Hvilken retfærdighed ligger der i hængning?

Der er ingen hvinende skrig, ingen brøl som et dyr, som man kunne forvente af en pøbel. Der var kun stilhed, som hun hørte, da de hængte Joe Slade. Det var en stille proces, men på et skræmmende, næsten upersonligt niveau. For kun få uger siden havde Jesse forsikret hende om, at sådanne hængninger skulle høre fortiden til, og alligevel blev en mand nu straffet med den samme skæbne, som mange før ham havde mødt. Det var svært at koncentrere sig om, hvad der havde fortjent sådan en skæbne. Det var umuligt at abstrahere fra den grusomhed, som døden indebar. Selv hvis det var loven – folks lov, som Wilbur Sanders kaldte det – var det stadig vold og grusomhed. Uanset hvad det blev kaldt, var det en frygtelig afslutning på et menneskes liv.

Hun følte en vis lettelse over, at Jesse var langt væk, ude af byen. Hun vidste, at han aldrig ville være blevet hjemme, hvis han havde vidst, hvad der ventede. Pludselig blev der banket på døren. Mrs. Ennis, Ennis' kone, stod foran hende og rystede. Hendes stemme var febrilsk. "De bringer ham her... Cap Slade. De vil have et værelse til at lægge ham ud på, så hans kone ikke skal finde ham hængende." Ann reagerede hurtigt og gav instrukser, men hun kunne mærke, hvordan atmosfæren i huset ændrede sig. Der var noget skræmmende ved det hele, noget, der ikke passede ind i det respektable liv, de forsøgte at opretholde.

Slade blev bragt ind af flere mænd, og Ann så hans stive, døde krop ligge på en planke. Hans ansigt var blevet en skræmmende farve, som et symbol på, hvad han havde lidt igennem. Det var en voldsom påmindelse om, hvordan mænd her levede og døde – ved sværdet eller pistolen. Men de ønskede alle at dø med værdighed, som enhver menneskelig sjæl ville ønske det. Hendes tanker fløj hen til, hvordan hans støvler var blevet fjernet. Det mindede hende om noget, Jesse havde sagt: at ingen mand, der havde levet som Joe Slade, ville ønske at dø med sine støvler på.

Men denne mand, som i hendes sind stadig var den samme Joe Slade, blev bragt ind til et værelse i hendes hus som en døde genstand. Hans kone, Maria Virginia Slade, kom ind og hendes vrede og sorg blandedes på en måde, der ikke kunne undgå at chokere dem omkring hende. I hendes raseri var der intet rum for forsoning, kun smerte og had. Ann stod som en tavs observatør, mens hendes tanker flød over af forvirring og frustration over den måde, retfærdigheden – eller mangel på samme – blev håndhævet på i dette samfund.

Der er noget dybt ubehageligt ved, hvordan folk dør i dette land. Der er noget endnu værre ved at være vidne til det. I dette tilfælde var Joe Slade ikke blot en mand, der mødte en skæbne, han også havde været advaret mod flere gange. Men i sin sorg, havde hans kone ikke skelnet mellem, hvad der kunne forstås som retfærdighed og hvad der simpelthen var vold.

Hvordan Mormonerne Reagerede på Trusselen fra Californiske Tropper og de Ændringer, der Følgte

I løbet af september, da Jeff Crittenden var i Salt Lake City, kunne han mærke den forandring, som trusselen om de californiske tropper, under ledelse af Pat Connor, havde skabt i samfundet. Fra en tid med åbent velkomst for alle troende, uanset nationalitet eller religion, var der nu en tydelig og øget mistænksomhed mod de såkaldte "Gentiles" – de ikke-mormonske tilrejsende. Mænd og kvinder i Salt Lake City, især de, der havde været der i længere tid, reagerede på rygterne om de californiske tropper med et klart og vedholdende modstand.

Mormonerne, som tidligere havde været villige til at tolerere fremmede, begyndte nu at udvise en åbenlyst fjendtlig holdning. De betragtede sig selv som beskyttere af deres eget folk og deres tro, og som den taler, der holdt en skarpt ordineret tale på mødet, nævnte, havde de ikke brug for fremmede soldater for at beskytte deres land. Mormonerne havde deres egen styrke, Nauvoo Legion, og de havde i mange år bevist deres evne til at beskytte sig selv mod trusler. Talen gik endnu længere og opfordrede samfundet til at afvise disse soldater og beskytte deres unge og kvinder mod de "gentile" indflydelser. Det blev fremhævet, at hvis de uønskede tropper skulle komme, ville de finde en bemærkelsesværdig modstand i Zion, og det var der ikke mange, der tvivlede på.

For mange i samfundet var denne følelsesmæssige tale en genoplivning af de intense dage i 1857, da Brigham Young og hans lederskab åbnede for en aktiv opstand mod føderale styrker. Mange mente, at tiderne var forandret siden da, og at Brigham Young nu stod overfor større udfordringer i form af de mange ikke-mormonske nybyggere og den øgede magt, som de udenforstående havde fået i området. Trods de mange advarsler om krig og splittelse, blev der set en underliggende følelse af håb om, at Zion kunne beskytte sig selv, som det altid havde gjort.

