Hvordan velfærdsstaten påvirker værdier og sociale strukturer: En kritik af systemet

I diskussionen om velfærdsstaten og dens indvirkning på samfundet er der blevet fremført mange argumenter, der kritiserer dens rolle i at fastholde mennesker i afhængighed. En af de mest markante stemmer i denne debat er Charles Murray, hvis værk Losing Ground har spillet en central rolle i at ændre den måde, vi taler om velfærd, fattigdom og race på. Murray argumenterer for, at velfærdsstaten ikke kun ikke løser problemerne med fattigdom, men at den faktisk forværrer dem. Ifølge Murray har velfærdsprogrammer, der blev indført i USA i midten af 1960’erne, haft en ødelæggende effekt, især på afroamerikanske familier i byerne. Hvor tidligere analyser som Moynihan-rapporten pegede på slaveri og diskrimination som hovedårsagerne til nedbrydningen af den sorte families struktur, ser Murray velfærdssystemet som en central aktør i denne udvikling.

Murray hævder, at velfærdsprogrammer har skabt incitamenter for familier til at bryde op og dermed forstærket de negative adfærdsmønstre, der eksisterer blandt de fattigste. Han argumenterer for, at staten ved at støtte mennesker økonomisk uden krav om arbejdet eller andre ansvarlighedsmekanismer, gør dem afhængige af systemet. Ifølge Murray opstår denne afhængighed ofte i de grupper, der allerede er mest marginaliserede i samfundet, og derfor bliver den sociale arv af fattigdom videreført generation efter generation.

Murrays værk, som blev et centralt redskab for højreorienterede kritikere af velfærdsstaten, blev hurtigt accepteret som en akademisk legitimering af de tanker, som mange konservative politikere allerede havde fremført. Murrays fokus var især rettet mod de sorte mænd og deres forhold til velfærdsprogrammer. Gennem omfattende data og analyser prøvede han at vise, at velfærdsprogrammer ikke havde løst problemerne med fattigdom, men tværtimod forstærket dem.

I denne sammenhæng indtager George H. W. Bush en vigtig rolle i debatten, især under sin præsidentkampagne i 1992. Han begyndte at fremme Murrays ideer om velfærdsreformer og talte ofte om, hvordan velfærdssystemet skulle ændres for at fremme personlig ansvarlighed og arbejde frem for at fastholde afhængighed. Ifølge Bush skulle velfærdsprogrammer ikke bare yde støtte, men også sikre, at modtagerne tog ansvar for deres liv. Han talte om velfærd som en "livsstil", som han mente var ødelæggende for de amerikanske værdier og for samfundet som helhed.

Bush argumenterede for, at velfærdsmodtagerne skulle opmuntres til at blive en del af arbejdsmarkedet og holde familier sammen. Ifølge ham var det en "familiekrise" og ikke økonomisk ulighed, der lå til grund for de problemer, som især byområder oplevede. Han advokerede for et velfærdssystem, der skulle opmuntre til ægteskab, arbejde og uddannelse og reducere den afhængighed, som velfærdsstøtten medførte. For eksempel blev det foreslået at anvende programmer som "learnfare", der krævede, at modtagerne holdt sig i skole, samt at man indførte et "family cap", der reducerede støtten, hvis en familie fik flere børn end et bestemt antal.

På trods af, at Bush' retorik ikke altid var så åbenlys i forhold til race, som Murrays argumenter, kunne man stadig se en tendens til, at han indirekte tilskrev visse adfærdsmønstre til bestemte grupper, hvilket gjorde det lettere at forbinde race med fattigdom og kriminalitet. Den måde, velfærdsproblemerne blev diskuteret på, gav et klart billede af, hvilke sociale grupper, der blev betragtet som ansvarlige for de problemer, man forsøgte at løse.

Det er vigtigt at bemærke, at velfærdsreformer som dem, Bush fremmede, sigtede på at ændre adfærd hos de fattigste ved at koble støtte til bestemte værdier. På den måde kunne staten påvirke, hvordan folk levede deres liv, og samtidig opretholde ideen om den individuelle ansvarlighed. Denne tilgang, der bygger på middelklassens normer, har været kontroversiel, fordi den ignorerer de strukturelle problemer, som mange mennesker lever under, og ser fattigdom som et resultat af dårlig adfærd snarere end ulighed.

