Hvordan investeringsselskaber kombinerer bankdrift og private equity-investeringer?

I de seneste årtier er det blevet stadig mere tydeligt, at forskellige aktiver og finansielle produkter kan kombineres på innovative måder for at opnå høje afkast og reducere risici. Én sådan trend er kombinationen af bankdrift og private equity-investeringer, som mange institutionelle investorer og finansielle virksomheder har udnyttet i deres porteføljer. Denne udvikling kan forklares gennem flere økonomiske og finansielle teorier, der fokuserer på porteføljeforvaltning, likviditetsstyring og risikospredning.

En af de væsentlige faktorer, der gør denne kombination attraktiv, er den måde, hvorpå private equity-investeringer kan diversificere risikoen, som en bank ofte står overfor. Private equity (PE) er kendetegnet ved at investere i ikke-børsnoterede selskaber med henblik på at skabe værdi gennem aktivt ejerskab og langsigtet strategisk udvikling. På den anden side fungerer bankdrift ofte på et kortere tidsperspektiv med fokus på likviditet og kreditgivning. Ved at kombinere disse to aktiver kan banker opnå en højere afkastprofil, samtidig med at de minimerer deres eksponering mod markedsvolatilitet.

Investeringen i private equity giver mulighed for at investere i mere illikvide aktiver, som typisk har en højere risiko, men også potentiale for højere afkast. Denne type investeringer er særlig interessant i perioder, hvor markedet for mere traditionelle finansielle aktiver som aktier og obligationer er præget af lav vækst og høj volatilitet. Den langsigtede karakter af private equity-investeringer kan fungere som en buffer mod de kortsigtede udsving i bankdriften og de mere likvide aktiver.

Desuden kan en kombination af bankdrift og private equity skabe en form for "inter-generational wealth building" (intergenerationel formueopbygning), hvor ressourcerne fra de mere stabile bankaktiviteter bruges til at støtte væksten i nye og mere risikofyldte projekter, som på sigt kan blive meget profitable. Dette kan især være relevant i lande med høj økonomisk vækst og et stærkt behov for kapital til vækstprojekter.

For private equity-firmaer betyder et samarbejde med banker, at de kan få adgang til en langt bredere kapitalbase og måske endda yderligere værdi gennem bankernes netværk og operationelle kapabiliteter. Dette kan give private equity-firmaerne en fordel, når de søger at købe op i selskaber eller udvide deres eksisterende porteføljer.

En vigtig forståelse, der er relevant i denne sammenhæng, er begrebet "liquidation risk" (likvidationsrisiko). Private equity-investeringer er generelt langsigtede og mindre likvide, hvilket kan føre til problemer, hvis en pludselig likviditetskrise opstår. For en bank, der arbejder med sådanne investeringer, er det derfor vigtigt at kunne håndtere denne risiko på en forsvarlig måde, for at sikre, at de ikke er overeksponerede, når markedet bliver udfordret. Dette kræver avancerede modeller for risikostyring og et kontinuerligt fokus på likviditetsbehov.

Derudover er det væsentligt at bemærke, at banker, der engagerer sig i private equity-investeringer, også kan stå overfor et etisk dilemma. Der er ofte bekymringer omkring den måde, private equity-firmaer arbejder på, herunder deres tilgang til at optimere afkast gennem omlægning af virksomheder, nedskæringer og i nogle tilfælde konflikter med medarbejdere eller samfundet. Derfor skal banker, der kombinerer disse to investeringsstrategier, nøje overveje, hvordan de engagerer sig i private equity-markederne, for at undgå negative konsekvenser for deres omdømme og offentlige tillid.

Hvad er værdien af genbalancering i investeringsstrategier?

I en to-perioders binomial model er det muligt at sammenligne en køb-og-hold strategi med en genbalanceret strategi, der justerer sin portefølje baseret på aktiekurserne på bestemte tidspunkter. I denne model antages det, at investoren genbalancerer sin portefølje ved at holde 60 % i aktier og 40 % i obligationer efter første periode. I første periode er resultatet af strategierne ens, men forskellene mellem de to strategier bliver tydelige i den anden periode, hvor de endelige formuer viser en forskel i, hvordan aktiekurserne påvirker de to strategier.

Den genbalancerede strategi justerer sig efter aktiekurserne og er designet til at reducere risikoen ved at flytte formuer fra de ekstreme positioner til midten, hvilket skaber en mere stabil kurve for formueudviklingen. I eksemplet med en 60 % aktier og 40 % obligationer portefølje, viser resultatet, at strategien giver en bedre formueudvikling, hvis aktiekurserne ligger tættere på den gennemsnitlige værdi på 1.0, som ses ved en slutkurs på 1.2136 for den genbalancerede strategi sammenlignet med 1.0840 for køb-og-hold.

Selvfølgelig er der situationer, hvor genbalancering ikke nødvendigvis slår køb-og-hold. Hvis aktiekursen stiger dramatisk (f.eks. når den når 4 i øverste node), kan genbalanceringen underperformere køb-og-hold strategien, da gevinsterne fra aktierne bliver afbalanceret af obligationernes ydelse. Tilsvarende, hvis aktiekursen falder drastisk, vil genbalancering heller ikke nødvendigvis kunne kompensere for de store tab.

Rebalanceringsstrategien, som skaber en formuekurve, der er konveks i forhold til aktiekurserne, har en umiddelbar appel til investorer, der ønsker at beskytte sig mod ekstreme markedsforhold ved at flytte risici fra de ekstreme positioner til en mere stabil position, hvor aktiekurserne er tættere på gennemsnittet. Men dette er også et valg, der kan være dyrt, hvis markederne ikke opfører sig som forventet.