I det daglige liv begyndte de ikke-mormonske indbyggere at mærke denne ændring i forholdet. Der blev dannet en uforståelig kløft mellem Mormonerne og de "Gentiles". De første var nu blevet endnu mere mistænkelige overfor de sidstnævnte. Jeff Crittenden, som selv var en fremmed i denne kultur, bemærkede flere gange, hvordan ordet "Gentile" blev sagt med en blanding af foragt og mistro. Han blev hurtigt mærket som en potentiel spion, en observatør af mormonernes hverdag, og dette satte ham i en farlig position.

I denne tid af uro og optrapning af konflikter fandt Jeff sig selv i en usikker situation. Han havde rejst til Salt Lake City i håb om at finde sin ven, Peter Carmeny, og hans datter Ann. Men han blev hurtigt trukket ind i den komplekse sociale dynamik, hvor penge og alkohol var en væsentlig del af det, der kunne holde ham i live. Et tilfældigt møde med en beruset mand i en gyde gav ham mulighed for at øge sine midler, men det mindede ham også om, hvor hurtigt tingene kunne ændre sig, og hvor let det var at falde udenfor samfundets normer, især når man var "Gentile".

I mødet med andre rejsende og uafhængige personer fra øst, blev det klart for Jeff, at hans søgen efter Carmeny og Ann ikke ville være let. Mange emigranter, som han talte med, var blevet desillusionerede af den utrolige spredning af nybyggere og den mangel på organisation, der gjorde det vanskeligt at finde enkeltpersoner i den store by. Den offentlige infrastruktur var ikke udviklet nok til at give nogen sikkerhed i at finde specifikke personer. Jeff mente dog, at det stadig var i Salt Lake City, at han ville finde sporene af sin ven.

I denne turbulente tid var det ikke kun de direkte trusler, der var farlige, men også den sociale omstilling og de relationer, der blev ændret. For at overleve i Salt Lake City måtte Jeff ikke kun forstå de geografiske og politiske forhold, men også den sociale struktur, hvor et "Gentile" hurtigt kunne blive betragtet som en trussel mod selve fundamentet af den mormonske tilværelse. Konflikten mellem troende og fremmede havde altid eksisteret i baggrunden, men nu var det ikke kun ord, der blev brugt til at udtrykke fjendtlighed – det var blevet en del af hverdagen.

Det er vigtigt at forstå, hvordan sådanne ekstreme forhold, hvor samfund og tro står over for ydre trusler, kan ændre både de sociale og personlige relationer. Mødet med denne splittelse mellem "Gentiles" og Mormonerne viser, hvordan et samfund kan forandre sig, når det føler sig truet. Det er også et klart billede af, hvordan sådanne skel kan føre til mistillid og frygt, hvilket gør det svært at navigere i en sådan samfundsstruktur. Den, der befinder sig udenfor de etablerede grupper, kan hurtigt blive anerkendt som en trussel, selv hvis intentionerne er harmløse.

Hvordan troen på Joseph Smith mødte had i Mormons første år i Amerika

De første missionærer, der kom til Amerika som en del af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, fandt sig hurtigt i en verden, hvor troen på det evige evangelium blev mødt med mistillid, foragt og endda fjendtlighed. Der var en spænding mellem de oprindelige troende og de omgivende samfund, og det, der kunne være en sjælden opdagelse af et nyt og renere budskab, blev hurtigt forvandlet til en kamp for at overleve og beskytte troen. For Thomas Medbridge, der i første omgang var blevet sendt til at prædike evangeliet i England, var denne tid en af store indre konflikter, som han snart måtte konfrontere i det fjernere Amerika.

Medbridge var en mand, der havde viet sig til arbejdet med at sprede evangeliet, men efter at han havde accepteret sin plads i den nyoprettede kirke og havde fulgt dens ledelse, begyndte han at undre sig over den udvikling, han oplevede blandt de nye ledere. I England havde han først set evangeliet som noget, der kunne forandre liv, et renere, mere opløftende budskab. Men i Amerika, hvor han og hans medtroende rejste til Zion i håbet om at finde et nyt hjem, mødte han en kultur, hvor hadet mod de, der ikke troede, hurtigt blev en central del af deres fortælling.

Hans tro på Joseph Smith var stadig urokkelig, men den politik, han stødte på, samt den aggression og vold, der blev udtrykt af kirkelige ledere som Elder Scholl, fik ham til at tvivle på, om dette virkelig var den spirituelle fællesskabs ånd, han havde håbet på. Scholls groteske fremstilling af sin egen lidelse i Missouri, hvor han blev udsat for fysisk vold, havde en stærk følelsesmæssig appel til de nyankomne. Hans hadfyldte ord mod "Gentiles" - de, der ikke var mormonere - var et forsøg på at fastholde den vrede, der drev den mormoniske tilstedeværelse i Amerika. For Medbridge, der ikke kunne forene sin tro med denne form for had, var det et dybt personligt dilemma.

