Hvad kan forklare fejlene ved store privatizationsreformer i økonomier med central planlægning?

I lande, hvor der har været central planlægning, viser eksempler som Kenyas landprivatisering, at store reformer kan have utilsigtede konsekvenser, som forringer den samlede økonomiske produktivitet. Et af de mest markante problemer ved sådanne reformer er, at de ofte ignorerer den viden og de lokale forhold, som små aktører, såsom de små husdyrbrugere, besidder. Disse små aktører, der er tættere på de daglige realiteter i landbruget, har en mere nuanceret forståelse af, hvordan privat ejendom kan udnyttes. Desværre mangler de ofte både de nødvendige økonomiske ressourcer og den overordnede viden om de store skalaer, som reformerne opererer med, til at kunne navigere effektivt i privatiseringsprocessen. Dermed bliver beslutningstagning på stor skala ofte præget af en manglende feedback-loop, der er nødvendig for at vurdere effektiviteten af reformerne.

Store landprivatiseringer, der ikke tager højde for lokal viden og de små aktørers erfaringer, ender ofte med at skabe rigdomstab. Dette kan skyldes, at beslutningstagning på stor skala sker ud fra et bureaukratisk synspunkt, hvor feedback om produktiviteten ikke er klar, og hvor reformen måske ikke afspejler den virkelige værdi af ressourcerne. Hvis det ikke er muligt at få effektiv feedback fra de aktører, der direkte påvirkes, kan det være svært at vurdere, om privatiseringen faktisk medfører øget produktivitet.

Hvad der gør situationen endnu mere kompleks er, at privatiseringsprocesser ofte overser de specifikke omkostninger og fordele ved ejendomsovertagelse, som kun kan blive forstået gennem direkte erfaring. Dette er et af de punkter, Friedrich Hayek fremhæver i sin kritik af central planlægning: viden er altid spredt og fragmenteret, og det er kun gennem markedsinteraktion, at man kan få en korrekt vurdering af de virkelige omkostninger og gevinster ved beslutninger.

I lande med central planlægning er denne form for markedssignalering, som kan korrigere for fejlinvesteringer og ineffektiviteter, ofte fraværende. For eksempel, i et land som Nordkorea, hvor næsten alle økonomiske sektorer er statsejede og hvor private ejendom rettigheder er ikke-eksisterende, vil ethvert forsøg på privatisering være markant sværere. Regeringen vil ikke have adgang til markedsdrevne priser eller rationelle økonomiske signaler, som kunne hjælpe dem med at vurdere, hvad der ville være den mest effektive måde at omstrukturere økonomien på.

Et konkret eksempel kunne være privatiseringen af bilindustrien i Nordkorea. Hvilke fabrikker skulle sælges? Skulle de sælges individuelt, eller skulle de sælges samlet til en stor aktør? Disse beslutninger ville være ufatteligt svære at træffe uden markedsfeedback. I en økonomi som Polens efter Sovjetunionens fald, hvor der var et grundlæggende niveau af privat ejendom og markedspriser, ville reformatorer have haft en langt mere effektiv måde at træffe beslutninger på, selvom de stadig ville stå overfor vanskeligheder.

De store udfordringer i et land som Nordkorea skyldes netop fraværet af lokal viden og markedsfeedback. Der er simpelthen ikke de nødvendige mekanismer til at træffe informerede beslutninger, hvilket gør privatiseringsbestræbelserne langt mere risikable. I sidste ende handler det om, at det er de små aktører, der har den bedste viden om, hvordan ressourcer kan udnyttes effektivt. Når disse aktører udelukkes fra beslutningsprocessen, risikerer man at skabe ineffektivitet og tab, der kunne have været undgået, hvis beslutningstagningen havde inddraget de relevante aktører og deres viden.

Hvordan Cambridge Analytica's Mikro-målretning Indflydede på 2016 Valget i USA

Cambridge Analytica blev ofte fremhævet som en central aktør i 2016-valget i USA, hvor det blev påstået, at virksomhedens mikro-målretningsteknikker havde en direkte og afgørende indflydelse på resultatet. Men en nærmere analyse af deres metoder og resultater viser, at påstandene om deres succes kan være stærkt overdrevet.

