Hvordan kan videnskab og fiktion mødes i opdagelsen af det ukendte?

I denne samling af science fiction-historier, redigeret af Roger Elwood, får læseren et indblik i de visionære udgydelser fra nogle af genrens mest anerkendte forfattere, såsom R. A. Lafferty, Robert Silverberg, Barry Malzberg og Robert Bloch. Desuden præsenteres værker fra nyere talenter som Joan C. Hony, Pamela Sargent og Rachel Payes. Den samlede antologi rummer et væld af litterære tilgange og ideer, som alle udforsker grænserne for videnskab og menneskelig erfaring på tværs af tid og rum.

I en verden, hvor det umulige ser ud til at blive muligt, finder Howard og Clara et spædbarn under et kålbusk. Et spædbarn, der tilsyneladende er blevet "placeret" der for at blive fundet. Selvom det første indtryk kunne være, at nogen har gjort et grusomt prank, udvikler sig fortællingen til en overvejelse over, hvad det betyder at blive forældre, og hvilke etiske dilemmaer der opstår, når vi står ansigt til ansigt med det uforklarlige.

Denne historie berører vigtige temaer som menneskelig skrøbelighed, længsel og det moralske ansvar, vi påtager os, når vi bliver tvunget til at tage beslutninger, der påvirker liv. Historien rummer også en dybere refleksion over forholdet mellem mennesket og naturen. Det er en historie om tilpasning og overlevelse, men også om det mystiske ved vores eksistens. Det er en påmindelse om, at ikke alt kan forklares med logik eller videnskab. Nogle gange kræver det, at vi åbner os for det ukendte, og accepterer at nogle mysterier ikke nødvendigvis skal løses.

Når man læser disse historier, bliver man opmærksom på, hvordan science fiction-genren ikke kun rummer spekulationer om fremtidens teknologi og videnskab, men også om menneskelige værdier og de fundamentale spørgsmål om livet og døden. I et samfund, hvor videnskab og teknologi konstant udvikler sig, giver historier som denne os mulighed for at reflektere over, hvordan vi håndterer nye opdagelser og de etiske valg, de medfører.

Læsningen af disse fortællinger giver ikke kun et glimt af hvad der kunne være, men også en invitation til at tænke på, hvordan vi som samfund vil reagere på det ukendte. Den personlige respons på sådanne opdagelser kan være lige så vigtig som den videnskabelige opdagelse i sig selv. Hvad er konsekvenserne af vores valg, og hvordan påvirker de vores forståelse af menneskets rolle i universet? Dette er spørgsmål, som vi, både som læsere og individer, må tage stilling til, mens vi udforsker de grænser, som science fiction skaber mellem det kendte og det ukendte.

Er det et bedre samfund, når kroppen bliver et handelsobjekt?

I samfundets stræben efter at udligne forskellene mellem liv og død opstår et dystert billede af en verden, hvor vores kroppe er blevet lige så udvekslelige som noget materielt. Organtransplantation er et vidnesbyrd om menneskets videnskabelige fremskridt, men når organer bliver et behov, og de ældre generationer bliver dem, der kan tilbyde disse livsnødvendige dele, opstår en situation, hvor overlevelse og velfærd afhænger af en stadig mere kompliceret form for prioritering.

Hvad sker der, når aldersgrænsen for donationer falder? Forestil dig et samfund, hvor behovet for organer overgår antallet af donorer, og presset på de unge bliver uudholdeligt. Som samfundet er i dag, kan vi allerede se tendenserne til, at de, der tidligere kunne give, selv bliver modtagere, og snart vil et organudbud ikke være nok til at dække efterspørgslen. Det virker som en kortsigtet løsning at sænke aldersgrænsen for donation, men det er kun et midlertidigt svar på et stadig større problem. Hvad gør man, når der simpelthen ikke er nok organer til at sikre alles liv?

I en verden, hvor liv og død er blevet en markedsplads, vil presset på de yngre generationer kun stige. Det hele kulminerer i en virkelighed, hvor vi som individer bliver reduceret til mulige kilder til liv for andre – et billede af samfundets virkelige præmisser, hvor gamle værdier om værdighed og kroppe som hellige nu er blevet skubbet til side til fordel for effektivitet og overlevelse. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi forholder os til vores egen krop, men hvordan vi ser på vores medmennesker, som ikke længere blot er nogen, vi deler samfundet med, men nogen, der potentielt kan tilbyde os liv.

