Richard Nixon udnyttede en strategisk brug af etnicitet og race i sin politiske tale, hvilket resulterede i en mere opdelt nation. Ved at indramme amerikansk identitet som værende i opposition til omfordelingsprogrammer som affirmative action og velfærd, appellerede han til det, der kunne kaldes "middelklassehvide amerikanere", som følte sig forurettede over den forøgede støtte til sorte amerikanere gennem disse politikker. Nixon fremhævede gerne, at han ønskede "muligheder for alle, uanset baggrund", et statement der tilsyneladende var præget af en egalitær tilgang. Dog blev disse udtalelser hurtigt kontekstualiseret og anvendt som et værktøj til at appellere til de hvide vælgeres modstand mod et system, de opfattede som givende fordele til sorte mennesker på bekostning af deres egen gruppe. Denne form for retorik skjulte den grundlæggende modstand mod race-specifikke politikker bag et skalkeskjul af "lige muligheder", hvilket definerede amerikanernes identitet i et racemæssigt hierarkisk perspektiv.

I takt med, at Reagan overtog som leder af det republikanske parti, videreførte han og udvidede de racemæssige kodede tilgange, som Nixon havde implementeret. Reagan adresserede ikke blot velfærd og kriminalitet, men udvidede disse emner til også at omfatte arbejdsløshed og byudvikling, og han forbandt disse emner til de konservative værdier som arbejdetik, individuel ansvarlighed og moral. Reagan afviste direkte anklager om racialisering af sin retorik ved at henvende sig til sorte vælgere og forsikre dem om, at han var en ven af deres interesser. Denne retorik var dog ikke uden sine implikationer for, hvordan han indrammede amerikanernes identitet: Han fremstillede en virkelighed, hvor "arbejdsetik" og "moral" blev sat i direkte forbindelse med den måde, hvide amerikanere opfattede deres egen position i samfundet, som værende truet af et voksende velfærdssystem.

Desuden begyndte Reagan at opbygge en ny politisk alliance, der strakte sig ud over de hvide vælgere, til at omfatte latinoer og asiatiske amerikanere. Dette var et skifte i forhold til tidligere republikanske strategier, der primært havde fokuseret på at appellere til et homogent, hvidt, middelklassepublikum. Selvom nogle kritikere mener, at republikanernes appel til latinoer var præget af opportunisme, spillede det en vigtig rolle i GOP's succes under Reagan, især med de ændrede immigrationsmønstre i 1980'erne. Regan omformulerede således sin politiske retorik til at inkludere de tidligere marginaliserede grupper, dog stadig gennem en struktur, der understøttede hans syn på, at den amerikanske identitet skulle baseres på et solidt fundament af konservative, individuelle værdier.

George H.W. Bush, der fulgte i Reagan’s fodspor, anvendte en meget mere afdæmpet raceretorik i sin valgkamp i 1988. I modsætning til Reagan og Nixon, anvendte Bush sjældent direkte referencer til race. Ikke desto mindre bibeholdt han en diskret brug af racekodede koncepter, især i forbindelse med velfærd og kriminalitet, som han relaterede til de voldelige optøjer i Los Angeles. Dette var en videreførelse af den racemæssige retorik, som Nixon og Reagan havde startet, men Bush gjorde det på en mere subtil måde, der afspejlede en ændring i den politiske dagsorden, som havde til formål at bevare det republikanske partis appel til både moderate og konservative vælgere.

Selvom Bush i højere grad undlod at bruge eksplosive, direkte racemæssige udtalelser, som hans forgængere havde gjort, er det vigtigt at forstå, at hans kampagne stadig byggede på de fundamentale ideer, som Nixon og Reagan havde lagt grundstenen til. En vigtig forskel mellem Reagan og Nixon på den ene side og Bush på den anden var imidlertid den måde, de politiske visioner blev omsat i konkrete politikker. Mens Nixon og Reagan i høj grad anvendte racemæssige appeller til at legitimere og styrke et neoliberalistisk program, forsøgte Bush at navigere i et politisk landskab, hvor racemæssige problemstillinger ikke kunne ignoreres, men heller ikke kunne udnyttes på samme måde som i tidligere valgsituationer.

