Hvordan kan sekularisme og demokrati sameksistere med islamiske værdier?

I den moderne verden bliver sekularisme og demokrati ofte betragtet som uundgåelige fundamenter for et frit og retfærdigt samfund. Men når det kommer til spørgsmål som abort, opstår der et betydeligt dilemma for de muslimer, der ønsker at følge både deres tro og samtidens liberale værdier. Hvordan kan man forene en islamisk verdensopfattelse, der betragter abort som en moralsk overtrædelse, med et sekulært samfund, der forsvarer en kvindes ret til at vælge? Dette spørgsmål belyser de dybe spændinger, der kan opstå, når religiøse og sekulære normer kolliderer.

I islamisk lovgivning (fiqh) er der en klar opfattelse af, hvornår et menneskeliv begynder. Ifølge konsensus blandt mange islamiske lærde bliver sjælen pustet ind i fosteret efter 120 dage fra undfangelsen. Denne tro er ikke afhængig af moderen religion; uanset om hun er muslim eller ikke, betragtes abort efter denne tid som en uretfærdig handling, et mord. Derfor kan man spørge sig, hvordan nogle muslimer, der accepterer denne ontologiske kendsgerning, samtidig kan støtte en kvindes "ret til at vælge". I denne sammenhæng kan det virke som om de forsvarer en handling, der er direkte imod den islamiske forståelse af livet og sjælen.

Det er vigtigt at forstå, at sekulær politik ofte forudsætter et værdisystem, der er neutrale i forhold til religion. Men sekularismen forsøger ikke at være et "tomt" eller neutralt rum; tværtimod hviler den på et grundlag af ikke-religiøse overbevisninger. Når et sekulært samfund erklærer sig neutralt, betyder det, at de implicit foretrækker ikke-religiøse værdier over religiøse. Dette gør, at sekulær stat ikke kan betragtes som værende helt neutral, som nogle gerne vil tro. Det er snarere en skjult støtte til de sekulære eller ateistiske værdier, som ligger til grund for sekularismen.

Der er også et større spørgsmål om religiøs frihed og dens begrænsninger. I mange sekulære demokratier bliver friheden til at vælge tro betragtet som et grundlæggende menneskerettighedsprincip. Men for muslimer, der mener, at islam er den eneste sande tro, er dette et problem. Hvordan kan man forene en tro, der hævder, at Gud ikke accepterer nogen tro undtagen islam, med et samfund, der siger, at alle trosretninger er lige? For mange er dette ikke blot et politisk eller socialt spørgsmål, men et moralsk og teologisk dilemma. Hvis man virkelig tror, at kun én tro fører til sandheden og frelse, kan man da støtte et system, der tillader hvad som helst? Det er et spørgsmål, som mange moderne muslimer, der ønsker at støtte sekulære ideer, ofte vælger at ignorere.

Når man ser på, hvordan islamiske samfund historisk har håndteret religiøse minoriteter, er det klart, at der er en tendens til at beskytte troens integritet. I et multireligiøst samfund, under islamisk styre, er mord forbudt for alle, uanset religiøs tilhørsforhold. Derfor er det ikke muligt at forsvare abort som en rettighed uden at tilsidesætte de fundamentale islamiske etiske normer. I stedet for at tage en "neutral" eller pragmatisk holdning bør muslimer overveje de etiske og teologiske konsekvenser af deres støtte til sekulære rettigheder, der kommer i konflikt med deres tro.

Mange muslimske ledere vælger at forblive tavse om spørgsmål som abort, selv når det er klart, hvad islams position på emnet er. Deres tavshed kan undertiden skyldes politiske kalkulationer, ønsket om at undgå at blive set som reaktionære, eller frygt for at miste støtte i et samfund, der fremmer liberale værdier. Dette er en farlig tendens, da det kan føre til en manglende forståelse af de etiske og religiøse forpligtelser, som muslimer har. De, der vælger at forblive tavse om abort eller andre lignende spørgsmål, bidrager til en kultur, hvor religionens sande værdier ikke tages alvorligt.

Det er også værd at bemærke, at det moderne begreb om "frihed" ofte er blevet misforstået. Den frihed, som liberal filosofi promoverer, er ikke nødvendigvis den frihed til at vælge mellem etiske eller religiøse systemer, men snarere friheden til at vælge uden at blive hæmmet af forudbestemte tro og normer. Dette skaber en illusion af neutralitet, hvor samfundet er præget af en bestemt værdimæssig tilgang til livet, som ikke nødvendigvis afspejler den religiøse sandhed, mange muslimer holder fast ved.

