en skyld, han ikke kunne forstå. “Det var en fejl,” sagde han, men ordene faldt døde til jorden. For Mrs. Staniland var det ikke blot en fejl – det var en krænkelse, et brud på loyalitet og taknemmelighed. Hun anklagede ham for at have brugt sit talent til at ydmyge hende, en gestus så sort af utaknemmelighed, at den kun kunne undskyldes med vanvid. Hun forlod ham stående foran billedet, mens menneskemængden lukkede sig om hende som et hav, og Campion blev alene med sin voksende frygt.

Galleriet var fyldt til bristepunktet. Den private fremvisning havde udviklet sig til et teatralsk ritual, hvor de tilstedeværende syntes mere optaget af at iagttage hinanden end af kunsten selv. Celebriteter fra forskellige kredse delte ud af deres graderede hilsener; skønheder spillede rollen som uopmærksomme, alt imens de vidste sig betragtet; og baggrunden var befolket af de navnløse, de såkaldte “Adelphi-gæster”, der bar deres indirekte anerkendelse som et spejlbillede af andres berømmelse. Usikre sjæle, som endnu ikke havde fundet deres sociale fodfæste, forsøgte febrilsk at fange eller undgå bestemte blikke, fanget i en evig “hund og skygge”-fornemmelse.

Campion stod udenfor dette spil, uregarderet og uregarderende. Han vidste knap selv, hvorfor han blev. Måske fordi hjemmet forekom ham endnu koldere end galleriets vrimmel, og ingen andre steder kaldte på ham. Men erindringen om Sybil trak ham ud af sin lammelse: lod han hende forsvinde uden forklaring, kunne det vare længe, før en ny chance bød sig. Han var desperat, drevet af en uro, der overskyggede alt.

Da Babcock kom tilbage, fik Campion at vide, at Sybil ønskede at se ham. Nyheden gav ham et glimt af håb; hun ville høre ham, måske tro på ham, måske forstå. Men Babcocks ord var ikke uden advarsel. Portrættet var, sagde han, ikke blevet ændret. Ingen fremmed hånd havde ødelagt det. Hvis Campion ønskede at bevare en smule troværdighed, måtte han finde en mere sandsynlig forklaring end en usynlig sabotage.

Da vognen satte ham af ved Sussex Place, følte han sin beslutsomhed svækkes. Han skulle nu forklare noget, han selv ikke kunne begribe. Hun stod alene i det lyse værelse, hvor påskeliljer og narcisser gav et skin af forår, mens hendes øjne, tørre men røde, hvilede kort på ham. Han havde villet gå hen til hende, men hendes blik standsede ham. “Du kunne have advaret mig,” sagde hun uden at se på ham.

Han protesterede. Hun var jo ikke som på billedet, hvordan kunne hun tro det? Hun smilede uden glæde; selvfølgelig vidste hun, at hun ikke var så hæslig, men hvorfor havde han malet hende sådan? Hvis han kunne bevise sin uskyld, ville alt måske være anderledes. Men han havde ingen beviser, kun sit ord, og det var ikke længere nok. Hun mindede ham om gårsdagens misforståelser – om hans undvigende adfærd, om breve, han påstod, var blevet opsnappet, om de dystre skildringer af hans egne fremtidsudsigter, som hun nu så i et nyt lys.

Det, der udspiller sig her, er ikke blot et personligt drama, men et møde mellem kunstens magt og menneskelig perception. Et billede kan forvandle sig til et spejl, hvor man ikke ser sig selv, men den andens blik – malerens intention eller hans fortrængte følelser. For læseren er det vigtigt at forstå, at kunstværker i sociale rum ikke kun vurderes æstetisk, men også bliver arenaer for magt, anerkendelse og skam. Den indre konflikt mellem skaberens selvopfattelse og beskuerens tolkning kan rive relationer i stykker. Og i et samfund, hvor image og social status er tæt forbundet, kan en penselstrøg blive en offentlig dom.

Hvad betyder det at skabe kunst, når man ikke tror på sig selv?