En vigtig forståelse for læseren er, hvordan disse forskellige præsidenter konstruerede og omformulerede ideer om, hvad det betød at være amerikaner, og hvordan disse ideer er blevet brugt som en politisk strategi for at appellere til både hvide vælgere og andre, nye etniske grupper. Denne udvikling i amerikansk politisk retorik illustrerer, hvordan race og etnicitet ikke blot er spørgsmål om identitet, men også strategiske redskaber, der kan bruges til at opnå politisk magt. Det er således ikke kun retorikken, men også de underliggende politiske beslutninger og policies, der former den racemæssige dynamik i det amerikanske samfund.

Hvordan Reagan's økonomiske plan påvirkede sorte samfund og byområder

Reagan's økonomiske plan fra 1980’erne er blevet betragtet som en central del af hans politiske arv, især når det drejer sig om hans syn på velfærd, økonomisk vækst og race. En del af denne plan var hans forslag om "enterprise zones" og "youth opportunity wage", som begge havde stor indflydelse på de sorte samfund og de byområder, der i mange tilfælde var økonomisk og socialt pressede. Disse initiativer, selvom de blev præsenteret som løsninger på økonomisk stagnation og arbejdsløshed, indeholdt undertoner, der afspejlede dybt forankrede racemæssige skel og ideologier.

Reagan foreslog oprettelsen af såkaldte "enterprise zones", områder i byerne, hvor virksomheder kunne nyde skattelettelser og incitamenter for at fremme vækst og udvikling. Selv om dette kunne virke som en økonomisk løsning for økonomisk nedslidte områder, var sproget, Reagan brugte, både subtilt og skarpt. Han beskrev disse områder som "økonomisk deprimerede samfund", "områder af desperation" og "oprindeligt bortglemte steder". Dette sproglige valg skabte en distinktion mellem det, han betragtede som "den rigtige" Amerika, og de byområder, der var fyldt med fattigdom og velfærdsmodtagere. Ved at bruge udtryk som "decaying areas" og "left out of America's mainstream" blev de byområder, der primært var beboet af afroamerikanere, fremstillet som noget adskilt fra resten af nationen.

Reagan’s forslag om enterprise zones blev ofte præsenteret i forbindelse med velfærdspolitik og det, han kaldte "family breakdown", som han anså som tæt knyttet til de problemer, som disse områder stod overfor. Hans retorik drejede sig om at reducere velfærdsudgifter og i stedet fremme en form for økonomisk vækst, der kunne komme gennem skattelettelser og minimalisering af regeringens rolle. Dette fokus på lavere skat og en nedskæring i de offentlige hjælpesystemer var ikke bare et økonomisk forslag, men også en måde at disciplinere de sorte samfund på, hvilket mindede om tidligere politiske diskussioner om velfærdsafhængighed, som blev populært debatteret i sammenhæng med den kontroversielle Moynihan-rapport.

I 1984, under sin genvalgskampagne, brugte Reagan enterprise zones som et politisk værktøj til at kritisere Demokraterne, som han anklagede for at opretholde velfærdsafhængighed og dermed fastholde sorte amerikanere i en form for "slaveri". Reagan brugte sprog som "welfare bondage", som sammenlignede afhængighed af velfærd med slaveri, og han opfordrede til økonomisk selvstændighed for de sorte samfund. Denne retorik om økonomisk uafhængighed og nedskæring i velfærd blev ofte fremført i samme åndedrag som kritikken af Demokraterne, der blev beskyldt for at blokere for reformer, der kunne hjælpe de sorte og fattige byområder.

En anden central del af Reagan's økonomiske plan var "youth opportunity wage", et initiativ der havde til formål at skabe økonomiske incitamenter for arbejdsgivere til at ansætte unge, især i de afroamerikanske samfund, ved at sænke minimumslønnen for unge mennesker. Reagan hævdede, at arbejdsmarkedet for sorte teenagere var svært at komme ind på, da de ikke kunne konkurrere med de samme lønninger som deres hvide modparter, og at dette var en af årsagerne til den høje arbejdsløshed blandt unge sorte mennesker. Dette forslag, som eksplicit brugte racemæssigt ladet sprog, blev fremstillet som en måde at bekæmpe arbejdsløshed blandt de unge, men havde en underliggende betydning, som betragtede sort arbejdskraft som mindre værdifuld end hvid arbejdskraft.

De to forslag, enterprise zones og youth opportunity wage, blev ofte præsenteret sammen som en samlet løsning på problemerne i de såkaldte "inner city"-områder. Reagan præsenterede dem som værktøjer til at hjælpe "den sorte ungdom", men også som en måde at præge deres værd på arbejdsmarkedet. Hans retorik om skatteincitamenter og lavere minimumslønserklæringer reflekterede en overbevisning om, at sorte samfund kunne trækkes op af fattigdom gennem økonomisk vækst, men kun hvis de accepterede en position som økonomisk underlagt det mere dominerende, hvide samfund.