Derfor er det afgørende at forstå, at muslimer, der bor i sekulære samfund, ikke kun bør være opmærksomme på deres rettigheder i et politisk system, men også på de etiske krav og forpligtelser, der følger med deres tro. Det betyder at handle i overensstemmelse med islamisk moral, selv når dette betyder at stille sig imod den sekulære status quo. Især i spørgsmål som abort og religiøs frihed, bør muslimer tænke dybt over konsekvenserne af deres støtte til sekulære ideer, der kan være uforenelige med deres tro.

Hvorfor videnskabeligt sprog ikke bør være målestok for forståelsen af Allahs ord

Dette er ikke et problem i sig selv, da spekulationer og teorier er en uundgåelig del af videnskabelig udvikling. Men det er et problem, når man begynder at tro, at videnskabeligt sprog og videnskabelige teorier er de eneste metoder til at beskrive og forstå virkeligheden. Videnskaben antager ofte, at det, den kan beskrive, er den sande virkelighed. Den tager udgangspunkt i antagelsen om, at vores nuværende viden om universet er tæt på at være endelig, men dette synspunkt er begrænset, da videnskaben konstant ændrer sig. Den opfattelse, at vi kan stole på videnskabelige beskrivelser som de eneste sandheder, bør derfor ikke være målepunktet for vores forståelse af mere transcendentale emner som religion.

I denne kontekst er der et spændende aspekt ved religiøse tekster som Koranen og Hadith, som ikke nødvendigvis passer ind i det moderne videnskabelige verdensbillede. Mange af de passager, som vi i dag måske anser som metaforiske eller symbolske, kunne være præcise beskrivelser af virkeligheden i en tid, hvor menneskelig viden og forståelse var langt mindre udviklet. Et konkret eksempel på dette findes i Koranens beskrivelse af Dhul-Qarnayn, hvor solens gang bliver beskrevet som noget håndgribeligt og fysiske i en kontekst, som ikke nødvendigvis behøver at blive oversat til moderne videnskabelig terminologi for at kunne forstås.

Der er noget meget smukt og trygt i disse passager, som ikke nødvendigvis kræver fortolkning ud fra den moderne videnskabs linse. For mange troende er disse åbenbaringer et bevis på, at Allahs ord er evige og universelle, og at der er dybde i disse beskrivelser, som måske endnu ikke er helt forstået af mennesket. Man kan derfor vælge at forstå disse vers som rent og ukompliceret, givet af Skaberen, og ikke forsøge at bringe dem på linje med den stadigt skiftende og usikre videnskabelige forståelse.

Dette står i skarp kontrast til de moderne tendens til at relativisere og anvende videnskabelige teorier som målestok for alle aspekter af virkeligheden. Dette gælder især i debatter om moral, etik og livsstil, som ofte bliver analyseret gennem den videnskabelige linse. Den moderne moralpraksis, som vi ser i vestlige samfund, afhænger ofte af sekulære teorier, som betragter moral som noget relativt, der ikke nødvendigvis er baseret på universelle sandheder. Dette står i modsætning til religiøse tilgange, som er grundet i en absolut moral, der ikke ændrer sig afhængigt af de skiftende videnskabelige opfattelser af verden.

Værd at overveje er, at i de sekulære diskussioner om moral og etik, især i debatter om emner som samtykke og incest, er der en underliggende antagelse om, at alt, hvad der ikke skader nogen, bør være moralsk acceptabelt. Dette synspunkt bliver problematisk, da det overser fundamentale etiske principper, som ikke nødvendigvis kan forklares gennem videnskabelig tænkning. Denne tilgang kan hurtigt lede til en etisk relativisme, som underminerer de traditionelle moralske værdier, som har været grundlaget for samfund i århundreder.

Det er vigtigt at forstå, at moral ikke nødvendigvis kan reduceres til, hvad der er videnskabeligt eller praktisk muligt at måle. Der er også en dyb, transcendent dimension i moral og etik, som ikke er afhængig af naturvidenskabens metoder. Det er denne dimension, som religion og åbenbaring bringer til bordet, og som giver dybde og mening til menneskets liv, som videnskab alene ikke kan tilbyde.