Hvordan ændrer troen på frelse livet på grænsen?

To år før, på Missouri-grænsen, kunne man stadig mærke den samme nervøse spænding i luften, som havde præget tiden før de store karavaner mod Californien og Oregon. Her, langs de brune prærier tæt på Platte-floden, ventede folk på signalet om, at græsset var begyndt at grønnes, et tegn på, at rejsen kunne fortsætte. Mænd, kvinder og børn, alle samlet i samme kaotiske scenarie af jagt, handel og religiøs overbevisning, befandt sig i den samme stressede ventetid. Uden for butikker og saloons løb børn omkring mules og råbte i et mix af frygt og frihed. På gaderne så man både fattige indianere i smudsige tæpper, og blinde negre der spillede violin, en påmindelse om, hvordan livet på grænsen var præget af både håb og elendighed.

En stor del af samfundet blev også defineret af religiøse strømninger, der tilbød både trøst og krav om moral. Prædikanter som den der talte på en lav platform foran Pfouts’ butik, en mand med en overbevisende stemme, appellerede til sjæle, som var i konstant angst for det evige. Hans ord, fyldt med løfter om frelse og advarsler mod synd, ramte dem, der stod omkring ham. For mange var troen på en Gud, der var nær og hærgende, det eneste, der kunne give en form for orden i et samfund så præget af lovløshed og vilde drømme om at finde guld.

Ann var ikke alene om at føle medlidenhed for ham. I hans øjne lå en form for oprigtighed, en tro, der var både stærk og rensende. Han mente det, han sagde, og hans ord gik dybt. Men samtidig stødte han på et samfund, der kun i små doser kunne tage hans ord ind. For mange var det den barske virkelighed, der dominerede. Der var andre, som kun var interesserede i det, der kunne give dem noget praktisk – som John X. Biedler, der på et tidspunkt afbrød prædikenen og trådte frem med en besked om, at en mand var blevet anklaget for tyveri, og at han nu risikerede sin sidste stund. Biedlers humor og hån mod Medbridge gav et skarpt kontrastbillede til den oprigtige tro, som mange var blevet tiltrukket af.

Det er vigtigt at forstå, at i sådanne samfund, hvor mennesker er bundet sammen af både desperation og håb, kan troen på frelse være en vej til at forstå det meningsløse. Mennesker som Medbridge, der var drevet af troen på en højere kraft, var også nødt til at navigere i en verden, hvor lovløsheden kunne trumfe spiritualitet. Frelse i et sådant samfund er ikke bare et spørgsmål om tro på det guddommelige, men også om at forstå den menneskelige natur og de sociale dynamikker, der hersker i en grænseby.

Hvad betyder det at tage ansvar i et samfund uden love?

Hun sænkede hovedet mod brystet og kiggede ikke længere ham i øjnene. Mens hun ryddede sin nederdel fra det stenede terræn, stødte hendes fingre mod den glatte kolbe af revolveren, som Jesse havde insisteret på, at hun skulle bære. Hun trak hurtigt våbnet fra hylsteret, og da hun satte sig ned, skjulte hun både hånd og revolver i de brede folder af sin dragt. Biedler stod lige foran Crittenden og hans to vagter. "Det er bedst, at du stiger op på din hest, Mis’ Minor," sagde han hårdt. "Det her er ikke en kvindes sag."

"Det er på høje tid, at kvinderne gør det til deres sag," svarede hun skarpt. "Alle I mænd tænker på nu, er at hænge nogen. I er gået amok, blodtørstige, som en flok får, der jagter ulve!" Beehrer og Morse trak sig nervøst til side, men Biedler rørte sig ikke. Hun havde set ham mange gange, men aldrig så tæt på, at hun bemærkede hans røde, blodsprængte øjne.

