Hvordan Sociale Roller og Arbejdsforhold Skaber Usynlige Barriere for Mange Arbejdere

At være i et mellemrum - mellem klasser, mellem etniciteter, mellem sociale forudfattede idéer - er en oplevelse, der ofte skaber en følelse af utilpashed og usynlighed. Det er en konstant kamp for at blive forstået, for at blive set og for at blive anerkendt uden at blive placeret i en forudbestemt kategori. Når man træder ind i en arbejdssituation, er det umiddelbart ikke altid klart, hvordan man skal blive opfattet. Er man en arbejder, en leder, eller et mellemled? Er man en del af systemet, eller er man bare en brik, der kan erstattes? Alle disse spørgsmål opstår hurtigt, og de bliver ofte besvaret med en enkelt visuel vurdering. Når folk møder dig, laver de øjeblikkelige vurderinger. Er du en mand eller en kvinde? Er du intelligent, arbejdende klasse eller middelklasse?

Et anonymt vidnesbyrd fra en ansatte på en universitetskantine beskriver tydeligt den frygt og træthed, der følger med at arbejde under sådanne forhold. Denne person arbejder to jobs for at kunne forsørge sin familie - et arbejde fra 7 til 16 og derefter som taxachauffør om natten. På den måde får han meget lidt tid med sine børn og sin familie. De lever i konstant frygt for at falde bagud økonomisk. Selv om han bliver betalt en timepris, der umiddelbart virker god, bliver det hurtigt opvejet af den usikkerhed, der følger med ubetalt sommerferie og muligheden for ikke at finde arbejde, når sæsonen er slut. Det er ikke bare den økonomiske belastning, der er den største udfordring, men den fysiske og mentale træthed. At arbejde to jobs betyder at miste sig selv, at være ude af stand til at tage vare på sine børn eller opretholde et ordentligt helbred.

Men det er ikke kun det økonomiske aspekt, der er problematisk. Det er også den følelse af at være usynlig, når man arbejder under forhold, der ikke giver nogen form for anerkendelse. Mødet med studerende i kantinen, der bliver nervøse, fordi han ikke er i uniform, er et stærkt eksempel på denne social adskillelse. Når han bærer sin arbejders uniform, bliver han ofte ikke anerkendt som menneske; han bliver set som en funktion, en rolle, der blot skal udføre en opgave og ikke som et individ med en historie. Det er et konstant spil med at forsøge at blive anerkendt som en del af samfundet, samtidig med at man er fanget i et system, der kun ser én del af ens identitet: den arbejdsrelaterede.

Der er også de usynlige barrierer, der opstår i hverdagen. Arbejdere bliver ofte behandlet som objekter. I et job som biblioteksvagt beskriver en anonym medarbejder, hvordan hans primære opgave er at kontrollere folks tasker og personlige ejendele. Han nævner, hvordan nogle kunder ser ham som en del af møblementet i bygningen, noget, der skal være der, men ikke nødvendigvis interageres med. For ham er det en kilde til frustration, men også en forståelse af, at han aldrig vil blive værdsat for den menneskelige side af sin eksistens. Hans arbejde bliver set som en nødvendighed, men ikke som en del af et menneskeligt forhold. Der er en konstant ubalance i, hvordan han bliver opfattet, hvilket forstærkes af hans interaktioner med kunderne, der ofte er irriterede over sikkerhedskontrollerne, men ikke ser ham som en person med følelser.

Når folk arbejder i disse lavere sociale positioner, bliver de ofte ikke kun reduceret til deres arbejde, men også til de fysiske rammer de opererer i. Uniformer, arbejdspladsens fysiske miljø og den måde folk interagerer med dem på, kan være med til at forstærke en følelse af usynlighed. Denne usynlighed fører til en vis social afstand - en manglende respekt for det menneskelige aspekt af arbejdet, som går ud over opgaven, der bliver udført.