Babcock betragtede Sybil med et blik, der både var mystisk og intenst, som han sad der i sit studio. Den uhyggelige stemning blev forstærket af hans konstante dualitet – den maskuline styrke og den samtidig tilsyneladende skrøbelighed. Han ville gerne fremstå som en, der beherskede kunsten, men hans handlinger afslørede en mere tvivlende og usikker natur. Når han talte om sit maleri, gik han hurtigt fra humor til alvor, som om han ikke var helt sikker på, hvad han selv ønskede at opnå. Han fortalte Sybil, at han aldrig havde nogen til at inspirere ham, nogen til at opmuntre ham, nogen til at bryde den følelsesmæssige og kreative stagnation, som havde ramt ham. Og som sådan kom han til at virke som en kunstner, der kun eksisterede i det tomme rum mellem håb og opgivelse.

Sybil, der betragtede ham med et smil, der kunne afsløre mere, end hun havde intention om, reagerede med en bebrejdende tone: ”Du er så lat, at du aldrig vil skabe noget, der virkelig betyder noget.” Det var som om hendes ord var et forsøg på at provokere ham til at vise sin virkelige kunnen. De kunne begge mærke, at hendes ord var en blanding af kritik og en opfordring til at bryde igennem den selvpålagte barriere af inaktivitet, han havde opbygget omkring sig selv.

Men Babcock ville ikke afsløre sin sårbarhed. I stedet kom han med undskyldninger for sin manglende kreativitet, og i et sidste forsøg på at afværge det ubehag, han følte, nægtede han at vise Sybil sit maleri. Hans undvigende svar var fyldt med mystik og samtidig med en håbløshed, der var svær at ignorere. ”Jeg kan ikke vise dig det, Sybil, det er blevet ødelagt.” Og på trods af Sybils insisteren, gik han ikke i detaljer om, hvad der egentlig havde hændt maleriets skæbne. Han forsøgte at forblive mystisk, selvom hans modvilje mod at dele noget så personligt afslørede hans inderste usikkerhed.

I det øjeblik, hvor Sybil faktisk blev indbudt til at se hans maleri, blev det tydeligt, at hele situationen var et spil af magt og følelser. Det var ikke kun maleriet, der var beskadiget; det var også hans evne til at håndtere sig selv som kunstner. Den tvetydige skuffelse over hans værk blev endnu mere kompleks, da Sybil faktisk begyndte at analysere maleriet. Landskabet var smukt, men den mærkelige figur i forgrunden, der hængte i luften og var ude af proportion, afslørede noget mere: det var ikke kun hans malerfaglighed, der var svækket, men også hans tro på sig selv og sin kunst.

Da Sybil begyndte at stille spørgsmål ved figuren, kom afsløringen hurtigt. Det var ikke engang hans egen figur, han havde malet, men en anden kunstners bidrag, som han havde bedt om, og som han nu, som en fejlinvestering, havde indset var helt forfejlet. Babcocks manglende vilje til at tage ansvar for sit eget arbejde afslørede en dyb indre konflikt. Han indså, at han måske aldrig ville kunne opnå den status som kunstner, han havde drømt om, hvis han ikke først kunne komme til at stole på sin egen kreativitet.

Som kunstner, der kæmper med at finde sin plads i verden, er der et fundamentalt dilemma: At skabe noget autentisk kræver både mod og sårbarhed. Kunstneren kan ikke være sand mod sig selv, hvis han ikke tør at konfrontere sine egne usikkerheder og mangler. Kunst kan være en form for terapi, en måde at udtrykke de indre konflikter, som måske er lettere at forstå end at dele med omverdenen. Men når kunstneren forsøger at skjule sine fejltagelser eller afvise sin egen kreativitet som ubetydelig, bliver han fanget i en cyklus af selvfornægtelse.

