Donald Trump, gennem sin digitale tilstedeværelse og adfærd på sociale medier, skabte et helt nyt format for politisk lederskab, som kunne betragtes som en form for "Gonzo Governance". Denne tilgang – hvor en politisk figur ikke nødvendigvis behøvede at basere sine handlinger på rationelle eller videnskabelige argumenter, men derimod på følelsesmæssige og manipulerende digitale mønstre – havde vidtrækkende konsekvenser for både samfundet og demokratiet. Trump omdannede sig fra en fysisk politisk leder til et digitalt fænomen, et meme, der levede videre gennem tusindvis af selvrefererende og dominerende tweets rettet mod sine tilhængere. I denne kontekst blev den digitale identitet en ny form for politisk magt, der mere fokuserede på at skabe visuelle og følelsesmæssige forbindelser end på faktuelle diskussioner eller ideologiske debatter.

For Trump, som en reflexiv propagandist, var det ikke nødvendigt at gentage de klassiske politiske og ideologiske diskurser for at fastholde støtten fra sine vælgere. Det var tilstrækkeligt, at han blot optrådte digitalt, som en nærmest uundgåelig visuel tilstedeværelse i medierne. Denne tilstedeværelse blev aldrig fulgt af en grundlæggende diskussion om fakta eller logik, men i stedet blev det en form for magt, der kunne udnyttes til at styre offentlighedens opfattelse gennem sociale medier og memes. Et centralt aspekt af denne magt var, hvordan Trump brugte medierne til at skabe en ny form for virkelighed, hvor "sandheden" blev flydende og tilpasset de politiske behov, som opstod.

Under pandemien blev denne tilgang tydeligt i Trumps handlinger og udtalelser, hvor han ofte ignorerede videnskabelig rådgivning og afviste advarsler fra eksperter. Hans forhold til medierne og kritik af videnskaben, herunder påstande om, at medicinske udstyr blev opbevaret ulovligt, og at regeringer ikke havde brug for så mange respiratorer, blev ikke blot en retorik, men en del af hans digitale narrativ. Trump selv brugte ofte sin mediepersonlighed som en måde at forene sine tilhængere imod etablerede institutioner som videnskabelige eksperter og medier, som han beskrev som "fake news" og en del af en "deep state" sammensværgelse. For hans tilhængere blev det ikke nødvendigt at stille spørgsmål ved hans beslutninger; det var en del af kampen imod en opfattet systemisk modstand.

En væsentlig del af Trumps digitale persona var hans evne til at manipulere medierne, og dermed skabe en politisk virkelighed, hvor alt, hvad han sagde eller postede på sociale medier, kunne opfattes som sandhed af hans tilhængere. Hans tilhængere opfattede sig selv som modstandere af et "liberalt" etablissement, som skulle bekæmpes. Dette gjorde, at de ikke blot afviste videnskabelige fakta, men også så det som en del af et større kulturelt og politisk opgør.

Trump skabte et politisk miljø, hvor frygt og tvivl var de centrale drivkræfter. Dette skabte et medielandskab præget af misinformation, hvor de etablerede medier blev anklaget for at fordreje sandheden, mens Trumps egne udtalelser og politiske beslutninger blev beskyttet af hans tilhængeres loyale støtte. Denne støtte var dog ikke baseret på en rationel overvejelse af de politiske konsekvenser, men på en fælles opfattelse af, at man kæmpede imod et system, som forsøgte at undertrykke "de ægte amerikanere".

Trumps forhold til medierne og hans evne til at dominere den offentlige diskurs illustrerer et vigtigt element af moderne politik: mediernes magt til at forme virkeligheden. I Trumps tilfælde blev medierne ikke blot brugt som et redskab til at kommunikere politiske beslutninger, men som en del af en større kamp om, hvad der skulle opfattes som sandt. Dette kan ses som et brud med den klassiske idé om medierne som en objektiv tredje part, der informerer offentligheden. I stedet blev medierne under Trump et kampplads, hvor politik og medieforbrug smeltede sammen.

Den måde, hvorpå Trump manipulerede medierne, var ikke kun et spørgsmål om politisk strategi. Det var en ny form for politisk magt, hvor det at skabe en digital identitet og opretholde den gennem sociale medier blev en central del af hans ledelsesstil. Det blev en politik, hvor handlinger og beslutninger i høj grad var styret af, hvordan de kunne opfattes og revideres i den digitale verden, snarere end på baggrund af rationelle overvejelser og videnskabelig evidens.

Det er vigtigt at forstå, at denne form for mediestyring ikke blot påvirkede Trumps tilhængere, men også hele den politiske og sociale struktur. Frygten for at miste magten eller kontrollen over offentligheden blev udnyttet til at skabe en dynamik, hvor alt blev politiseret og genstand for manipulation. Dette havde konsekvenser langt ud over Trumps tid som præsident, da det ændrede den måde, vi forstår og navigerer i information og politisk magt i det 21. århundrede.