Værd at forstå i denne sammenhæng er, at Reagans retorik og politik ikke blot handlede om økonomisk udvikling, men også om at fastholde eksisterende sociale hierarkier. Selvom han kritiserede velfærdssystemet og fremmede ideer om markedsdrevne løsninger, var hans forslag med til at forstærke et billede af sorte samfund som afhængige og uden evne til at opnå økonomisk uafhængighed uden den hvide støtte. Der var en underliggende race-politik, hvor økonomisk vækst blev set som en proces, der kunne hjælpe de sorte samfund, men kun hvis de indordnede sig under det etablerede, hvide økonomiske system.

Reagans økonomiske plan var et klart udtryk for den politiske retning, han ønskede at føre USA i. Men det var også et udtryk for de dybereliggende sociale og racemæssige strukturer, der blev opretholdt under dække af økonomiske løsninger. Reagan’s vision af Amerika var en vision om et land, hvor økonomisk vækst og udvikling kunne ske gennem private initiativer og markedsløsninger, men hvor de sorte samfund, på en subtil måde, blev fremstillet som en del af et problem, der kun kunne løses ved hjælp af en bestemt form for politisk disciplin.

Hvordan Formuleres Den Fremtidige Amerikanske Politiks Retorik?

For at kunne forstå fremtiden for de racemæssige diskussioner i amerikansk politik, er det nødvendigt at se nærmere på, hvordan præsidentvalgkampagner har udviklet sig, og hvilke strategier kandidater benytter sig af i deres retorik om race. Amerika har historisk været delt i opfattelsen af, hvad det vil sige at være amerikansk, og det er gennem valgkampagner, at denne opfattelse fortsat formes. Barack Obama og George W. Bush har på deres egne måder givet os et glimt af, hvordan fremtidens racemæssige diskurser kan se ud – og hvordan race som en politisk faktor måske gradvist kan blive mindre fremtrædende.

Det er dog klart, at racemæssige taktikker stadig er en væsentlig del af den politiske strategi. Donald Trumps valgkampagne viste, hvordan racemæssigt kodede taktikker stadig kan benyttes til at vinde valg. Præsidentembedet, som en institution, er grundlæggende konservativ, idet ekstremister på begge sider af det politiske spektrum sjældent når frem til dette høje embede. Det betyder, at præsidentens tale ikke blot er et redskab til at vinde opbakning, men også et værktøj til at definere den nationale diskurs og dermed den amerikanske identitet.

Præsidentkandidater, som ønsker at etablere en ny form for diskurs om, hvad der er grundlæggende for den amerikanske identitet, må først og fremmest vinde valget. Men måden, de driver deres kampagner på, antyder, at de ikke mener, de kan vinde uden at definere amerikansk kultur på en måde, der ikke nødvendigvis fremmer racemæssig retfærdighed. Det er derfor nødvendigt at analysere den præsidentielle retoriks udvikling, for at få et indblik i, hvordan de nuværende diskursive rammer er blevet etableret, og hvilken retning de vil tage i fremtiden.

Valget af en præsident er ikke kun et spørgsmål om politik, men om den retorik, der bruges til at appellere til vælgerne. I de sidste to årtier er der blevet lagt særlig vægt på de såkaldte "unaligned" vælgere, som hverken stemmer konsekvent på Demokraterne eller Republikanerne. Disse vælgere er blevet et centralt fokus for valgkampagner, især i de svingstater, der afgør resultatet af præsidentvalget. I stater som Florida og Ohio er vælgerne ofte opdelt i en kompleks sammensætning af etniske grupper, og kandidaterne skal navigere i et terræn, hvor det er nødvendigt at appellere til både sorte, hvide og latino vælgere uden at fremmedgøre nogen af disse grupper.

Florida er et eksempel på en stat, hvor den etniske sammensætning betyder, at en kandidat, der ønsker at vinde, skal kunne balancere budskaber, der tiltaler både den hvide befolkning, især i de mere konservative områder, og den diverse latino befolkning, som dog er opdelt i politisk præference. De urbane og sydlige områder, som typisk støtter Demokraterne, skal samtidig ikke skræmme vælgere væk i de mere konservative distrikter. I Ohio er billedet lidt anderledes, hvor en større andel af befolkningen er hvid. Demokraterne er derfor nødt til at appellere til både de urbane liberale vælgere og bevare opbakningen fra sorte vælgere uden at miste støtte fra de hvide, som også kan være vigtige for valgresultatet.