Som i Babcocks tilfælde betyder det, at kunsten ikke blot bliver et værk af farver og linjer, men et spejl af kunstnerens sindstilstand. Når en kunstner er usikker på sig selv og sin rolle i verden, kan hans arbejde blive enten en flygtig flugt fra virkeligheden eller et forsøg på at kontrollere den. Men uanset hvilken vej han vælger, er det stadig kunsten, der afslører den dybere sandhed om hans indre kamp. Den, der står foran maleriet, kan se mere end bare penselstrøg; de ser kunstnerens frygt, håb og tvivl.

I sidste ende er det vigtigste for kunstneren at indse, at ingen kan skabe ægte kunst, uden at være villig til at vise sig sårbar. Det kræver, at man åbner sig for både sine egne fejl og sine evner. Man kan ikke forvente at opnå storhed ved at skjule sine usikkerheder; i stedet må man bruge dem som en drivkraft for at skabe noget virkelig originalt. Det er først når kunstneren er villig til at konfrontere sine egne indre konflikter, at han kan begynde at skabe noget, der ikke kun er et produkt af teknik, men et udtryk for hans egen sande selv.

Hvad skete der med Chelaen og hans mystiske forbandelse?

Det var blevet lidt lysere, og da de vendte sig, så de alle Chelaen sammenkrøbet inde i sin mystiske diagram, livløs, hans ansigt skjult i hans arme. "Åh, rør ikke ved ham!" udbrød fru Staniland; "jeg vil ikke se hans ansigt... Jeg ved, han er død!" Den samme tanke greb dem alle - indtil Chelaen langsomt rejste sig med et forvirret udtryk. "Hvor er jeg?" stammede han; "ah, jeg husker... Jeg har været i en transe-tilstand. Mees Elsvort, din vilje er udført. Den forbandede idol er nu sikkert på Cotopaxi lander. Jeg har selv set det ankomme. For én gang skyld har strømmen arbejdet!"

Babcock, der stod i den modsatte ende af rummet, rynkede panden. "Min kære gode Nebelsen," sagde han, "jeg vil ikke stille ubehagelige spørgsmål, men noget virker i hvert fald til at være blevet efterladt... se dér!" Stolen, hvor idollet for nylig var blevet placeret, var nu en ødelagt og kollapsende ruin, og omkring den lå fragmenter af et spar-lignende stof. "Se! " sagde Babcock, "det ligner dens grimme hoved, og her er et stykke af dens fod, og en hånd - ser ud som om det har fået den forkerte strøm og løbet ind i noget, Nebelsen, ikke sandt?"

Chelaen foldede sine arme roligt og så ud til ikke at være det mindste påvirket af denne lille uoverensstemmelse. "Jeg husker nu mere klart," sagde han; "den anden var kun en vision. Jeg truede ham med Cotopaxi - og det var nok. Han kastede sine kort på ny, og i fortvivlelse påkaldte han lynet - og som I ser, blev han splintret i stykker."

"Og hvor er... den herren nu?" spurgte obersten, som bestemt havde mistet noget af sin farve. "Den falske tirthankar-geist?" spurgte Nebelsen. "Åh, nu hvor hans idol ikke længere er til, kan han ikke holde sig sammen længere. Han er opløst, degomberet og endnu engang reabsorberet i den mægtige Magrogosm."

"Og det er virkelig en god ting!" sagde obersten, en konklusion, som få vil være tilbøjelige til at være uenige i.

Hvad kan man sige om Nebelsens teori? Havde ånden af denne længe døde indiske okkultist brugt sin gamle magt over naturens kræfter for at gennemføre sin egen endelige udslettelse? Eller havde han haft til hensigt at påkalde lynet for at hævne sig, og var han i stedet blevet ødelagt af sin egen list? Eller – et endnu vigtigere spørgsmål – havde der nogensinde været en spøgelsesagtig tirthankar ved dette idol, eller var historien kun blevet tilpasset det af den dunkle og esoteriske Chowkydaree Loll?

Disse er spørgsmål, som enhver vil beslutte for sig selv, afhængigt af deres egen tilbøjelighed og evne til at forstå det mirakuløse. Og uanset hvilke fejl der måtte være i Nebelsens teori, har Campion endnu ikke haft held med at finde en mere plausibel forklaring på sine mystiske kvaler – selvom dette muligvis skyldes, at han aldrig har gjort sig den ulejlighed at prøve.