"Det er bedst, at du går, Mis’ Minor," gentog han. "Vi vil ikke have problemer—"

"Der er en Miners’ Court lige her nu," erklærede hendes modstander. "Jeg overlader det til dem." Han trådte til side og talte til de mænd, der havde samlet sig omkring dem. "I har hørt alt, hvad der er sagt. Hvad mener—"

"Nej!" råbte hun igen. "Der vil ikke blive stemt om det, ligesom der heller ikke vil blive hængt for ting som drukkenhed"—hun hørte dæmpede mumlen bag hende—"eller småtyveri. Denne mand har ikke gjort noget, der fortjener en hængning. Hvis han er en tyv, skal han overdrages til Sheriff Fox og få en fair rettergang." Hun kiggede hen over Biedlers hoved—hun var tre hele tommer højere end den robuste Vigilante—og så James Williams stå ved kanten af folkemængden, hans ryg mod væggen af Pfouts’s butik. Hans lyse øjne, der skinnede som diamanter, kiggede roligt ind i hendes, og igen fik hun den underlige fornemmelse, at det kun var hende, han så. Hun ventede på, at han skulle nikke eller komme frem, men han gjorde ingenting. Hun ventede anspændt på, at Biedler skulle tale, men stilheden blev brudt af den tunge stemme fra den tyske brygger, Charles Beehrer.

"Tyveri er dårligt," sagde han langsomt, "men hængning er også dårligt. Jeg ved det; jeg har set mange mænd dø på snoren, og det er dårligt, selv når de fortjener hængning. Denne mand er en tyv, men han blev fanget i sin tyveri, og ingen har lidt under det. Men vi vil ikke have sådanne mænd her. Jeg siger," han holdt en pause og fortsatte langsommere, "jeg siger, at han skal få et godt pisk, som han aldrig vil glemme, og så skal han have en halv time til at forlade Alder Gulch. Hvis han viser sig her igen, hænger vi ham!"

Der lød hurtigt bifald fra de andre mænd, først spredte, men snart mere højlydte, da Beehrers forslag blev videregivet.

"Det er rimeligt."

"Give ham tyve, godt givet på."

"Fifty!"

"Tyve er nok, hvis det er de rigtige."

Anns blik søgte igen James Williams' øjne. Hun læste godkendelse i dem, godkendelse af hvad hun havde gjort og en ordre—så klar som om han havde råbt ordene—at hun skulle gå, nu hvor hendes arbejde var færdigt. En miner holdt hendes hest i midten af gaden. Han gav hende tøjlerne og låste sine fingre sammen, så hun kunne få et trin op til sadlen. Han og de andre så hende returnere revolveren til sit hylster. Inden for en time ville alle i Alder Gulch vide, at Ann Minor havde været klar til at skyde X. Biedler, hvis det havde været nødvendigt, for at forhindre endnu en hængning.

Da hun drejede hesten om og red opad den stejleste bakke mod hotellet, så hun Crittendens ansigt for sidste gang. Han var bleg, og hans underlæbe var bidt fast mellem tænderne. Biedler havde allerede flået hans skjorte af.

"Miss Car—Mrs. Minor, mener jeg—eller må jeg stadig kalde dig Ann?"

Hun forsøgte senere at huske hendes svar, men kunne kun huske, at hun havde givet ham hånden, og at de stod i fodenden af trappen.

"Jeg troede, at en vision var givet mig," sagde han blidt. "En stemme talte, og jeg løftede blikket og så—dig! Du var fantastisk, Ann. Du reddede livet på den stakkels, elendige tyv."

Han roste mig, tænkte hun, og han kunne selv have reddet Jeff, hvis ikke han havde talt om at sone for sine synder. Kan han ikke se det? Og han mener, at han gjorde det rigtige.

"Jeg ledte efter dig, da jeg kom tilbage fra Manti," fortsatte Medbridge. "Men Californien-toget var allerede gået, og jeg troede, du var taget med det. Det var først flere uger senere, at jeg tilfældigt så en lille notits i Deseret News, som fortalte om dit ægteskab. Og nu finder jeg dig her!"