Rhetorik omkring race og amerikansk kultur er således en del af en større strategi, hvor politikere skal finde måder at forene modstridende interesser og samtidig fremme et budskab, der appellerer til en bred vælgerbase. Dette kan føre til en opretholdelse af et ensartet narrativ, der definerer amerikansk identitet på en måde, der er inkluderende, men samtidig bevarer de elementer af kultur og tradition, der appellerer til den brede hvide vælgergruppe.

Republikanerne har på den ene side forsøgt at appellere til latinoer med en mere inkluderende tilgang, som set med George W. Bushs forsøg på at appellere til den latino befolkning ved at fremhæve universelle værdier som familieliv og økonomisk velstand. På den anden side er Donald Trump og hans tilhængere faldet tilbage på en strategi, der har brugt antimmigrantretorik og racemæssigt kodede udtryk for at samle en gruppe hvide vælgere, som føler sig truet af den demografiske udvikling i landet. Denne strategi har givet resultater på kort sigt, men dens langsigtede bæredygtighed er blevet stærkt debatteret, og det er uklart, om den vil kunne opretholdes i fremtiden, hvor landets demografi ændrer sig hurtigt.

Præsidenternes evne til at skabe og definere amerikansk kultur gennem deres retorik spiller en central rolle i, hvordan politik udformes. Deres tale kan ikke blot være et redskab til at vinde valg, men også et værktøj til at definere den nationale identitet og de grundlæggende værdier, som definerer nationen. Denne proces har dog ofte været præget af racemæssige fordomme og stereotyper, hvor ikke-hvide grupper er blevet defineret i relation til hvide befolkningsgruppers værdier og normer.

For at forstå, hvordan fremtidens amerikanske politik og racebevidsthed kan udvikle sig, er det nødvendigt at undersøge, hvordan disse strategier vil ændre sig i takt med, at vælgergrupperne bliver mere diverse og politiske holdninger skifter. Denne udvikling vil i høj grad afhænge af, hvordan præsidenter og kandidater i fremtiden formulerer deres budskaber og navigerer i en stadig mere kompleks etnisk og kulturel landskab.

Hvordan har præsidenter håndteret race siden 1964?

Rhetorikken, som præsidenter benytter sig af i relation til raceproblematikker, kan ikke alene påvises at bestemme valgets udfald. Det er dog korrekt at hævde, at præsidenters retorik spiller en væsentlig rolle i opbygningen af koalitioner. Disse koalitioner bygger ofte deres opfattelser på de billeder, der cirkulerer blandt nøglevælgerne. Præsidenter skal forsøge at gennemføre de løfter, de har givet. Men hvorfor betyder retorik noget? At forstå sproget er at forstå retningen for politiske diskussioner, som bekræftes af den magtparti, der er ved magten. For at appellere til specifikke demografiske grupper forsøger præsidenter at vinde støtte fra disse grupper med yderligere politiske forslag og billeder.

En af de vigtigste grupper, som præsidenter henvender sig til, er de hvide svingvælgere. Appellerne til denne gruppe dominerer ofte samtaler om race og amerikansk identitet. Det er vigtigt at forstå den retorik, der anvendes, da en analyse af denne kan give os en dybere forståelse af, hvor landet er på vej rent politisk, og samtidig afsløre, hvad der ligger i hjertet af den amerikanske politiske kultur. Det, jeg vil vise her, er, at de beskeder, der bruges til at appellere til disse demografiske grupper, ofte er rigtigt kodede med racemæssige signaler for at tilgodese den hvide amerikanske befolkning. Dette betyder, at den politiske kulturs retning i høj grad bestemmes af de hvide amerikanere. Præsidenttaler bekræfter en forbindelse mellem dybt forankrede overbevisninger i den amerikanske identitet og den racemæssige hierarkis natur i USA.

