Hvordan og hvorfor offentlig tv blev til i USA: En ideologisk og politisk rejse

Beslutningen om at reservere frekvenser for ikke-kommercielle radiostationer i 1938 markerede begyndelsen på en lang og kompleks proces, hvor offentligheden blev betragtet som noget primært forbundet med væksten af nye virksomheder, der skulle betjene generelle lyttere. Den snævre definition af offentlighedens interesser kan direkte tilskrives de pro-forretningsmæssige PR-strategier og lobbyarbejde, der blev beskrevet af Oreskes. Først senere, i form af små indrømmelser, fik ikke-kommercielle interesser mulighed for at bruge FM-spektrum, som på det tidspunkt var utilgængeligt på almindelige radiosendere. Denne indrømmelse blev motiveret af markedsfejl. Oprettelsen af offentlig tv blev derimod rettet mod uddannelsesmæssige formål. Dette trådte et skridt længere væk fra markedsfejl og nærmede sig idéen om offentlig service.

Hutchins-kommissionen fra 1947, formelt set Commission on Freedom of the Press, indledte en debat om mediernes rolle i et demokratisk samfund. Kommissionen påpegede, at friheden var i fare, især på grund af den økonomiske struktur i pressen, som i høj grad var en konsekvens af samfundets industrielle organisering og af mangel på ansvar hos pressens ledere. Kommissionen understregede, at offentligheden havde brug for adgang til en sandfærdig og kontekstualiseret opgørelse over dagens begivenheder, der kunne rumme repræsentative samfundsgrupper og reflektere over grundlæggende sociale værdier. Kommissionens konklusion var, at et informeret borgerskab var grundlæggende for en sund demokrati.

Dette synspunkt om, at massemedierne kunne udgøre en trussel mod friheden såvel som et løfte om demokrati, drev en bevægelse mod aktiv indholdsregulering. I 1946 udgav FCC retningslinjer, kendt som "Blue Book", som definerede medieudbydernes offentlige serviceforpligtelser. Disse omfattede blandt andet at begrænse reklameoverskridelser, tage hensyn til lokale emner og tilbyde programmering, der fokuserede på offentlige anliggender. Disse foranstaltninger blev aldrig lovgivning, men de blev længe fastholdt i FCC’s krav ved fornyelse af tv-licenser.

I de følgende årtier har dokumentarfilmskabere haft stor indflydelse på offentlig tv. De argumenterede for, at offentlig tv ikke kun skulle repræsentere kystområdernes stemmer, men hele nationen – herunder de mange mangfoldige perspektiver fra de indre og landlige områder. Dette synspunkt resulterede i oprettelsen af "Independent Television Service" (ITVS) i 1988, som havde som mål at støtte uafhængige filmskabere og sikre, at offentligt tv var en refleksion af hele samfundet.

Den fortsatte rolle, som uafhængige filmskabere og private fonde spiller i offentlig tv, viser, at opretholdelsen af et informeret borgerskab ikke kun er et ideal, men en praktisk nødvendighed for mediedemokrati. Selv om lovgivning og støtte til offentlig tv i dag ikke nødvendigvis bygger på de samme ideologiske rammer som tidligere, har de ideer om offentlig tv som en pluralistisk og demokratisk institution stadig stor betydning.

Endvidere er det nødvendigt at forstå, at offentlig tv, som det er i dag, ikke kun handler om at sikre oplysning for borgerne, men også om at tilbyde et rum for samfundets debat. Det er i høj grad et resultat af den konstante kamp for at opretholde mediemangfoldighed, som er blevet anerkendt som en grundlæggende forudsætning for en sund og fungerende demokrati.

Hvordan kan et nyt offentligt mediesystem skabe en demokratisk og mangfoldig journalistik?