Det er nødvendigt at forstå, at arbejdsrelateret usynlighed ikke kun handler om det fysiske arbejde. Det handler også om den manglende anerkendelse af den person, der udfører arbejdet. At blive behandlet med respekt og værdighed på arbejdspladsen er ikke kun et spørgsmål om venlighed, det er en grundlæggende menneskelig rettighed. Den konstante usikkerhed omkring økonomi, helbred og sociale relationer gør det svært for mange at finde den balance, de har brug for til at trives. Dette er ikke bare en udfordring for dem, der arbejder med lavtlønnede jobs, men for alle, der arbejder i usikre forhold, hvor der er en konstant frygt for at miste alt.

Endtext

Hvordan man lever som en usynlig arbejder i et hierarkisk system

I mange arbejdspladser, især i store organisationer som universiteter, findes der en uformel, men alligevel magtfuld struktur, hvor folk bliver tildelt roller baseret på deres jobfunktioner og status. Når man arbejder i en position, der betragtes som underordnet – som for eksempel rengøringsarbejder, server eller teknisk medarbejder – bliver man ofte behandlet som om man ikke er til stede, som om man er usynlig. Dette er ikke kun et resultat af, hvordan man bliver behandlet af andre, men også af det system, der understøtter denne behandling.

Jeg arbejder i en stilling, hvor jeg er til stede, men aldrig rigtig set. Jeg er en del af baggrunden, en funktion, der kan udføres uden opmærksomhed. Min opgave er at holde tingene i orden, at sikre, at alt fungerer, men der er ikke plads til mig i den større diskurs om arbejdet. Jeg er usynlig i den forstand, at jeg eksisterer i organisationen, men min tilstedeværelse betyder ikke noget for de fleste mennesker omkring mig. Jeg bliver reduceret til et møbel, et redskab, et element i systemet.

Jeg arbejder under særdeles dårlige forhold. Som "casual", hvilket betyder, at jeg arbejder under 17 timer om ugen uden nogen form for medarbejdergoder, har jeg ikke meget at falde tilbage på. Når jeg tænker på min økonomi, er jeg taknemmelig for, at min lavindkomst giver mig ret til gratis sundhedspleje i Cambridge. For nogle år siden var min indkomst nok til at dække husleje og mad, og jeg kunne tillade mig små fornøjelser som at gå i biografen eller købe lidt nyt tøj. Men efter at lejekontrolordningen blev ophævet, blev alt meget sværere. Jeg var nødt til at finde en løsning og endte med at bo i offentlig bolig, hvor min husleje er subsidieret af staten, og jeg betaler 30% af min indkomst. Denne ordning har været en slags stabilitet i et liv, der er fyldt med usikkerhed. Mange vælger at tage disse jobs, netop for at finde en form for overlevelse i et system, der ikke tilbyder meget andet.

Jobbet, som det er, er fyldt med opgaver, der ikke synes at have nogen dybere mening for dem, der ser på det udefra. Jeg er blevet mødt med foragt og ligegyldighed. Mange ser på det som et unødvendigt og dumt arbejde, men for mig er det nødvendigt. Jeg kan ikke bare ignorere opgaven, jeg kan ikke lade være med at gøre mit arbejde ordentligt. Hvis jeg beslutter mig for, at jobbet er for dumt til at blive taget seriøst, må jeg gå. Jeg har forpligtet mig til at gøre det godt, og det er den eneste måde, jeg kan finde mental stabilitet på. Hvis jeg giver op, hvis jeg lader det hele falde fra hinanden, så mister jeg mig selv.

Usynligheden kan også manifestere sig i møder med mennesker, der helt undgår at se én. Jeg husker en episode med en blondine, som jeg altid så, men som aldrig så mig. Hun så gennem mig, som om jeg ikke eksisterede. En dag, da jeg rensede kvindernes toilet, bad hun mig forlade, så hun kunne bruge det. Jeg ventede tålmodigt, og da jeg kom tilbage, havde hun ikke engang spulet toilettet. Jeg rengjorde det alligevel. På et senere tidspunkt, da vi mødtes igen, gik hun bare forbi mig, som om jeg var luft. Jeg begyndte at fundere over denne adfærd og havde en bizar idé om at finde hendes filer for at få en form for kontrol over situationen. Jeg lærte alt om hende, hendes forældre, hendes skole. Jeg havde på en eller anden måde følt, at hun ikke bare ignorerede mig, men faktisk så mig som mindre end et menneske.