"Ja," sagde hun. "Vi kom først til Bannack, min mand og jeg, og vi flyttede herover sidste januar."

"Og du er lykkelig, Ann—må jeg spørge dig om det?"

"Jeg tror, jeg er den lykkeligste kvinde i verden," sagde hun enkelt. Og det er jeg. Hvorfor skulle jeg ikke sige det?

"Jeg er glad for din skyld. Jeg..." og ordene syntes at strømme fra hans læber, "jeg er også gift, Ann. Jeg lever mit religiøse liv nu. Jeg giftede mig med Sister Easton, som kom fra England i mit selskab—og jeg tog en anden kone. Hver af dem har født mig et barn."

Hun løsnede tøjlerne fra stallionen og red hurtigt mod Highland, hvor logvægge til deres nye hjem rejste sig, men blev fortalt af arbejderne der, at Jesse havde forladt til Virginia City for mere end en time siden.

Hun red videre—not mod den spredte by, men langs Madison-vejen mod toppen af passet. Der vendte hun nordpå mod en sti, der fulgte den nøgne ryg af Tobacco Roots til Rymer’s Grove, to miles forbi passet, hvor de eneste træer, der var undsluppet minearbejdernes aksjer, stadig stod. Gamle Jed Rymer havde uforvarende reddet disse fyrretræer.

Hvilken vej skal man vælge? Om valg og ansvar i en usikker verden

I mørket, efter en lang og smertefuld dag, kunne Ann Carmeny mærke den uvante ro, der langsomt tog bolig i hendes krop. Det var underligt, hvordan søvnen hurtigt kunne trænge igennem den fysiske smerte af tab, som hun endnu ikke helt havde bearbejdet. Hendes fars død havde efterladt hende som en sky, et tomt rum i en verden, der ikke syntes at stoppe. I stedet for den forventede klynken eller vrede, var hendes sind præget af en underlig klarhed. Klarhed nok til at træffe beslutninger, selv når det gjaldt det vanskelige valg om, hvad hun nu skulle gøre med sit liv og sin families formue.

I det øjeblik, da hun indså hvad hun stod overfor, vidste Ann, at hendes beslutninger ville definere hendes fremtid. Hendes fars død havde ikke kun efterladt hende med en praktisk opgave – at få pengene sikkert til banken – men med en dybere, mere kompleks opgave: at vælge hvilken vej hun skulle gå, hvilken fremtid hun ville forme for sig selv. Skulle hun vende tilbage til de velkendte, men trygge, forhold i Øststaterne, eller skulle hun følge strømmen mod det ukendte og håbefulde Californien?

Denne form for valg kunne ikke tages let. Hver beslutning var en væg af muligheder, hvor hver lille handling kunne skabe en kædereaktion, der ændrede hendes skæbne. Og der var stadig så mange uvisse faktorer. Som Clem sagde: "There’s plenty w’d cut a dozen throats f’r th’ half of it!" Hendes fars penge var ikke bare penge – de var magt, en magt som kunne forandre både hendes liv og dem omkring hende.

Det var et dilemma, der havde været til stede i hendes liv, men hendes fars død havde skubbet det i forgrunden. Som hun gik gennem byen, følte hun på en mærkelig måde, at hun var blevet et mål for mere end bare menneskers blikke. Hendes far var væk, og hun kunne ikke længere stole på ham som beskytter. Men hendes beslutninger skulle være hendes egne, og hun skulle bære konsekvenserne af dem.

Det var ikke kun økonomiske valg, men også livsvalg, der definerede hende som person. Hvad ville hun gøre, når hun stod ansigt til ansigt med den næste store beslutning? Ville hun blive på den sti, som hendes far havde valgt, eller skulle hun skabe en ny vej for sig selv? Det er i disse øjeblikke, hvor vi føler os mest alene, at vi ofte opdager, hvad vi virkelig er i stand til.

