Han er næsten hjemme nu – hjemme til Laura og Hyacinth – og i morgen aften vil de alle tre være langt væk herfra. Men i mellemtiden er han stadig så meget i greb af den fatale time for tolv år siden, at han næsten kan høre det frygtelige klokkeslåg og råbene "Brand! Brand!" Gud, hvor virkelige, hvor uden for ham selv virker disse skræmmende lyde! Men det er uudholdeligt. Er hans sanser håbløst hjemsøgt? Denne vej fører til sindssyge. Han må væk – forlade huset – vende tilbage til Amerika. Lydene er insisterende – de bliver højere. Illusionen er fuldendt. Gud, er det virkelig nu? Når han drejer om hjørnet, som bringer den fjerne bygning i syne, stirrer Claud. Ja, det er sandt! Nutiden og fortiden er smeltet sammen. Klokken, råbene er virkelige – umiddelbare! Det er tolv år senere, men Lichen Hall brænder igen og brænder – brænder rasende. Hvordan kan en brand have taget så stærkt fat? Hver moderne enhed til at slukke en brand er blevet installeret. Claud løber op ad bakken og når græsplænen. Denne gang er det den anden fløj, der er brændt, den fløj hvor han, Laura og Hyacinth sover. Øverste etage brænder allerede. En menneskemængde kigger op – blege ansigter røde i det reflekterede lys. Den skrigende kvinde, der kæmper for at slippe væk fra arme, der holder hende tilbage – kan det virkelig være Laura? Fra forskellige stemmer får Claud en forvirret fornemmelse af situationen. Vandforsyningen er frosset – alle rørene er ubrugelige. Telefonlinjerne er brudt, men bilen er sendt for brandbilen. Om et øjeblik skulle de være her. I mellemtiden er barnet – hans barn – oppe på etagen, og den træstige er utilgængelig, den var allerede utilgængelig, før nogen havde opdaget branden. Hans kone var ikke gået op til sengs endnu, og da kun familien sover i den fløj, var der ingen der. Barnet er alene deroppe, fanget i det røde helvede, og den længste stige kan ikke nå til vinduet i hendes værelse. En anden stige? Ja, de binder to sammen med reb, og flere mænd har tilbudt sig at klatre op. Claud råber, at han vil gøre det selv. Gudskelov er stigerne nu forsvarligt bundet sammen! Der er stadig tid, men ingen tid at spilde. Taget vil snart falde ind. Stigen er blevet placeret mod væggen under Hyacinths værelse. Clauds fod er allerede på anden trin, da noget fanger hans blik. Ved et vindue der til højre for det, han klatrer op til, ser han en lille pige dukke op. Vinduerne står åbne. Hendes lange, tynde arme er strakt ud, hendes røde hoved glimter i den flammende lys. "Flyt stigen, hurtigt, hurtigt!" råber Claud panisk. "Hun er ikke i sit værelse. Hun er gået ind i det andet værelse – legeværelset. Der! Der! Kan du ikke se hende? Der, hængende ud af vinduet!" Ingen ser noget, men de følger blindt hans ordre. Der er et hastværk, og ivrige arme udfører hans ordre. Stigen bliver hurtigt flyttet til det andet vindue, som Claud peger på. Den er klar nu. Jubel runger. Claud klatrer op, op, op. Nær toppen hæver han hovedet og ser ind i den smilende ansigt på pigen, der døde i flammerne for tolv år siden. Da Claud stirrer stivnet, forsvinder det smukke, smilende ansigt og bliver uklart. Ingen er der. Med et skrig, som ingen nedenfor nogensinde vil glemme, kaster Claud sig ned ad stigen. "Det andet vindue!," gisper han. "Tilbage til det andet vindue!" Utrolig hurtigt bliver stigen flyttet og placeret igen, men ikke hurtigt nok. Forsinkelsen har været fatal. Lige som brandbilerne brøler op ad indkørslen, falder taget ind. Igen er alle billeder reddet, og en lille krop er blevet hentet.

Jeg var først kommet til at bo i Mosstone i tre uger, før jeg så hende for første gang, men de fleste af mine nye patienter havde talt med mig om Margaret Clewer, den unge ejer af Manor House. Mange rystede venligt på hovederne, fordi hun var så alene i verden. "Kun 22, og uden en eneste nær slægtning!" Men de talte også om hendes skønhed og charme, og det var med behagelig nysgerrighed, at jeg satte mig for at besøge hende på det, som landsbyboerne kaldte det store hus. Da jeg passerede gennem porten, som jeg ofte havde beundret udefra, og trådte ind i en stor, gråmurret gård, omfavnede stedets stille atmosfære mig som en kappe. Selv luften virkede tykkere og mere stille. Det var, som om jeg var trådt ud af den almindelige verden og ind i noget selvforsynende og tilbagetrukket. Duefløjt og plumer af blå røg steg op i den gyldne luft. Jeg sugede skønheden til mig som et langt, vidunderligt drag, og kiggede på det udsøgte hus med dets store sprossevinduer og mærkelige, snoede skorstene, rundt om hvilke svaler fløj. Jeg husker, at det slog mig, at dette hus mere end noget andet, jeg havde set, syntes at have et ansigt, en virkelig ansigtsform, der kunne ændre sig som en smuk kvinde. Men kunne et hus se mere fjernt, mere afstandstagende ud? Tiden havde efterladt så meget på disse patinerede vægge, at huset nu syntes at være trukket tilbage fra enhver videre deltagelse, som om det med blid afvisning skubbede sig bort fra nutiden og fremtiden.