Historien om Peking-manden giver en skræmmende parallel. Når vi ser på gamle menneskelige vaner, som kan virke primitive, bliver spørgsmålet om kannibalisme ikke kun et spørgsmål om at spise den anden, men at absorbere den andens egenskaber, viden og livskraft. Så selv i dag, selvom vi har avanceret i vores forståelse af menneskelivet og kroppen, har vi ikke kunnet helt undslippe de dyriske drifter om at overleve på bekostning af andre. Det er en vis form for kannibalisme, hvor organer bliver et objekt for udveksling, og vi lever i frygt for at blive den næste, der bliver udnyttet i systemet.

Prioritering af organer bliver dermed ikke blot et spørgsmål om behov, men også et spørgsmål om værdighed. I et samfund, hvor en højere klasse af borgere får privilegiet af at modtage organer, fordi de har opnået en status gennem deres livsbedrifter, bliver det klart, at værdien af et menneskes liv er uløseligt knyttet til, hvad de har opnået. Men hvem bestemmer, hvad der er en ’god’ handling, hvad der fortjener fordele? Hvis vi ser på tidligere etiske dilemmaer som dem under Anden Verdenskrig, hvor medicinsk behandling blev givet til dem, der kunne vende tilbage til fronten hurtigt, er vi vidne til den samme type rationel logik, der anvendes til at fordele de knappe ressourcer, som organer er blevet. Hvem er det, der virkelig fortjener at overleve?

Vi står i et krydspunktsmoment, hvor den fremtidige generation af donorer, de unge mennesker, der engang kunne vælge at give, måske ikke længere vil have den frihed, som deres forgængere engang havde. Når kroppen bliver noget, der kan beslaglægges, bliver selve essensen af menneskeliv ændret. Vi har skabt et samfund, hvor det at være i live – at have krop og sjæl – i sidste ende kan handle om, hvad vi kan give. Og når vi giver, hvad der kræves, hvordan kan vi så nogensinde føle os som mere end bare levende beholdere for organer?

Så hvad skal vi forstå? At vi måske er tættere på et samfund, hvor vi ikke længere ejer vores kroppe, men lejes ud til den højeste bydende. Hvor livet ikke længere handler om at finde mening i de åndelige eller kulturelle aspekter af vores eksistens, men om at sikre os selv en plads på listen, hvor vi er sikre på, at vi ikke bliver ofret for andres liv. Vi kan ikke længere holde fast i den tro, at vi kan være til for os selv alene, i det øjeblik vi bliver fanget i et system, der prioriterer os baseret på hvad vi kan give til andre.

Hvad sker der, når Gud, moderen og døden kolliderer?

Hun stirrede på de blodige organer og det blodige sværd. Covey tænkte, at hun måtte vide, at hvis Moder sagde, at han skulle dø, så ville hun også dø. Covey ventede. Han mærkede et let pust bag sig, noget luftigt og åndeløst, men stadig solidt nok til at fortrænge noget af luften. Hadde The Man virkelig turdet at materialisere sig indenfor den hellige lund? Hvis Moder så The Man stå bag ham, ville hun ikke vise nogen form for nåde.

Han vendte sig om. Sollyset blev forstyrret af en fremmed tilstedeværelse. Tåger begyndte at danne sig, og lysstrålerne blev refrakteret og reflekteret. "Gå væk!" sagde Covey. "Er du sindssyg?"

"Vær ikke bange," sagde en tynd stemme. "Jeg er med dig."

"Det er netop det, der gør mig bange," sagde Covey, men han vendte sig mod lingam. På det øjeblik, som om Moder havde ventet på, at han skulle se det, blinkede ideogrammet for døden i hendes øje. Det flimrede ind og ud. "Død! Død! Død!" En hånd lukkede sig fast om hans skulder. The Man sagde: "Dø ikke som en okse eller et lam! Kæmp som en helt! Og hvem ved, måske slipper du væk og samler flere som dig rundt dig! Der er mange, der drømmer om The Man og hans far, der rører på sig i sin grav."

Covey skreg og svingede sit sværd. Penelopes skrig blev afbrudt, ligesom hendes hoved. Covey tog en stor sten og kastede den. Den knuste Moderens øje-øre, så hun ikke ville være i stand til at se ham løbe væk ned ad bakken. Ikke at det betød noget, eftersom de andre øjne ville vide, at han kun kunne være gået én vej, eftersom de ikke havde set ham.