Endelig, i skyggerne af tab og frygt, fandt Ann ikke kun sin far af vejen – hun fandt sig selv.

Hvem er Maria Virginia? En Analyse af en Kvindelig Karakter i Det Vilde Vesten

Hendes lange, svejende strudsfjær, der holdt sig til håret via en sølvbroche med en ravfarvet sten, var det første, der fangede blikket. Mørkt hår var stillet op under hatten og fastgjort med et net i nakken. Hendes øjne var også mørke, vidt adskilte under mørke bryn, og hendes læber var fyldige, røde som hollybær. Hendes kinder var også røde, og Ann frøs, da hun indså, at de var malet. En malet kvinde – så tæt på, at hendes udstrakte hånd kunne røre ved sengen.

I en lille pause kastede hun hurtigt et blik på Jesse, men han syntes ikke at være chokeret. Hans læber var i et smil, men der var ikke et spor af smil i hans øjne. "Nå, Molly," sagde han stille, "hvem fik dig til at drikke nok til at komme herop? Det er min bryllupsnat."

Så hurtigt som hun dukkede op, var hun væk igen, men hendes ord hang i luften. Hun havde været på vej til Gold Hill i Nevada, hørt om hans ophold i Salt Lake og besluttet sig for at tage et bussernes lange vej øst, bare for at få bekræftet, hvad hun havde hørt. Hvad så hun? En mand, der påstod at være gift med en emigrant? Hun havde den friske opfattelse af Jesse som en mand, der aldrig havde været bange for at dele sig selv med mange kvinder. Men som det ofte er med folk som Molly, der lever af deres skønhed og charme, var der ikke meget tilbage af den uskyldige oprindelige version af hende, der engang kunne have været. Hun var blevet en del af et system, hvor kvinder som hende var en type, der gjorde alt for at overleve i et land, der hurtigt krævede store ofre.

Jesse var stille i sin respons på Molly’s provokationer. Hans svar var kort og uden betydning, som en person, der har lært at håndtere sin fortid, uanset hvordan den blev præsenteret. "Det tager alle slags mennesker for at skabe et nyt land som dette - hun er én af dem," sagde han om hende med en tone, der forblev nøgtern og nærmest umærkelig. Det var et forsøg på at distancere sig fra den baggrund, der kunne få nogen til at tro, at han var som hende. I virkeligheden, for Jesse, var det blot endnu en del af hans oplevelse i det barske og uforudsigelige landskab, han navigerede i.

Molly, som Jesse kendte, var ikke kun en simpel forfører eller en bedårende kvinde, men et produkt af det samfund og den tid, hun var en del af. Hendes hårdhed, hendes ligegyldighed og hendes evne til at overleve på sine egne vilkår blev ikke blot et spørgsmål om at bruge sin skønhed, men om at navigere i en verden, hvor moral og samfundsforventninger ofte ikke kunne opretholdes i praksis. Jesse kunne se, at hun både var et vidnesbyrd om det nye lands uendelige muligheder og dets dybeste tragedier.

Ann, der stadig lå i sengen og betragtede hele scenen, var både rystet og undrende. Hendes følelser for Jesse var blevet sat på prøve af hans fortid og hans reaktion på Molly, men hun forsøgte at finde noget fred i, hvad hun følte var hendes eget valg om at blive sammen med ham. "Er hun en dårlig kvinde?" spurgte Ann med rysten i stemmen. Jesse svarede, uden forsøg på at undgå emnet. "Ja, du kan kalde hende det, uden at være helt forkert."

Jesse, der var vant til at navigere i denne verden af grænseløshed, havde ikke tid til at retfærdiggøre sig selv over for Ann. Hans handlinger, om de var rigtige eller forkerte, var mere et spørgsmål om nødvendighed end moral. Hans liv og hans valg ville aldrig være klare for alle, og som han sagde til Ann: "Måske forstår du det bedre om ti år."