En vigtig overvejelse i denne debat er, at mens disse ideer måske kan virke intuitive for dem, der har et stabilt økonomisk fundament, glemmer de ofte de mere komplekse årsager til fattigdom. Fattigdom er ikke kun et spørgsmål om personlig valg, men er tæt forbundet med ulighed i adgangen til ressourcer som uddannelse, bolig og sundhedspleje. Det betyder, at en fokusering på at ændre folks adfærd ikke nødvendigvis løser de grundlæggende problemer, som fattige samfund står over for.

Velfærdssystemets reformer har også langt større konsekvenser for de grupper, der er blevet marginaliseret gennem historien, især for minoriteter som afroamerikanere. Når velfærd bliver set som et problem, der kun berører visse befolkningsgrupper, risikerer man at overse de bredere sociale og økonomiske kræfter, der skaber ulighed. Det er derfor essentielt at forstå, at selvom reformer kan være nødvendige for at ændre systemer, der fastholder afhængighed, bør de også tage højde for de underliggende strukturer af ulighed, der skaber fattigdom i første omgang.

Hvordan Clinton tilpassede sig den republikanske retorik i 1990'erne: Strategier og politisk skelnen

I de politiske analyser af 1990'ernes ændringer var et af de dominerende teorier realignment-teorien, der tidligere havde forudset store ændringer hver tredive år som resultat af et "katastrofalt" valg. Selvom man ikke kunne identificere et sådant "katastrofalt" valg i midten af 1990'erne, hævdede forskere som Alan Abramowitz og Kyle Saunders, at en sekulær realignment allerede var i gang. I denne periode blev politisk polarisering mere udtalt, især som følge af Reagan-æraen, og amerikanerne blev mere opmærksomme på de ideologiske forskelle mellem partierne. Den øgede partipolarisering førte til, at flere amerikanere identificerede sig med det republikanske parti.

Denne udvidelse af, hvad det betyder at være "etnisk amerikansk", var et centralt element i Clintons politik. Mens Nixon og Reagan havde fokuseret på italienske og andre europæiske immigranter, og senere inkluderet latinoer, udvidede Clinton definitionen af "etnicitet" til at omfatte flere grupper, hvilket blev synligt i hans taler, hvor han nævnte "mere eller mindre 200 forskellige raciale og etniske grupper". Denne udvidelse reflekterede ikke kun den etniske mangfoldighed, men også en langsom, men stadig mærkbar, forandring i magtforholdene omkring race. Det kunne ses som en progression, hvor de tidligere marginaliserede etniske grupper langsomt nærmede sig de normer, der var forbundet med "hvidhed" i USA.

For eksempel, i en tale ved et asiatisk-amerikansk demokratisk middag i 1996, fremhævede Clinton det asiatiske samfunds succes i USA som et resultat af stærke familieværdier og hårdt arbejde. Dette var et klassisk træk fra den republikanske retorik, som Reagan og Nixon havde brugt til at sende kodede beskeder om velfærdspolitik. Selvom denne udtalelse ikke syntes bemærkelsesværdig ved første øjekast, var den strategisk betydningsfuld, da den reflekterede en central tendens i den republikanske kommunikation: at fremstille nogle etniske grupper som værende mere "amerikanske" på grund af deres arbejdsomhed og familieorienterede værdier.

Denne balance mellem at beholde traditionen og samtidig tilpasse sig den politiske virkelighed blev et centralt tema i Clintons strategi. I forhold til welfare reform, som han indførte i sin anden periode, var det klart, at han havde tilpasset sig de republikanske idealer om at begrænse velfærdsstaten. Clinton var dog i stand til at føre sin reform gennem lovgivningen, noget som hans republikanske forgængere ikke havde haft held med. I denne sammenhæng afslører Clinton-administrationen et interessant fænomen: et skifte i demokratisk politik, der tog form som en reaktion på den republikanske retorik og de ændringer, som Reagan og Nixon havde sat i gang.

Det er vigtigt at bemærke, at det ikke kun var de politiske handlinger, der var centrale for Clintons succes, men i høj grad den måde, hvorpå han kunne tilpasse sig den ideologiske og retoriske dagsorden, som var blevet etableret af hans republikanske modstandere. Den retorik, der var blevet udviklet af Reagan og Nixon, havde været stærkt fokuseret på race og etnicitet, og Clinton formåede at bruge samme strategier til at appellere til et bredere publikum, samtidig med at han opretholdt et billede af sig selv som en pragmatisk og samlende figur i amerikansk politik.