Senere, da jeg mødte hende på mit andet job, besluttede jeg at gengælde hendes ignorering. Jeg nægtede at tage hendes ordre og begyndte i stedet at fortælle hende alt om hende selv. Jeg vidste, hvad der var i hendes filer, og jeg havde lyst til at vise hende, at jeg ikke var usynlig. Hendes reaktion var skræmmende, og hun fløj hurtigt væk fra mig. Men det var ikke den mest interessante del af oplevelsen. Den mest interessante del var, at hun aldrig, nogensinde bemærkede mig. Hverken der eller året efter, da hun dimitterede. Jeg blev aldrig set.

Der findes en kode i systemet, en uofficiel regel, om hvordan man skal forholde sig til organisationen. Jeg har været vidne til det flere gange, især når det kommer til protester og kritik af systemet. Jeg husker især en periode, hvor Harvard var under beskydning for deres investeringer i Sydafrika, og medarbejdere blev instrueret i at holde sig væk fra demonstranterne og undgå enhver form for kontakt med de studerende, der deltog. Hvis du talte med dem, kunne det få konsekvenser for din arbejdstid eller endda din anseelse i systemet. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om direkte straf, men mere en subtil form for kontrol, der gør det svært at tale imod systemet.

Man bliver loyal, men man er også konstant mindet om sin egen position i hierarkiet. Man respekterer systemet, men systemet har ikke plads til én som individ. Dette giver en følelse af konstant usynlighed, som om man aldrig helt er en del af det, der foregår. Dette er, hvordan jeg overlever. Ved at acceptere, at min rolle er at være tilstede uden at blive set.

Det er vigtigt at forstå, at usynlighed på arbejdspladsen ikke kun handler om at blive overset i det daglige. Det handler om den strukturelle nedvurdering, som mange personer i lavere sociale og professionelle positioner oplever. Denne nedvurdering kan føre til en følelse af værdiløshed, som i mange tilfælde forbliver uerkendt af dem, der ikke er direkte berørt. Hvis vi begynder at forstå, hvordan disse strukturer fungerer og hvordan de påvirker både vores syn på os selv og andres syn på os, kan vi begynde at ændre på disse dynamikker og skabe mere lige arbejdsforhold.

Hvordan Harvard's Økonomiske Politik Skaber Etiske Udfordringer

I en interessant drejning blev Winokur's forladte plads i Harvard Corporation besat af Robert E. Rubin, den tidligere amerikanske finansminister, medformand hos Goldman Sachs, direktør for Ford Motor Company og ikke mindst direktør og formand for Executive Committee hos Citigroup. Det er siden blevet afsløret, at Citigroup indgik mindst én "hemmelig mundtlig aftale" med Enron for at skabe falske regnskabstal, som kunne skjule virksomhedens massive gæld og dermed kunstigt hæve aktiekursen. Rubin—rapporteret af HarvardWatch at have tjent 16 millioner dollars i 2001 fra sine forskellige direktørposter, og besiddende yderligere 29 millioner dollars i aktieoptioner—blev ikke berørt af skandalen. Også J.P. Morgan, som havde været langvarig partner med Enron, er blevet impliceret i regnskabsfalsknerierne, hvilket relaterer sig til Hanna Gray, der sad i Harvard Corporation sammen med Enrons Winokur, mens J.P. Morgan hjalp med at skjule Enrons gæld.

Harvard Corporation inkluderer også personer som James R. Houghton, direktør i MetLife og tidligere direktør hos ExxonMobil, D. Ronald Daniel, tidligere administrerende partner hos McKinsey & Company og direktør i Tricon Global Restaurants (Taco Bell, Pizza Hut og KFC), samt universitetets præsident Lawrence Summers, tidligere cheføkonom i Verdensbanken og også tidligere amerikansk finansminister.

