Investering i fællesfonde, eller mutual funds, er ofte præsenteret med en tilsyneladende positiv præstationshistorik. Investeringsselskaber fremhæver gerne høje afkast, men virkeligheden er mere kompleks, og den gennemsnitlige fællesfond klarer sig ofte dårligere end markedet som helhed. En væsentlig årsag til denne forskel i opfattelse er overlevelsesbias, som systematisk skævvrider billederne af fondenes præstationer.

Overlevelsesbias opstår, når dårligt præsterende fonde ikke længere eksisterer – de kan være fusioneret, opløst eller omdannet – og derfor udelades fra præstationsanalyser. Dermed viser statistikker, der kun inkluderer aktive fonde, et alt for optimistisk billede. Eksempelvis blev Janus Worldwide, en fond der havde betydelige aktiver under forvaltning i 1990’erne, sammenlagt med den nyere Janus Global Research i 2013, hvilket fik Janus Worldwide til at forsvinde som selvstændig fond. Janus Global Research har siden vist en langt bedre historik, hvilket i praksis skjuler Janus Worldwide’s tidligere dårlige resultater.

Studier har vist, at når man kun ser på levende fonde, overvurderes de gennemsnitlige afkast typisk med mellem 1% og 2% om året, sammenlignet med data, der inkluderer både levende og ophørte fonde. Endda kan forskellen mellem overlevelses- og nedlagte fonde isoleret set være endnu større, op imod 4%. Denne forskel har konsekvenser for investorer, som risikerer at træffe beslutninger baseret på ufuldstændige eller misvisende informationer.

Reguleringen under Investment Company Act fra 1940 (40-Act) sikrer en vis gennemsigtighed og stiller krav til fondenes informationspligt og tilsyn, men den eliminerer ikke denne form for bias. Dette understreger nødvendigheden af at forstå ikke blot de tal, der præsenteres, men også mekanismerne bag dem. For eksempel adskiller Exchange Traded Notes (ETNs) sig ved at have komplekse gebyrstrukturer og mangel på klarhed omkring omkostninger, hvilket gør det endnu sværere for investorer at få et retvisende billede af afkast og risiko.

At forstå overlevelsesbias kræver også kendskab til fondenes livscyklus og incitamenter. Fondsforvaltere kan have økonomiske grunde til at lukke eller fusionere mindre succesfulde fonde, hvilket resulterer i en portefølje af fonde, der tilsyneladende alle klarer sig godt. Dette kan skabe en illusion af, at det er muligt konsekvent at slå markedet ved blot at vælge de rigtige fonde – en illusion, som data modsiger.

Ud over selve biasen er det vigtigt for læseren at kende til de underliggende årsager til, hvorfor overlevelsesbias opstår, og hvordan det påvirker investeringsbeslutninger. En kritisk tilgang til markedsføring, opmærksomhed på gebyrstrukturer og en forståelse af regulatoriske rammer er nødvendige for at navigere i investeringslandskabet med større indsigt. Desuden bør man være opmærksom på, at tidligere præstationer, især når de fremstår uden kontekst, ikke er en pålidelig indikator for fremtidige resultater, særligt når den underliggende data kan være farvet af selektiv rapportering og fondenes strategiske beslutninger.

Hvad Er Private Equity, Og Hvordan Påvirker Det Offentlige Pensionsfonde?

Private equity (PE) er ikke bare en investeringstype, det er en måde at forstå, hvordan store kapitalbevægelser og økonomiske strategier kan forme både private og offentlige investeringer. En af de mest markante aspekter af private equity er, hvordan det bliver brugt til at forsøge at dække underskud i offentlige pensionsfonde, som for eksempel i tilfælde af South Carolina Retirement Systems. Men de komplekse aftaler og de høje gebyrer, der følger med private equity-investeringer, rejser spørgsmål om, hvorvidt Wall Street's interesser virkelig beskytter pensionsfondens penge, eller om de kun fremmer deres egne profitmål. Dette skaber ikke kun udfordringer for fondens administration, men for alle investorer, der engagerer sig i sådanne aktiver.

I 2007 blev private equity for alvor introduceret som et alternativ til traditionelle aktier og obligationer i South Carolina's offentlige pensionsfond. Dette skifte var en strategi, som fundet håbede kunne udligne et finansielt underskud på 14,4 milliarder dollars. Ved at investere i private equity og andre alternative aktiver håbede man at udnytte højere afkast og samtidig få adgang til mere illikvide aktiver. En af de vigtigste personer i denne forandring var Robert Borden, den første CIO for pensionsfonden, som med sin flair for Wall Street’s luksuslivsstil (symboliseret ved hans gule Lamborghini) ændrede fondens investeringsstrategi.

