Fundet af et bronzerekvieskab, kendt som Kanishka-reliquariet, markerer et af de mest betydningsfulde arkæologiske vidnesbyrd om Kushanerriget og dets rolle i udviklingen af både religion og handel i det antikke Asien. Låget på kisten viser tre figurer: en Buddha siddende på en lotus, flankeret af Indra og Brahma. Kisten har billeder af siddende Buddha’er flankeret af Indra og Brahma samt en stående figur, der kan repræsentere Kanishka, hvis navn også er indgraveret. Fundet af Kushana-mønter i områder så langt øst som Bengal og Odisha indikerer ikke nødvendigvis, at deres politiske kontrol strakte sig så langt østpå. Ifølge B.N. Mukherjee (1970) blev Kushanernes udvidelse østpå drevet af diamantsminer i Akara (i det østlige Malwa) og den handelsmæssige betydning af det lavere Indus-område. Den kinesiske kilde Hou Hanshu beskriver, hvordan Kushanerne blev velhavende og magtfulde gennem erobringen af Shen-tu (det lavere Indus-område), et område, hvor havne langs Makran-kysten blev vigtige knudepunkter i handelsnetværket over Det Indiske Ocean. Mukherjee påpeger videre, at nedgangen i dette handelsnetværk også kan have spillet en rolle i nedgangen af Kushanerriget.

Kanishka, hvis imperium strakte sig fra Centralasien til Gangesdalen og inkluderede dele af Xinjiang i det nordvestlige Kina, blev anerkendt som en af de største beskyttere af buddhismen. Han er berømt i buddhistiske tekster og legender for at have opbevaret Buddhas relikvier i en stupa i Purushapura, der blev et centrum for et stort kloster. Ifølge Xuanzang blev der afholdt et buddhistisk konklave under hans regeringstid – det er dog usikkert, om det fandt sted i Kashmir, Gandhara eller Jalandhara. Kanishka menes også at have støttet buddhistiske lærde som Ashvaghosha og Vasumitra og sendt missionærer til Kashgar, Yunnan og Kina. Hans møntværk viser et væld af religiøse motiver, der trækker på et bredt spektrum af indiske, græske og mellemøstlige religiøse traditioner. Udover Buddha og Shiva indeholder mønterne billeder af persiske guder som Atash (ildguden) og Mithra (solguden), samt græske guder som Helios (solguden) og Selene (månegudinden).

Kushanerriget opstod som et centralasiatisk kongerige og udvidede sig først til Afghanistan og derefter til det nordvestlige og nordlige Indien. Kinesiske kilder beskriver Kanishkas erobringer af flere byer i Xinjiang. Rigets centrum var Bactria, og Kanishkas tidlige mønter er præget på græsk, mens hans senere mønter bruger bactrisk sprog og græsk skrift. Hou Hanshu angiver, at Kushana-hovedstaden var placeret i Lan-shih i det østlige Bactria. I Indien var de vigtigste politiske centre for Kushanernes magt Purushapura (Peshawar) og Mathura. Udgravninger på mange steder i Nordindien, samt på centralasiatiske steder som Kara tepe og Dalverzin tepe og på Surkh Kotal i Afghanistan, har bidraget til vores viden om denne periode.

Kanishkas efterfølger, Huvishka, synes at have regeret omkring 150 e.Kr. Selvom mange af hans guldmønter er blevet fundet, har den store variation i håndværket af mønterne været fortolket som et tegn på en periode med økonomisk krise. En stor sten i Hunza mellem Karakoram-vejen og Hunza-floden bærer flere Kharoshthi-inskriptioner, der nævner navnene på Kadphises, Kanishka, Huvishka og forskellige kshatrapas og mahakshatrapas. Ifølge Bivar (2009) kan Huvishkas regeringstid have været påvirket af en frygtelig koppeepidemi, der spredte sig mellem Kina og Romerriget, og som reflekteres i de mange billeder af koppegudinden Hariti i Gandharas kunst.