I sidste ende er Molly ikke bare en person; hun er et symbol på de kvinder, der var tvunget til at tilpasse sig de barske forhold i et land i konstant opbygning

Hvordan Bønder og Lovløse Mødes på Bannack: En Historie om Hemmeligheder, Begivenheder og Rettefærdighed

Saloonen Percy & Hackers, der normalt ville summen af stemmer og rislen af glas, var denne aften tom. Ann havde aldrig set den indvendige del før, og den ensomme bartender, med en rød og opfarende ansigt, advarede hende hurtigt. "Ikke noget alkohol, frue, komitéens ordre," sagde han. Ann havde dog ikke været her for en drink, men for at finde Jesse Minor, som hun ikke havde set hele dagen. Men hans spor var kolde, og som hun hurtigt opdagede, var hele Bannack i dvale - kun en svag skygge af aktivitet kunne ses gennem de mørklagte gader.

Hun forsøgte sig i Flat, byens berygtede kvarter, hvor gaderne var stille som gravene, og selv ikke de velkendte saloons lyste op. Men som hun passerede en lille hytte, så hun et svagt lys bag forhængene, og hendes instinkt drev hende til døren. En kvindelig stemme rasede imod hende, og uden meget held fandt hun ud af, at Jesse ikke opholdt sig i dette område. "Gå til bakken, hvor de hængte Horan. Der kan du finde dem, der har Buck Stinson," lød det fra kvinden bag døren.

Skridt for skridt gik Ann mod bakken, hvor skyggerne af mænd samledes, som hun hurtigt indså var Vigilanterne. Deres mål var uforanderligt: at håndhæve deres egen retfærdighed, som de så det. Stille og mistænksomt betragtede de alle, der kom tættere på. Ann følte, at hun skulle fortsætte, selvom hun ikke vidste, hvad hun ville finde. For langt nede ad bakken, kunne hun se en samling af mænd, der diskuterede noget i lav stemme.

Pludselig stødte hun på en skikkelse: Ned Ray, en stedfortræder, der nu blev slæbt gennem mængden af mænd, hans krop kæmpede mod dem, men hans ord blev blot til en strøm af forbandelser. "Jeg er uskyldig," råbte han. En kvinde, hvis ansigt Ann ikke kunne se, men hvis desperation var tydelig, greb fat i Ned og kæmpede for at få ham frigivet. Hendes forsøg på at redde ham blev mødt med vold, og Ann kunne mærke den knivskarpe spænding i luften. Da manden, der havde holdt hende tilbage, udbrød: "Det er Madam Hall," kunne Ann mærke, at det hele var en krise, der blev udført med lynets hast.

Som hun nærmede sig gallowsområdet, kunne Ann ikke undgå at føle den koldeste følelse af frygt, både for det, der var sket før, og for det, der kunne ske nu. Under gallowsen var scenen sat: mændene havde allerede hængt Horan, og snart ville endnu en få samme skæbne. En ubehagelig ro fyldte luften, mens flammerne fra et bål kastede deres lys på gruppen af mænd, som stod klar til at se retfærdigheden komme til udførelse. En stemme fra en af mændene spurgte: "Er vi klar til at tænde?" Det var en situation, hvor enhver hastig beslutning kunne være den sidste, og Ann havde et valg at træffe.

Mens Ann forsøger at finde sin mand, og samtidig får et glimt af, hvordan retten fungerer under ekstreme forhold, bør læseren overveje de dybereliggende emner, der kører under overfladen af Bannack's lovløse gader. Hvordan kan man skelne mellem retfærdighed og hævn? Hvordan påvirker et samfunds sociale strukturer individets skæbne, når magten ikke længere ligger hos lovens instanser, men hos en privat domstol? Og endelig, hvad gør et menneske, der er villig til at stille sig op mod det samfund, der allerede har dømt og udmålt sin egen version af retfærdighed?