I modsætning til de andre ledere, der forsøgte at fylde deres menigheder med vrede og hævnfølelser, forsøgte Thomas Medbridge at opretholde den spirituelle dimension af sin tro, der handlede om kærlighed, tilgivelse og forsoning. Hans egen spirituelle oplevelse af Joseph Smiths evangelium var ikke en, der kunne retfærdiggøre fjendtlighed og vold, selvom han vidste, at mange af de andre havde lidt stor lidelse. Men han begyndte hurtigt at indse, at hans eget syn på troen ikke nødvendigvis blev delt af de personer, han havde tillid til som ledere i den tidlige kirke.

De missionærer, som havde lidt meget i de tidligere konflikter, levede ofte i en tilstand af bitterhed, og det var vanskeligt for Medbridge at forene deres lidelser med hans egen opfattelse af, hvad der var centralt i troen. Hadet mod de såkaldte "Gentiles" var ikke kun en kamp for overlevelse; det var et syn på verden, der var blevet forvrænget af lidelse og mistillid. Scholl og Dempsey brugte deres personlige erfaringer som en måde at opildne de troende til en næsten manisk forberedelse på en kommende hævn, som aldrig skulle finde sted.

Medbridge måtte snart tage et valg, ikke kun mellem at følge det etablerede lederskab, men mellem at udleve en tro, der krævede kærlighed frem for had. Han kunne ikke længere ignorere, at mange af de folk, han havde mødt i Zion, havde en forvrænget forståelse af det kristne budskab, et budskab, der i sin essens skulle forene og ikke splitte.

Når man ser på de tidlige år i Mormons historie, er det også vigtigt at forstå, hvordan meget af den tidlige kirke blev præget af konflikter, ikke kun med verden udenfor, men også internt i forhold til den menneskelige oplevelse af forfølgelse og tilhørighed. Medbridge, på trods af sin klare tro, blev konfronteret med en religiøs kultur, der var både præget af dyb kærlighed og intense spændinger.

Hvad betyder det at forstå begreber som loyalitet, kærlighed og opofrelse i en tid med vold og konfrontation?

I en verden, hvor beslutninger træffes hurtigt og uden forudgående advarsel, bliver loyalitet en afgørende faktor for overlevelse. Denne loyalitet er ikke blot en moralsk forpligtelse, men ofte et spørgsmål om overlevelse i et samfund, hvor magt og kontrol ofte bestemmes af hvem man er allieret med. Når Sanders udtaler, at "komitéen vil tage sig af Dutch Johns sag på passende tid," afslører det en tilgang til retfærdighed, hvor beslutninger træffes hurtigt, uden meget plads til overvejelser af individuelle følelser. Denne pragmatiske tilgang er en nødvendighed i et samfund, hvor loven ikke altid er til stede, og hævn ofte bliver den første reaktion på uretfærdigheder.

Dette forhold mellem Jesse og Ann viser, hvordan kærlighed i sådanne tider kan blive både en styrke og en svaghed. Mens Ann forsøger at beskytte sin mand ved at lade ham tro, at hun er bange for hans liv, er hendes dybe bekymring for ham et tegn på en kærlighed, der aldrig er blevet sagt højt. Denne stille kærlighed afsløres kun, når de står overfor hinanden, og Jesse endelig forstår, hvad hun virkelig havde frygtet – ikke hans liv, men hans indre kamp med det, han følte var nødvendigt.

I et samfund, hvor vold og hævn er blevet normaliseret, ændrer de menneskelige følelser sig. Hvad der var stærkt før, bliver nu et spørgsmål om overlevelse. I den verden, hvor Ann og Jesse lever, bliver loyaliteten overfor de nære en vigtigere prioritet end ære eller personlig vinding. Det handler ikke længere kun om at følge et fælles mål, men også om at holde fast i det menneskelige bånd, som giver en følelse af formål i en kaotisk og farlig verden.

Hvordan forholder dette sig til dynamikken i samfundet på den tid? Det er klart, at mens individuel opofrelse og personlig loyalitet spiller en enorm rolle, er det også et spørgsmål om at holde sig til sin menneskelighed i en verden, der hurtigt kan miste sin egen. Ann og Jesse lærer, at den virkelige opgave ikke er at opretholde et system af retfærdighed gennem vold, men snarere at finde de stille øjeblikke af forståelse og tilgivelse, hvor den oprindelige loyalitet og kærlighed kan udfolde sig frit.

I sidste ende er det den stille visdom og forståelse, som først opstår, når man lægger stolthed og frygt til side, der gør det muligt for mennesker at navigere gennem de mørkeste tider. Det er i disse stille øjeblikke, hvor mennesker ser hinanden for hvem de virkelig er, at der opstår en form for sandhed, der kan overleve selv de vildeste storme af hævn og vrede.