Retorikken, der anvendes af præsidenter, understøttes af studier, der analyserer forholdet mellem politiske kandidater, vælgere, kongressen og medierne. Forskere, der studerer den retoriske præsidentskab, forklarer, at øget partisanskab har ført til mere direkte appeller til offentligheden. Præsidenter er begyndt at bevæge sig væk fra den politiske beslutningstagningsproces beskrevet af Richard Neustadt, hvor bag kulisserne-forhandlinger mellem præsidenten og lovgivere førte til kompromisbaserede politikker. I stedet har præsidenter valgt at appellere direkte til folket. Medierne rapporterer om disse taler, vælgere, der er interesseret i politikken, presser deres valgte repræsentanter for at få politiske initiativer igennem, og kongresmedlemmer bliver tvunget til at vedtage politikker eller stå over for valgudfordringer.

Forskere har konsekvent stillet spørgsmålstegn ved effektiviteten af direkte retoriske appeller. Samuel Kernell, der opfandt udtrykket "going public", var skeptisk overfor denne taktik, da den kunne have en negativ effekt på forhandlingsklimaet. Dog har forskere indenfor mediestudier og kommunikation påvist, at direkte appeller kan være nyttige på andre måder. Præsidentens retorik kan eksempelvis spille en agendafunktion gennem medierne. Medierne – fjernsynsnyheder og aviser – fungerer som et filter, hvorigennem information om kandidaterne formidles til befolkningen. Da medierne er en direkte kanal til amerikanernes hjem, bliver de et effektivt værktøj for præsidenten til at nå et bredt publikum. Selvom medierne ikke nødvendigvis dikterer, hvad vi skal tænke, fortæller de os, hvad vi skal tænke om. Medierne definerer ofte den offentlige dagsorden, eller de politiske emner og problemstillinger, som den amerikanske offentlighed rent faktisk overvejer.

Et eksempel på dette kan ses i analysen af den “Krigen mod narkotika”, som Andrew Whitford og Jeff Yates udfører. De viser, hvordan præsidenter bruger deres retoriske magt til at ændre den måde, offentlige instanser implementerer politik på, og til at sende ledelsesbeskeder, der former den offentlige dagsorden. Præsidenten hjælper dermed med at skabe en social konstruktion af et offentligt problem. Denne tilgang anvendes også til at analysere, hvordan trusler konstrueres, og hvilke målgrupper, der rettes appeller mod. Rhetorikken hjælper derfor med at forme, hvordan vi opfatter et problem og konstruerer det på en bestemt måde.

Medierne og præsidenten spiller en central rolle i at definere dagsordenen og måden, vi taler om problemer på. Samtidig er det vigtigt at overveje, hvordan retorik bruges til at forme vores opfattelse af politiske problemer. En metode, der er blevet undersøgt indenfor psykologi, er "priming" – en retorisk teknik, hvor man forbereder publikum på at modtage information på en bestemt måde. Når en taler ønsker at forme, hvordan et publikum opfatter et emne, kan de indlede deres tale med præliminære udsagn, der leder lytteren til en specifik konklusion. Denne teknik bruges ikke kun af politikere, men også af reklamefolk og andre, der ønsker at påvirke, hvordan deres budskaber bliver opfattet.

Endvidere er det relevant at overveje, hvordan begreber bliver indrammet (framing). Framing refererer til den måde, en taler strukturerer et budskab på, og hvilken terminologi der bruges til at tale om et problem. Ifølge George Lakoff handler framing om at “få sproget til at passe ind i ens verdensbillede”. Ved at bruge specifik sprogbrug kan en taler præsentere et politisk problem på en måde, der får deres løsning til at fremstå som den bedste mulighed. Denne taktik kan have stor indflydelse på, hvordan et publikum reagerer på et emne. For eksempel viser Martin Gilens, hvordan welfare-debatten kan indrammes på en måde, der appellerer til hvide amerikaneres racemæssige forbehold.

I politiske diskussioner viser forskning, at små ændringer i ordvalget kan ændre, hvordan offentligheden forholder sig til et emne. Et eksempel på dette er forskellen mellem udtrykkene “global opvarmning” og “klimaændringer”, som begge refererer til det samme fænomen, men som opfattes meget forskelligt af befolkningen. Dette viser, hvordan retoriske strategier kan være med til at forme den offentlige opfattelse af et politisk problem.

Med andre ord er det vigtigt at forstå, at præsidenters retorik ikke blot er en kommunikation til de umiddelbare tilhørere, men også en måde at forme den bredere offentlige opfattelse af politiske emner på.

Hvordan man dyrker og plejer planter effektivt: Fra frø til høst
Hvordan sikrer man effektivt timing og struktur i et forslag?
Hvad sker der, når man bliver forbundet med et objekt, der ikke kan frigøres?