Covey løb ned ad bakken, langs den støvede vej og derefter over marker og enge og gennem skove og over bække og kløfter. Hvert sekund forventede han, at jorden ville ryste og revne omkring ham og måske under ham. Han havde håbet, at Moder ville være i raseri og opdele jorden i miles omkreds. For at dræbe én ville hun dræbe tusinde uskyldige. Det var synd, men så meget værre for dem. Men de kunne erstattes, og de overlevende ville frygte Moderens vrede endnu mere.

The Man, der løb bag ham, sagde: "Vent et øjeblik! Brug din hjerne! Tænk! Du kan ikke gøre meget alene. Men hvis du fik en stor nok bande, og de fik Moder til at ødelægge sine egne øjne-ører over et tilstrækkeligt stort område, så ville hun blive døv, stum og blind. Og så ville du have en chance for at gøre noget imod den hær, hun sendte efter dig. Du kunne endda til sidst strippe hende for alle hendes sanser. Så ville hun være hjælpeløs. Hun ville raseri og forårsage vidtgående ødelæggelse, måske, men efter et stykke tid ville hun glemme det. Og menneskene ville kunne gå ubekymrede over hendes bryst. Mændene ville få deres naturlige plads i samfundet tilbage."

"Jeg skal tænke over det," sagde Covey. "Men hvorfor har hun ikke rystet det her område? Hvad tænker hun på?"

"Du er sindssyg!" sagde The Man. "Jeg kender den gamle Høne som få. Mærk mine ord..."

Hen mod aftenen fandt Covey endnu en bakke, hvorpå der var en hellig lund. Han klatrede op ad den med sin plan og beslutsomhed fastlåst. Han ville dræbe den hellige hore, eller horderne, han fandt under søjlen. Han ville lade Moder se ham gøre det, og så ville han løbe. Denne gang ville hun bryde jorden op i miles omkreds. Men han ville slippe væk, han var overbevist om det.

"Du lider af skyld og vil dø!" sagde The Man.

Hun tog sin maske af, og han så et kranie. Han skreg af rædsel og råbte: "Moder Død!"

Hans momentane inaktivitet havde givet hende chancen for at bruge det våben eller ritualredskab, som hun havde skjult bag sig. Syglen skar gennem hans lemmer med et enkelt hug. Andre skikkelser kom frem fra mørket i træerne bagved. De tog fat i ham og bar ham væk, mens præstinden fjernede kraniemasken. Hun var smuk; hun havde langt honningfarvet hår, læber røde som blod og vilde stirrende øjne.

"Et hjørne af en mark dernede har brug for foder," sagde en af hans bærere. Den anden mumlede.

Covey mærkede en hånd på sin skulder. Han så, som var det røg, den kommende skikkelse: The Man.

"Den gamle Høne er listig," sagde The Man. "Hun har lært, at hun kun skader sig selv, hvis hun river jorden op for at få fat i én person. Så hun sendte en datter efter dig. Eller sendte én til at vente på dig, rettere."

Mørket var næsten fuldstændigt. Han syntes at ride som en passager, en meget lille passager, i sit eget hoved.

"Du vil også dø," sagde han til The Man. "Du blev født af mig. Jeg kunne ikke få børn, så jeg undfangede dig. Du vil dø, når jeg dør."

Panikken i The Mans stemme var kun et spøgelse af panik. Men Covey mærkede den stærkt.

Jeg eksisterer ikke! Jeg er en idé. Idéer fødes ikke i et sind! De svæver rundt og trænger ind i sindet, når der er åbning for dem.

Covey var for lille og svag til at svare. Moder havde langsomt, generation efter generation, men sikkert, udryddet mænd som ham, og han var den sidste af sin slags. Med ham ville The Man dø. Ideen om The Man.

Men begge ville have en funktion. Kornet ville sætte pris på dem. Jorden ville blive rigere i lang tid fremover på grund af dem. Moder vidste bedst.

Hvad sker der, når et barn i en fremmed verden ændrer sig på en måde, vi ikke forstår?