Men denne transformation kom ikke uden sine problemer. Loftis, South Carolina's statskasserer, var skeptisk overfor de høje gebyrer, der fulgte med private equity-investeringer, og de resultater, der blev opnået, var ikke altid bedre end dem fra offentligt handlede aktier. På trods af de høje gebyrer kunne pensionens afkast for 2012 på 18,6% ikke hamle op med gennemsnittet for andre store offentlige pensionsfonde, der var 21,4%. Denne afvigelse mellem høj risiko og lave afkast indikerede, at private equity måske ikke var den mirakelkur, man havde håbet på.

I Private Equity-verdenen er det heller ikke usædvanligt, at fundmanagerne møder deres klienter under luksuriøse forhold – som private jetfly og dyre middage – hvilket kan føre til en adskillelse mellem de faktiske økonomiske interesser og de personlige mål, som nogle aktører måtte have. Loftis’ frustrationer kulminerede med afsløringen af, at flere af fondens aftaler var uigennemskuelige og de gebyrer, der blev opkrævet, kunne være for høje, hvilket underminerede den grundlæggende idé om at investere i sådanne illikvide aktiver. Denne uigennemsigtighed skabte et behov for en grundigere evaluering af, om disse strategier virkelig beskyttede pensionsfondens penge eller bare fyldte Wall Street’s lommer.

Private equity som begreb stammer langt tilbage i historien, helt tilbage til det 10. århundrede, hvor den første komenda-kontrakt blev brugt til at finansiere handelsrejser. Den gang var der to hovedparter: en passiv investor, der stillede kapitalen til rådighed, og en aktiv investor, der tog risikoen og havde ansvar for den faktiske forvaltning af kapitalen. Denne gamle form for investering, der opstod i Venedig, var grundlaget for det moderne private equity-marked, som i dag fokuserer på investeringer i private virksomheder, der ikke er tilgængelige på de offentlige aktiemarkeder.

I dag er private equity investeringer organiseret som partnerskaber, hvor pensionsfonde og andre store investorer fungerer som "begrænsede partnere" (LP'er), og investeringsselskaber fungerer som "generelle partnere" (GP'er). GP'erne er ansvarlige for forvaltningen af fonden, mens LP'erne bidrager med kapital. En af de mest markante forskelle mellem private og offentlige aktier er, at private equity-investeringer er langt mere illikvide og kræver, at investorer binder deres kapital i mange år, hvilket gør det svært at trække sig ud, medmindre man kan finde en køber i et sekundært marked, som er meget begrænset.

Når man sammenligner private equity med offentlig aktieinvestering, er der flere vigtige forskelle, der bør bemærkes. For det første er private equity langt mere fokuseret på langtidsholdbare investeringer i virksomheder, der ikke er noteret på aktiemarkederne. Det giver mulighed for at udnytte private selskabers potentiale for vækst og forbedringer, som ikke altid er tilgængelige i offentlige virksomheder. Dog, denne illikviditet og de høje omkostninger ved investeringerne betyder, at disse investeringer kun er passende for de investorer, der er villige til at acceptere langvarige kapitalbindinger og de risici, der følger med private markeder.

Der er også en væsentlig forskel i forhold til gebyrstrukturen. I private equity tager managerne ofte en procentdel af den oprindelige kapital samt en performance-fee, der afhænger af, hvor godt de formår at forvalte investeringerne. Dette kan føre til højere gebyrer sammenlignet med investeringer i offentlige aktier, hvor gebyrerne generelt er lavere. Den øgede risiko og de potentielle afkast ved private equity gør dog, at mange pensionsfonde og store investorer betragter det som en nødvendig del af deres portefølje, på trods af de iboende kompleksiteter og høje gebyrer.

Det er dog essentielt at forstå, at private equity ikke er en magisk løsning på finansielle problemer, som visse aktører måske gerne vil have det til. De risici, der er forbundet med private equity-investeringer, er store og de potentielle afkast er ikke altid garanterede. I nogle tilfælde har investorer oplevet lavere afkast end det, man kunne have opnået gennem mere traditionelle investeringer i offentlige aktier og obligationer. Derfor kræver private equity en omhyggelig vurdering af de underliggende risici og en evne til at forstå de komplekse kontrakter og gebyrstrukturer, som følger med disse investeringer.

Hvordan Kanishka og Kushanerriget Påvirkede Religion og Handel i Antikken
Hvordan Man Håndterer Uventede Udfordringer i Et Mekanisk Miljø
Hvordan velfærdsstaten påvirker værdier og sociale strukturer: En kritik af systemet
Hvordan kan præstationer og projekter fremhæves i jobsamtaler?