Hvilke tanker og følelser præger et barns verden, når en bror er sendt ud i krig?

Wilma gemte på sin armbånd med navnet Robert Macray, og hun havde det som et tyngende minde fra en verden langt væk, men tættere på hendes hjerte, end hun kunne beskrive. Hun havde aldrig mødt Robert Macray, men den lille plastikstrimmel hængte på hendes tynde arm som en påmindelse om, at verden rundt om hende var større og mere uforudsigelig, end hun kunne forstå. Armbåndet var noget, hendes bedstemor havde fået for hende, en lille gave fra de, der havde sendt den afsted som et symbol på håb og et behov for at finde forbindelse, på trods af afstanden. Hendes bror Roy var langt væk, ude i verden, som soldat i krigen, og hun læste hans breve, igen og igen, som om hun kunne finde den forsvundne varme fra hans ord, som hun havde savnet, måske mere end hun kunne forstå.

Der var noget ved nætterne, som fik Mama til at hviske gennem den låste badeværelsesdør og minde hende om, at hun skulle sove, at Roy ville komme hjem snart. Det var ikke meget, men det var nok til, at Wilma følte sig trøstet i den mørke, tyste verden, hvor hendes tanker om broren og om alt, hvad der var blevet anderledes, voksede. Der var et behov for noget mere, noget, som ikke kunne udtrykkes kun i ord, men kun kunne føles gennem et langt kig på et armbånd eller i en hvisken om et håb, der kunne fylde rummet.

Wilma længtes efter nogen at tale med. Ikke kun de store, vigtige ting, men også de små, trivielle tanker, som hun havde delt med Roy, før han blev sendt ud i verden. Roy havde grinet af hendes uskyldige undringer og havde altid været der for hende, uanset hvad. Det var hans latter, hans skæve smil og den måde, hans øjne havde glimtret på, når han sagde "Som længe som jeg er her, vil du altid være nogen favorit". Det var et løfte, hun ikke ville give slip på, selv når verden omkring hende syntes at ændre sig.

Men verden var ikke så simpel, og selv når hun prøvede at distrahere sig selv med noget så let som et TV-show, kunne hun ikke lade være med at høre hendes mors og Mrs. Doras samtaler i køkkenet. Deres ord var fyldt med bekymring for hendes bror, for Tennessee, der var blevet misbrugt af stoffer, og for de muligheder, han aldrig havde fået. Tennessee, den dreng, der havde kaldt hende "Boo", en kælenavn der stammede fra en tid, hvor hun havde været bange for ordet, før han havde fået hende til at høre det igen og igen, indtil hun ikke var bange mere. Men Tennessee var ikke længere den person, han havde været før. Han var blevet et billede på, hvad krigen og stoffer kunne gøre, og det gjorde Wilma trist. Hans krop var blevet til en maskine, der ikke længere kunne føles, en maskine, der kunne sidde og nikke frem og tilbage, som om han var fastlåst i en verden, der var forbi ham.

I denne verden, hvor ord ikke kunne fjerne det dybe savn, kunne Wilma kun forsøge at holde fast i de små, daglige ting. Det var ikke meget, men det var nok til at få hende igennem. Den daglige kamp for at finde et fodfæste, når det føltes som om alt andet var ude af rækkevidde. Det var et håb, der stadig var muligt, men som ikke kunne tages for givet. Det var en følelse, som kun kunne forstås gennem erfaringen af at vente på nogen, at længes efter nogen, og at tro på, at kærligheden stadig kunne findes, selv når alt andet var forsvundet.

Hvordan kan kærlighed overvinde race- og seksualitetsbarrierer i en kompleks verden?

De mennesker, der har haft en enorm indflydelse på andres liv, har ofte formået at se ærligheden i deres egen identitet over deres frygt. Deres evne til at omfavne sig selv fuldt ud, uden at lade frygt og samfundets normer begrænse dem, er en inspiration, som stadig rører os dybt. Disse forfattere, især afroamerikanske kvinder, har ikke ladet deres kærlighed til ikke-sorte mennesker formindske deres engagement i kampen mod uretfærdigheder over for sorte. Deres kreative mod og vilje til at bryde litterære og sociale grænser hænger tæt sammen med de personlige grænseoverskridelser, de har været nødt til at overvinde.

Min egen oplevelse med kærlighed på tværs af race og seksualitet begyndte i New York i 1991, foran Lesbian and Gay Community Services Center. Det, vi deler, er en intimitet, som mine forfædre næppe kunne drømme om. At elske på tværs af både race og seksualitet uden at skjule det er en radikal handling i sig selv. Selvom vi har oplevet en vis åbning i de seneste generationer, sender samfundet stadig klare signaler om, at sådan kærlighed ikke er acceptabel. Vi bryder to vigtige tabuer på én gang: at elske som lesbiske og at elske på tværs af racemæssige skel.

Jeg husker, da jeg først begyndte at føle noget for min elskede, var jeg forsigtig og holdt mig på afstand. Hun var charmerende, varm og intelligent, men hun var hvid, og jeg var bange for at blive såret og for at miste min plads i det afroamerikanske lesbiske fællesskab, som jeg var en del af. Det var skræmmende at give slip på kontrollen og lade mig elske hende, især fordi historien om racisme og skel mellem vores folk lå tungt mellem os. Jeg oplevede indre konflikter, blev overvældet af følelser og måtte søge hjælp i bøger og hos andre for at navigere gennem mine tanker.

Mine frygt handlede ikke om fysisk vold, men om afvisning fra familie, venner og mit fællesskab. Det var svært at være sårbar offentligt, at stå frem som et par, når omverdenen kun så os som "sort og hvid" uden at kende vores baggrund eller vores kærlighed. Disse følelser var en fortsættelse af den usikkerhed, jeg bar fra barndommen, hvor jeg ofte havde hørt dømmende kommentarer om folk baseret på, hvem de gik sammen med. Især var der en usynlig, men tydelig forskel i, hvordan sorte mænd og sorte kvinder blev vurderet i forhold til hvide partnere – kvinderne syntes ofte mindre accepterede og mere marginaliserede.

Efter mange nætter med kamp indeni og med frygt for at miste forbindelsen gav jeg endelig efter for min kærlighed. Selvom jeg stadig var bange, begyndte jeg langsomt at slippe frygten og afvise de indre stemmer af fordømmelse. Jeg erfarede, at mange af de negative følelser kom indefra – fra det, jeg havde internaliseret som barn – og ikke nødvendigvis fra virkeligheden omkring mig. At kunne lukke ned for disse indre stemmer og acceptere min kærlighed åbnede en ny verden, hvor vi kunne leve mere frit og ærligt.

Det var også en lettelse at opleve støtte fra uventede steder. At kunne præsentere min elskede som "min kæreste" med sikkerhed førte til respekt og accept, især blandt min familie. Over tid blev hun ikke bare en "hvid kvinde" i deres øjne, men en central person i mit liv, og selvom vi stadig må tage svære samtaler, har vi nået en form for fred og gensidig respekt.

Det er vigtigt at forstå, at den indre kamp med frygt og skam ofte er mindst lige så svær som de ydre barrierer. Historien, samfundets normer og internaliserede fordomme skaber en kompleks væv, som mange må finde vej igennem for at leve ægte liv. At elske på tværs af race og seksualitet kræver mod, men også en dyb selvaccept og forståelse for de historiske og sociale kontekster, der præger vores følelser. Samtidig peger erfaringen på, at kærlighed kan være en styrkende kraft, som bryder gamle mønstre og bygger broer mellem individer og fællesskaber.