I denne periode af virksomhedsglæde og korruption i slutningen af 1990'erne, var Harvard ikke immune over for de etiske udfordringer, som blev set i erhvervslivet. Uanset om aftalerne var lovlige eller ej, var det faktum, at mens Harvard's endowment tredobledes, blev lønningerne for universitetets lavtlønnede arbejdere skåret ned. I samme periode steg andelen af Harvard’s direkte ansatte rengøringspersonale, der tjente mindre end 10 dollars i timen, fra 20 procent til 82 procent. Samtidig outsourcede universitetet alle mulige positioner til nogle af de lavtlønnede og mest udnyttende kontraktører i Bostonområdet. Harvard begyndte at betale sine nye ansatte 20 procent mindre end de direkte ansatte, de erstattede.

Administratorerne krævede, at alle tilbageværende interne arbejdere accepterede de samme lavere lønninger og arbejdsforhold. De lavtlønnede arbejdstagere blev tvunget til at give Harvard nedslående indrømmelser, ellers risikerede de at få deres jobs outsourcet. Arbejderne blev "testet" på måder, der ydmygede deres arbejde og værdighed—som for eksempel at deres opsamling af små ting som en krone på gulvet blev brugt som grundlag for advarsler og dokumentation til unionssystemet. Ofte blev de nyansatte også nægtet grundlæggende sundhedsydelser, som sygdomsdage, ferie og betalt barselsorlov. I dag er ca. 90 procent af Harvard’s vagter, 55 procent af rengøringspersonalet og 30 procent af spiseservicearbejderne outsourcet.

De fleste af disse arbejdere er, som Barbara Ehrenreich bemærker, "de store filantroper i vores samfund. De forsømmer deres egne børn, så andre børn kan blive passet på; de lever i understandardboliger, så andres hjem kan være skinnende og perfekte; de udholder trængsler, så inflationen kan holdes lav, og aktiekurserne høje." At være en del af de arbejdende fattige er at være en anonym donor, en usynlig velgører, for alle andre.

Derudover var der også en tendens til, at outsourcede arbejdstagere blev frataget visse rettigheder og friheder. Selvom det er umuligt at bevise, blev det ofte bemærket, at arbejdstagere på outsourcede arbejdspladser ofte ikke fik deres lovede pauser eller ferie. På de værste steder forsvandt folk pludselig uden varsel. Når der blev spurgt til årsagen, kom der altid et kryptisk svar som: "De er ikke længere en del af os." Det skabte et klima af frygt og usikkerhed blandt de arbejdstagere, som jeg mødte. Når jeg opsøgte dem og forsøgte at engagere dem i samtaler om deres forhold, blev det ofte mødt med tavshed og undvigende blikke. Der var et gennemgående frygtsomt miljø, især på de ikke-fagforenede arbejdspladser.

Det var under disse udfordrende forhold, at Living Wage Campaign begyndte sin organisering i efteråret 1998. Kampagnen voksede sig større og mere offentlig over de følgende år, og kulminerede i en tre uger lang sit-in i foråret 2001. Inden da havde det været en udfordring at opbygge støtte blandt både studerende og samfundet generelt, især fordi mange økonomiklasser på Harvard blev undervist i at afvise progressive økonomiske ideer. Introduktion til økonomi, en af de mest populære kurser, blev undervist af Martin Feldstein, der havde været Ronald Reagans økonomiske rådgiver og var medlem af bestyrelsen i J.P. Morgan. I stedet for at acceptere markedets logik som det afgørende mål for lønninger, blev det argumenteret, at moral burde være den afgørende faktor for at bestemme, hvad et minimum af arbejdsindkomst burde være. Kampagnens styrke lå i at samle historier fra arbejdstagere, som kunne røre ved de studerende og give et menneskeligt ansigt til økonomiske argumenter.

Der blev arbejdet hårdt på at modbevise myter som, at en leve-løn ville føre til fyringer eller højere universitetsomkostninger. Studerende og organisationer blev mobiliseret, og snart havde hundredvis af grupper fra både Harvard og det bredere Boston-område tilsluttet sig kampen for en leve-løn.

Der er et behov for at forstå, at disse udfordringer ikke blot handler om Harvard, men om et system, der er præget af en tendens til at nedprioritere arbejdstagernes rettigheder i jagten på profit. Mens Harvard hævdede at være et moralsk fyrtårn for samfundet, skete der en systematisk udnyttelse af de lavtlønnede arbejdstagere, som i høj grad blev usynlige for både institutionens ledelse og samfundet generelt.