Kushanerrigets nedgang begyndte omkring midten af det 2. århundrede e.Kr. under Vasudeva I, som var nødt til at stå over for den voksende magt fra sasaniderne i Iran, som fratog Kushanerne deres vestlige territorier. Vasudeva I blev efterfulgt af Kanishka II, Vasishka og Kanishka III. Vasudeva II er den sidste kendte Kushana-kejser, og hans regeringstid sluttede sandsynligvis i slutningen af det 3. århundrede. Kushanernes imperium begyndte langsomt at smuldre, og flere mindre riger, som havde været underlagt dem, kom til magten igen. Shaka Kshatrapas blev fremtrædende i Mathura og i det vestlige Indien, og forskellige monarkier og republikker (ganaer) genopstod i Nordindien.

Kushana-mønterne og skulpturerne er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig synkretisme. Vima Kadphises’ mønter indeholder nogle af de tidligste antropomorfe fremstillinger af guden Shiva, hvor hans hoved stadig er græsk inspireret, men kroppen har elementer fra den græske helt Herakles, med en trident og vandkrukke som hans våben, og en løvehud draperet over venstre arm. Denne synkretisme udviklede sig, og over tid mistede Shiva sine græske elementer, hvilket afspejlede Kushana-kongernes forsøg på at integrere forskellige religiøse traditioner i deres rige.

Endelig, selvom Kanishka og hans efterfølgere fremmede en religiøs mangfoldighed i deres politik, afspejler det også et forsøg på at opnå politisk enhed i et vidtstrakt og kulturelt forskelligartet imperium. Kushana-møntværkets religiøse mangfoldighed – med både Buddha, Shiva og græske og persiske guder – kan ses som et udtryk for kongens religiøse tolerance, eller som et politisk redskab til at fremme en følelse af fællesskab og legitimere deres styre over et rige med mange etniske og religiøse grupper.

Endtext

Hvad betyder det tidlige Harappan-fase for civilisationens oprindelse?

Det tidlige Harappan-fase, som dækker perioderne ca. 3300–2600 f.Kr., markerer en væsentlig overgang fra førhistoriske samfund til de komplekse urbaniserede strukturer, som senere ville definere Harappan-civilisationen. Denne fase var kendetegnet ved de første udviklinger i landbrugssamfundet, specialiseret håndværk og begyndelsen på større bosættelser, som på sigt ville udvikle sig til de storslåede byer som Harappa og Mohenjodaro. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke blot er en forløber til den fuldt ud udviklede civilisation, men også en periode med stor kulturel betydning i sig selv.

Oprindelsen til Harappan-civilisationen er et emne, der stadig er under debat blandt arkæologer og historikere. Den almindelige opfattelse har været, at civilisationen ikke blot opstod spontant, men var et resultat af en langvarig kulturel udvikling i regionen. Ifølge John Marshall, en af de tidligste forskere på området, må Harappan-civilisationen have haft en lang forhistorie, som begyndte med de første bosættelser på den indiske subkontinent. Dog er der også teorier, der antyder, at civilisationen kunne være et resultat af diffusion, hvor ideer eller endda befolkninger bevægede sig fra Mesopotamien til Indusdalen. Dette synspunkt blev fremført af forskere som E.J.H. Mackay, D.H. Gordon og S.N. Kramer, som alle mente, at migration fra Sumer kunne have spillet en rolle i opkomsten af Harappan-civilisationen. I modsætning hertil argumenterede Mortimer Wheeler for, at det snarere var ideer og teknologier, der blev spredt fra Mesopotamien, ikke folk.

Men uanset om migration eller diffusion blev betragtet som den primære drivkraft, er det klart, at Harappan-civilisationen ikke var et direkte afkom af den mesopotamiske civilisation. Der er markante forskelle mellem de to kulturer, både hvad angår sprog, teknologi og byplanlægning. Mesopotamierne anvendte eksempelvis en helt anden form for skrift og udviklede et langt mere avanceret bronzealder-samfund. I modsætning til dette havde Harappan-civilisationen ingen omfattende kanalnetværk eller en tilsvarende udnyttelse af bronze, og deres byer var bygget op omkring et stramt reguleret bysystem uden de store paladser eller templer, man finder i Mesopotamien.