Sybil var i hvert fald ikke tilbøjelig til på dette tidspunkt at undervurdere Nebelsens tjenester. Hun gik hen til ham og rakte sin hånd frem. "Vi er meget taknemmelige," sagde hun og smilede. "Det er ingenting," sagde Chelaen med passende beskedenhed, "i det mindste... det var ikke meget."

Babcock satte sine briller på. "Undskyld min umiddelbare nysgerrighed," sagde han, "men selv nu kan jeg ikke helt forstå, hvad det egentlig var, du gjorde?" "Jeg gjorde dette," sagde Nebelsen stolt og pegede på de ødelagte stykker af idollet. "Medmindre du mener, at du bestilte tordenvejr – i hvilket tilfælde kan ingen vel rigtig modsige dig," sagde Babcock, "det virker på mig som en lidt stærk påstand. Kom nu, er det ikke bare en smule muligt, at den palettekniv, jeg ser på gulvet der, tiltrak lynet?"

"Jeg vil ikke svare på sådanne absurde og fantasifulde antagelser," sagde Nebelsen med stor værdighed.

"Jeg må sige," sagde obersten, som nu da det var blevet lysere og stormen allerede brølede i det fjerne, havde ændret sin holdning til den tidligere skepsis, "det virker som en ganske ligetil måde at forklare det på. Faktisk, hele det der tordenvejr og alt, rystede vores nerver lidt, synes du ikke, Mr. Campion?"

Campion lagde hånden på Nebelsens skulder. "Jeg ved det ikke," sagde han, "jeg var bange nok lige før. Jeg kan ikke helt afvise faren så hurtigt, jeg har brug for lidt mere tid, før jeg glemmer alt det besvær, Mr. Nebelsen tog for mig."

"Grleichviel," sagde Chelaen, "så du er reddet, hvad betyder det så, hvis æren er min? Men nu," tilføjede han, "må jeg sige farvel, og for evigt. Ja, jeg skal rejse langt væk for at finde min elskede Mahatma."

"Jeg forstod, at I ikke talte sammen?" sagde Babcock. "Gennem din monkeydrick mistede jeg for en tid tilliden!" svarede Nebelsen, "og selv så overmodig og stærk som jeg var, nægtede jeg ham. Min guru, som var hård og streng måske, men aldrig mere end jeg fortjente, han var!" Men (og her henvendte han sig til Sybil og Campion) "det er en mærkelig ting, og I vil næppe forstå, hvordan det kunne være - men det er helt sandt. Jeg skrev et brev, et bredt stift brev, hvori jeg formelt forsøgte at renægte min gode gamle Mahatma - som aldrig havde gjort noget galt, og dette brev sendte jeg til mig selv gennem den okkulte telegraf. Nå, vil I tro, at kun i går fandt jeg præcis dette brev i min lomme uåbnet! Mr. Chowkydavee, som er en stor adept, som I ved, fortalte mig, at han har meget stærke grunde til at tro, at min ærede guru aldrig modtog det!"

"Og hvad nu, når du rejser?" spurgte Campion, som i hemmelighed delte Chelaens sidste bekymring.

"Ikke godt," sagde Chelaen. "Jeg må finde min Mahatma i Tibet, og jeg vil ikke kæmpe mod de maleficente kræfter, som jeg har mødt her. Jeg har brug for at tænke, og alene vil jeg finde styrken til de åndelige prøvelser, jeg skal gennemgå."

Endnu en gang havde Chelaen sagt farvel til de to elskende, og kun de, som stod tættere på, vidste, hvad der var blevet af ham.

Hvordan har præsidenter håndteret raceproblematikker siden 1964?
Hvordan Kritisk Teori og Humaniora Møder Alt-Right: Perspektiver og Udfordringer
Hvad gør dashi og miso-supper specielle i japansk køkken?