At dyrke jorden på en fremmed planet er aldrig en simpel opgave, og ofte kommer der konsekvenser, som man aldrig havde forudset. En sådan situation opstod for Gardner, som i et øjeblik af frustreret forsvar mod sin ven Hank, som forsøgte at berolige ham, nævnte den enorme uudforskede del af planeten. “Vi har kun lige skubbet til overfladen,” sagde Gardner, “ni tiendedele af denne planet er endnu ikke blevet udforsket.” Hank, som normalt var den tålmodige og rolige type, men stadig var mærket af liv på en planet under en blå sol, forsøgte at forklare, at kortlægningen allerede var gennemført af Landbureauet, men det ændrede ikke på Gardners synspunkt. Selv satellitbilleder kunne ikke fange det ukendte, og det var ikke før han stødte på de første voles — små væsner, som først for fire år siden var blevet opdaget og næsten havde ødelagt hans afgrøder — at han begyndte at stille spørgsmålstegn ved de officielle kort.

Men de virkelige problemer for Gardner og hans familie begyndte først, da han vendte hjem til sin kone Clara og deres lille datter Stella. Clara var i oprør, hendes stemme præget af bekymring og frygt. “Jeg er så glad for, at du er hjemme,” sagde hun med et åndedrag af lettelse. “Det er Stella! Jeg er så bekymret, jeg har ikke sovet hele natten.” Men det var ikke før Gardner kiggede på Stella, at han forstod alvoren i hendes frygt. Da gardinerne blev trukket fra, så han med egne øjne, hvad der havde rystet Clara: Stellas hud var blevet mørkere, næsten grønlig-brown, og hun var ikke vågnet i hele nattens løb.

Gardner forsøgte at forstå, hvad der skete. “Hvordan kunne dette ske?” spurgte han. Clara var ude af sig selv og kunne ikke give et svar. Hun havde troet, at det kunne være lyset, men det var mere end det. Stella havde ikke åbnet sine øjne, og da Gardner forsøgte at løfte hendes øjenlåg, mistede han hendes øjenvipper, som om de blot var skrællet af. Clara blev hysterisk, og det krævede al Gardners opmærksomhed at få hende beroliget. Hans forsøg på at håndtere situationen med fornuft blev hurtigt udfordret, og han måtte finde en praktisk løsning for at få Clara til at roe sig ned.

Senere, da han vendte tilbage til at undersøge Stella, fandt han, at hendes hud var blevet endnu mørkere. Nu var hun ikke længere blot grøn-brun, men en næsten sort nuance, som om hendes hud var blevet forvandlet til noget stenhårdt og ubevægeligt. Gardner kunne ikke forstå, hvad der skete, og det blev hurtigt klart, at Stella var blevet noget andet. Hendes krop var stadig varm, men ubevægelig, og hendes hud var blevet mere som et statue end et levende væsen. “Det er for sent at hjælpe hende, ikke?” spurgte Clara fra døren. “Skulle vi ikke have tilkaldt lægen?” Gardner kunne kun ryste på hovedet og forklare, at ingen læge kunne hjælpe. Dette var ikke noget, en læge kunne finde en løsning på. Det var som om Stella aldrig havde været et almindeligt barn — noget var fundamentalt anderledes, og uanset hvad de gjorde, kunne de ikke ændre på det.

På trods af deres desperation og frygt blev de tilbageholdende med at handle, da de følte sig magtesløse over for det ukendte. Selvom de ikke havde nogen svar på, hvad der skete, og uanset hvor meget de forsøgte at forstå situationen, blev det klart, at denne ændring ikke blot var en sygdom eller en almindelig forandring, men noget, der var forbundet med planetens ukendte natur. Stella var ikke bare blevet syg — hun var blevet noget andet.

Denne oplevelse understreger vigtigheden af at forstå, at når vi træder ud i det ukendte, kan selv de mest kendte faktorer have konsekvenser, vi ikke kan forudse. Teknologi og kortlægning, som vi normalt stoler på, kan ikke forberede os på de overraskelser, som en fremmed planet kan byde på. Og når livet i form af en lille nyfødt pludselig ændrer sig på en måde, vi ikke kan forklare, bliver vi konfronteret med grænserne for vores viden og vores evne til at reagere på det ukendte.

I denne fremmede verden er vi måske nødt til at acceptere, at vi ikke altid kan forstå eller kontrollere alt. Den dybeste frygt opstår, når noget, vi elsker, bliver uigenkendeligt, og vi står uden nogen virkelig løsning. Men det, der er vigtigt, er at forstå, at vi aldrig er alene i vores forvirring, og at det at lære at leve med det ukendte er en del af menneskets rejse i en uendelig universel fortælling, hvor intet er givet på forhånd.