I begyndelsen af 2020'erne blev det tydeligt, at den ideologiske kløft i USA adskiller sig markant fra situationen i andre vestlige demokratier som Frankrig, Tyskland og Storbritannien. En undersøgelse fra Pew viste, at amerikanere på højrefløjen tillagde nationale identitetsmarkører som kristendom, modersmål, traditioner og fødested langt større betydning end deres ideologiske modparter – og end højreorienterede i de øvrige lande. For eksempel mente 32 % af amerikanske konservative, at det er "meget vigtigt" at være kristen for at være amerikansk – mod blot 17 % eller færre i Europa.

Det særligt amerikanske i denne udvikling skyldes ikke alene kulturelle forskelle, men en målrettet mobilisering af frygt. Den tidligere præsident Donald Trump orkestrerede et effektivt narrativ baseret på forestillinger om farlige immigranter, en truet national kultur og medier, som ikke længere kunne stole på. Ved at gentage overdrivelser, halve sandheder og direkte usande påstande om voldelige immigranter, muslimske terrorister og udenlandske trusler, skabte han en følelsesmæssig infrastruktur, hvor frygt blev en konstant og samlende kraft.

Trump forstod mediemekanismens natur og udnyttede den – især sociale medier – til at skabe en kontinuerlig strøm af alarmisme og løfter om beskyttelse. Hver gang han udsendte et tweet, blev det forstærket i traditionelle medier, uanset indholdets faktuelle gyldighed. Denne cyklus skabte et loop, hvor opfattelsen af fare blev større end selve faren. Barry Glassner, sociolog og ekspert i frygtkultur, formulerede det præcist: “Vær meget, meget bange. Og jeg er kuren.”

Frygten blev dog ikke kun brugt til at mobilisere vælgere mod ydre trusler, men også til at delegitimere interne modstandere. Journalister, videnskabsfolk, internationale organisationer og progressive ideer blev ikke blot kritiseret, men udstillet som fjender af folket. Retorikken havde en klar funktion: at polarisere samfundet og styrke loyaliteten blandt støtter, samtidig med at den modarbejdede fælles virkelighedsforståelser.

I kølvandet på valgnederlaget i 2020, nægtede mange Trump-støtter at acceptere resultatet – et vidnesbyrd om, hvor dybt mistilliden og den alternative virkelighed var forankret. Selv en dødelig pandemi kunne ikke ændre dette. Store dele af den republikanske befolkning nægtede at tage vaccinen eller følge sundhedsrådgivning, idet de anså dette for en del af et større bedrag.

Denne form for identitetspolitik blev mulig i en medievirkelighed, hvor det digitale har udvisket grænsen mellem det private og det offentlige, det sande og det følelsesbaserede. Georg Simmel spurgte i begyndelsen af det 20. århundrede: hvordan er samfund muligt? I dag må svaret inkludere medielogikker og digitale platforme, som former vores fortolkninger og sociale erfaringer. Den medieformidlede selviscenesættelse bliver en del af vores identitet og vores forståelse af fællesskab.

Donald Trumps populisme redefinerede, hvem der opfattes som “rigtige amerikanere”. Den skabte en ny forestilling om national tilhørsforhold, hvor etnicitet, religion, sprog og kultur blev adgangsbilletter. Og den vendte sig ikke kun mod ydre fjender, men mod egne institutioner, love og normer. USA blev et eksempel på, hvordan samfundssikkerhed – ikke bare national sikkerhed – kan opfattes som truet af kulturel forskellighed og social fo

Hvordan frygt i medierne har omformet vores opfattelse af terrorisme og social kontrol

Frygt slår hurtigt rod i medierne, især når det handler om tv-seere. Dette fænomen er nemt at dyrke gennem den gentagne og spektakulære forvrængning af begivenheder i de sociale medier. Frygtens langvarige forbindelse med kriminalitetsnyheder blev forstærket gennem rapporter om narkokrige, vilkårlig vold og især trusler mod børn. Disse rapporter fortsatte på trods af faktiske kriminalitetstrends og over tid blev de en del af et frygtsomt diskurs. Offentlige myndigheder og medierne indså vigtigheden af frygten og begyndte at justere deres budskaber og rammesætning for at vække frygt og nødvendighed hos befolkningen. Masser af medier begyndte langsomt at tillade, at myndighederne handlede for at kontrollere kilden til frygten, som ofte var kriminelle, terrorister eller andre grupper. Politikker og programmer, såsom obligatoriske livstidsdomme, blev udarbejdet på baggrund af en fremvoksende frygts politik, hvor beslutningstagere brugte offentlighedens tro på fare og risiko til at opnå specifikke mål.