For at forstå oprindelsen af Harappan-civilisationen, er det nødvendigt at vende sig mod de tidligste bosættelser i Baluchistan, dateret tilbage til det 7. årtusinde f.Kr. Denne tidlige udvikling indledte en lang proces, som førte til den kulturelle opblomstring i Indusdalen. Den såkaldte pre-Harappan fase, som nu ofte refereres til som den tidlige Harappan-fase, er afgørende for at forstå denne udvikling.

Amalananda Ghosh var den første arkæolog, der påpegede ligheder mellem de pre-Harappanske kulturer og den modne Harappan-kultur. Han undersøgte især Sothi-kulturen fra Rajasthan og hævdede, at der var væsentlige ligheder mellem Sothi-pottetøj og det pottetøj, der blev fundet i Baluchi-områderne samt de tidlige lag på steder som Harappa og Mohenjodaro. Ghosh’s analyse var dog primært baseret på keramiske ligheder og overså de mange forskelle, der også fandtes mellem de to kulturer. Denne ensidige fokusering på keramik gjorde, at han muligvis overvurderede Sothi-kulturens betydning i udviklingen af Harappan-civilisationen.

M. R. Mughal’s omfattende analyse af de arkæologiske fund i Baluchistan og Indus-dalen afklarede mange af de misforståelser, der stammede fra tidligere teorier. Han fremhævede ikke kun ligheder i keramiske fund, men også i stone tools, metalartefakter og arkitektur. De tidlige Harappan-samfund havde allerede etableret store befæstede bosættelser, og de udviste en høj grad af specialisering inden for håndværk som stenarbejde, metalbearbejdning og perlearbejde. Der var også en tidlig brug af hjul og etablering af handelsnetværk, som er karakteristisk for den senere Harappan-civilisation. Dog var det en væsentlig forskel, at de tidlige Harappan-samfund endnu ikke havde de store byer eller den intensive håndværkspecialisering, som senere ville blive et kendetegn ved Harappa og Mohenjodaro.

Flere vigtige steder, hvor den tidlige Harappan-fase er blevet identificeret, kan kaste lys over denne periode. I Balakot på Makran-kysten fandt man tidlige Harappan-keramik, som var hjuldrejet og malet, og som mindede om Nal-pottetøjet. Ud over keramik fandt man også en række artefakter som små stenredskaber, terracotta-figuriner og perler lavet af lapis lazuli og sten. Det er især bemærkelsesværdigt, at der blev fundet rester af bygninger og lag af landbrugsafgrøder, som indikerer et komplekst og organiseret samfund.

Amri, beliggende i Sindh, er et andet vigtigt sted, hvor tidlige Harappan-lag er blevet fundet. På Amri kan man se en gradvis udvikling i keramikens raffinement og variation i Period I, som strækker sig fra ca. 3500 f.Kr. I Period IC af Amri begyndte man at opbygge strukturer med flere rum, der muligvis blev brugt til opbevaring af korn. Denne type arkitektonisk udvikling indikerer en begyndende kompleksitet i samfundsstrukturen.

Det tidlige Harappan-fase har altså ikke kun været en overgangsperiode, men også en tid, hvor de fundamentale træk ved Harappan-civilisationen – byplanlægning, handel, håndværk og landbrug – begyndte at tage form. Denne udvikling, som strakte sig over århundreder, var med til at skabe de institutioner og strukturer, der senere ville definere den moderne verden.

Hvordan man opretter og distribuerer brugerdefinerede Airflow-udbydere
Hvilken betydning har fugle i mytologi og folketro?
Hvordan sætter man bordet, og hvilke elementer er nødvendige til et måltid?
Hvordan opstod Harappan-staten, og hvorfor faldt den?
Hvordan fungerer Bluetooth Low Energy (BLE) kommunikation med Arduino Nano 33 IoT?