Mikro-målretning, som Cambridge Analytica praktiserede, er baseret på brugen af store mængder data indsamlet fra offentlige kilder og sociale medier. Dataene blev anvendt til at udarbejde detaljerede profiler af vælgere, som derefter blev målrettet med personligt tilpassede politiske annoncer. Denne teknik var langt fra ny; allerede i tidligere amerikanske præsidentvalg havde andre virksomheder, såsom Strategic Telemetry og HaystaqDNA, udført lignende analyser for at finde de vælgere, der var mest tilbøjelige til at støtte deres kandidat. Cambridge Analytica skilte sig ikke markant ud i denne praksis.

En central udfordring ved mikro-målretning er de algoritmer, der anvendes til at analysere data. Ifølge eksperter som Sumpter (2018) er de algoritmer, der anvendes af virksomheder som Google, Facebook og Twitter, begrænset i deres evne til at forstå den egentlige mening i den information, som brugerne deler. Det betyder, at de data, der samles, kan blive misforstået eller fejlanalyseret, hvilket begrænser effektiviteten af de målrettede annoncer. Dette kan forklare, hvorfor de påståede effekter af Cambridge Analyticas arbejde ikke nødvendigvis var så omfattende som hævdet.

Der er også et grundlæggende problem med de antagelser, som Cambridge Analytica og andre datafirmaer arbejder ud fra: de forudsætter, at vælgernes adfærd kan ændres direkte gennem målrettede annoncer. Dette er dog svært at bevise. For at mikro-målretning virkelig skal have en betydelig indflydelse, skal de målrettede vælgere ændre deres adfærd, hvad enten det er i form af at stemme anderledes eller øge deres politiske engagement. At bevise, at målrettede annoncer rent faktisk ændrer en vælgeres adfærd på en meningsfuld måde, er en udfordring, som Cambridge Analytica ikke formåede at løse overbevisende.

Desuden er det vigtigt at forstå, at Cambridge Analytica ikke var den eneste virksomhed, der anvendte de samme teknologier og metoder. Andre firmaer havde adgang til de samme data og udførte tilsvarende analyser. Facebook, som leverede dataene til disse firmaer, havde et ansvar for at beskytte brugernes privatliv, og i mange tilfælde er det Facebook, ikke Cambridge Analytica, der bør holdes ansvarlig for eventuelle brud på dataretter. Undersøgelser i Storbritannien, hvor Cambridge Analytica også var aktiv under Brexit-kampagnen, konkluderede, at virksomheden ikke havde misbrugt dataene på nogen ulovlig måde.

Desuden er mikro-målretning et eksempel på en ny teknologi, der, ligesom tidligere teknologiske innovationer i politiske kampagner, blev udnyttet af aktører, der søger at få en fordel i valghandlinger. Tidligere har vi set lignende udviklinger med udbredelsen af telegrafen, radioen, fjernsynet og internettet. Teknologierne udvikles hurtigt, og politiske aktører har et naturligt incitament til at anvende dem, når de bliver tilgængelige.

Endelig er der en udbredt antagelse om vælgernes passivitet i mange af de sensationaliserede historier om Cambridge Analytica. Mange anser vælgerne som lette ofre for sofistikeret manipulation. Dette synspunkt undervurderer vælgernes evne til at træffe informerede beslutninger og forstå de politiske budskaber, de bliver præsenteret for. Vælgerne er ikke blot passive modtagere af politiske kampagner; de reagerer aktivt på de informationer, de modtager, og træffer beslutninger baseret på et væld af faktorer, ikke kun målrettede annoncer.

Derfor bør forståelsen af mikro-målretning ikke kun handle om at forholde sig kritisk til de enkelte firmaer, der benytter teknologierne, men også om at forstå de bredere politiske og teknologiske sammenhænge, hvor disse praksisser opstår. Det er nødvendigt at anerkende, at politiske aktører altid har været ivrige efter at udnytte de nyeste teknologier, og det er usandsynligt, at regulering eller lovgivning vil kunne stoppe denne udvikling.

Hvilken rolle spiller universiteterne i demokratiets fremtid?