Terrorangrebene den 11. september 2001 blev strategisk udnyttet af myndighederne til at retfærdiggøre en række indenlandske og internationale handlinger for at beskytte os. Dette omfattede blandt andet to krige, udvidet indenlandsk overvågning, suspendering af mange borgerrettigheder, tortur af mistænkte terrorister og bortførelse af udenlandske borgere (kendt som ekstern rendition). I årene der fulgte, blev patriotisme hyppigt fremhævet, og kritiske spørgsmål var sjældne. De, der var bekymrede over overgreb på borgerrettighederne, blev ofte omtalt som privatlivsfortalere. Denne diskurs blev udvidet til narkokrigen og senere også til trusler fra indvandring, som blev præsenteret som potentielle terrorister. Dette var i tråd med frygtens politik, der også blev anvendt under Donald Trumps kampagner i 2015 og 2020.

Trump ændrede den offentlige opfattelse af trusler fra islamistiske terrorister til indenlandske terrorister og udvidede dermed terrornarrativet til at omfatte hverdagslivet. Dette mediebillede, hvor "alt ændrede sig efter 9/11", omfattede ikke kun politiske og militære beslutninger, men også den måde, hvorpå sportsbegivenheder, selskaber, allierede og fjender blev behandlet i offentlighedens øjne. Gennem intensiv brug af digitale medier ændrede Trump fokus fra de ydre trusler til interne fjender – ikke kun de oprørere, der stormede landets Capitol, men også medlemmer af pressen og dem, der stemte imod ham. Disse ændringer i den politiske kultur blev fremmet gennem dagligdags interaktion og offentlige steder, som i høj grad afspejlede, hvordan international og indenlandsk terrorisme førte til øget overvågning og social kontrol.

Trumps valgkamp i 2016 og hans genvalg i 2020 spillede på frygt for lovløshed og behovet for stærkt lederskab, hvilket blev underbygget af hans utallige sociale meddelelser og tweets. Hans løgne og angreb på etablissementet tiltrak en stor tilhængerskare, som troede på, at han var deres beskytter mod kriminalitet, immigranter, minoriteter og terrorister. Denne tilgang til frygt, hvor kriminalitet og krig udgjorde to sider af samme politik, har været med til at ændre vores kultur og bane vejen for den moderne "krig mod terror". Den samme frygtsomme retorik blev også brugt til at angribe immigration i USA, som blev betragtet som en trussel mod samfundet.

Frygten for terrorisme er blevet en central del af amerikansk populærkultur. Efter 9/11 har hverdagen i USA ændret sig betydeligt. De steder, som tidligere var forbundet med afslapning og samvær, som skoler, religiøse samlinger og sportsbegivenheder, er nu præget af frygten for angreb. Populærkulturens skildring af disse hverdagsoplevelser efter terrorangrebene har forstærket frygten og fejret den amerikanske militære tilstedeværelse samt normaliseringen af overvågning og social kontrol. Dette har haft en dybtgående indvirkning på borgernes forståelse af deres egen sikkerhed og de risici, de står overfor.

En undersøgelse af amerikanernes frygt viser, at frygten for terrorangreb er den næststørste frygt, kun overgået af frygten for borgerkrig. Denne frygt har været med til at drive politiske beslutninger og har gjort det lettere for politikere at retfærdiggøre omfattende overvågningsforanstaltninger og indgreb i borgerrettigheder, hvilket i høj grad er blevet forstærket gennem sociale medier. Med den øgede digitalisering er det blevet lettere at manipulere befolkningens følelser og skabe en følelse af nødvendighed for stærke politiske handlinger.

Frygtens politik, som blev intensiveret efter 9/11, og den måde, hvorpå frygten for terrorisme blev udnyttet i politiske diskurser, har haft en langvarig effekt på samfundet. I dag er frygten for terrorisme tæt forbundet med politiske strategier, hvor medierne spiller en central rolle i at forme offentlighedens opfattelse af trusler og farer. Det er afgørende at forstå, hvordan disse narrative påvirker både individuel og kollektiv adfærd, og hvordan frygtens politik fortsat kan påvirke beslutningstagning på tværs af samfundet.

Hvordan mediedækning og politik ændrede sig i lyset af terrorisme: Fra krigsprogrammering til terrorprogrammering

Under præsident Trump og hans angreb på Hillary Clinton, kritiserede han hendes håndtering af militær magt i Syrien, og han anklagede tidligere præsident Obama for at have startet den grusomme ISIS. Disse politiske spændinger og mediedækning af terrorisme afslører et dybtgående mønster i, hvordan amerikanske medier og politik har håndteret krig og terror over tid. Det er et mønster, der kan spores tilbage til de tidligere krige som Vietnam, Panama og Gulfkrigen, og som i høj grad har formet den moderne politiske diskurs omkring terrorisme.