Hvordan medierne former frygt og racemæssige fordomme gennem kriminalitetsdækning

Medierne spiller en central rolle i, hvordan samfundet opfatter frygt, kriminalitet og racemæssige fordomme. Ikke kun skaber mediedækning en intensivering af fjendtlighed, men den kan også, som påvist af Angster (2015), reducere den tilsyneladende og faktiske responsivitet i det hvide dominerede samfund overfor de fattige minoriteters behov. Dette fænomen forstærkes især, når kriminalitet dækker etnisk og racemæssigt belastede sager. Studier har tydeligt vist, at mediedækning af kriminalitet forstærker kulturelle fordomme, og at gentagen eksponering for sådanne historier kan føre til en indgroet racemæssig bias, hvor fordomme om en befolkningsgruppe kan blive betragtet som "selvfølgelige" snarere end udtrykt gennem åbenlys had.

Et kreativt forskningsdesign, der undersøgte virkningen af TV-nyheder, viste, at udsendelser om kriminalitet kunne bidrage til at forme implicitte fordomme – fordomme, der ikke nødvendigvis er åbenlyse, men som siver ind i den daglige tænkning om bestemte grupper, som f.eks. personer med afrikansk baggrund. Resultaterne indikerede klart, at gentagen mediekonsumtion bidrager til mere racistiske antagelser om menneskelige forskelle. På samme måde blev publikummet, gennem det, man kalder "medielogik", forberedt på at blive underholdt og forvaltet gennem frygt og krise, idet medierne appellerede til følelser og identiteter – især med budskaber om hvad vi mangler for at opnå de idealer, som medierne sælger os, såsom produkter eller politikker der påstår at kunne løse problemerne.

Denne medielogik blev mere og mere udbredt, efterhånden som frygt blev en almindeligt udnyttet følelse i medierne. På grund af den enorme stigning i mediedækningen, herunder 24-timers nyhedsudsendelser og kabel-tv, blev frygten et dagligt tilbagevendende tema. Frygt er blevet en af de mest anvendte diskursive rammer, hvorunder kriminalitet og relaterede problemer udtrykkes og fremstilles. En medieforsker som McCarthy (2017) argumenterer for, at medierne, ved at spille på frygt og følelsesmæssige reaktioner, skaber et socialt univers, hvor intensiverede hændelser bliver til en del af en kollektiv forestilling om samfundets tilstand. Denne proces udgør en underholdningsøkonomi, som både rummer profit og et effektivt virkemiddel til at få mennesker til at føle sig forbundet til deres omverden – og samtidig blive underholdt.

Frygten for kriminalitet er tæt forbundet med samfundets opfattelse af risici, og Ferraro (1995) understreger forskellen mellem at opfatte risiko og at være bange. Frygt for kriminalitet er en følelsesmæssig reaktion på angst eller rædsel i forhold til kriminalitet eller symboler, der forbindes med kriminalitet. For at fremkalde en frygtsreaktion er det nødvendigt at genkende en situation som en potentiel fare, hvad enten denne er reel eller forestillet. Dette giver sig udtryk i, hvordan risikoen bliver defineret af individet i forhold til andre mennesker og sociale sammenhænge.

Efter 11. september 2001 blev frygt et centralt element i den politiske diskurs. Frygten for terrorisme og de dramatiske billeder af angrebene på World Trade Center blev hurtigt knyttet til en krigsretorik, der handlede om at beskytte nationen mod eksterne trusler. Propagandaen spillede på denne frygt og forvandlede terrorisme til noget mere omfattende, noget der indbegreb både et fysisk angreb og et symbol på en truet national identitet. Massedækning af terrorisme, frygt og de følelsesmæssige appeller, der blev sendt til offentligheden, formede dermed den måde, hvorpå mennesker så sig selv i forhold til andre nationer og folk.

Et interessant aspekt af denne retorik var, hvordan medierne koblede patriotisme og forbrug sammen. I lyset af terrorangrebene blev amerikansk identitet og stolthed ofte forbundet med økonomisk aktivitet: at købe, bruge og forbruge blev symboler på patriotisme. Dette blev især synligt i de reklamer og medieindhold, der fulgte efter angrebene, som kaldte på en ny form for national enhed, hvor forbrug og donationer blev det centrale udtryk for støtte. Forbrug blev et tegn på samfundsengagement og en måde at "holde Amerika kørende", som en GM-reklame udtrykte det.

Medierne og propagandaen har således spillet en central rolle i at skabe en diskurs om frygt, terrorisme og national identitet, som både normaliserede den permanente tilstand af krise og frarøvede os et mere nuanceret syn på verden og dens virkelige trusler. Frygt, forbrug og terrorisme er blevet integreret i et narrativ, hvor medierne ikke bare reflekterer virkeligheden, men aktivt former og manipulerer den – med dybe konsekvenser for både politiske beslutninger og dagliglivets opfattelse af sikkerhed og orden.

Endtext

Hvordan Håndterede Præsidenter Skandaler med "Backfire" Strategier?
Hvordan de tidlige mennesker brugte værktøjer og ild til at forme deres verden
Hvordan man opdager cyberangreb i cyber-fysiske mikrogrids ved hjælp af maskinlæringsteknikker
Hvordan fortællingens kraft er symptomatisk for viljen til magt over tid og væren