At engagere lokalsamfundet er den bedste måde at skabe en ny form for journalistik på, en journalistik som er ansvarlig, repræsenterer forskellige synspunkter og stemmer, og som er troværdig. Det er nødvendigt, at medlemmerne af samfundet involveres i beslutningsprocessen, at de får mulighed for at organisere deres egne redaktioner og samarbejde om at skabe deres egne medier. Dette rejser nogle vigtige spørgsmål. Hvordan kunne et nyt offentligt mediesystem se ud? Hvilke politikker og politiske tiltag er nødvendige for at etablere et sådant system i USA?

Selvom der generelt er en vis skepsis over for politiske indgreb i det amerikanske mediesystem, har politisk økonomisk forskning længe vist, at de tendenser, som medierne er underlagt, ofte fører til forskellige eksterne effekter. Det er statens rolle at håndtere disse effekter – at minimere de negative og maksimere de positive eksterne effekter til fordel for det demokratiske samfund. Desuden kræver det demokratiske imperativ at opretholde pålidelige nyheds- og informationssystemer, at vi ser på journalisternes krise som et stort socialt problem, der kræver offentlige politiske indgreb.

At demokratisere det amerikanske mediesystem kræver et stærkt offentligt politisk program, som har til formål at afkommercialisere nyhedsmedierne. Dette program har tre hovedkomponenter. For det første skal det regulere eller opløse informationsoligopoler; for det andet skal det skabe offentlige alternativer til kommercielle nyhedsmedier; og for det tredje skal det give mediernes arbejdstagere, forbrugere og samfundet større magt. Selvfølgelig vil afkommercialisering af journalistik ikke løse alle medie-relaterede problemer. Problematiske kulturelle orienteringer og magtstrukturer i redaktionerne og samfundet vil fortsætte, selv efter at man har fjernet journalistikken fra markedet. Alligevel er afkommercialisering et første skridt mod at demokratisere nyhedsmedierne. At fjerne kommercielle værdier (som betoning af sensationelle og konflikt-drevne nyheder) og indføre offentlige værdier (som at prioritere kvalitetsinformation og konfrontere koncentreret magt) kan hjælpe med at skabe en journalistik, der er forpligtet på universel service men også følsom over for forskellige sociale kontekster.

Den afdøde sociolog Erik Olin Wright præsenterede en nyttig ramme, som kan hjælpe os med at forestille os, hvordan et virkelig offentligt mediesystem kunne se ud, og hvordan vi kunne opnå det. Han foreslog fire generelle modeller for at skabe alternativer til kapitalismen, hver baseret på en anden modstandens logik: at knuse, tæmme, undslippe eller erodere. Wright mente, at det bedste perspektiv kunne findes i at erodere og tæmme kapitalistiske relationer ved at reformere det eksisterende system på måder, der markant forbedrer menneskers hverdag (tæmme), samtidig med at alternative modeller gradvist skabes for at erstatte kommercielle strukturer (erodere).

Selvom samfundet bør implementere alle disse strategier samtidigt, bør det være en prioritet at skabe et virkelig offentligt system – som fortsat er det bedste forsvar mod systemisk markedsfejl.

At foreslå massiv offentlig subsidiering af nyhedsmedier i USA møder ofte to umiddelbare indvendinger: en bekymring om omkostningerne og frygten for, at et offentligt subsidieret system uundgåeligt ville blive en talerør for den, der kontrollerer regeringen. Selvom de seneste handlinger fra Trump-administrationen bør give anledning til eftertanke, betyder mediesubsidier ikke nødvendigvis totalitarisme. Demokratiske nationer over hele verden opretholder stærke offentlige mediesystemer sammen med demokratiske friheder, som kan sammenlignes gunstigt med USA. Ikke desto mindre er det en legitim bekymring at forhindre statslig kontrol. En upåvirket garanti for ethvert offentligt mediesystem er, at det skal være beskyttet mod regeringsindblanding. Uanset finansieringskilden bør alle bidrag til en offentlig mediefond være adskilt fra institutionelle eller personlige tilknytninger, således at journalistikken bevarer sin uafhængighed.