Det var nu tid til at vende sig fra de døde til de levende, så jeg gik mod Clewer-huset. Da jeg nærmede mig den jerndør, var luften tungt sød af magnoliernes duft. Disse, samt wistaria og clematis, klatrede tæt over husets facade, men for mit vedkommende syntes det store hus at bære dem med en slags ligegyldighed, som om det vidste, at intet virkelig kunne forbedre dets egen skønhed.

Hvordan en Mand med Syn opfatter et Samfund uden Syn: En Historie om Overlevelse og Tilpasning

I det land, hvor alle er blinde, bliver den enøjede mand den dominerende figur – eller gør han? Dette gamle ordsprog, som ofte afvises med et hånligt smil, reflekterer et forhold, der er langt mere komplekst end først antaget. Nunez, den enøjede mand, som blev kastet ind i et land uden syn, står over for en verden, hvor hans evne til at se ikke giver ham magt, men kun forvirring og lidelse. Hans første instinkt er at bekæmpe disse mennesker, overmande dem, men hurtigt står han overfor den umulige opgave at finde et praktisk middel til at kæmpe mod dem. Uden våben og uden forståelse af deres verden, bliver han magtesløs. Selvom han kunne true med vold, er der intet i ham, der kan forlade hans værdier nok til at dræbe en uskyldig.

I forsøget på at overleve forsøger han at finde føde i skovens ensformige landskab og forsøger at fange en lama, men uden held. Dyrene flygter fra ham, og hans tilstand forværres hurtigt. Hans forsøg på at finde et andet udvej i denne fremmede og isolerede verden bliver dog hurtigt mødt med en væg af forståelse fra de blinde, som synes at tolerere hans opførsel som en del af hans "idioti". Deres usentimentale syn på ham som et væsen uden syn og forstand står i kontrast til hans egne ønsker om at overleve i denne verden. Selvom han er plaget af sygdom og svaghed, fortsætter han sin indledende søgen efter accept i dette samfund.

For Nunez bliver hans tid i det Blinde Land en lang tilpasning til en verden, hvor hans tidligere opfattelse af syn er meningsløs. Han begynder at indse, at hans syn på verden – ikke bare den fysiske verden, men hele hans forståelse af menneskelige relationer og sin egen identitet – er blevet grundlæggende ændret. De blinde bor i en verden, hvor syn er overflødigt, og deres forståelse af skønhed, krop og værdier er blevet formet af deres fysiske handicap. For dem er verden af mennesker med syn en fjern og næsten uforståelig idé.

Nunez bliver langsomt en del af samfundet, men ikke uden vanskeligheder. I begyndelsen opfattes han som et eksperiment, en enøjede fremmed, hvis evne til at forstå deres liv er set som en underlig og endda lidt tragisk gave. Hans forhold til Medina-sarote, en af Yacobs døtre, markerer et skift i hans egen personlige rejse. I hendes øjne finder han en skønhed, der er anderledes end den fysiske skønhed, som synet normalt afslører. Hendes ansigt og hendes stemme bliver for ham noget mere end blot fysiske træk; de bliver symboler på noget dybere, en forbindelse der transcenderer det, han tidligere forstod.

Medina-sarote er en mærkelig skikkelse i dette samfund, ikke fordi hun er smuk i den traditionelle forstand, men fordi hendes udseende stikker ud fra normerne i et samfund, hvor synet ikke betyder noget. Hendes fysiske udtryk er et symbol på hendes indre væren, og hendes langsomme, men vedvarende, tiltrækning til Nunez afslører, at kærlighed kan transcendere selv de dybeste kulturelle og fysiske barrierer. Denne udvikling af deres forhold bliver et kraftfuldt symbol på, hvordan mennesker kan tilpasse sig og finde mening i selv de mest umulige situationer.

Selvom Nunez stadig er en fremmed for de fleste af de blinde, begynder hans kærlighed til Medina-sarote at få ham til at se forbi sin egen tilstand. Det var en første langsom forståelse af, at synet – hvad enten det er fysisk eller mentalt – ikke nødvendigvis giver magt eller kontrol, men kan være en hindring i et samfund, der bygger på andre sanser og værdier. Nunez’ forsøg på at gifte sig med Medina-sarote skaber et dilemma i samfundet. De gamle, herunder hendes far Yacob, ser på ham som et væsen med alvorlige fejl og mangel på dygtighed. Hans syn er blevet betragtet som en sygdom, et tegn på hans mentale afvigelse, og hans kærlighedsaffære med Medina-sarote bliver betragtet som både farlig og utænkelig.

Det, der er dybt relevant at forstå, er, hvordan Nunez bliver et spejl for samfundet, og hvordan hans søgen efter a