Daniels fremhæver, at universiteterne er nødt til at spille en væsentlig rolle i opretholdelsen af det liberale demokrati, og han erkender, at selvom der findes mange udfordringer, har højere uddannelse et ansvar for at støtte og revitalisere demokratiets vitalitet. Der er dog en vis platonsk tone i hans argumentation, som nok ikke vil overraske de fleste af os, der arbejder på universiteterne. Man kunne næsten forvente denne type tale fra universitetsledere, men Daniels skiller sig ud ved nogle mere nyancerede betragtninger, der adskiller sig fra den traditionelle konsensus.

For eksempel taler han om ideologisk mangfoldighed som en nødvendig del af universiteternes opgave, og han understreger, at adgangen til højere uddannelse er et problem for middelklassen, ikke kun for de fattige. Dette er en vigtig pointe, som ofte overses i debatter om uddannelsens rolle i samfundet. Det er også bemærkelsesværdigt, at han ikke undgår at kritisere den populistiske drejning, som både de europæiske og amerikanske politikker har taget, og han anerkender de vanskeligheder, som denne udvikling skaber for akademiske institutioner.

Daniels peger også på et væsentligt aspekt, som kan virke provokerende for mange i akademiske kredse: Han understøtter tanken om, at universiteter bør fremme konkurrence, og at det akademiske marked, som han kalder det, spiller en vigtig rolle i fremdriften af innovation og videnskabelig udvikling. Denne tilgang åbner op for en mere pragmatisk forståelse af akademisk liv, hvor fokus er på at skabe en platform, der kan facilitere dialog og udvikling gennem konkurrence.

Dog er der visse huller i hans analyse, som bliver tydelige, når vi ser på forholdet mellem universiteter og samfundets mere grundlæggende politiske strukturer. Daniels antager, at universiteter kun kan blomstre i demokratier som det amerikanske. Denne tanke vil uden tvivl blive mødt med kritik fra dem, der peger på, at mange af de store middelalderuniversiteter ikke opstod i demokratiske samfund, men snarere i teokratiske eller autokratiske regimer. Desuden er det en velkendt opfattelse blandt filosoffer som Plato og Alexis de Tocqueville, at mange demokratiske samfund – herunder de liberale – ikke nødvendigvis er de bedste til at støtte intellektuel uafhængighed. Tværtimod kan sådanne samfund ofte være mere tilbøjelige til at indskrænke intellektuel frihed under dække af folkets vilje. En mere nuanceret tilgang ville være at erkende den spænding, der eksisterer mellem højere uddannelse og den politiske orden, og at der er en konstant navigering mellem disse kræfter.

Når det kommer til ekspertise og videnskab, står Daniels i spidsen for en entusiasme, der blev især mærkbar under COVID-19-pandemien, hvor han hylder mobiliseringen af videnskab. Denne stolthed overvidenskabelig fremdrift og teknisk ekspertise er dog ikke uden sine problemer. Der er flere former for ekspertise, som alle kan have noget værdifuldt at bidrage med, men som oftest bliver de politisk skubbet til side, når beslutningstagere vælger at favorisere én type ekspertise. Eksempelvis kunne man nævne økonomer og udviklingspsykologer, der havde andre perspektiver på pandemihåndtering, end de rent sundhedsfaglige eksperter. At vælge den ene slags ekspertise frem for den anden er en politisk beslutning, ikke en ren videnskabelig konklusion. Der er en grundlæggende spænding mellem videnskabelig autoritet og demokratisk styring, som Daniels overser. Videnskabens rolle bør ikke blot være at frembringe "sandheden", men også at anerkende den politiske og sociale kontekst, hvor denne viden skal anvendes.

Når man diskuterer universiteter og deres relation til samfundet, skal det ikke kun handle om den akademiske funktion som et middel til politisk eller økonomisk formål. Der er også en mere grundlæggende overvejelse om, hvad det betyder at være en del af en civilisation, og hvad der kræves for at forsvare og videreføre en kultur, der værdsætter frihed, menneskelig værdighed og intellektuel uafhængighed. Universiteterne skal være et sted for dyb refleksion og debat, ikke kun et sted for karriereforberedelse.