Forskning viser, at der er en tilbagevendende cyklus af "krigsprogrammering" i medierne, der begynder med intens mediedækning af en ny konflikt. Dette inkluderer både rapportering om de seneste krige og forberedelse af offentligheden på den kommende krig, ofte ved at demonisere nøglepersoner som Saddam Hussein eller Manuel Noriega. Når krigen er i gang, fortsætter medierne med at dække dens udvikling og følger op på den efterfølgende konsekvenser. Denne proces kulminerer ofte i kritik og reflektering af de valg, der blev taget, og med en bredere anerkendelse af, at krigen kunne have været undgået eller håndteret anderledes. Dette mønster gentager sig gang på gang, og medierne trækker på erfaringer fra tidligere konflikter for at forberede sig på den næste.

Men når vi ser på terrorisme, ændrede "krigsprogrammering" sig markant. Efter præsident Obama tiltrådte i januar 2009, indså han hurtigt, at hans administration ikke kun arvede et økonomisk sammenbrud, men også et terrorsystem, der krævede en helt anden tilgang. Med de fejlinformerede påstande om massedestroyende våben i Irak og afsløringen af massiv ulovlig overvågning, blev Obama og mange i kongressen mere og mere skeptiske overfor den tidligere administrations tilgang til terror. Som et resultat blev kampen mod terrorisme og de tilhørende mediedækninger langt mere kompleks.

I de første år af Obama-administrationen begyndte medierne at ændre deres tilgang til terrorisme. Der var et klart opgør med den tidligere administration og dens retorik. Kritikken af Obama kom især fra højrefløjen, der ikke kun angreb hans politik, men også hans person. Den højreorienterede medieindustri, især talkradio, begyndte at spille en central rolle i at opstille terror og politiske modstandere som hinandens ansigter. Rush Limbaugh og andre talere i talkradioen satte tonen for, hvordan terrorisme og politisk modstand blev sammenflettet i den offentlige diskurs.

Obama modtog både støtte og modstand, og selv under hans præsidentskab blev det klart, at mediedækningen af terrorisme ville fortsætte med at være en kampplads for politiske diskussioner og ideologiske fronter. Dette blev tydeligt i 2008, da den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin insisterede på, at Obama havde "omgås terrorister", hvilket satte tonen for den stadige strøm af anklager mod ham fra højrefløjen. Denne ophedede politiske atmosfære var noget, Obama måtte navigere i, da han forsøgte at ændre kursen fra de krige, der var blevet påbegyndt af hans forgænger.

Trump, i sin kampagne i 2016, bragte disse politiske angreb til et nyt niveau med sin anklage om, at Hillary Clinton burde "låses inde", et slogan der hurtigt blev et centralt element i hans valgkamp. Dette klimaks af had og anklager markerede en eskalering af den negative politiske retorik, der havde været til stede siden 9/11 og krigen mod terror. Donald Trumps anvendelse af sådanne angreb førte til en udbredt polarisering og satte en dagsorden for, hvordan politiske modstandere blev skildret som et eksistentielt trussel mod nationens værdier.

Mens Obama forsøgte at finde en diplomatisk løsning på konflikterne i Irak, blev hans beslutning om at opretholde den militære indsats, især i Afghanistan, ofte betragtet som et nødvendigt onde i kampen mod terrorisme. Hans modvilje mod at sende flere tropper blev af mange set som en forsigtighed, men også som en realisme i lyset af de mange fejl, der blev begået i tidligere krige. Denne dobbelthed blev tydelig, da Obama modtog Nobels fredspris, selvom han samtidig bekræftede, at nogle konflikter nødvendigvis krævede militær magt for at beskytte nationens interesser.

For læseren er det væsentligt at forstå, at medierne ikke blot dækker krige og konflikter, men også er en integreret del af, hvordan disse konflikter bliver konstrueret i den offentlige bevidsthed. Denne "krigsprogrammering" er en måde at tilpasse sig den politiske diskurs og den konstant skiftende forståelse af terrorisme og krig. Det er vigtigt at se på medierne som en kraft, der ikke kun reflekterer virkeligheden, men også skaber den, og derfor kan påvirke både politikernes beslutningstagning og den offentlige opfattelse af, hvad der er nødvendigt i kampen mod terror.

Endtext

Hvordan udvikler man effektive Android-applikationer?
Hvordan man arbejder med farveteori og blyantens mærker i tegning
Hvordan Zheng He’s Flåde Revolutionerede Kinesisk Søfart og Verdenshandel