Når man sammenligner de forskellige strategier, som involverer køb af call- og put-optioner eller køb af obligationer, viser det sig, at den genbalancerede strategi i virkeligheden kan replikeres af en kombination af kort call, kort put og langsigtet obligationsinvestering. Dette har tilsyneladende en markedsværdi, der er nul, hvilket betyder, at markederne ikke værdsætter rebalanceringen på samme måde som andre investeringsstrategier.

Rebalancering giver en værdi for investorer, der søger at reducere risikoen ved at bevæge sig væk fra de ekstreme aktiekurspositioner og mod en mere gennemsnitlig kurve, men det er ikke nødvendigvis en strategi, som markedet generelt belønner. Det er en strategi, der fungerer bedst i en situation, hvor individuelle investorers valg påvirker porteføljeudviklingen, men det er langt fra en strategi, der er værdifuld i en markedsbalance, hvor alle investorer søger at rebalance samtidig.

Rebalanceringens værdi er derfor ikke universel. Det er en strategi, som kun har relevans i forhold til den enkelte investors risikoprofil. Hvis du for eksempel har en investor med en lav risikotolerance, kan det være en fordel at bruge en genbalanceret strategi, som flytter risikoen mod en stabilere midterposition, især i perioder med store markedssvingninger. Dette hjælper med at minimere udsvingene i porteføljens værdi, men for markedsdeltagere, der ikke har mulighed for at foretage sådanne justeringer, er en passiv buy-and-hold tilgang måske bedre.

Hvordan Grinolds Grundlov Bestemmer Alpha i Aktiv Porteføljeforvaltning

Grinolds grundlov er en af de mest centrale begreber indenfor aktiv porteføljeforvaltning, især når man diskuterer, hvordan man skaber alfa—det vil sige den værdi, der tilføjes af en porteføljeforvalter udover markedsafkastet. Denne lov tilbyder en statistisk ramme for at forstå forholdet mellem information ratio (IR), informationskoefficienten (IC) og bredde (BR) af en strategi, og hvordan disse faktorer arbejder sammen for at maksimere chancerne for at generere alfa.

Grinold og Kahn (1999) præsenterer denne relation som:

$IR \approx IC \times \sqrt{BR}$

Her defineres IR som information ratio, som er et mål for, hvor effektivt en forvalter har været til at generere alfa i forhold til risiko. IC er informationskoefficienten, som reflekterer, hvor god forvalteren er til at forudsige fremtidige afkast—jo højere IC, jo bedre er forudsigelserne. BR står for bredde, som refererer til antallet af bet på forskellige aktiver, som kan foretages. En høj BR betyder, at forvalteren kan foretage mange uafhængige investeringer, hvilket gør det lettere at skabe afkast gennem diversifikation.

Et godt eksempel på dette er strategier som værdi, størrelse og momentum. Disse strategier har høj BR, fordi de involverer handel med et stort antal aktier—ofte hundreder—og kan være profitable, selv med en relativt lav IC. For eksempel kan en forvalter, der handler 400 aktier om året, kun have en IC på 2-5%, men stadig opnå en god IR.

En vigtig nuance ved Grinolds grundlov er dog, at det antages, at IC er konstant uafhængigt af BR. I praksis er dette sjældent tilfældet. Når forvaltede aktiver vokser, kan det være sværere at opretholde den samme høje IC, da den forventede præcision i forudsigelserne falder med størrelsen af porteføljen. Det er også vigtigt at bemærke, at de enkelte investeringer ofte ikke er helt uafhængige af hinanden, hvilket betyder, at de ikke nødvendigvis bidrager til høj BR. For eksempel kan en forvalter, der tager både lange og korte positioner i værdi- og vækstaktier, ikke betragtes som at have foretaget 1000 uafhængige investeringer, men derimod blot én investering på tværs af disse faktorer.

Desuden kræver succesfuld aktiv forvaltning mere end bare at forstå og anvende Grinolds lov. Der er flere faktorer, der spiller ind, når man søger at skabe alfa. For det første er det nødvendigt at have adgang til kvalitetsinformation, der er både præcis og opdateret, og samtidig have den nødvendige kapacitet til at bearbejde denne information effektivt. Derudover skal forvaltere være i stand til at diversificere på tværs af flere aktiver og strategier, for at undgå koncentration af risiko og for at maksimere de uafhængige beslutninger, der ligger til grund for høj BR.

En vigtig betragtning i relation til Grinolds lov er, at den er blevet meget indflydelsesrig i praksis, men har få indtrængninger i akademisk litteratur. Grinolds model mangler økonomisk indhold og beskæftiger sig kun med statistiske forhold, som gør det svært at vurdere, hvilke specifikke risici der skal tages. Selvom det er et kraftfuldt værktøj til porteføljeoptimering, kan det ikke stå alene som en forståelse for, hvordan man finder positive risikokorrigerede muligheder i markedet.

For praktisk anvendelse af Grinolds lov i porteføljeforvaltning er det nødvendigt at tage hensyn til disse begrænsninger og altid overveje risikoen forbundet med investeringerne, ikke kun potentialet for afkast. Det er lige så vigtigt at sikre, at de forudsigelser, man bygger sin portefølje på, er uafhængige og ikke korrelerede, da korrelerede beslutninger ikke øger BR, men tværtimod kan føre til koncentration af risiko.